Santas Little Helper (færdig)

Julen nærmer sig hastigt og alle er så småt i gang med at pynte op eller finde julepynten frem - Lige ledes burde det være på samme vis hos den verdenskendte Justin Bieber. - Meget er gået op og ned for ham, særligt hvad angår kærligheden til Selena Gomez. Han har nu opgivet alt omkring Selena og lykke er ikke ligefrem det der fylder hans hjerte. Selv glæden til julen har forladt ham. Nordpå - faktisk Nordpolen, er der fuld gang i løjerne hos Julemanden og alle hans hjælpere. Julie Noel Claus på 17 år er en rigtig drillenisse og ingen ringere end Julemandens datter. Julie er selv Belieber - Sjovt nok! Så Julemanden ser det kun som passende, at Julie vil finde juleglæden frem hos Justin - Hun får til opgave, at hjælpe Justin på rette vej, men hvad sker der, når Justin pludseligt opdager Julie? Er det på godt eller ondt? Følg med i en blanding af eventyr, jul og umage kærlighed, når jeg åbner den første kalenderlåge på mandag d 1 December ;)

139Likes
390Kommentarer
31235Visninger
AA

25. 22 December


22. December

Justins synsvinkel:

"Justin?"

Hendes stemme lød som englesang i mine ører. Jeg smilte svagt og vendte mig om på siden og glippede øjnene forsigtigt op. Et par blå øjne mødte mig. Hun smilte svagt.

"Hej...", hviskede hun, mens hun lå puttende på hendes hænder.

"Hej...", hviskede jeg igen. Ja, jeg gad ikke tænke over, hvorfor pokker vi viskede? Jeg flyttede blikket væk fra hendes ret mørkeblå øjne og satte mig lettere forvirret op i sengen.

"Det er morgen?", mumlede jeg forvirret og det gik op for mig, at jeg tilsyneladende var faldet i søvn hos Julie, midt i min historiefortælling for hende i aftes.

Jeg kløede mig i nakken og satte mig på sengekanten og gned mine øjne og så ned i gulvet, hvor bogen "Nightmare Before Christmas" lå med siderne opslået. Jeg samlede bogen op og studerede siderne lidt med undren og vendte min opmærksomhed bag om og så Julie havde sat sig op i sengen. Hun smilte forsigtigt til mig.

"Husker du hvor langt jeg fik læst i bogen i aftes?", spurgte jeg lettere undrende. Julie rystede på hovedet med et lille smil.

"Nej, er det da vigtigt?", spurgte hun med et lille fnis. Jeg rystede svagt på hovedet med et lille grin.

"Nej, selvfølgelig ikke, men jeg ville da gerne læse mere for dig på et tidspunkt - Det var jo ret hyggeligt i aftes, synes jeg selv, så hvorfor ikke?", svarede jeg med et lille grin.

Julie nikkede med et lille smil. Jeg nikkede kort og lukkede bogen i og lagde den på sengebordet ved min side og sukkede svagt, mens jeg så i gulvet.

"Er du okay?"

Jeg sukkede yderligere og rystede svagt på hovedet, mens mit blik blev på gulvet.

"Hvad er der da galt, Justin?"

"Kender du følelsen, når man føler inderst inde, at der mangler noget i ens liv, selv om man mener, at man har alt?"

Jeg kunne mærke nogle ryk i madrassen og kunne fornemme ud af øjenkrogen, at hun satte sig ved min venstre side på sengekanten.

"Sådan har jeg selv følt de sidste dages tid, Justin, så ja...", svarede hun lavt. Jeg så op på hende med undren.

"Virkelig?", spurgte jeg stille.

Julie nikkede uden at smile og lagde sin højre hånd på mit venstre knæ. Hun så indgående på mig, mens hun fugtede sine faktisk ret fyldige og røde læber, som om hun havde en sart rød lipgloss på, uden at det så for underligt ud. Hun var faktisk enorm køn og naturligt smuk pige. Det var tydeligt, at hun havde fået det meget bedre i forhold til da jeg stødte på hende i storcentret, hvor hun nærmest havde set grå og falmet ud, som om hun havde været dødeligt syg.

"Husker du mig slet ikke, Justin?", spurgte hun stille uden så meget som at smile. Jeg sukkede hårdt og så trist ned i gulvet og rystede opgivende på hovedet.

"Nej... Du er som hvisket ud af min erindring og jeg forstår ikke hvorfor? - For det virker jo som om, at jeg virkelig har kunnet lide dig, siden jeg har præsenteret dig for noget af min familie? Sig mig hvor mange har du mødt og hilst på?", spurgte jeg stille og så op på hende. Hun smilte på en lettere genert måde.

"Jeg har mødt Pattie, Jeremy, Jaxon, Jazmyn, Khalil, Ryan, Kenny, Diane og Bruce... Jeg kan ikke huske om der er flere, som jeg har fået hilst og snakket med?", svarede hun med et spørgsmål og fniste svagt. Jeg var målløs. Jeg sank en klump.

"Alle dem? - Du må jo have betydet en del for mig, siden du har mødt et par af mine næreste venner og min forældre og søskende... Jeg må indrømme, at....", jeg grinte målløs og stoppede min sætning i sekunder og rystede stadigt overrasket over det Julie havde sagt. Jeg så oprigtigt på hende.

"Jeg må indrømme, at jeg er temmelig målløs over, at jeg så slet ikke husker dig? Hvordan i alverden, kan det gå til, at jeg bare har glemt dig på den måde? Det må da også gøre ondt på dig, at jeg intet husker?", forklarede jeg lavt. Julie nikkede med et lille smil.

"Jeg tror, at min far ønskede, at du ikke skulle rende rundt med hjertesorger over mig, særligt fordi det ikke er så længe siden, at du og Selena gik fra hinanden. Han ønskede at du skulle bevare din juleglæde og ikke ende nede i det dybe hul igen - Så derfor hviskede han alle dine minder om mig væk fra dig... Han mente at jeg nok med tiden skulle komme over dig, men jeg kunne ikke, så det resulterede i, at jeg blev mere og mere syg...", forklarede hun med et bedrøvet blik. Jeg så undrende på hende.

"Din far? Jamen, hverken han eller noget andet menneske kan fjerne minder fra andre mennesker - Den slags er fysisk umuligt!", grinte jeg målløs over det hun havde sagt.

Julie grinte slet ikke og sukkede, mens hun så ned i skødet på sig selv.

"Min far er heller ikke menneskelig - Det er han kun af udseende, ikke andet...", svarede hun stille. Jeg begyndte at grinte svagt, for jeg vidste ærlig talt ikke hvad jeg skulle tænke eller tro om det Julie nu sad og ævlede om. Hun så op på mig.

"Nu siger jeg bare det hele som det er, Justin, for du bør og SKAL få sandheden at vide og jeg er ikke gak i låget eller noget! Du har fået sandheden at høre, for du mistede minderne om mig. Første gang du mødte mig var i et butikscenter i Los Angeles. Du stod i lingeri afdelingen, mens din mor var oppe ved kassen for at købe en bluse i julegave til din mormor - Jeg spurgte dig, mens du stod med ryggen til mig, om jeg kunne hjælpe dig med noget. Du vendte dig mod mig og begyndte straks at flirte lidt med mig. Jeg stod i min grønne og røde nissekjole

- Ja, jeg er, eller rettere VAR en nisse, men fordi jeg forelskede mig i dig, så mistede jeg mine magiske evner og min nissestatus. Jo mere forelskede vi blev, jo mere falmede jeg som nisse og jeg endte med at blive syg, men jeg gav ikke op for min kærlighed til dig... Min opgave var at få dig til at finde juleglæden og det lykkedes mig til sidst - Jeg besluttede mig for at rejse hjem til Nordpolen søndag d. 14 december, hvor jeg rejste på Dancer - Et af min faders rensdyr.

Du nægtede at give slip på mig, så du løb efter mig og så klodset du var for at indhente mig, kravlede du lettere overmodigt op på dine bedsteforældres tag i Canada - I SNESTORM! - og ikke nok med det fik du overbalance på grund af stormen og kurrede ned ad tagryggen. Heldigt for dig, opdagede jeg og Dancer dig, så jeg nåede at gribe dig og meget imod min faders præmisser, normer og nisselovene, så tog jeg dig med til Nordpolen, hvor du var som forsvundet fra resten af verdenen indtil d. 19 december, hvor min far bragte dig hjem i Californien, hvor du så formodentligt vågnede op i din seng, uvidende og med en tom følelse i hjertet, at noget manglede i dit liv og at nogle minder var som hvisket ud fra din hukommelse...

Det du manglede Justin, ja... Det burde du egentligt vide nu og nej... Jeg er IKKE rablende sindssyg - Jeg var rablende sindssyg fordi jeg nægtede for nogle dage siden at indse, at jeg begik den største fejltagelse i at lade dig gå, fordi jeg var så egoistisk og bare ønskede at få min nissestatus igen, men den får jeg aldrig igen... For mit hjerte tilhører dig..."

Jeg . var . paf!

"Hah...", røg det skide lille "hah" chokeret ud af mig.

Julie smilte og stak sin hånd ned i halskraven af sin natkjole. Jeg gloede undrende, da hun trak en skjult halskæde op og viste mig vedhænget. Jeg forstummede over dem.


"Mine julebjælder...", mumlede jeg målløs og lagde et par fingre støttende bag dem og betragtede dem. Julie fniste svagt og jeg så straks op på hende, mens bjælderne stadigt hvilede på mine fingerspidser.

"Det er faktisk Dancers bjælder... Min fader tillod sig at fjerne dem fra dit juletræ du har stående i din stue i Californien... Han mente at jeg havde brug for dem som en lykkeamulet...", forklarede hun stille. Jeg smilte målløst.

"Jeg aner ikke hvad jeg skal svare, Julie? Din historie virker så fantasifuld og meget julet... Jeg aner ikke hvad jeg skal tænke eller tro?", svarede jeg målløst. Julie nikkede med et svagt smil og sukkede.

"Jeg har fortalt hele sandheden Justin... Jeg er ikke i folkeregisteret, netop fordi jeg ikke findes i menneskeheden. Min mor er et menneske, mens min fader er...."

"Julemanden...", afbrød jeg hende målløst. Der rendte en tåre ned ad hendes kind, men hun smilte og nikkede. Jeg grinte svagt.

"Det virker så uvirkeligt?", udbrød jeg stadigt målløst. Julie nikkede med et bedrøvet smil.

"Tror du på julemirakler?", spurgte hun.

Jeg smilte rørt over at se hende grædende, mens hun smilte. Ja, hun måtte vel være lettet?

"Havde du spurgt mig for en måned siden, havde jeg nok svaret nej...", svarede jeg lavt og så lettere væk fra hende.

"Og nu?"

Hun fik straks min opmærksomhed. Jeg sank en klump og nikkede svagt.

"Jeg tror på Gud og at han har en plan med os... Alt i alt handler julen vel også om at tro på mirakler og uanset hvordan jeg vender og drejer den, så virker det så langt ude, at julemanden findes, men du virker så oprigtig... Så ja, julemanden findes...", svarede jeg målløs over mit svar. Julie fniste med tårer rendende ned ad kinderne.

"Kys mig, Justin...", sagde hun stille. Jeg smilte undskyldende.

"Hvad hjælper det, når jeg intet husker, Julie?", spurgte jeg bedrøvet.

Hun sukkede trist og så ned i gulvet. Jeg rejste mig fra sengen med et suk.

"Jeg trænger til frisk luft... Det her skal helt sikkert sluges ordenligt...", mumlede jeg og begav mig ud af værelset og efterlod hende ved at lukke døren efter mig, hvorefter jeg stillede mig opgivende op ad døren med et hårdt suk.

Jeg kunne høre de andre rumsterede og snakkede neden under. Jeg så på mit Rolex på min venstre håndled og så at den var ved at være ti om formiddagen. Jeg begav mig hen til vinduet i den ene ende ad gangen og satte mig i vindueskarmen og betragtede det rolige snevejr udenfor. Det så smukt ud, som sneen dalede stille ned. Jeg kunne lod mit blik falde lettere ned på haven, hvor jeg straks så Jazmyn og Jaxon i gang med at bygge en snemand. Jeg grinte svagt over det og så op mod den vrimlende himmel.

"Kære julemand... Ja, det er måske skørt, at det ikke er Gud jeg taler til nu, men nu er vi så tæt på julen... I mit hjerte eksisterer du, men i mine tanker virker det stadigt uhåndgribeligt, at du findes? Julie virkede så oprigtig med sin lille historie og det værste er, at jeg bare ikke husker hende, men min familie husker hende... Er det virkelig sandt, at der findes julemirakler? - Er det sandt at Julie siger, at det er dig, der har fjernet mine minder om hende og mig? - Hvad i alverden skal jeg gøre for at huske hende igen?", mumlede jeg og sukkede hårdt og så ned mod mine søskende i haven igen.

Jeg bankede stille min pande mod den iskolde rude og sukkede yderligere.

"Julemand... Er det for meget at bede om, at få dine vise råd om hvad jeg skal gøre, tænke og tro?", mumlede jeg yderligere.

"Hvis du altså findes?", mumlede jeg med et hårdt suk og rejste mig fra vindueskarmen og begav mig ned ad trapperne til de andre....



Julies synsvinkel:

Nok havde jeg heldigvis fået det meget bedre helbredsmæssigt og jeg var helt sikker på, at det var fordi jeg var hos Justin. - Humøret taget i betragtning, var en anden sag. Nok påstod Justin, at han troede mine ord var sandhed, men han ville ikke kysse mig, og det der imod, gjorde mig ked og sårbar dybt i hjertet. Jeg elskede og savnede hans kys og kærtegn og hans søde ord fra hans mund, men han ville ikke. - Det gjorde ondt - Virkelig ondt!

Jeg redte mit hår godt igennem og begyndte efterfølgende at flette det i en løs og smårodet sidefletning og greb en elastik fra den lille glasskål på badeværelset. Ja, det var faktisk enormt sødt af Pattie, at hun havde lagt lidt tøj til mig, som jeg måtte låne af hende, så jeg ikke skulle rende rundt i det samme tøj hver dag. Jeg havde fået et par pæne mørkeblå skinny jeans på, en rød vamset striktrøje, der åbenbart skulle være lidt stor. Den havde små hvide perler påsyet mange steder, så det kunne minde om snefnug. Jeg havde fået et par vamsede lange mørkeblå uldsokker på, som jeg lagde i ål uden på de skinny jeans. Det så dejligt behageligt og vamset ud på mig og jeg følte mig også godt tilpas i tøjet. Jeg og Pattie havde næsten samme tøjstørrelse, bortset fra, jeg nok havde en lidt mindre numse end Pattie, for ellers var der ikke den store forskel.

Jeg betragtede mig selv med et skævt smil i spejlet og langede ud efter den lille parfume, som Pattie også havde stillet ved siden af den lille glasskål med hårting i. Jeg sprøjtede en smule parfume i låget for at dufte. Jeg smilte over dufter, der var frisk med et strejf af kanel. Jeg vidste seriøst ikke, om Pattie med vilje havde givet mig den? Det var jo en duft, som jeg slet ikke kunne være foruden, så jeg piftede et par sprøjt på min hals og på mit håndled. Jeg fniste lidt over mit færdige resultat og stilte parfumen tilbage på glashylden. 

Nok var jeg et almindeligt dødeligt menneske nu og mine læber savnede Justins, men det skulle ikke standse mig i troen på at vinde hans hjerte igen. Med følelsen af skjulte nissestreger i hjertet, begav jeg mig nedenunder til Justin og de andre. Ja, jeg var lidt spændt på at få set mig omkring, eftersom jeg kun havde set soveværelset og badeværelset. Jeg kom uden for værelset og begav langs en gang med et trappegelænder på højre side og et vindue for enden, hvor trappen havde sin begyndelse.

Jeg så flygtigt uf af vinduet og opdagede, at solen skinnede ned på det smukke snelandskab. Der stod en flot snemand ned i haven med gulerods-næse og et langt rødt og grønt halstørklæde om halsen. Jeg kunne se videre ned til en frossen flod med en stor båd tøjret fast ved en gangbro. Var det den flod, som Justin havde snakket om i går?

Jeg smilte og vendte blikket væk fra vinduet og gik med rolige skridt ned ad trappen. Varmen i huset var skøn og jeg kunne dufte brænde og en duft af brændt gran. Nøj, hvor jeg elskede det. Hele vejen ned ad trappen, var der flettet granguirlander inde mellem trappegelænderet og da jeg kom ned stod der et stort pyntet og smukt juletræ i gangen. Det var dog ikke tændt her ved højlys dag, men julekuglerne og de små juleengle på træet stod virkelig smukt. Jeg fniste og trak min halskæde op fra trøjen af og tog halskæden af og trak julebjælderne af og med et smil anbragte jeg bjælderne på træet i øjenhøjde og tog min halskæde på igen og gik tre skridt baglæns og betragtede træet i sin fulde glans.

Jeg sukkede stille med et svagt smil og vendte mig omkring og mit hjerte var ved at ende ved halsen, da jeg opdagede Justin stående afslappet op ad dørkarmen med et smørret smil og armene over kors.

"Tak...", sagde han stille. Jeg gik fnisende hen til ham.

"For hvad?", spurgte jeg og stoppede en halv meter foran ham. Han så smilende ned på mig.

"For at gøre denne jul mere magisk og speciel... Dine julebjælder hænger et godt sted...", svarede han lavt med et lille grin. Jeg fniste og rødmede.

"Det var da så lidt...", svarede jeg med et lille grin.

Hans øjne betragtede mig, kunne jeg se, eftersom han kørte blikket ned og op ad mig, for igen at se mig i øjnene.

"Du har min mors tøj på... Men det klæder dig faktisk rigtig godt... Du ser sød og julet ud på en rigtig canadisk facon...", sagde han lavt med et blink med øjet, så jeg bare rødmede endnu mere.

"Taark, tror jeg?", fniste jeg og følte en sværm af sommerfugle i maven.

Han fugtede sine læber på hans typiske sexede måde og noget sagde mig, at han aldrig tænkte synderligt over det, når han ubevidst gjorde det. Men han burde vide, at hans lille aktion kun gjorde mig endnu mere forgabt i ham - Sexede dreng!

"Justin, har du set hvor du og Julie står?!"

Jeremys stemme afbrød både min og Justins opmærksomhed, da vi opdagede ham med et stort smørret smil henne ved hoveddøren med hue, jakke, halstørklæde og støvler med masser af sne på og en stor stålspand i hånden med brænde i.

"Eh, jeg forstår ikke, far?", spurgte Justin med et akavet grin. Jeremy grinte.

"Prøv at kig lige op på dørkarmen over dig, knægt!", grinte Jeremy smørret.

Jeg så samme vej som Justin op på dørkarmen lige over Justins hoved og jeg kunne ikke lade være med at fnise overrasket.

"En mistelten...", mumlede Justin og jeg så ned igen og mødte Justins lettere alvorlige blik.

Jeg smilte lettere rødmende.

"Så kys ham dog, Julie!", kom det fra Jeremys stemme i gangen.

Jeg fniste og bemærkede Justin nærmest så nervøs ud. Han grinte svagt akavet. Jeg lagde min arme om nakken på ham og smilte til ham.

"Okay Jeremy...", svarede jeg lavt og fjernede ikke mit blik fra Justins smukke brune øjne.

Han kom med en lille nervøs lyd fra sin mund. Jeg fniste svagt og nærmede mig hans mund og da jeg så Justin lukke øjnene i, gjorde jeg det samme.

Følelsen og smagen af hans læber var virkelig savnet og jeg havde dårligt lyst til at fjerne mig igen. Jeg kunne mærke på Justin, at han skulle til at skille mine læber ad og inden i jublede jeg over, at han faktisk ville kysse mig rigtigt med tunge og det hele.

"Så er der frokost!", hørte jeg Diane råbe et sted i huset og sekunder efter slap Justin mig, så jeg fik svagt overbalance og åbnede lettere forvirret mine øjne. Han smilte skævt.

"Der er frokost...", sagde han bare med et skævt smil og vendte sig om og gik ind i den store stue.

Jeg stod i nogle sekunder og bare betragtede ham forsvinde længere ind i stuen. Jeg sukkede håbløst forelsket og vidste ikke om jeg havde vakt nogle minder til live i Justin med det mistelten-kys......

 

Nå da da, så fik Julie lov til at kysse Justin :P

Har det mon nogen effekt?

Hvad tror i?

Tror Justin virkelig på alt det Julie fortalte om hvorfor hun er der og alt om hvorfor Justin ikke kan huske Julie?

Hører julemanden, Justins "bøn" / ønske?

Har Justin skjulte følelser for Julie, siden Julie fornemmede at Justin ville udvikle deres mistelten-kys, men hvor Justin afbrød midt i det bedste?

Følg med, når endnu en låge vil blive åbnet i morgen ;)

~ Ida

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...