Santas Little Helper (færdig)

Julen nærmer sig hastigt og alle er så småt i gang med at pynte op eller finde julepynten frem - Lige ledes burde det være på samme vis hos den verdenskendte Justin Bieber. - Meget er gået op og ned for ham, særligt hvad angår kærligheden til Selena Gomez. Han har nu opgivet alt omkring Selena og lykke er ikke ligefrem det der fylder hans hjerte. Selv glæden til julen har forladt ham. Nordpå - faktisk Nordpolen, er der fuld gang i løjerne hos Julemanden og alle hans hjælpere. Julie Noel Claus på 17 år er en rigtig drillenisse og ingen ringere end Julemandens datter. Julie er selv Belieber - Sjovt nok! Så Julemanden ser det kun som passende, at Julie vil finde juleglæden frem hos Justin - Hun får til opgave, at hjælpe Justin på rette vej, men hvad sker der, når Justin pludseligt opdager Julie? Er det på godt eller ondt? Følg med i en blanding af eventyr, jul og umage kærlighed, når jeg åbner den første kalenderlåge på mandag d 1 December ;)

138Likes
390Kommentarer
31406Visninger
AA

7. 6 December


6. December

Justins synsvinkel:

"Brr... brr... brr..."

Jeg gabte hårdt og vendte mig i sengen og rakte ud efter min iPhone, der brummede som besat på mit sengebord og jeg lå nu med et knebent åbent øje, for at se hvem pokker, der ringede. Jeg sank en klump over hendes navn og tog den.

"Ja...", mumlede jeg træt.

"Jus - Vi bliver nød til at snakke..."

Det var tydeligt, at hun igen havde grædt, for hendes stemme lød forvrænget og hæs.

"Er du sikker på, at det er nogen god idé, Sel?", spurgte jeg med hæs morgenstemme.

"Jamen, jeg savner dig, og jeg ønsker bare, at vi ville kunne få det til at fungere igen...", snøftede hun i den anden ende.

Jeg sukkede hårdt og opgivende og så op i loftet.

"Sel, så let er det bare ikke...", forklarede jeg med et hårdt suk.

"Hvorfor ikke? - Har du ikke noget at skulle have sagt?"

Det var tydeligt, at hun græd, fordi hendes stemme var så forvrænget. Jeg tog mig opgivende til panden.

"Jeg mener bare, at det er vigtigt, at vi lærer, at finde ud af hvad det egentligt er, vi vil med vores liv hver især... Vi har prøvet så mange gange og jeg tror bare, at det hele bliver værre og værre, for hver gang vi prøver - Mennesker snakker, og det ved du, Sel...", forklarede jeg lettere frustreret.

"Du får det til at lyde som om, det er min skyld?"

Fuck, hvor var det ikke nemt det her.

"Sel, sådan er det jo ikke og det ved du også godt! - Jeg magter bare ikke, at lade mig forblænde af kærlighed igen, som jeg ved vil ende skidt igen inden for ret kort tid... Det dræner mig og jeg ved, at det også dræner dig - Vores on-off forhold er langtfra sundt for nogen af os - Du ved det godt, Sel...", forklarede jeg opgivende.

"Elsker du mig?"

Jeg sukkede hårdt.

"Det er jo ikke det, det handler om, vel?"

"Bare svar mig! - Elsker du mig?"

Jeg satte mig opgivende op i sengen og tippede mine ben ud over sengekanten og gned mig i det ene øje med håndfladen.

"Sel... Selvfølgelig elsker jeg dig, men jeg tror bare at løbet er kørt... Jeg kan bare ikke det her mere og det må du forstå..."

Jeg hørte et dybt suk fra hende.

"Så det er altså slut?"

Hun hulkede voldsommere end nogen anden gang. Jeg nikkede med et lille suk.

"Det har det været længe, Sel - Det skal bare ikke være os to...", forklarede jeg stille.

Der var nærmest stille i sekunder i den anden ende.

"Os! - Os to der har været så meget igennem sammen og så vil du bare kaste det hele bort?"

Det var usigeligt hårdt det her! Det var langtfra dette, som jeg havde ønsket at juletiden skulle gå med. Kærestesorger, hvor ens eks blev ved med at kaste brænde på det bål, der kæmpede med at slukke sig selv. Hun var hårdt ramt og det var jeg selv. Jeg vidste, hvad jeg kunne forvente, hvis jeg valgte at gå ud med hende igen. Lutter lykke, der ville vare maks nogle dage til allerhøjest et par uger og der efter ville alt gå ned ad bakke igen og det ville være med flerdobbelt kraft. En slugt, så sort, dyb og kold, at ende i. Jeg ønskede virkelig ikke at ende der igen.

"Det er sådan realiteten er, Sel - Det kan ikke gøres anderledes...", svarede jeg stille.

Jeg kunne høre, at hendes gråd blev værre og værre.

"Sel, det er nok bedst at vi bryder kontakten helt for en stund - Gå ud og vær sammen med gode veninder, din familie og nyd juledagene, ikke?"

Hun hulkede stille.

"Hvis du mener det er det rette, Jus?", snøftede hun.

Jeg smilte svagt over mit forslag for hende og nikkede.

"Det mener jeg skam, Sel - Jeg burde også gøre det selv...", svarede jeg stille.

"Tror jeg?", tænkte jeg og var noget overrasket over at jeg virkelig kunne begynde at tænke på julen nu.

Det var ikke meget, men måske min mor og de andre havde ret i, at nu vi var her i juletiden, så skulle jeg hellere lære at nyde den lidt, end at lade sorgerne over Selena gå mig på.

"Jeg vil smutte nu, Sel - Jeg håber at du med tiden vil komme over det hele? Du har absolut min støtte, men lige nu mener jeg det er bedst, at vi ikke har den store kontakt til hinanden, hvis vi overhovedet skal gøre os nogle forhåbninger om at komme videre... Jeg ønsker dig alt godt og glædelig Julie og godt nytår...", svarede jeg småtræt.

"Julie?"

Jeg sank en klump.

"Hvad?", spurgte jeg undrende.

Du sagde glædelig Julie - Gjorde du ikke?"

Jeg pustede hårdt ud. Jeg var i vildrede og tog mig til håret.

"Det mener jeg da ikke? - Jeg mener da, at jeg sagde glædelig jul? - Det gjorde jeg da, ikke?", svarede jeg helt lost og kunne pludseligt ikke lade være med at smilte overrasket over, hvis jeg havde kommet til at sige Julie i stedet for jul?

"Du sagde altså Julie, Justin!", kom det bestemt fra Selena, der ikke virkede til at græde specielt lige nu.

Ja, bare fordi samtalen var slået over på navnet Julie? - Hvor underligt egentligt, nu jeg tænkte over det?

"Nå, men jeg mente altså JUL! Jeg beklager, hvis jeg kom til at sige Julie...", grinte jeg akavet.

"Hmm... Hvem er hun?"

Jeg rystede forvirret på hovedet.

"Hvem er hvem?", spurgte jeg med et lille akavet grin.

"Julie, selvfølgelig?", kom det i en let strengere tone fra hende. Jeg sukkede svagt.

Hvad pokker skulle jeg svare? Det ville nok ikke være det fedeste, at fortælle Selena, at jeg havde set lidt til en pige, der faktisk hed Julie. Det var på trods af, at der faktisk ikke rigtigt var noget imellem Julie og jeg, eller? For mit vedkommende var det jo lidt anderledes. Jeg kunne virkelig godt lide hende og kunne godt tænke mig, at lære hende nærmere at kende, gerne mere intimt - Altså sådan lidt kæresterier og sådan. Ja, jeg var måske lidt åndssvag, for så godt kendte jeg hende altså heller ikke, men hun dragede mig på en helt anderledes måde, end de fleste andre piger, som jeg ellers havde datet før. Hun var også nærmest stik modsat af hvad Selena var. Jeg havde såmænd ikke tænkt mig at opgive Julie endnu og måske jeg bare skulle give Julie chancen for venskabet, for måske havde jeg bare brug for venskabeligt støtte, i stedet for at date en pige allerede nu, hvor jeg stadigt havde mine problemer med Selena?

"Sig det nu bare? - Hvem er Julie?"

Puha, det lød meget som jalousi, den måde Selena sagde det på. Jeg vidste hun havde det ekstremt hårdt med vores brud og jeg følte ingen grund til at gøre hende endnu mere ked af det. Jeg sukkede og slyngede bare noget ud.

"Hun er en nisse, okay?", svarede jeg lettere sarkastisk.

Der blev stille i røret i sekunder.

"En nisse? - Ej Justin, nu er du altså dum at høre på!", lød hun ret irritabelt.

Jeg smilte skævt.

"Jamen, det er sandt! Hun er én af de der små grønne nisser, der hjælper julemanden og passer julemandens rensdyr, og så dufter hun af kanel!", grinte jeg pludseligt hysterisk.

"Du er så dum, Justin! Hvad fanden er det for noget lort du bilder mig ind?!"

"Sel, jeg tager gas på dig, okay? - Det er snart jul, hurra!", svarede jeg sarkastisk.

"Ja hurra! - Farvel!"

"Dut dut dut dut...."

Jeg sukkede hårdt og lagde min iPhone hen på sengebordet igen og sad på sengekanten og kunne pludseligt ikke lade være med at grine lidt over mit ret komiske indslag over for Selena.

"Duk duk duk!"

Jeg vendte min opmærksomhed mod døren.

"Ja?!", svarede jeg højt og straks åbnede døren sig og jeg så min far stående i dørkarmen.

Jeg så spørgende på ham. Han smilte på en forunderlig måde.

"Hvad er det, far?"

"Der står en mand nede ved hoveddøren med et ret stort juletræ og påstår, at det er ét du har bestilt helt fra Canada - Ja, det er ægte nok! Jeg tr...."

"HVAD?!", fløj det målløs ud af mig og jeg afbrød derved min far. Jeg rejste mig straks og greb efter min t-shirt på lænestolen fra i går og tog hurtigt over hovedet. Jeg gik hen mod min far.

"Jeg har absolut ikke bestilt noget juletræ og da slet ikke fra Canada!", udbrød jeg sarkastisk, mens jeg så min far i øjnene. Min far grinte indestængt med armene over kors.

"Jamen den er god nok, knægt - Tjek det selv!", grinte han smørret. Jeg rullede øjne af det og skyndte mig ned ad de mange trapper til jeg nåede hoveddøren, hvor både min mor, Khalil, Kenny, Ryan stod og åbenbart diskuterede med manden med det ret store juletræ, så jeg pludseligt kunne dufte gran i hjemmet.

"Jamen, min søn har ikke bestilt noget juletræ!", kom det lettere striks fra min mor.

Sikke en redelighed fra morgenstunden af? Jeg kom helt hen til dem alle og gik imellem Khalil og Kenny. Min mor så mig straks.

"Jeg er ked af det baby, men manden vil ikke høre på vores påstand, om at du slet ikke har bestilt noget juletræ!", undskyldte min mor. Jeg smilte kærligt og nussede hende flygtigt på overarmen.

"Det er okay, mor...", svarede jeg roligt og hun måbede lettere.

"Jamen, du har jo selv frabedt dig nogen form for pynt, Justin?", spurgte hun målløs. Jeg nikkede med smil.

"Jeg skal nok ordne dette, mor...", svarede jeg roligt. Hun nikkede og jeg vendte min opmærksomhed mod manden og jeg smilte undskyldende.

"Det må altså være misforståelse, hr, for jeg har absolut ikke bestilt noget juletræ!", sagde jeg bestemt. Manden rystede lettere forvirret på hovedet.

"Er du da ikke Justin Bieber?", spurgte manden. Jeg nikkede med et undskyldende smil.

"Der findes nok nogle stykker her i landet, der hedder Justin Bieber, så det er nok ikke lige mig!", svarede jeg sarkastisk. Manden rystede på hovedet og gav mig straks en seddel.

"Det er blevet bekræftet, at det er Justin Drew Bieber, lige netop på denne adresse, der havde bestilt et Normanner Grantræ. Vores computersystem tager absolut ikke fejl. Vi fik bestillingen i aftes og vi nægter at tage det retur, så eh... Glædelig jul!", svarede manden med et stramt smil og tvang grantræet i min favn, så jeg blev lettere chokeret.

"Næ hov!", protesterede jeg efter manden, der var på vej over til hans transport bil. Manden blinkede bare med øjet og steg ind i sin bil og kørte sin vej. Jeg følte mig fuldkommen mundlam lige nu.

"Hvad gør vi med træet, baby?", kom det fra min mor bag mig, mens jeg stadigt stod som i trance over den lille grønne transportbil, der forsvandt ude af syne nede af vejen.

"Vi pynter det vel?", mumlede jeg målløs og straks kunne jeg høre både min mor og de andre juble af glæde bag mig. Træet blev hurtigt fjernet fra mit åsyn men jeg stod stadigt som frosset!

En hånd klappede mig på skulderen.

"Så blev det sgu jul alligevel, gamle jas!", grinte Ryan lettere bag mig. Jeg så mig bagover og smilte sarkastisk.

"Ja...", svarede jeg stadig målløs over hvad der var sket. Der var INTET, der gav mening her?

"Gad vide om det er juleprank fra Scooter eller nogen af de andre?", tænkte jeg chokeret og lukkede dørenb efter mig og vendte mig omkring og gik mod den store stue og opdagede straks, at de alle var i gang med at pakke det store grantræ ud af nettet.

"Jeg henter julepynten - Jeg ved hvor det er!", jublede min mor og hun kom med det største grin hen til mig og lagde hænderne om mine kinder og gav mig et stort smækkys på kinden.

"Så bliver det endelig Jul, baby!", udbrød hun som en lille fjollet forelsket teenager og hun slap mig og løb hen mod trapperne.

Jeg var bare målløs over det hele. Jeg nærmest smed mig ned i lænestolen og betragtede bare alle omkring mig grine og juble af det hele. Hele stuen duftede allerede af gran og det var uden tvivl fordi Ryan og Khalil stod og brændte enkelte grannåle af. Alle virkede til at være i det perfekte julehumør, og særligt gik det pludseligt stærkt, da jeg betragtede min mor komme med den store kasse julepynt fra loftet af og alle begyndte febrilsk at pynte træet. Det skulle sikkert blive flot, men jeg var slet ikke humør til den slags endnu, så mens de alle var travlt optaget af deres juleri, så begav jeg mig ovenpå, for at tage mig et bad og få noget tøj på og så bare ud og køre - Jeg havde brug for det!




Julies synsvinkel:

Ja, ville Justin ikke selv gøre noget for at skabe juleglæde for ham selv og de andre, så måtte julen komme til ham - Som sagt, som gjort!

Han var ikke synderlig begejstret, men han tog imod det og lukkede træet indenfor og lod familien pynte det for ham.

Jeg sukkede over, at alt mit umage stadigt ikke gav 100% pote.

"Jeg giver snart op, Dancer!", sukkede jeg hårdt og faldt om på ryggen i græsset og lå og så op på ham. Dancer stod bare og rystede på hovedet.

"Er du da ikke enig med mig?", spurgte jeg med et suk, mens jeg så op på ham og alt jeg fik var bare en svag grynten, inden han vendte sig om for at gumle videre på sit hø. Jeg sukkede.

Ja, det var lige før, at Justins deprimeret humør smittede af på mig. Jeg følte mig svag - Virkelig svag! Hvad var det Justin ikke forstod ved at finde juleglæden frem? Var det virkelig så svært?

"Vi ses senere!"

"Bang!"

Hvad skuede mine ører, eller hvordan pokker man ellers siger det? Jeg rejste mig straks op fra græsset af og knipsede med fingrende for at nå om til hvor indkørslen til Justins hus, men intet skete? Jeg måbede og så målløs hen på Dancer, der rystede voldsomt på hovedet.

"Er jeg virkelig ved at miste min magi? - Nej, nej, nej! Hvorfor nu det?!", udbrød jeg chokeret. Dancer nikkede og så på mig med et særligt blik.

"Påstår du, at jeg er ved at miste min juleglæde, selv?", spurgte jeg målløs. Dancer nikkede voldsomt.

Han havde nok ret, for jeg følte mig faktisk meget ved siden af mig selv. Jeg havde brugt oceaner af kræfter på at Justin skulle finde sin juleglæde frem, men det var som om, at det gik lidt frem ad, og for så der efter at gå med dobbeltkraft bagud. Jeg sukkede hårdt og stod som forstenet, til én puffede mig bag i. Jeg så mig chokeret bag ud og opdagede Dancer stå og puffe til mig.

"Ja ja, så må jeg vel løbe?", svarede jeg forhippet og begyndte at løbe så hurtigt jeg kunne gennem den kæmpe store baghave. Jeg måtte skyde genvej, gennem huset og det blev selvfølgelig stuen, hvor de fleste af Justins familie og venner betragtede mig målløse.

"Hvem i alverden er du?!", hørte jeg én af Justins venner spørge, men jeg nåede ikke at registrere hvem?

Jeg nåede hurtigt ud til hoveddøren og åbnede febrilsk døren og nåede at se Justin starte hans Fisker og køre ned mod jernporten.

"VENT!", råbte jeg og begyndte at løbe efter ham og bilen ned mod porten. Jeg følte pludseligt, at det var sindssygt hårdt at skulle løbe så pokkers stærkt.

"Justin, veeeent!", råbte jeg igen og bilen standsede op nede ved porten. Jeg nåede om til siden af bilen og begyndte at banke på ruden og jeg så Justin så forskrækket på mig. Jeg sukkede lettet, da sideruden pludseligt kørte ned.

"Julie? Jamen, hvad i alverden laver du her og oven i købet inde på min grund? - Jeg forstår ikke en skid af det?", røg det nærmest chokeret ud af Justin. Jeg smilte undskyldende.

"Giver du ikke en tur?", røg det bare ud af mig. Ja, alt for at tale om andet end hvorfor jeg var her? Justin rystede lettere forvirret på hovedet og så ned på sit rat foran sig.

"Pffs! Jo... Selvfølgelig! - Hop ind!", svarede han med et skævt smil. Jeg nikkede med et skarpt smil og løb hurtigt om på den anden side af hans faktisk ret lækre bil. Den var seriøst 1000 gange lækre end min faders kane, der hjemme på nordpolen. Døren gik automatisk op foran mig og jeg satte mig ind og døren lukkede sig i igen. Jeg fniste svagt til Justin, der smilte svagt.

"Husk selen...", sagde han stille. Jeg så undrende på ham.

"Selen?", spurgte jeg undrende.

Ja, jeg vidste ikke, at man skulle bruge sele. Jeg havde aldrig brugt sele i min faders kane og det var også første gang jeg faktisk sad i en bil. Justin grinte smørret og lænede sig frem over mig, så vi kom frygteligt tæt på hinanden. Vi fik meget tæt øjenkontakt og han fumlede med sin venstre hånd et stykke bag mig. Han smilte på en måde, der fik min mave til at føles som om der var en form for susen og kildrende fornemmelse. Justin fugtede sine smukke læber.

"Ja, man skal huske selen...", nærmest hviskede han.

Jeg havde pludselig en underlig følelse for at lægge mine arme om hans nakke og bare kysse ham, men jeg gjorde det ikke, for et forhold mellem en nisse og et menneske var imod alle regler. Han gjorde mig rundtosset med hans nærvær og han flyttede sig ikke med det samme, mens han forsigtigt rodede med den såkaldte sele, som hen forsigtigt førte hen over brystet og maven på mig.

"Du har virkelig de smukkeste øjne jeg nogensinde har set i hele mit liv...", hviskede han med en stemme, der virkede så forførende.

Jeg gispede svagt og Justin smilte på en kærlig måde og fjernede sig, ved at sætte sig på sin egen plads igen.

"Jeg syntes bare at du skulle vide det...", sagde han med et smil og han startede bilen igen og tog sin egen sele på.

Jeg følte en væld af varme stige til mine kinder.

"Hvor skal vi hen?", spurgte jeg med et lille fnis. Justin så på mig med et blink med øjet.

"Til eventyrland!", svarede han med et lille grin. Jeg nikkede med et stort smil.

Den var jeg HELT sikker med på!

 

Uha uha... Varmen stiger da helt sikkert en hel del plusgrader!

Kan Julie holde til det og hvad med Justin, der nu var sikker på, at han godt ville prøve at skabe et venskab til Julie i stedet for at date? - Er det overhovedet det de er på vej ud i?

Er Julie ved at miste sine magiske evner, eller er det kun fordi hun ikke føler den rigtige juleglæde ligesom Justin?

Måske kommer svarene med tiden?

Følg med i morgen, når jeg åbner endnu en låge i julekalenderen ;)

~ Ida

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...