Drage prinsessen

Ilden rasede og et brøl skar, som knive igennem himlens vælg. Store vingeslag lød i det fjerne og snart var solen væk. De havde dækket for selve solens varme stråler. Verden blev badet i det kulsorte mørke. Det eneste lys man kunne se kom fra dens glødende øjne. Alle skreg og gemte sig inde i de ellers så meget iøjnefaldende huse. Det var ikke fordi det var store huse folk i byen levede i. Men enhver der ikke var så skrækslagen for hvad der ville ske, ville aldrig søge ind i et hus. Det er jo det den angriber. Men hvorfor? Hvorfor alt denne rædsel og skræk. Hvorfor kan de bare lade os være. Hvis de bare havde ladet os være fra starten af… ville dette aldrig være sket. (denne hisotrie er på pause da jeg mangler inspirationen og tiden til at skrive videre på den)

1Likes
0Kommentarer
178Visninger
AA

2. En ubuden gæst

 

Grønt. Det er grønt. Vi bor i en kuppe. En kuppe der er fyld med jord, græs og blomster. Vi ligger dybt inde i jordens indre og vores konge opvarmer jordens kerne. Vi lever i fred. Vi ønsker intet andet. Vi er jordens klan. Det er os der varmer verden op.

Mit navn er Adela jeg er født af ildens varme væsen og dronning Isabella, fedroningen. Og nej feer er ikke søde små væsner de er irriterende og tænker kun på sig selv.

Deres art er næsten uddød. De ville bekrig kongen af ildens varme, og de brændte. Skreg i smerter og angst, da ilden fik fat og fortærede deres sølv glimtende vinger og deres smukke ferskenhud.

Deres skrig blev næsten til deres arts undergang. Hvis de ikke havde været så selviske ville de stadig være talrige og herske over jorden.

Nu er det menneskenes verden.

”Adela. Hvor er du? ”

”Nå der var den fred forbi, Tjump. ” den lille unge lå stadig fredeligt op af mit lår og drejede kun let på det ene øre når jeg sagde noget. Han var så lille og så sød. Det er underligt at tænke på at han en dag vil blive min nye vogter i vores hær af beskyttere.

”Adela? Er du her ude? ”

Okay han begynder at lyde desperat. Med en let rysten på hovedet, begyndte jeg at rejse mig op. Tjump gav kun en lille utilfreds lyd fra sig, da jeg samlede dagbogen op og så ud over det smukke vandfald. Vandet beroligede mig hver gang tingende bare blev for meget.

Jeg sukkede og kiggede ned på min lille drage.

”Kom så Tjump. Vi må heller gå tilbage igen… inden at de sender hele kavaleriet ud efter os. ”

Varmen kom og legede let mod min hud. Jeg er blevet vant til denne hede. Grulex er min bedste ven, men han er altid bekymret for mig når jeg begiver mig ud i verden uden for vores lille kuppe.

Gid at han bare kunne forstå min længsel. Jeg ønsker at flyve væk herfra. Det er ikke altid nemt at være dragernes prinsesse.

 

                                                                          

                                                                                       ***

 

Hun var væk igen. Jeg er hendes nuværende vogter. Jeg gør mit bedste for at beskytte hende mod den onde verden der er derude. Alligevel føles det som om jeg fejler.

”Grulex? ” sagde en stille og blid stemme ”er det dig? ” jeg behøvede ikke engang at kigge mig tilbage for at vide at det var dronning Lysandia. Jeg havde ikke set hende i uendelige tider.

Jeg foragtede den kvinde, men hun var Adelas mor. Jeg var nød til at tolerere hende, for Adelas skyld.

”Lysandia. Hvad bringer dig her til Dratoka? ” hold stemmen fuld af respekt og vis ingen tegn på svaghed eller foragt. Det var den eneste regl vi havde, når det galt Lysandia.

”Åh kære Grulex… jeg kommer da for at hente min datter” hun så på mig med milde og samtidig vilde øjne.

”Det er jo trods alt hendes 18 års fødselsdag. Jeg har i sinde at tage hende med til lux in mundum, vores elskede fe verden. Der vil hun falde godt til. ” hendes stemme var godt nok så blød, som silke, men hun var lunefuld. Det havde hun altid været. Hvis hun ville tage Adela til Lysets verden, så ville der ske hende noget forfærdeligt. Det var jeg sikker på.

 

                                                 ***

 

 Solen har nået sit højdepunk. Det er ferenes svageste tid. Det er i hvert fald det min far har fortalt mig. Men det er dragernes tid. Det er vores tur til at herske i dagens og nattens evige dans. Det er os der fører trinnene lige nu.

”Adela. Min kære… der er du jo. ” min mors smukke ansigt strålede mig i møde. Hendes hår var som flydende guld og hendes øjne var blå som havet selv. Hun ville altid se så ung og smuk ud. Indtil den dag hun dør.

Jeg var mere rødhåret efter min far Drakon, dragernes konge, men jeg havde da fået min mors smukke øjne. Ja lidt heldig har man faktisk lov til at være.

Min mor stod der helt afslappet med Grulex ved sin side. Imod sætning til min mor var han langt fra afslappet. Han stod helt stiv, som et bræt og så over på mig som om at han var bange for at jeg ville gøre noget vi begge ville fortryde. Jeg kender min mor, hun er ikke til at stole på.

Hun fik mig for 18 år siden, men jeg har kun set hende et par gange om året, og hver gang så hun dårligt nok på mig. Hun kom kun for at skændes med min far. Jeg ved at min far engang elskede hende men at hun kun udnyttede ham til at få det hun ville have. Hun ville være dronning, over feerne.

”Adela kæreste, hvad er der i vejen? Du ligner en der har set et spøgelse. ” hendes stemme havde en undertone af en udspekuleret latter. Jeg ville bare væk. Hvorfor skulle jeg stå her og høre på denne kvinde, som så mange gange bare havde ladet mig i stikken? Hun kunne lige så godt forsvinde. Desværre var det ikke muligt for mig at sige det til hende, da min far for længst havde lavet en lov der forbød os at fornærme fedronningen.

”Jeg undskylder min uhøflige opførsel. Jeg havde blot ikke forventet at se dem her. Dette er jo dragernes rige, og så vidt jeg ved svækker det feers magi, min dronning. ” pøj for fanden bare at være nød til at få det over mine løber var et helvedet. Men jeg fik den reaktion jeg ville. Hun smilte et smil der nærmes strålede langt over det sædvanlige.

 

                                                                                       ***

”Deres nåde… Deres nåde… ” vagten kom løbende op af den solide trappe der for over flere millioner år var blevet hugget ud af klippen. Han var næsten ved at snuble over et af de mange trin, og falde over sig selv.

”Hvad er der Amalyna? ” jeg orker ikke rigtigt de daglige skavanker. Derfor lød min stemme nok lidt mere irriteret end det var min mening, men der var intet at gøre ved det nu.

”Det er Lysandia, Deres nåde. Hun er vendt tilbage. ” hendes gyldne rustning var dækket af bold, men alligevel var det eneste jeg kunne tænke på at Lysandia var tilbage og så her om sommeren, hvor vi havde del i det store ilds kræfter. Men det forvendtes af mig at jeg spørger, selv om jeg allerede kender svaret.

”Har der været kampe nede i byen? ” jeg så ud over vores kongerige. Dragerne var altid så vilde af glæde når sommeren var her. Det var næsten en fest, for den store ild. Den store ild, hvor den gyldne drage lå og sov i sin nu evige søvn.

”Ja Deres nåde. Nogle knægte, kom op at slås nede ved søen. Men der er underligt Deres nåde. De kan ikke huske hvorfor de kæmpede. Det eneste de husker var Deres datter. Adela. ”

Et suk var næppe nødvendigt, men det slap altid ud. Adela, var min ældste datter, hun burde vide bedre end at vandre ud uden sin vogter. Hun var ikke som sin lille søster Mylandia, der ikke gjorde noget som helt uden at spørge om lov.

Adela, ville altid udfordre skæbnen, både på godt og ondt.

 

                                                                                       ***

 

Jeg måtte være hurtig, hun kan ikke lide dronningen. Jeg forstår det godt. Hun er godt nok køn, men er ondskaben selv. Adela så ud som om hun skulle besvime. Hendes bog hang slapt i hendes lille hånd. Hendes hemmelige tanker, som kun jeg har fået en lille del i hist og her.

Hendes tanker om verden og hendes allerdybeste håb og drømme. De måtte ikke ryge i vandet. Jeg vil stå ved hendes side til mit sidste åndedrag

”Hvad er det du har der Adela? ” åh gud havde den heks læst mine tanker? Frygten strømmede gennem mig. Jeg måtte beskytte hendes dybeste hemmeligheder. Men hvordan?

”Det er ikke noget min dronning” hendes stemme rystede, jeg må handle hurtigt snart.

Jeg kastede et blik over på Grulex han så ganske kort på mig og gav et lille næsten usynligt nik fra sig.

Og så slog jeg til. Jeg sprang op før dronningen kunne nå at tage bogen og begyndte at løbe alt hvad jeg kunne. Jeg hørte kun kort Adelas forbavset lille gisp for jeg forsvandt om hjørnet men bogen solidt plantet i mit gab. Jeg nåede ikke langt før at jeg fik et glimt at dronningen ud af øjenkrogen. Hun var sat efter mig og Adela og Grulex fulgte efter hende i et halvhjertet forsøg på at hjælpe hende.   

Jeg måtte finde et gemmested hurtigt, men dronningen ville bare finde mig. Jeg havde ikke andet valg end at føre vores lille ubudne gæst helt ind i løvens hule. Føre hende lige ind til kong Drakon.

                                                                                    ***

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...