Santas Little Helper (færdig)

Julen nærmer sig hastigt og alle er så småt i gang med at pynte op eller finde julepynten frem - Lige ledes burde det være på samme vis hos den verdenskendte Justin Bieber. - Meget er gået op og ned for ham, særligt hvad angår kærligheden til Selena Gomez. Han har nu opgivet alt omkring Selena og lykke er ikke ligefrem det der fylder hans hjerte. Selv glæden til julen har forladt ham. Nordpå - faktisk Nordpolen, er der fuld gang i løjerne hos Julemanden og alle hans hjælpere. Julie Noel Claus på 17 år er en rigtig drillenisse og ingen ringere end Julemandens datter. Julie er selv Belieber - Sjovt nok! Så Julemanden ser det kun som passende, at Julie vil finde juleglæden frem hos Justin - Hun får til opgave, at hjælpe Justin på rette vej, men hvad sker der, når Justin pludseligt opdager Julie? Er det på godt eller ondt? Følg med i en blanding af eventyr, jul og umage kærlighed, når jeg åbner den første kalenderlåge på mandag d 1 December ;)

139Likes
391Kommentarer
31201Visninger
AA

6. 5 December


5. December

Julies synsvinkel:
"Hvad har jeg gjort galt, Dancer? - Han blev sur på mig og forlod mig bare i går? Jeg troede ligesom, at han virkelig ønskede at få Selena igen, men nu er jeg i tvivl?", sukkede jeg hårdt og så ned i græsset.

Dancer nikkede blot og spiste videre af sit hø. Han forstod mig helt sikkert, men hvad skulle han dog kunne hjælpe mig med? Jeg sukkede hårdt og følte bare, at jeg burde opgive alt.

"Jeg må hjem, Dancer - Jeg kan ikke klare denne opgave - Slet ikke uden min magi på ham...", sukkede jeg hårdt.

"Hvem er du?!"

Jeg fløj op over den barnlige stemme, der pludseligt var bag mig. Jeg rejste mig og så en blond lille dreng.

"Orv, hvor er den sød! Er det et ægte rensdyr?!", fløj det ud af drengen.

Jeg fniste over ham og den Belieber, som jeg var, så genkendte jeg endelig den lille dreng. Det var jo Jaxon. Jeg nikkede med et stort smil.

"Han hedder Dancer.", svarede jeg med et lille grin. Jaxon så overrasket ud i et stort smil.

"Orv! Det er ligesom én af julemandens rensdyr der hedder det!", udbrød han glad. Jeg fniste og nikkede.

"Dancer elsker børn!", svarede jeg glad. Jaxon grinte stort og hoppede lidt.

"Må jeg få en ridetur?", spurgte han med et charmerende smil.

Dancer nikkede og jeg kunne ikke lade være med at smile over det. Jeg greb fat om Jaxons hofter og løftede ham op at sidde på Dancer.

"Hvad hedder du?", spurgte Jaxon yderligere. Jeg smilte stort.

"Jeg hedder Julie!", svarede jeg med et lille grin.

"Flot navn Julie - Jeg hedder Jaxon!", grinte han.

Jeg nikkede med et smil og greb fat om seletøjet om Dancers smukke hoved og trak ham og Jaxon lidt ud på græsarealet. Ja, det var helt sikkert risikabelt, men Jaxon ville have en tur på Dancer og det virkede til at Jaxon ikke ligefrem var den der manglede juleglæden.

"Jaxon?!"

Jeg stivnede i sekunder over Justins kalden efter Jaxon. Ja, selvfølgelig kunne det jo slet ikke undgås. Jeg lod som ingenting og fortsatte med at skridte rundt med Dancer, som havde Jaxon på ryggen.

"Seee Justin! Er han ikke flot?!", udbrød Jaxon højt med glæde i stemmen. Jeg fik sekunders øjenkontakt med Justin, der så ret undrende på mig. Ja, hvorfor mon?

Jeg var ligesom i "hans" store baghave og havde oven i købet Dancer ved min side, Det var måske lige lovligt mærkeligt for Justins vedkommende.

"Hvad laver du her?", udbrød han olmt.

Jeg havde svært ved at smile lige nu og det var seriøst den mest komplicerede følelse, som jeg havde været ude fer i hele min ellers trygge opvækst som nisse med menneskelige gener. Jeg, som ellers altid var så glad, pjattet, skør og drilsk - Ja, alt det positive!

Det var som om, at Justin drænede mig for den glæde jeg ellers besad. Jeg sukkede dybt og betragtede Justin, der så hen på mig op til flere gange, til han bar Jaxon ned fra Dancers ryg. Justin så ned på Jaxon.

"Smut lige ind til far - Jeg skal lige tale med Julie her...", kunne jeg høre Justin sige lavt. Jaxon grinte bare.

"Okay!", udbrød Jaxon med en overdreven glæde og jeg så flygtigt på Jaxon der løb ned mod det store hus.

"Julie..."

Justin fik min opmærksomhed. Jeg nikkede.

"Bare rolig, jeg skal nok gå min vej...", svarede jeg stille og skulle til at vende mig om og gå, men en hånd greb fat i min ene overarm.

"Vent! - Jeg vil gerne tale med dig, og det kan absolut ikke vente...", sagde han bestemt men i et roligt tonefald bag mig. Jeg nikkede svagt og vendte mig mod ham og smilte svagt.

"Undskyld Justin...", sagde jeg stille. Han svarede ikke, men nikkede blot.

"Jeg vil også undskylde for at jeg bare skred i går og efterlod dig - Det var absolut ikke min mening, men du gjorde mig bare så vred!", kom det lettere frustreret fra ham. Jeg så målløs på ham.

"Vred? - Jeg ønsker kun at gøre dig glad, Justin - Det fortjener du... Jeg har aldrig haft mine intetioner om at gøre dig vred - Den slags ligger ikke til min opførsel...", svarede jeg stille med en ret hård knude i maven.

Tænk, at jeg ligefrem kunne bringe vrede i mennesker? Jeg troede jeg spredte glæde, men åbenbart ikke altid?

Justin smilte nærmest ikke, men det var der og et hårdt suk lød fra ham.

"Jeg ville bare ønske, at du skulle forstå, at det virkelig er slut mellem min eks og jeg, ellers havde jeg seriøst aldrig bare inviteret dig ud på den måde... Jeg kan jo godt lide dig, Julie - Mere end du umiddelbart tror...", forklarede han med et smil, der faktisk var et smil. Han nærmede sig med få skridt hen mod mig, til han stod blot med ti cm mellemrum mellem os. Jeg sank en hård klump.

"Som venner?", spurgte jeg med et undskyldende smil. Justin grinte kort og rystede på hovedet og lagde sine hænder på mine skuldre.

"Jeg ved det lyder vanvittigt, men jeg kan nok lide dig mere, end som bare venner... Selvfølgelig betyder venskabet det meste for mig, men jeg ser noget særligt i dig, Julie. Jeg kan ikke stoppe med at tænke på dig hele tiden... Der er noget magisk over dig, ja, du kunne være som en juleengel - you know?", forklarede han med et kærligt smil. Jeg var dybt chokeret over det han havde sagt.

Jeg kunne virkelig godt lide ham, men jeg vidste på alle måder, at det ikke kunne lade sig gøre, at have et forhold med ham. Jeg var jo trods alt en nisse - Ja, sorry en halvnisse og jeg var da næsten ret sikker på, at en halvblodsnisse ikke kunne være sammen med et menneske på den måde. Det var strengt imod reglerne. Det havde langtfra været min mening, at Justin ligefrem skulle forelske sig i mig.

"Det er en katastrofe...", udbrød jeg med en hård smerte i hjertet. Jeg begyndte at græde stille.

"Hvad?!", udbrød Justin og han slap grebet om mine arme og han tog sig til sit ellers nuttede strithår.

"Kom ikke, at sig, at du har en anden og du bare takkede ja til daten af ren venlighed?", udbrød han frustreret.

Jeg græd så sjældent i mit liv og det var normalt over småting, men hvorfor føltes dette direkte knusende i mit hjerte.

Jeg rystede på hovedet.

"Jeg kan virkelig godt lide dig, Justin, men det er så forkert på alle måde for os to... Kan vi ikke bare være venner?", græd jeg stille.

Justin så ikke ligefrem tilfreds ud. Han rystede på hovedet.

"Jeg må tænke over det...", svarede han på en lettere såret måde og han vendte sig bare den anden vej og gik...

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 



Justins synsvinkel:

Jeg smækkede min soveværelsesdør lettere hårdt i og faldt ned langs døren til jeg ramte gulvet. Hvorfor slog det mig så meget ud at få hendes afslag? Jeg kendte hende jo dårligt nok? Var hun virkelig gået hen og blevet en besættelse for mig, fordi hun i realiteten virkede så meget anderledes i forhold til alle andre piger?

Der var noget specielt ved hende, som jeg slet ikke kunne sætte fingeren på.

"Duk duk duk!"

Døren buldrede nærmest op ad min ryg.

"Justin, er du okay?!", kunne jeg høre min far kalde på den anden side af døren. Jeg sukkede hårdt og tog mig til hovedet.

"Lad mig være!", råbte jeg ned i mine knæ.

"Er du sikker på, at du ikke vil snakke om det?"

Jeg rettede mit hoved opgivende op af døren med et lille bump.

"Lad mig nu bare være! - Gå!", råbte jeg frustreret. Der var stille i sekunder.

"Okay, jeg går ned til børnene og så kører vi en lille tur - Du er sikker på, at du ikke vil med?"

Jeg sukkede hårdt.

"Nej, bare kør jer en tur. Jeg føler bare at jeg har brug for at tænke nogle ting igennem...", svarede jeg lavt, men regnede med, at min far godt kunne høre det.

"Okay knægt, vi kommer tilbage senere - Så håber jeg, at du trods alt er kommet i bedre humør til det tidspunkt?"

"Okay far!", svarede jeg lettere højt med et suk og kunne fornemme at han gik igen.

Jeg rejste mig og begav mig hen til sengen og smed mine hvide sneakers og satte mig op i sengen og rakte ud efter fjernbetjeningen til tv'et og tændte fik zappet hen på en random kanal, der sendte en typisk jule tegnefilm. Jeg smilte svagt og lagde mig til rette og lå bare og fulgte med i den, til jeg følte at søvnen overtog mig....

"Justin?!"

Hendes stemme syntes at være langt væk, men jeg vidste i mit hjerte, at jeg nok skulle finde hende.

Jeg traskede gennem den tykke fine sne, der glitrede som en milliardvis af krystaller. Det var det vel i princippet også? Sne var jo rent faktisk bittesmå krystaller og de var ret smukke faktisk med deres fantastiske mønstre, når man fangede den dalende sne fra himmelen af med sit sorte vante, som ikke smeltede iskrystallen med det samme. Det var faktisk en ret smuk fenomen, som de fleste mennesker nok ikke tænkte over. De fleste mente nok bare at det var et typisk julemønster, men nej, disse fantastiske krystaller udspandt sig fra det virkelige vejrfænomen - sne! 


"Justin her inde!", grinte hun.

Ja, det kunne jeg høre. Her var ret koldt, men jeg kunne holde det ud til en vis del, selv om jeg måtte standse op og tage mine tykke sorte vanter af for at puste varme i mine ret kolde hænder, der var røde og lettere forfrosne.

For pokker! Jeg havde da før oplevet vintre i Canada, men dette var bestemt ikke Canada, men noget mere smukt. Der var nærmest snehvidt, så langt øjet rækkede.

"Justin - Kommer du?!", kaldte hun muntert igen.

Jeg smilte smørret og pustede en ekstra gang i mine kolde hænder og tog mine tykke vanter på igen. Jeg vendte blikket over mod en ret stor grotte.

"Hvor er du smukke?!", råbte jeg undrende, og i samme sekund så jeg en hånd vinke, men jeg kunne ikke se hende ordenligt.

"Jeg er herinde, tosse! Skynd dig nu!", råbte hun.

Jeg grinte svagt og håbede lidt, at vi snart fandt os et varmt sted, for her var virkelig forbandet koldt. Jeg kunne til stadighed ikke forstå, hvad pokker jeg lavede her i dette gudsforladte sted. Jeg kunne nu godt ønske mig hjem til Californien igen.

"Jeg kommer nu!", råbte jeg glad - og forfrossen, vel at mærke.

Jeg begav mig hen til grotten og gik ind og pludseligt føltes alt straks mere varmt og behageligt omkring mig. Jeg kunne dog ikke se hende nogen steder, men grotten var underlig symetrisk og der var en ret lang gang, der syntes at være uendelig.

"Hvor er du?!", kaldte jeg undrende, for jeg kunne slet ikke se hende nogen steder.

"Jeg er her inde, Justin!", hørte jeg hende svare højt.

"Hvor?!", råbte jeg igen.

"Inde hos rensdyrene!"

Jeg standsede undrende op og så nu en enkelt dør for enden af den lange gang og trak ned i dørhåndtaget. Der mødte mig en stærk duft af nelliker, kanel og halm og en ret hyggelig atmosfære, som virkede til at være en stald. Jeg så flere bokse med navne ovenover dem alle.

"Comet, Blitzen, Rudolf, Dancer...", mumlede jeg målløs og standsede mit blik ved synet af en pige, der nok kun var maks ti år eller noget, som stod i nissekostume?

"Eh... Hvad sker der her?", spurgte jeg pigen undrende.

Pigen fniste og vendte sig væk fra mig og gik hen til én af rensdyrene og strøg den over ryggen.

"Undskyld mig, men hvad laver du her?"

Hans stemme bag mig, virkede underligt bekendt og jeg vendte mig straks omkring og gispede over ham.

"Jamen... Du er jo... jo?", stammede jeg.

"Ho ho ho... Jeg er julemanden!", svarede han.

Jeg nikkede og sank en klump.

"Men du er jo... MIG?!", udbrød jeg chokeret over at se mig selv i julemandskostume og et hvidt skæg, der så så virkeligt ud....

"FUCK!"

Jeg sad op i sengen med et hjerte, der var ved at slå ud af mit bryst, mens jeg lettere svedig så mig omkring, at jeg VAR i mit soveværelse og den juletegnefilm var skiftet ud med et andet random program.

Jeg var målløs over min drøm, der havde virket så virkelig.

Jeg havde set mig selv - Som Julemanden!



Der er ingen tvivl om, at der er alt for meget forvirring denne 5. December og hvad var det virkelig Justin drømte om? Var det alt sammen virkeligt, eller havde han bare en meget livlig fantasi?

Vil Julie trodse sine følelser, trods hendes status som halvblodsnisse?

Hvem var pigen, der kaldte på Justin i drømmen og vil det nu få Justin til at tro mere på julen?

Måske kommer svaret i morgen?

~ Ida

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...