Santas Little Helper (færdig)

Julen nærmer sig hastigt og alle er så småt i gang med at pynte op eller finde julepynten frem - Lige ledes burde det være på samme vis hos den verdenskendte Justin Bieber. - Meget er gået op og ned for ham, særligt hvad angår kærligheden til Selena Gomez. Han har nu opgivet alt omkring Selena og lykke er ikke ligefrem det der fylder hans hjerte. Selv glæden til julen har forladt ham. Nordpå - faktisk Nordpolen, er der fuld gang i løjerne hos Julemanden og alle hans hjælpere. Julie Noel Claus på 17 år er en rigtig drillenisse og ingen ringere end Julemandens datter. Julie er selv Belieber - Sjovt nok! Så Julemanden ser det kun som passende, at Julie vil finde juleglæden frem hos Justin - Hun får til opgave, at hjælpe Justin på rette vej, men hvad sker der, når Justin pludseligt opdager Julie? Er det på godt eller ondt? Følg med i en blanding af eventyr, jul og umage kærlighed, når jeg åbner den første kalenderlåge på mandag d 1 December ;)

139Likes
390Kommentarer
31247Visninger
AA

10. 9 December


9. December

Justins synsvinkel:

"Hvordan har hun det?"

Spørgsmålet fra min mor bag mig, fik mig til at sukke trist. Jeg hældte den varme kakao fra kasserollen op i et krus og satte på serveringsbakken. Jeg rystede opgivende på hovedet.

"Hun har det virkelig skidt - Ja, jeg er ret bekymret for hende og jeg aner ikke hvad der er galt med hende?", svarede jeg stille med et hårdt suk.

En hånd og et hoved lænede sig blidt op ad min ene skulder.

"Er du sikker på, at varm kakao og pandekager er godt for hende, når hun er så syg? - Burde vi ikke tilkalde en læge, som ville kunne tilse hende? - Og hvad med hendes familie - Burde de ikke vide besked om hende?"

Jeg så ned på min venstre skulder og fandt min mors bekymrede blik, hvorefter hun fjernede sig lidt og rettede sig op. Jeg rystede på hovedet.

"Hun vil hverken fortælle om familie, eller om hvad der egentligt er galt med hende, og hun ønsker bare kakao og pandekager...", svarede jeg stille med et suk og flyttede blikket over på køkkenbordet, hvor en lille skål med jordbær, som jeg havde dyppet i chokolade stod.

"Vil du lige række mig skålen med jordbær, mor?", spurgte jeg med et lille smil.

Min mor nikkede med et lille smil og tog skålen og stillede på bakken i mine hænder.

"Jeg forstår ikke, at hun kan spise alle de søde sager, mens hun er så syg? Hun burde da være på skånekost i stedet - Det her giver jo ingen mening?", spurgte min mor undrende. Jeg smilte skævt og nikkede et kort nik.

"Hun har vel en sød tand?", svarede jeg mens jeg trak på skuldrene.

Min mor nikkede med et lille smil og gav mig et kys på kinden.

"Hun virker i hvert fald som en ret sød pige, baby?", svarede hun med et lille smil.

Jeg nikkede med et lille smil og begav mig ud af mit store køkken og begav mig den lange vej ovenpå mod mit soveværelse, hvor Julie lå. Ja, jeg havde puttet hende i min egen seng, da jeg mente, at hun fortjente det bedste, mens jeg selv havde taget min sofa i soveværelset i nat, så jeg kunne holde vagt med hende, for jeg elskede slet ikke tanken, at hun pludseligt havde det så dårligt.

Jeg nåede ovenpå og frem til mit soveværelse, hvor jeg baglæns og lettere akavet, åbnede døren med min højre albue, mens jeg balancerede med serveringsbakken i mine hænder.

Synet af hende i min seng, gjorde mig bekymret og urolig. Hun sad oppe i sengen med lagnet om sig, men hun så langtfra frisk ud. Jeg smilte bekymrende og lukkede døren i med min ene fod og begav mig hen til hende og slog stillebenene ud under serveringsbakken, så den blev transformeret til et lille minibord, som kunne stå fint over hendes skød i sengen. Hun smilte træt.

"Tak Justin...", svarede hun med et meget træt og sygelig stemme.

Jeg nikkede og satte mig på sengekanten ved siden af hende og følte med en let hånd på hendes pande og smilte svagt.

"Du er i hvert fald ikke varm, så du har ingen feber...", sagde jeg stille. Hun smilte ikke og så ned på maden.

"Jeg håber det blev, som du ønskede det?", spurgte jeg stille.

Hun så flygtigt op på mig og greb et rødt jordbær med chokoladeovertræk og tog en bid af det.

"Smager det godt?", spurgte jeg med et lille smil. Hun smilte træt og nikkede.

"Chokoladen smager lidt af appelsin?", svarede hun med et lille smil.

Hendes smil varmede mig usigeligt meget. Jeg nikkede med et lille smil.

"Jeg har presset en smule appelsinsaft i chokoladen, så den får den der lidt julede smag, hvis man kan sige det?", svarede jeg med et smil. Hun smilte endnu mere, men så også stadig ret syg ud.

"Du sagde julede?", spurgte hun målløs med et lille smil. Jeg grinte svagt og nikkede.

"Ja, vi er ligesom i december, og så kan jeg lige så godt gøre lidt ekstra ud af den chokolade der... Jeg havde også bestemt mig for, at når du bliver rask, så skal du hjælpe mig med at lave havregrynskugler og brunkager sammen med mig...", forklarede jeg med et lille smil.

Ja, jeg sagde det mest for at opmuntre hende. Julie smilte endnu mere og det var som om, at hun endelig fik en anelse røde kinder på hendes ellers ret blege ansigt. Jeg smilte kærligt og kærtegnede hendes venstre kind.

"Det klæder dig med de røde kinder, baby... Du er ikke så bleg i ansigtet, som før...", sagde jeg stille. Julie nikkede med et lille smil.

"Det glæder mig bare, at du taler om julegodter - Det betyder mere for mig, end du aner...", svarede hun med et lille smil.

Jeg grinte svagt og greb et jordbær med chokoladeovertræk og tog en bid af det.

"Mmh, de er faktisk blevet gode...", mumlede jeg nydende. Julie nikkede med et lille fnis.

"Har du det bedre?", spurgte jeg stille. Hun nikkede med et lille smil.

"Lidt bedre da - Det hjælper da på det...", svarede hun stille.

Jeg smilte kærligt og betragtede hende begynde at spise af pandekagerne.

"Jeg håber, at de kan spises? Jeg orkede ikke lige at stå og skulle bage pandekager, så de er altså bare købt frosne og så varmet i microovnen, men det er de bedste man kan købe på frost - Det garanterer jeg...", svarede jeg med et lille grin. Julie smilte ikke ligefrem helhjertet.

"De kan da spises, men de er langtfra fantastiske som min mor bager dem. Hun er den bedste julemor i hele nordpolen...", fniste hun. Jeg så forundret på hende.

"Eh, du laver sjov med mig, ikke?", spurgte jeg med et lille sarkastisk og kort grin. Julie rystede på hovedet.

"Justin - Jeg er julemandens datter...", svarede hun roligt.

Jeg kunne ikke lade være med at grine indestængt over det hun sagde.

"Du gør grin med mig, ikke?", sad jeg og hyggede mig over hendes ret fantasifulde udsagn.

Julies smil blegnede og hun fjernede serveringsbakken fra hendes skød og satte den på den anden side af hende i sengen.

"Justin, jeg taler sandt... Jeg ER julemandens datter - Jeg er halv nisse og halvt menneske og jeg har magiske evner, for jeg kan trylle...", svarede hun roligt med et lille smil.

Jeg stoppede mit grin og så mærkeligt på hende.

"Sig mig, er du én af de der sindssyge personer, som er stukket af fra den lukkede afdeling?", spurgte jeg chokeret.

Julie begyndte at græde.

"Jamen, jeg ER julemandens datter! Jeg lyv...."

"Julemanden findes ikke!", afbrød jeg hende og rejste mig frustreret fra sengekanten og så ned på hende.

Hun begyndte at hulke voldsomt.

"Det må du ikke sige, Justin! - Er du klar over, at jeg bliver mere og mere syg af, at du slet ikke tror på julemanden og julen?", hulkede hun. Jeg så målløs på hende og rystede stille på hovedet.

"Du er jo skingrende vanvittig, Julie... Jeg ringer efter lægen...", svarede jeg med en klump i halsen og vendte mig bort fra hende og gik.

"Jamen Justin, jeg tal....", hørte jeg hende svare, inden jeg afbrød resten af hendes sætning ved at lukke døren efter mig.

Jeg følte mig, som en komplet idiot, at jeg var faldet for en skingrende sindssyg pige. Hun var jo slet ikke rask i sit hoved. - Ja, jeg vidste at hun var for god til at være sand. - Pigen trængte alvorligt til hjælp!

"Julemandens datter...", mumlede jeg opgivende.

"Tsk!", fløj det yderligere ud af mig og jeg løb ned ad trapperne for at tale med min mor om Julie....


"Du har ret, Justin - Det kommer ret meget bag på mig! Jeg anede ikke, at man kunne have sådanne tvangstanker? - Hmm, stakkels pigebarn... Jeg ringer til lægen i en fart - I mellemtiden må du hellere gå op til hende og holde lidt øje med, at hun ikke begynder på at lave små julelege...", forklarede min mor roligt. Jeg smilte strams med armene over kors.

"Du skulle lige sige ordet julelege?", røg det sarkastisk ud af mig. Min mor grinte svagt og rystede på hovedet.

"Du ved godt, hvad jeg mener, baby..."

Jeg nikkede med et svagt smil og det var helt sikkert halvhjertet. Min drømmepige, viste sig at være én stor løgn med psykisk syge - Stakkels hende! Det kunne jeg virkelig ikke hamle op med. Så var det lige før, at jeg hellere ville bruge min tid på mit on-off forhold med Selena, men på den anden side, var det nok heller ikke det jeg skulle satse på.

Min skridt var tunge, da jeg nærmede mig mit værelse igen og åbnede døren stille. Selv om jeg nu var klar over, at Julie var psykisk syg og helt sikkert led af tvangstanker, så var dette syn af hende, noget jeg bare aldrig havde ønsket at møde. Hun lå på gulvet og nærmest kravlede, mens hun havde den sygeste grå-hvide kulør. Hun lignede en døende. Hun havde mørke rander under øjnene og så svedig ud. Hendes læber var nærmest blålige. Okay, psykisk syg eller ej, hun skulle hasteindlægges.

"RING EFTER EN AMBULANCE! VI HAR EN DØENDE HER!", råbte jeg af fulde lunger ud af værelset og skyndte mig hen til Julie og tvang hende rundt på ryggen.

Hun græd stadigvæk og jeg kunne slet ikke holde tårerne væk selv nu.

"Du må ikke dø...", græd jeg og løftede hende op mine arme og holdte hende tæt ind til mig.

"Jus...", kæmpede hun med sin svagelige stemme. Jeg hulkede ned i håret på hende.

"Hvorfor er du døende - Hvorfor?", hulkede jeg voldsomt.

"Tro på julemanden... Find juleglæ....", kæmpede hun hviskende og hendes øjne lukkede i.

"Julie... Julie... Du må ikke det her...", græd jeg stille og bar hende hen til sengen og lagde dynen over hende og lagde mig op ad hende.

Hun trak stadigt vejret, men det var tydeligt, at hun var alvorligt syg....

 

Jeg forstod slet ikke, at Julie pludseligt bare kunne blive så syg på så kort tid. Hun var blevet hasteindlagt med fuld udrykning og jeg sad nu på hendes stue på hospitalet, mens hun lå med en iltmaskine, selv om hun godt kunne trække vejret, så var det langtfra optimalt. Hun havde en voldsom feber og hun så langtfra rigtig frisk ud. Lige nu lå hun i sygesengen og sov roligt.

Hendes hånd i min, var ufattelig kølig.

"Undskyld jeg forstyrrer, mr Bieber, men kan jeg lige tale med dem under fire øjne?"

Hans stemme fik mig til at se bedrøvet hen mod døren til stuen, hvor overlægen stod. Jeg nikkede uden at smile og så til venstre for mig, hvor Julie lå og sov ved hjælp af iltmaskinen. Jeg slap hendes kølige hånd og rejste mig med et suk og gik hen til overlægen, som nikkede som en lille hilsen, og jeg fulgte ham ud på den nærmest øde hospitalsgang.

"Lad os gå ind på et ledigt kontorrum...", sagde overlægen lavt.

Jeg nikkede og fulgte efter ham nogle døre væk fra hvor Julie lå på stue. Jeg så flygtigt min mor, Ryan og Kenny, som havde fulgtes med mig til hospitalet. De så undrende på mig, mens de sad med noget varmt i nogle kopper - Kunne forestille mig, at det var kaffe? De forsvandt ude af syne, da overlægen bad mig gå ind på det lille ledige kontor og han lukkede døren efter os og satte sig på kontorstolen på den anden side af skrivebordet, mens jeg satte mig i stolen på den anden side af bordet. Jeg så spørgende på ham og han rømmede sig.

"Jeg, eller rettere afdelingen her, har stødt på flere problemer med hensyn til din veninde Julie her...", begyndte han. Jeg nikkede, som i at bekræfte, at han havde min fulde opmærksomhed.

"Er det meget slemt?", spurgte jeg stille med en hård klump i halsen.

Overlægen pustede hårdt ud og rykkede sig lettere frem over bordet og så indgående på mig.

"Hvor mødte du denne Julie henne første gang?", spurgte han med et løftet øjenbryn. Jeg så mærkeligt på ham.

"Hvad vedrører det Julies nuværende tilstand? Hun er syg for pokker! Dette er ikke noget interview!", snerrede jeg lettere surt. Overlægen rystede opgivende på hovedet og satte sig tilbage i sin kontorstol.

"Sagen er, at Julie ikke eksisterer i vores person database - Hun har intet personnummer eller nogen filer på, hvor hun er født henne. Hun er som et en fil der er slettet. Vi kan intet finde på hende? Vi ved hun er alvorligt syg, men vi ved ikke hvad hun fejler? Det kan være hvad som helst?", forklarede overlægen. Jeg så mærkeligt på ham.

"Undskyld mig, men hørte jeg rigtigt? Du påstår, at hun ikke eksisterer?", spurgte jeg chokeret. Overlægen nikkede uden at smil.

"Det er ret bekymrende faktisk. Uden noget personnummer eller filer på hvor denne "Julie" er fra, så kan vi ikke behandle hende yderligere, da det ville i alle tilfælde være ulovligt og vi øger ikke behandling gratis!", forklarede overlægen.

"Hør her, jeg vil med glæde betale for hendes lægeregning - Bare hun bliver behandlet!", svarede jeg med følelsen af både vrede, chok og frustration.

Julie var så meget mere mystisk for mig nu, men jeg nægtede at give så let op. Jeg vidste, at Julie havde brug for hjælp, så hun ikke ville dø i værste tilfælde.

Overlægen smilte skævt.

"Hvordan i alverden, havde de tænkt dem, at vi skulle kunne behandle denne "Julie", når vi hverken filer eller nogen diagnose har på hende? Det vil være komplet umuligt!", svarede overlægen lettere hårdt og rejste sig.

"Jeg skriver den unge dame ud igen, så må de vel passe hende og så bare håbe på bedring? Hun er i alt fald noget usansynligt og jeg overvejer stærkt at tilkalde politiet, så de kan undersøge denne mystisk pige, der er helt uden identitet!", forklarede overlægen. Jeg rejste mig straks.

"NEJ! - Lad venligst være med det! Det vedrører ikke politiet alt det her...", svarede jeg med et opgivende og hårdt suk. Overlægen så olmt på mig.

"Det vedrører i allerhøjeste grad politiet, mr Bieber - Hvis ikke CSI eller NASA?!", svarede overlægen højt og forlod mig og kontoret.

Jeg stod som en målløs. Det var jo de højere magter, der var tale om her. CSI - og så ligefrem NASA, som var indbegrebet af tophemmelig forskning? Det lød jo lidt for vildt i overdrevet det her! Jeg måtte få Julie væk herfra. Hun skulle fandeme ikke udstilles som forsøgskanin, som om hun var en alien eller noget?

Åh nej! - Alt ser ud til at gå den fuldkomne modsatte vej, af hvad det skal gå :(

Julie er virkelig syg og hvad vil Justins næste skridt være?

Vil det gå op for ham, at Julie langtfra er noget helt normalt menneske, men at hun faktisk er noget unikt og usædvanligt?

Følg med i morgen, når endnu en låge åbnes for d. 10 december.

~ Ida

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...