Santas Little Helper (færdig)

Julen nærmer sig hastigt og alle er så småt i gang med at pynte op eller finde julepynten frem - Lige ledes burde det være på samme vis hos den verdenskendte Justin Bieber. - Meget er gået op og ned for ham, særligt hvad angår kærligheden til Selena Gomez. Han har nu opgivet alt omkring Selena og lykke er ikke ligefrem det der fylder hans hjerte. Selv glæden til julen har forladt ham. Nordpå - faktisk Nordpolen, er der fuld gang i løjerne hos Julemanden og alle hans hjælpere. Julie Noel Claus på 17 år er en rigtig drillenisse og ingen ringere end Julemandens datter. Julie er selv Belieber - Sjovt nok! Så Julemanden ser det kun som passende, at Julie vil finde juleglæden frem hos Justin - Hun får til opgave, at hjælpe Justin på rette vej, men hvad sker der, når Justin pludseligt opdager Julie? Er det på godt eller ondt? Følg med i en blanding af eventyr, jul og umage kærlighed, når jeg åbner den første kalenderlåge på mandag d 1 December ;)

138Likes
390Kommentarer
32071Visninger
AA

26. 23 December


23. December

Julies synsvinkel:

"Duk duk duk!"

Jeg gned mine øjne og gabte og lagde mig op på albuerne og så hen mod den lukkede dør.

"Jaer?!", svarede jeg højt i et træt gab. Døren gik stille op og ind kom Pattie med et lille smil.

"Godmorgen min pige, har du sovet godt?", spurgte hun med et smil og kom hen med en morgenbakke med pandekager og varm kakao og satte den på det ene sengebord.

Jeg nikkede med et lille smil og satte mig helt op i sengen. Mit smil falmede dog hurtigt til et dybt suk. Pattie så bekymret på mig.

"Er der noget galt?", spurgte hun lavt. Jeg sukkede lavt og så lige ind i Patties blå øjne.

"Jeg føler mig bare trist over, at Justin slet ikke husker mig... Jeg mener..."

"Du elsker ham  virkelig, ikke?", afbrød Pattie lavt. Jeg nikkede med et trist udtryk. Pattie smilte medfølende og lagde en hånd oven på min højre hånd i sengen.

"Det skal nok komme, min pige... Det kan bare være at han har fortrængt visse ting? - Måske det hele har virket en anelse overvældende for ham, for skal jeg være helt ærlig, så ville Justin aldrig kunne finde på at lade som om, at han har glemt alt om én - Særligt ikke en speciel pige som du... Jeg ser noget unikt i dig og selv om jeg ikke ved særligt meget om dig, så er jeg slet ikke i tvivl om, at du kun vil det bedste for Justin...", forklarede Pattie stille. Jeg nikkede med et svagt smil.

"Tak Pattie...", svarede jeg lavt. Hun nikkede med et smil og kærtegnede mig flygtigt på min kind.

"Hvad med hensyn til Selena? - Tror du Justin er kommet helt over hende?", spurgte jeg forsigtigt. Pattie smilte svagt og rystede svagt på hovedet.

"Det skal jeg ikke kunne sige, men noget siger mig, at han er... Han virker til at opføre sig anderledes og det er faktisk på en positiv måde - Jeg er ret sikker på, at du bærer noget af skylden for hans forbedrede humør... Han virker ikke ulykkelig, men måske bare lidt ensom ind til tider, men ja, det kan jo være så meget...", forklarede Pattie med et lille smil.

Jeg nikkede med et svagt smil. Pattie rejste sig fra sengekanten og så med et smil ned på mig.

"Se at få spist din morgenmad og kom i tøjet - Vi har planer for i dag!", blinkede Pattie med øjet i et smil.

Jeg nikkede med et lille smil og greb efter morgenmaden og Pattie gik ud. Jeg tog en bid af pandekagen. Det smagte lækkert som altid, men på en underlig måde, kunne jeg godt have nøjes med en anden slags morgenmad. Det var som om, at jeg var gået hen og blevet træt af alle de pandekager og al den varme kakao. Det blev til allerhøjest et par bidder pandekage og to små slurke kakao.

Jeg sukkede hårdt og undrede mig over, at mine smagsløg virkede til at have ændret sig. Det var måske det, at jeg var gået hen og blevet et almindeligt menneske, at visse ting ændrede sig? Jeg satte morgenmaden op på sengebordet igen og rejste mig fra sengen og besluttede mig for at ordne mig...


Pattie havde åbenbart vækket mig sent, for da jeg kom nedenunder og kom ind i stuen, opdagede jeg ovre på væguret, at den var ved at være et om eftermiddagen. Havde jeg seriøst sovet så længe? Jeg begav mig længere ind i stuen og opdagede Justin siddende i sofaen, mens han zappede på skift på flere tv-kanaler. Der var kun ham. Han sad som i sin egen verden.

"Hvor er de andre henne?", spurgte jeg stille og straks lod jeg mærke til, at jeg åbenbart forskrækkede ham, for han spjættede i kroppen, da han flyttede blikket over på mig. Han smilte skævt.

"Du forskrækkede mig...", grinte han kortvarigt.

Jeg nikkede med et smil og satte mig i sofaen, hvor Justins fødder var. Han slukkede for tv'et og rettede sin opmærksomhed på mig.

"Har du sovet godt? - Du var formentligt den sidste som stod op...", grinte han lavt. Jeg nikkede med et lille smil.

"Jeg har da sovet okay, men det var lidt skuffende, at jeg blev vækket af din mor og ikke dig... Jeg havde troet at du sov hos mig igen i nat...", svarede jeg lavt med et lille fnis. Justin smilte smørret og trak svagt på skuldrene.

"Efter godnatlæsningen for dig, så begav jeg mig ind i min egen seng - Jeg håber ikke det gjorde noget?", svarede han med et skævt smil. Jeg smilte svagt og rystede på hovedet.

"Nej, det er okay - Det er bare det, at jeg virkelig savner dig, men jeg vil helst ikke presse mig på...", svarede jeg med et nervøst smil. Justin smilte flygtigt og nikkede et kort nik.

"Jeg kan da godt forestille mig hvordan du har det, men når jeg slet ikke kan huske dig, så er det altså svært at sætte sig ind i det hele...", svarede han stille.

Jeg nikkede med et lille smil, der langtfra var helhjertet.

"Jeg forstår dig godt...", mumlede jeg lettere trist og så ned i skødet på mig selv.

Jeg kunne fornemme ud af øjenkrogen, at han rettede sig op og rykkede sig hen ved siden af mig i sofaen og straks hoppede mit hjerte af den mindste smule begejstring over, at han lagde sin arm rundt om ryggen på mig.

"Hey... Du skal ikke være trist, det er snart jul...", hviskede han ved mit øre.

Jeg fniste svagt og vendte min opmærksomhed mod ham, så vi pludseligt sad faretruende tæt på hinanden. Jeg skulle bare rykke mig få cm frem mod ham, så ville jeg kunne smage hans fantastiske bløde læber. Jeg smilte alvorligt.

"Det ved jeg, men alt føltes så hult og tomt... Jeg har svært ved at finde juleglæden frem...", svarede jeg med et suk.

- Rettere: Jeg savnede Justin og hans kærtegn, så derfor kunne jeg ikke finde juleglæden frem.

Justin smilte ikke ligefrem og sukkede selv.

"Der er ikke noget, som jeg kan gøre for at få dig i bedre humør?", spurgte han lavt.

"Ja! Kys mig, fjols!", tænkte jeg med et bid i underlæben.

"Kommer I - Alt er klart og vi venter bare på jer!", kunne jeg pludseligt høre Diane kalde, hvor efter hun dukkede op i stuen fuldt påklædt med varmt overtøj og stort smil. Jeg undrede mig.

"Hvad skal vi?", spurgte jeg undrende til Diane, der stod henne ved dørkarmen. Hun smilte med et blink med øjet.

"Det får du se min pige!", grinte hun og hun forsvandt igen, hvor der ikke gik længe før lyden af hoveddøren lød. Jeg så på Justin.

"Hvad skal vi?", spurgte jeg med et nysgerrigt smil.

Justin grinte smørret og rejste sig, så varmen fra ham forsvandt omkring mig. Jeg så op på ham.

"Det finder du ud af!", grinte han kækt og blinkede med øjet og rakte mig sin hånd, så jeg kom op at stå.

Denne lille overraskelse kunne jeg dog ikke lade være med at fnise lidt over, for spændende var det da i alt fald. Han slap ikke min hånd og sammen gik vi ud i gangen og tog overtøj på. Jeg sukkede lidt over, at jeg ikke havde noget overtøj som sådan. Justin smilte, da han sad på den flotte taburet i gangen og tog sine vinterstøvler på.

"Hvad er der med dig?", spurgte han med et lille smil. Jeg smilte svagt.

"Jeg har jo ikke noget overtøj - Hvad i alverden skal jeg dog tage på?", sukkede jeg hårdt.

Justin grinte med et løftet øjenbryn og rejste sig og gik hen til den åbnede garderobe skab, som var placeret under trappen. Han forsvandt fra min synsvinkel.

"Jeg tror sandelig, at julemanden er tidligt på den i år!", kunne jeg høre ham grine inde fra garderobeskabet af. Jeg undrede mig.

"Hvad mener du?", spurgte jeg undrende og sekunder efter kom han ud med en stor sort tøjpose med en rød gavesløjfe på, hvor der var et gavemærke, hvor der stod Til Jule Julie fra Julemanden. Jeg grinte lidt og tog imod den. Justin smilte smørret.

"Åben den!", grinte han.

Jeg nikkede og lynede ned i tøjposen og frem kom en flot og lækker pels, der både var sød og feminin. Jeg måbede.

"Er den til mig?", spurgte jeg lamslået. Justin smilte smørret.

"Prøv den!", svarede han bare.

Jeg nikkede måløs og tog den af stålbøjlen og tog den på. Den var blød, var og lækker at have på. Justin betragtede mig.

"Jeg må beklage, at det ikke er ægte pels, da jeg er meget imod at mink, sæler, bjørne og andre dyr, skal lide sådan en grufuld død, så det er den fineste uægte pels, men du fortjener den...", forklarede han med et lille smil. Jeg snøftede svagt af glæde.

"Tusind tak, Justin - Det havde du slet ikke behøvet...", svarede jeg glad. Han nikkede med et smil med armene over kors.

"Ingen årsag søde...", svarede han med et charmerende smil.

Jeg fniste og gik hen og omfavnede ham i et varmt knus. Følelsen af hans arme omkring mig, varmede mig usigeligt. Jeg ønskede bare mere af ham, men han ville ikke.

"Det er dejligt, at se, at der ikke skal særligt meget til at glæde dig, søde... Du fortjener det...", hviskede han ved mit øre.

Med en enkelt tåre ned ad min kind, nød jeg at stå og putte op ad ham. Jeg svarede ikke og det var slet ikke for at være uhøflig, men fordi jeg nød hvert eneste lille sekund ved at stå så tæt med ham.

"Vi må hellere se at få resten af overtøjet på og komme ud til de andre, okay...", tilføjede han stille og slap mig forsigtigt.

Jeg tørrede lettere fortumlet tåreren væk fra min kind og nikkede og gik hen og tog mine elskede støvler på. Godt og vel et par minutter efter, var vi kommet i overtøjet. Justin smilte på en særlig måde og åbnede hoveddøren. Han stilte sig ved dørkarmen og lod mig gå ud først. Vejret var virkelig mildt og solen skinnede ned på den tykke dyne af sne og jeg blev helt mundlam, da jeg så en stor kane med to heste, der var spændt fast til foran. Alle de andre sad allerede og ventede på os og vinkede os hen.

"Det var noget af en overraskelse, hva?", grinte Justin ved min side.

Jeg grinte og småløb akavet over mod kanen. Tænk at tanken om en kanetur, kunne bringe så meget glæde i mig? Justin indhentede mig og tog atter min hånd og med et charmerende blink med øjet trak han med mig den sidste vej hen til slæden hvor alle de andre sad. Det kildede i maven på mig af bar spænding.

Justin lod mig komme op at sidde først. Det var en stor og rummelig kane med plads til hele familien der i. Jeg satte mig op ved siden af Jazmyn og Justin kom bag efter og satte sig som den sidste ved siden af mig på min højre side. Vi lagde det store røde tykke velourtæppe over vores ben. Jeg mødte Justin øjne i flygtige sekunder. Han smilede på en særlig måde. Den særlige måde, som jeg dårligt kunne modstå.

Han flyttede blikket væk og så frem mod kaneføreren.

"Så er vi alle sammen her, så kan vi godt komme af sted!", udbrød Justin højt.

Kaneføreren så sig over skulderen med et smil og nikkede og straks begyndte vi at glide af sted hen over sneen, der knagede på den hyggelige måde. De store bjælder på hestenes seletøj lød som den skønneste bimlen. Luften var kølig og frisk, men solen gjorde sit for, at det blev en fantastisk slædetur.

Se, det var én af de ting og oplevelser, som jeg virkelig satte pris på. Jaxon sad over for mig og Justin og smilte stort og sad med en lille flad rød pakke. Han rakte den over til mig.

"Den er til dig, Julie!", udbrød han glad. Jeg fniste og tog imod den.

"Tark, skal den åbnes nu eller julemorgen?", spurgte jeg med et lille grin.

"Nuuuh!", fløj det begejstret ud af ham, mens han viftede armene i vejret, så vi alle grinte lidt af det.

Han var virkelig kær og jeg var sikker på at min far ville komme og opfylde Jaxons og Jazmyns ønsker. Jeg begyndte at pakke den lille flade pakke ud, der føltes blød gennem papiret. Det var tydeligt, at han selv havde pakket den ind, fordi der var brugt oceaner af tape.

"Det er jo spændende, det her...", grinte Justin smørret ved siden ad mig.

Jeg nikkede med et lille fnis og fik endelig åbnet den lille pakke. Jeg var helt målløs, da jeg så det røde stof med hvid blød kant på. Jeg foldede den ud og det endte med en lang nissehue på godt og vel en meters længde.

"Er den til mig?!", udbrød jeg glad. Jaxon nikkede med et stort smil og alle grinte omkring mig.

"Tag den på?", udbrød Patties stemme fra den bagerste række i kanen.

Jeg fniste og trak den på mit hoved og nej, jeg følte mig langtfra fjollet. Jeg følte mig virkelig godt tilpas med den. Jaxon grinte.

"Tusind tak, Jaxon!", takkede jeg med et stort smil.

Jaxon nikkede og jeg betragtede ham selv tage en anden nissehue på ham selv.

"Så er du og jeg nisser, Julie!", udbrød han grinende. Jeg nikkede med et fnis.

"Ja, vi er så!", svarede jeg med et stort smil.

"Den klæder dig faktisk...", hørte jeg Justin hviske ved min side.

Jeg vendte min opmærksomhed på ham. Han smilte på en kærlig måde og pludseligt kunne jeg mærke hans hånd flette sig ind i min under tæppet. Mit hjerte slog flere dobbeltslag på én gang. Han smilte kærligt og jeg kunne mærke varmen i mine kinder brede sig med lynets hast. Jeg havde så meget lyst til at kysse ham, men jeg ment også, at det var på tide, at han selv tog sagen i egen hånd. - Ergo hånd. Bare følelsen af hans varme fingre, der flettede sig med mine under tæppet, gjorde kaneturen virkelig speciel. Jeg puttede mit hoved på hans skulder og han modsatte sig ikke. Blot fik jeg øje på Bruce, der sad ved siden af Jaxon. Han smilte til mig og blinkede med øjet, så jeg rødmede svagt over det.

Jeg kunne mærke, at Justin begyndte at nusse mig på hånden med sin tommelfinger under tæppet. Sommerfuglene ville slet ikke stoppe deres sværmeri i min mave. Jeg kunne mærke, at vi var på rette vej.

"Du er dejlig...", hviskede han meget lavt ved mit øre, så jeg lige kunne høre det, mens jeg blev med mit hoved på hans skulder.

Jeg fniste forelsket med et svagt bid i underlæben. Mine tanker på ham så tæt på mig blev afbrudt af at Pattie begyndte at synge og strakt fulgte vi alle trop med sangen:

"Dashing through the snow
In a one horse open sleigh
O'er the fields we go
Laughing all the way
Bells on bob tails ring
Making spirits bright
What fun it is to laugh and sing
A sleighing song tonight

Oh, jingle bells, jingle bells
Jingle all the way
Oh, what fun it is to ride
In a one horse open sleigh..."


Nå, vil Justin begynde at huske Julie, nu hvor de sidder og fletter fingre under tæppet?

Alt tyder på at gå den rette retning - Så lad os se hvad det ender med til sidst ;)

 

 

~~~~~~~~

Jeg er virkelig ked af, at der ikke kom noget kapitel i går, men jeg skrev en mumble om hvorfor! Da alle ikke har set den mumble, så får i forklaringen her også:

Jeg var så smadret og træt efter en lang arbejdsdag, hvor jeg havde fri kl 16. Der efter skulle jeg ned i byen og købe et par gaver til i aften. Jeg kom hjem fra byen, da den var ca. 17.45, så skulle jeg vaske tøj til de næste tre dages tid, da vi ikke vil være hjemme i den periode. Jeg fik først sat mig til at slappe af ved en 21 tiden i aftes og så var jeg så brugt i kroppen og i tankerne, at jeg umuligt kunne skrive et eneste ord til d. 23 december kapitel. - Det har i så fået i dag, og da jeg snart skal afsted, så må jeg skuffe jer så forbandet hårdt med det sidste eller de? (Det får vi at se) først fra d. 27 december (eller måske d. 26 december om aftenen.) Jeg beklager og håber i kan leve med det? 

Så er det sidste, som jeg bare vil sige her: Rigtig glædelig jul alle sammen og hyg jer nu godt igennem i aften, for det vil jeg selv sammen med min datter og min dejlige kæreste <3 Er tilbage d. 26/27 december! Bye bye!

Much love and Happy Christmas

~ Ida

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...