Santas Little Helper (færdig)

Julen nærmer sig hastigt og alle er så småt i gang med at pynte op eller finde julepynten frem - Lige ledes burde det være på samme vis hos den verdenskendte Justin Bieber. - Meget er gået op og ned for ham, særligt hvad angår kærligheden til Selena Gomez. Han har nu opgivet alt omkring Selena og lykke er ikke ligefrem det der fylder hans hjerte. Selv glæden til julen har forladt ham. Nordpå - faktisk Nordpolen, er der fuld gang i løjerne hos Julemanden og alle hans hjælpere. Julie Noel Claus på 17 år er en rigtig drillenisse og ingen ringere end Julemandens datter. Julie er selv Belieber - Sjovt nok! Så Julemanden ser det kun som passende, at Julie vil finde juleglæden frem hos Justin - Hun får til opgave, at hjælpe Justin på rette vej, men hvad sker der, når Justin pludseligt opdager Julie? Er det på godt eller ondt? Følg med i en blanding af eventyr, jul og umage kærlighed, når jeg åbner den første kalenderlåge på mandag d 1 December ;)

139Likes
390Kommentarer
31244Visninger
AA

9. 8 December


8. December

Justins synsvinkel:

"It's The Most Wonderful Time Of The Year
With the kids jingle belling
And everyone telling you "Be of good cheer"
It's The Most Wonderful Time Of The Year..."
, stod jeg og sang ind i hårbørsten.

Ja, altså sangen var i radioen og jeg var i skide godt humør - Rettere, jeg var forelsket!

"Justin? - Der står en pige i hoveddøren, der gerne vil tale med dig!", kunne jeg høre Ryan råbe et sted inde fra soveværelset af.

Jeg slog håndklædet om livet og gik ind i soveværelset og greb fjernbetjeningen til radioen og slukkede for den og så undrende hen på Ryan.

"Hvem?", spurgte jeg med et smil. Ryan smilte skævt.

"Hun er blondine - Hun siger, at hun hed..."

"Julie!", afbrød jeg Ryan med et forelsket smil. Ryan nikkede med et stramt smil.

"Bare inviter hende ind i stuen, jeg kommer lige straks...", svarede jeg roligt med et bredt smil. Ryan nikkede.

"Er der noget mellem hende og dig, som jeg ikke ved noget om?", spurgte han nysgerrigt. Jeg grinte kort og nikkede.

"Vi dater i alt fald helt sikkert! Jeg kan virkelig godt lide hende, meget mere end jeg havde troet muligt...", svarede jeg med et forelsket smil og fik bare sommerfugle i maven, bare ved tanken om hende. Ryan grinte smørret.

"Er det så seriøst?", spurgte han nysgerrigt. Jeg nikkede med et stort smil.

"No more Jelena?", spurgte han yderligere. Jeg rystede på hovedet med et lille smil.

"Selena er vidst det man kalder for ude af øje, ude af sind? - Jeg tænker ikke rigtigt på hende mere!", grinte jeg smørret og vendte mig bort fra ham og begav mig mod mit walk in closet.

"Så du er efter så lang tid, endelig kommet videre, eller er hende Julie stadig på prøve?", kom det et sted bag mig.

Jeg grinte med ryggen til og fandt mig et par røde boksershorts, som jeg straks tog på med ryggen til. Gik ligesom ud fra at Ryan stod et sted uden for mit walk in closet. Sådan havde det ofte været. Jeg rettede mig op og stod og funderede over, hvad pokker jeg nu skulle tage på, så det blev bare en rød t-shirt med print foran.

"Tja, hun er vel på prøve, men jeg skal gerne indrømme, at hun allerede er kravlet ret meget under huden på mig - Jeg synes der er noget ret unikt over hende, noget som jeg ikke lige kan sætte fingeren på hvad er?", svarede jeg mens jeg tog min t- shirt på og greb ud efter nogle hvide tennissokker og et par blå baggy jeans, som jeg tog under armen og begav mig ind i soveværelset, hvor Ryan sad på sengen, med et smil.

Jeg satte mig selv på sengen og tog mine sokker på og så spørgende på ham.

"Gad du ikke lige invitere hende ind i stuen?", spurgte jeg jeg med et lille grin. Straks fløj Ryan op fra sengekanten.

"Nå ja! Sorry! - Vi ses dernede!", svarede han næsten halvvejs henne ved døren og blinkede med det ene øje, inden han forsvandt ud af soveværelset.

Jeg rystede grinende på hovedet og fortsatte med at tage den anden sok på og dernæst mine baggy jeans. Jeg rejste mig og hik ind i mit walk in closet igen og fandt et par hvide Jordans, som jeg tog på. Jeg gik der efter hen til hjørnet i walk in closettet, hvor jeg trak ud i min brede og smalle skuffe, hvor mange af mine smykker kom til syne, hvor ved jeg valgte en tyk kongekæde i guld, min guldarmlænke med de små brillanter på, mine diamantørestikker og så én af mine Rolex-ure.

Jeg skyndte mig derefter ud på badeværelset igen og stylede hurtigt mit hår, så det blev lettere pjusket, så var altså ikke super stylet i dag, men det var vel også underordnet?


"Er den tilpas varm?", spurgte jeg med et smil til hende.

Hun nikkede med et meget lille smil, mens hun sad og pustede lidt til sin varme kakao og tog en lille tår, inden hun stilte den på sofabordet, for der efter at læne sig tilbage i sofaen.

Jeg smilte kærligt til hende og jeg havde seriøst virkelig savnet det her! Bare sidde med stille hygge i sofaen og snakke om løst og fast med varm kakao, boller og hendes ben oppe på mit skød, så jeg kunne nusse hendes fødder lidt. Well, det mindede måske lidt om Selena og jeg, men var det ikke hovedsagen det ved at have en slags kæreste, at man hyggede lidt om hinanden? - Ja, vi kunne jo lige så godt, ikke?

"Hvad var det, som du ville tale med mig om, baby?", spurgte jeg roligt og oprigtigt interesseret. Julie sukkede og for mig virkede det virkelig opgivende. Hun rystede svagt på hovedet med et bedrøvet udtryk.

"Jeg er alvorligt bange for, at jeg er ved at forandre mig...", svarede hun med en meget lav stemme. Jeg så undrende hen på hende, mens jeg nussede hende blidt på hendes trædepude under hendes højre fod. Jeg smilte skævt.

"Det synes jeg nu ikke, baby - Jeg synes du er dejlig, som du er...", svarede jeg med et forelsket smil til hende. Julie smilte på en sørgmodig måde.

"Jeg tror aldrig du kommer til at forstå mig rigtigt, Justin? - Jeg føler, at jeg mister mig selv lidt efter lidt...", svarede hun lavt og jeg lagde mærke til at et par tårer rendte ned ad hendes kinder, der ikke blussede så voldsomt meget, som de ellers havde gjort første gang jeg mødte hende på caféen med mine venner omkring mig.

Jeg skubbede blidt til hendes ben og kravlede hen til hende i sofaen og møvede mig ned at sidde ved siden af hende. Jeg lagde armen om hende og til min glæde, lagde hun sig puttende op ad min brystkasse. Jeg kærtegnede hende på ryggen uden på hendes hvide top med små røde hjerter på.

Det var egentligt lidt skægt, at alt det tøj hun rendte rundt i, var så jule-relateret? Hun elskede vel bare julen på én eller anden måde? Jeg så lettere bekymrende ned på hende, mens hun bare lå og puttede sig ind til mig. Jeg kyssede hende i hendes lyse hår, som hun havde flettet flot i en lang fransk sidefletning.

"Du har vel ikke fortrudt os to, vel?", spurgte jeg med en klump i halsen. Ja, jeg var efterhånden faldet så meget for hende, at jeg ikke ønskede, at det hele skulle slutte nu.

Hun så op mod mit blik og smilte slet ikke, men hun kærtegnede flygtigt min kind og rettede sig op på alle fire og endte med at sætte sig med et ben på hver side af mig, så hun sad på mit skridt. Puha, hun sad lige det rigtige sted, hvor jeg ønskede hende. Hun lagde sine hænder om nakken på mig og vi fik tæt og intens øjenkontakt.

"Tro mig, Justin! - Jeg ville aldrig nogensinde opgive dig... Du er det bedste der er sket i mit liv...", forklarede hun nærmest hviskende. Jeg sukkede lettet og meget lykkelig og nikkede.

"Du er helt sikkert også noget af det bedste, der er sket i mit, baby, og jeg ved, at det måske kan virke til, at vores ret så nye forhold går ret hurtigt, men jeg føler mig så sikker på dig... Du er noget helt unikt i mine øjne og jeg er så lykkelig for at have mødt dig, selv om der er meget jeg ikke ved om dig endnu... Du er som et eventyr, som jeg venter på at høre nye historier fra...", forklarede jeg stille med et dybt suk efter mig. Julie smilte lykkeligt, så det ud til.

"Du er så dejligt, Justin...", hviskede hun. Jeg smilte kærligt og kærtegnede hendes lettere kølige kind og trak hende tættere mod min mund, så jeg lidt efter lukkede mine øjne og nød smagen af hendes dejlige mund og tunge.

- Hun betød helt sikkert rigtigt meget for mig...



  Julies synsvinkel:

Jeg følte 100% at jeg var lykkelig med Justin, men for hver time, der gik, så kunne jeg mærke forandringerne i min krop. Jeg kunne stadigt bruge magi, men det var så lidt og så skrøbeligt, at det kun var et spørgsmål om tid. Jeg havde mange hemmeligheder for Justin om mit personlige liv og jeg vidste også, at hvis jeg indrømmede det over for ham og han i værste tilfælde, slet ikke ville tro på sandheden om min baggrund, ja så kunne jeg forvente det værste: At jeg måske ville ophøre med at eksistere? Jeg kunne aldrig vide mig sikker, for nok kendte jeg til de strenge regler for nisser, der blandede dem så meget i menneskers liv, hvis intimitet blev indblandet - Ja, jeg vidste seriøst ikke hvilke konsekvenser, der ville opstå, men jeg kunne forestille mig, at det langtfra ville være rart.

Det største problem var bare, at jeg vovede mig så langt ud, netop fordi:

- Jeg elskede ham - Justin!

- Og jo mere jeg elskede ham og jo mere jeg kom tættere på ham på alle måder, så kunne jeg mærke på mig selv, at julemandens datter blev mindre og mindre sig selv. Jeg ville ende med at ophøre med eksistere, som julemandens datter og hvad jeg slet ikke vidste, var om jeg også ville ophøre med at eksistere som et reelt liv på jorden.

Hvad hvis jeg ville være som de skumle gamle eventyr, som f.eks den gamle HC. Andersen historie om den lille havfrue, der gik tre dage på sine fortryllede ben fra havheksen. Havfruens fødder føltes som at gå på glasskår, hver gang hun tog et skridt og efter de tre dage var gået, hvor hun stadigt ikke formåede at få sin elskede menneskeprins, så endte den stakkels lille havfrue, at ende som havskum. - Hun ophørte helt med at eksistere i tilværelsen.

Måske ikke det samme ville ske for mig, men lignende kunne eksempelvis ske for mig. Jeg ville måske ophøre med at eksistere? - Så langt kunne jeg tænke mig i problemerne, men  jeg nægtede at give slip på Justin. Han fik mig til at føle mig elsket på en unik måde, som jeg aldrig havde oplevet i mit liv og jeg vidste, at jeg heller ikke ville opleve lignende kærlighed igen, hvis jeg gav slip på ham.

Jeg var villig! - Villig til at opgive alt, hvad der betød, at jeg kunne eksistere - Bare så jeg kunne nå og opleve denne fantastiske kærlighed, som Justin havde til mig.

Efter jeg havde siddet i jeg ved ikke hvor lang tid på hans skridt i hans sofa og bare kysset ham så længe, at jeg følte, at jeg begyndte at blive ret øm og nærmest hudløs omkring min mund. Ja, har jeg nogensinde fortalt, at hans små skægstubbe kradser svagt? - Nå ikke?

Anyway, jeg trak mig forsigtigt væk fra hans mund og åbnede mine øjne og fik dyb øjenkontakt med ham. Selv om jeg ikke så på hans mund og kun fokuserede på hans dejlige brune øjne, så kunne jeg sagtens se, at han sad og smilte over hele femøren over vores ret hede kys fra før.

Følelsen af hans dejlige fingre, der kærtegnede mig i nakken, gav mig den dejligste kuldegysning, så jeg i sekunder bare lukkede øjnene og stønnede svagt nydende over det, inden jeg atter åbnede øjnene og fandt hand dejlige blik på mig.

"Hvorfor skal du være så dejlig?", hviskede han, så jeg ikke kunne holde mit lille fnis tilbage. Han smilte endnu mere.

"Jeg elsker, når du smiler og griner... Du er mig en ret stor gåde, for jeg ved nærmest intet om dig, men du drager mig, som en bi, der søger efter den bedste blomst, der er mest rig på nektar...", hviskede han. Jeg kunne ikke lade være med at grine over hans ret så metaforisk og romantiske måde, at forklare det hele på. Han rystede kort på hovedet, som om han var lettere fortumlet.

"Det er helt vildt, at du har sådan en magt over mig, baby... Du er sikker på, at du ikke er en engel sendt fra gud?", spurgte han i små charmerende grin. Jeg kunne ikke lade være med at grine sødt over hans udtalelse. Jeg lagde mit hoved på hans ene skulder og slangede min højre arm hans hals og sørgede for at snuse alt hans duft til mig.

"Hvor er du romantisk, Justin... Er du sikker på, at du ikke er kommet i julehumør?", spurgte jeg stille, mens jeg nussede ham blidt i nakkehårene, så jeg kunne mærke på hans krop reaktion, at det havde en effekt på ham.

Han grinte stille og nussede mig på ryggen.

"Nok er vi i december og julen nærmer sig med hastige skridt..."

"Seksten dage endnu...", afbrød jeg ham i et lille fnis.

"Ja...", svarede han stille og jeg løftede mit hoved fra hans skulder og fandt hans dejlige blik. Han smilte kærligt og en hånd lagde sig på min ene kind og nussede mig blidt.

" - men det er ikke derfor, jeg er så glad - Det har absolut intet med julen at gøre...", forklarede han videre med et kærligt smil og begyndte at kysse små pirrende og blide kys på mine læber.

Jeg trak mig en anelse væk fra ham og så gruende på ham.

"Har det ikke?", spurgte jeg med en knude i maven. Justin så først med et svagt bekymrende udtryk, men grinte lidt efter.

"Nej da... Jeg er jo blevet så forelsket i dig, baby... Det er dig der gør mig så glad og lykkelig... Ikke på grund af julen... Julen er ikke så vigtig i mine øjne - Du er vigtigst...", hviskede han med et bekræftende smil.

Det gjorde pludseligt voldsomt ondt i maven på mig og jeg følte kvalme og svimmelhed.

"Så det er ikke julen?", spurgte jeg svimmel. Han så bekymrende på mig.

"Baby, er du okay? - Du ser pludseligt så bleg ud? Er du ved at blive syg?", spurgte han med et ret bekymrende udtryk. Jeg begyndte at græde stille.

"Justin?", spurgte jeg svimmelt. Han nikkede.

"Hvad er der, baby?"

"Tror du på julemanden?", kom det skingert ud af mig. Justin grinte svagt og rystede på hovedet.

"Haha nej, han er jo kun et fantasifoster, som børn ser op til...", svarede han med et smil.

Jeg fik det ekstremt dårligt nu - Jeg kunne mærke det og jeg prøvede på at rejse mig.

"Baby, hvor skal du hen?"

Hans stemme slørede sig og sekunder efter følte jeg benene forsvinde under mig, til jeg ramlede i gulvet.....

 

Hmm, Julie får det mere og mere dårligt! Det tyder helt sikkert ikke godt :(

Hvad tror i sker?

Kan det virkelig passe, at jo mere væk Julie kommer fra sine nissepligter og sit romantiske forhold til Justin, at Julie virkelig har ret i, at hun vil ophøre med at eksistere?

Vi kan ikke komme uden om, at situationen er rigtig skidt.

Vil Justin finde den sande juleglæde og vil han nogensinde få af vide, hvem Julie faktisk er?

Det vil vi tids finde ud af - måske i morgen d. 9 december.

~ Ida

Nb. Sorry for det ret kedelige og ikke mindst ret KORTE kapitel, men nåede sent i gang i dag og er ret træt efter arbejde, indkøb og madlavning. Håber i overlever dette kapitel alligevel?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...