Santas Little Helper (færdig)

Julen nærmer sig hastigt og alle er så småt i gang med at pynte op eller finde julepynten frem - Lige ledes burde det være på samme vis hos den verdenskendte Justin Bieber. - Meget er gået op og ned for ham, særligt hvad angår kærligheden til Selena Gomez. Han har nu opgivet alt omkring Selena og lykke er ikke ligefrem det der fylder hans hjerte. Selv glæden til julen har forladt ham. Nordpå - faktisk Nordpolen, er der fuld gang i løjerne hos Julemanden og alle hans hjælpere. Julie Noel Claus på 17 år er en rigtig drillenisse og ingen ringere end Julemandens datter. Julie er selv Belieber - Sjovt nok! Så Julemanden ser det kun som passende, at Julie vil finde juleglæden frem hos Justin - Hun får til opgave, at hjælpe Justin på rette vej, men hvad sker der, når Justin pludseligt opdager Julie? Er det på godt eller ondt? Følg med i en blanding af eventyr, jul og umage kærlighed, når jeg åbner den første kalenderlåge på mandag d 1 December ;)

139Likes
390Kommentarer
31244Visninger
AA

27. 24 December


24. December

Justins synsvinkel:

Jeg havde helt klart haft følelser for Julie, og selv om jeg ikke havde kysset hende frivilligt endnu, så ville jeg gerne, men mærkeligt nok var jeg også nervøs over for det - Hvorfor?

Kaneturen i går, havde bevist at jeg virkelig godt kunne lide hende, til trods for, at det eneste flirt imellem os blev ved hviskende ord og min holde i hånd med hende i skjul. Jeg ønskede måske bare inderst inde, at det hele skulle gå stille og roligt i stedet for at haste af sted med min flirt med hende. Jeg huskede hende ikke det mindste og derfor kunne det hele godt virke noget akavet - særligt hvis Julie ønskede en masse kærlige ord og ømhed.

Jeg sukkede opgivende og sad blot og stirrede ud ad vinduet fra stuen af. Hvorfor jeg lige sad på gulvet, vidste jeg ikke, men jeg havde virkelig bare brug for at tænke igennem. Julie havde virket ret overbevisende i hendes ord, om at hun havde været en ægte nisse og at hun var datter af ingen ringere end julemanden, men det virkede stadigt som det sygeste eventyr. Fandtes julemanden virkelig? Jeg ville så gerne tro på det hele, men jeg hældte nok mest til at tro på troen om julemanden og ikke bare tro og vide at julemanden faktisk eksisterede!

Duften af kalkunen, der var i ovnen og latter fyldtes i huset. Jeg kunne høre dem alle steder i huset, men det gik mig på, at jeg var den eneste, der ikke huskede Julie, som de andre huskede hende.

"Er du okay?"

Hendes blide stemme bag mig, fik mig ud af tankerne og jeg så op over min højre skulder, hvor hun stod og så ned på mig med et forsigtigt smil. Jeg sukkede svagt og trak på skuldrene og så væk fra hende igen, for at se ud på haven, hvor sneen dalede stille ned igen.

"Jeg tænker...", mumlede jeg lavt og lod straks mærke til ud af øjenkrogen, at hun satte sig ned ved siden af min højre side og lagde sin arm om ryggen og min venstre skulder, mens hun lagde sit hoved på min højre skulder.

"Hvad tænker du på?", spurgte hun lavt.

Jeg sukkede svagt og så flygtigt lettere ned på hendes ansigt, for at se væk fra hende igen.

"Det hele er bare så forvirrende... Min familie husker dig, men jeg....", stoppede jeg mig selv og sukkede yderligere, mens jeg gned mig i min ene øjenkrog, mens jeg lod blikket falde på gulvtæppet.

"Jeg vil så gerne kunne huske dig... Det føles så forkert, at alle mine minder om dig er som visket ud - Jeg forstår det ikke?", forklarede jeg stille.

En hånd greb fat om min hage og tvang mig til at vende opmærksomheden mod hendes mørkeblå øjne. Hun smilte meget svagt.

"Hvorfor giver du mig ikke bare en chance alligevel?", spurgte hun lavt. Jeg smilte skævt og tvang mit ansigt væk fra hende igen.

"Det er så svært at forklare, Julie... Jeg kan virkelig godt lide dig, men på en måde er jeg også bange for, at alt det der foregår omkring mig er en drøm i sig selv...", forklarede jeg stille og så op på hende. Hun så nærmest målløs på mig med lettere åben mund.

"Så du tror altså, at dette her bare er en drøm?", spurgte hun nærmest målløs. Jeg sukkede og nikkede.

"Jeg ved ikke hvad jeg skal tænke eller tro? - Det virker nærmest for godt til at være sandt...", forklarede jeg stille. Julie så ikke ligefrem glad ud - Nej rettere: Hun så virkelig trist ud.

"Jeg går udenfor...", svarede hun stille med skuffelse i stemmen og rejste sig. Jeg fulgte hende med blikket og så op på hende.

"Går du ud?!", udbrød jeg målløs. Julie så ned på mig og nikkede med et suk.

"Det virker til, at du har mange ting at tænke over, så jeg giver dig plads til det...", svarede hun med et bedrøvet udtryk og hun gik ud af stuen.

Jeg fulgte hende med blikket, til hun forsvandt gennem døråbningen ud til gangen. Jeg sukkede og vendte atter mit blik mod haven, hvor sneen stadigt dalede ned fra himmelen og blot fem minutter efter, så jeg Julie ude i haven. Hun forsvandt stille mellem de mange snefnug og hendes skikkelse fortonede sig.

"Hvorfor er Julie gået udenfor?"

Hendes søde lille stemme fik min opmærksomhed. Jazmyn satte sig ind foran mig med fronten mod mig. Jeg smilte svagt og trak på skuldrene.

"Hun havde vel brug for det?", mumlede jeg lettere trist. Jazmyn så forundret på mig.

"Hvorfor giver du hende ikke en chance, Justin? - Jeg kan se det på dig, at du faktisk godt kan lide hende - Det kan vi alle sammen...", forklarede Jazmyn lavt. Jeg blev noget forundret over, at jeg skulle høre den slags råd fra min lillesøster, som stadig var for lille til at forstå de voksnes verden.

"Wow... Er du sikker på, at du kun er seks år?", spurgte jeg i et lille grin. Hun fniste med hænderne for munden og jeg strakte mig frem mod hende og trak hende op på mit skød.

"Kom her...", sagde jeg lavt.

Hun fniste lavt og puttede sig med siden op ad mig. Jeg nussede hende lidt på skulderen og armen.

"Kan du virkelig godt lide Julie?", spurgte jeg stille.

Jazmyn flyttede sig fra min skulder og så op på mig med et stort smil og nikkede.

"Hun er virkelig sød... Jaxon er også vild med hende...", forklarede hun stille. Jeg grinte svagt og nikkede.

"Det er da for en gang skyld dejligt, at både Jaxon og du kan lide en pige, som jeg ser lidt til...", svarede jeg stille med et lille smil. Jazmyn smilte skævt, så hun så lettere tænksom ud. Hun så flygtigt ud mod haven, hvor Julie var forsvundet mellem snefnuggene. Måske, hun var gået ned mod båden og floden? Jazmyn så atter op på mig igen.

"Før du glemte alt om Julie, så var du bare helt væk i hende. I kyssede konstant og kunne ikke være væk fra hinanden i særlig lang tid ad gangen. I var så kærlige hele tiden, at jeg næsten troede, at du havde glemt alt om Selena...", forklarede Jazmyn med et skævt smil og rejste sig.

Jeg så forundret på hende og betragtede hende løbe ud mod køkkenet, hvor duften hang tyk af julemad. Jazmyn overraskede mig virkelig.

"Jeg var vild med Julie?", mumlede jeg målløs. Jeg så ud mod haven og rejste mig fra gulvet.

"Jeg går mig en tur!", råbte jeg bare gennem stuen.

"Okay Justin!", kunne jeg høre min moders stemme svare ude fra køkkenet af.

Jeg vendte mig omkring og med beslutsomme og hastige skridt gik jeg ud i gangen og greb efter mine vinterstøvler og min lange sorte tykke dynejakke med pelskrave. Jeg tog mine skivanter i den ene jakkelomme og greb ud efter det uldne mørkegrå halstørklæde, som hang på stumtjeneren lige ud for garderobeskabet under trappen. Jeg svang halstørklædet let om halsen, som jeg havde fået i julegave af min mormor sidste år.

"Må jeg komme med, Juzzy?", hørte jeg Jaxons stemme bag mig, så jeg vendte mig omkring og så ned på ham. Jeg smilte svagt og rystede på hovedet.

"Ikke lige nu, Jax... Jeg skal snakke voksensnak med Julie udenfor, okay?", svarede jeg med et skævt smil og satte mig på hug og trak ham ind i et knus.

"Okay Juzzy... Kommer du tilbage?", spurgte han lavt og jeg slap ham og så på ham med et kærligt smil, mens jeg nikkede svagt.

"Selvfølgelig Jax...", svarede jeg lavt og gav ham et kys på kinden og rejste mig.

Jeg så ned på ham og smilte og gik hen og greb min hue på kommoden og begav mig der efter hen til hoveddøren og åbnede den og begav mig udenfor. Jeg smækkede hoveddøren i og smilte over de vrimlende snefnug. Der var ikke sindssygt koldt i dag, men det var klart køligt i luften, trods det var nogenlunde vindstille. Jeg tog min hue på hovedet og mine skihandsker på.

Jeg begav mig ned samme vej, som jeg havde lagt mærke til Julie var gået. Jeg kunne ikke se voldsomt meget for mig på grund af al det sne, der væltede ned fra himmelen i vildt store snefnug. Smukt, så det altså ud. Dog kunne jeg stadig ane en smule af Julies dybe fodspor i den høje sne, der nåede godt op til under knæene. Jeg skulle måske have taget skibukser på også, men det måtte jeg bare overleve. Jeg havde trods alt ikke langt hjem heldigvis. Jeg nærmede mig lågen for enden af haven, som stod åben på grund af al sneen. Jeg fulgte Julies fodspor, der gik videre ned mod floden. Minutter efter kom jeg ned og kunne nu se Julie stå ude på bådebroen.

"Julie?!", råbte jeg, men det virkede ikke til, at hun kunne høre mig?

Jeg trådte ned på bådebroen og det gik egentligt op for mig, hvorfor hun mon nok ikke hørte mig. Det blæste faktisk en del her nede ved floden, der var blevet ret frossen. Jeg gik forsigtigt hen ad broen, da jeg kunne mærke at der var temmelig glat her. Jeg nærmede mig hende og kunne se hende stå med ryggen til, hvor hun formentligt stod og betragtede den dalende sne, for det ville være synd at påstå, at hun overhovedet kunne se udsigten omkring her - ALT var hvidt.

"Julie?!", kaldte jeg igen, da jeg var godt og vel fem meter fra hende. Hun vendte sig omkring og smilte svagt med røde kinder og rød næse.

"Justin? - Hvorfor er du her?", spurgte hun stille, da jeg kom helt hen til hende. Jeg grinte akavet og lagde armene om ryggen på hende, så hun så helt overrasket op på mig.

"Måske, det var på tide at jeg indså hvilken sød og fantastisk pige du er? - Tænk, at det var min egen søster, der skulle få mig til at indse, at jeg faktisk så en hel del i dig, før jeg glemte alt om dig? - Selv om jeg ikke husker dig, så er jeg villig til at tage en chance til og lære dig bedre at kende...", forklarede jeg stille med et lille kærligt smil. Hun smilte på en taknemmelig måde og lagde sine arme om nakken på mig.

"Oh Justin, jeg ved jo slet ikke hvad jeg skal sige nu?", svarede hun med et kærligt smil og flyttede slet ikke blikket fra mig. Jeg grinte svagt og kyssede hende blidt på hendes pande, så et lille fnis kom fra hende. Jeg fjernede mine læber fra hendes pande og så ned på hende.

"Den kanetur i går, hvor jeg flettede fingre med dig, ikke?", spurgte jeg i et svævende spørgsmål. Julie nikkede svagt og så spørgende op på mig.

"Ja?"

Jeg smilte kærligt over hendes lille "ja".

"Jeg mente det virkelig... Du giver mig visse følelser, som jeg ikke rigtigt kan beskrive... Vel en form for velvære og sikkerhed? Jeg har bare været bange for at springe ud i det hele, men efter Jazmyn fortalte mig hvilket forhold vi to havde, før jeg glemte dig - Ja, så lød det hele som om, at der faktisk var meget imellem os to, som jeg umuligt bare kan kaste bort fra mig...", forklarede jeg stille. Julie fniste kort og nikkede med et kærligt smil.

"Så kys mig dog...", befalede hun stille.


Jeg grinte smørret og trak hende tættere på mig og bøjede mig en anelse og lukkede øjnene. Jeg kunne mærke hendes varme ånden puste blidt på mine læber. Jeg åbnede min mund svagt og den første smag af hendes varme læber føltes rart. Hun sukkede svagt og jeg kunne mærke hun strammede sit greb om min nakke med hendes arme, så hun pressede sig tættere på mig. Jeg havde virkelig en dejlig følelse i maven over hendes krævende kys. Jeg stak blidt min tunge mod hendes tunge og jeg troede virkelig ikke at jeg skulle føle det så dejligt og behageligt, at tungekysse med hende. Hun smagte fantastisk og nu havde jeg faktisk ikke lyst til at slippe hendes dejlige mund igen. 

Pludseligt så jeg pigens blå øjne og hendes røde mund igen for mig - Alt hvad jeg havde føltes som tomme huller kom tilbage til mig. Det mest underlige var, da jeg så en mannequindukke for mig. Jeg stoppede brat vores tungekys og så målløst på Julie.

"Du er jo hende!", udbrød jeg. Julie så forvirret på mig.

"Jeg er hvem?", spurgte hun stadigt forvirret. Jeg kunne ikke lade være med at grine.

"Du er den drillenisse, der forvandlede sig til en mannequin i dametøjsbutikken i LA, da jeg var ude og shoppe sammen med min mor, Ryan, Kenny og Khalil allerede den første december... Du var den drillenisse, der fik mig ud af flippen og jeg troede, at jeg var ved at blive skingrende tosset... Du var hende tjeneren i caféen, der flirtede med mig, mens jeg og mine venner bestilte - Og du er så meget mere end det... Du er min elskede drillenisse - min Julie fra Nordpolen...", forklarede jeg stille og stadigt ret overvældet over, at jeg faktisk huskede alt nu. Julie hulkede men med det største smil.

"Justin? Du husker jo alt?", fniste hun med tårerne rendende ned ad hendes røde kinder. Jeg nikkede og så slet ikke fra hende.

"Jeg husker alt, baby - Tænk at et ky......"

"Ding ding ding... Ding ding ding... Ding ding ding ding diiing!"

Jeg måbede og flyttede ikke blikket fra Julies øjne.

"Hørte du det?", spurgte jeg målløs, da jeg hørte bjælder der lød som "jingle bells".

Julie grinte og nikkede og hun hintede med hovedet bag ud.

"Kom!", kommanderede hun og tog min hånd og vi begav os ud på den hårde is.

Jeg troede ikke mine egne øjne, da en stor skygge blev mere og mere synlig midt ide på isen mellem de vrimlende snefnug. En stor og meget smuk rød og guldfarvede kane med ni rensdyr foran og selveste julemanden i sit flotte røde julemandskostume sad i kanen med et stort grin.

"Ho ho ho! - Glædelig jul!"

"Så indså du det endelig, Justin!", grinte Scott muntert.

Jeg var fuldstændig overvældet. Julie kravlede straks op i kanen til ham og omfavnede ham.

"Far!", udbrød hun i et kærligt knus.

Jeg rystede lettere på hovedet over dette øjeblik, men det var endelig gået op for mig, at den var god nok. Jeg grinte smørret og gik selv op i kanen til Scott og Julie. Jeg satte mig på den anden side af Scott. Han smilte fornøjet og nikkede.

"Det lykkedes endelig Justin...", begyndte han stille.

Jeg nikkede og så lettere forlegent væk, så mit blik landede på bagdelene af rensdyrene.

"Hvor hviskede du mine minder med Julie væk?", spurgte jeg pludseligt og så hen på Scott ved min højre side. Det gik endelig op for mig, at jeg kunne huske, han kastede noget sand eller støv i øjnene på mig i rensdyrstalden, som helt sikkert var det, der fjernede dele af min hukommelse. Scott smilte svagt med et kort nik.

"Jeg vidste ikke bedre selv der, Justin... Jeg tvivlede på, at du elskede Julie inderligt nok og jeg ønskede bare at du skulle glemme det, så du ikke skulle miste den juleglæde du havde formået at få dig. Så du skulle ikke gennemleve endnu en hjertesorg, men jeg tog så grueligt fejl - Julie kunne ikke give slip på dig og hun var faktisk døende, da du stødte på hende i butikscentret, hvor du faktisk havde hilst på mig på butikstorvet...", forklarede han stille. Jeg pustede hårdt ud og smilte langtfra.

"Var hun virkelig døende?", spurgte jeg lettere chokeret. Scott nikkede.

"Men du tog hende til dig og reddede hende på hængende hår... Du plejede omsorg og kærlighed for hende og det var det hun havde brug for, så hun genvandt sine kræfter og livet igen... Julie vil dog aldrig blive nisse igen, men du må love mig, at blive hos hende, for hun har virkelig brug for dig, Justin...", forklarede Scott stille. Jeg smilte og nikkede.

"Selvfølgelig vil jeg passe på hende, Scott!", svarede jeg med et stort smil og klappede ham på skulderen.

"Det var det jeg ville høre... Jeg bliver nød til at smutte igen - Jeg har et arbejde at passe...", forklarede Scott med et skævt smil. Jeg nikkede med et smil.

"Nu jeg ved, at selveste julemanden eksisterer, må jeg så fortælle det til familien?", spurgte jeg med et svagt smil. Scott rystede på hovedet.

"Dette bør og skal være en hemmelighed, jo mindre du havde planer om at komme i vores familieforetagende?", svarede Scott med et svævende spørgsmål. Jeg grinte akavet.

"Mener du, at du ville have mig til at arbejde på Nordpolen, som hjælpenisse?", spurgte jeg med et lille akavet grin. Scott trak på skuldrene og smilte skævt.

"Tja, hvorfor ikke? Du kunne være hjælpenisse og så måske vokse med opgaven og blive Skt. Justin?", grinte Scott svagt, så hans store mave bevægede sig i takt med hans grin. Jeg grinte målløs.

"Mener du som julemanden?", spurgte jeg ret målløs. Scott smilte skævt til mig.

"Tja, hvorfor ikke? Du er jo en glad giver?", svarede Scott med et grin. Jeg grinte målløs.

"Jeg må tænke over det...", svarede jeg målløs over det Scott havde sagt. Han nikkede med et blink med øjet.

"Jeg giver dig til julemorgen...", svarede han med et blink med øjet. Jeg sank en klump.

"Du mener i morgen tidligt?", spurgte jeg målløs. Han nikkede. Jeg grinte målløs.

"Og du tager i gas på mig?", spurgte jeg med et kort sarkastisk grin.

"Min far tager aldrig gas på nogen, Justin - Han mener det i alvor...", fik Julie min opmærksomhed.

Jeg så målløs på hende. Hun smilte og steg ud af kanen på den side jeg sad på og fniste.

"Kom Justin!", tilføjede hun med et fnis. Jeg nikkede med et smil og så igen på Scott, der sad og småhyggede sig.

"Til julemorgen, Justin...", sagde han bestemt. Jeg nikkede målløs og rejste mig fra sædet i kanen og steg ud på den side, som Julie også havde steget ud af. Jeg kom ned til Julie og lagde min venstre arm om hendes ryg.

"Dasher, Dancer, Pranxer, Vixen - Og Comet, Cupid, Donder, Blitzen! - Rudolph led os alle på vej mod verdens børn, så vi endnu engang kan sprede en masse juleglæde inden det bliver julemorgen!", fløj det ud af Scott og han gav seletøjet et smæld, så alle bjælderne ringede i takt til en smuk bimlende melodi.

Julie og jeg stod og betragtede kanen forsvinde ud af syne hen over isen, så Julie og jeg ikke kunne se Scott, kanen eller rensdyrene længere. Jeg så på Julie og smilte forelsket.

"Hvor har du dog været i hele mit liv?", fik jeg lyst til at spørge hende om. Hun fniste og jeg trak hende ind i et sultent tungekys, som hun glædeligt besvarede med hendes arme om nakken på mig.

"Ding ding ding ding ding ding ding!"

"Ho ho hooooo!"

Jeg slap Julies mund og så mig omkring og kunne ane noget flyve over os i luften. Julie grinte og tvang mit blik ned mod hendes i stedet. Hun smilte kærligt.

"Så blev det atter jul - Min far får virkelig travlt... Vil du overveje min faders tilbud om at blive julemand engang?", spurgte hun drøn-alvorligt. Jeg smilte med et løftet øjenbryn og lagde min arm om hendes lænd og begyndte at gå stille med hende ind mod bådebroen.

"Den må jeg seriøs tænke over..."

 

 


Nå, mon Justin takker ja til at blive oplært som julemand?

Hvad tror i? ;)

Jeg beklager, at 24. December kom så pokkers sent :( Men jeg døjer med voldsom hovedpine og træthed på grund af slem forkølelse og halsbetændelse, så er slet ikke frisk. Så må beklage jer alle med, at der kun kommer et kapitel her i dag :'( Jeg satser på de sidste kapitler i morgen. Beklager også dette skodkapitel. Det blev langtfra hvad jeg lige havde sat mig for. SORRY!!!!!

Fortsat god aften alle sammen.

~ Ida

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...