Santas Little Helper (færdig)

Julen nærmer sig hastigt og alle er så småt i gang med at pynte op eller finde julepynten frem - Lige ledes burde det være på samme vis hos den verdenskendte Justin Bieber. - Meget er gået op og ned for ham, særligt hvad angår kærligheden til Selena Gomez. Han har nu opgivet alt omkring Selena og lykke er ikke ligefrem det der fylder hans hjerte. Selv glæden til julen har forladt ham. Nordpå - faktisk Nordpolen, er der fuld gang i løjerne hos Julemanden og alle hans hjælpere. Julie Noel Claus på 17 år er en rigtig drillenisse og ingen ringere end Julemandens datter. Julie er selv Belieber - Sjovt nok! Så Julemanden ser det kun som passende, at Julie vil finde juleglæden frem hos Justin - Hun får til opgave, at hjælpe Justin på rette vej, men hvad sker der, når Justin pludseligt opdager Julie? Er det på godt eller ondt? Følg med i en blanding af eventyr, jul og umage kærlighed, når jeg åbner den første kalenderlåge på mandag d 1 December ;)

138Likes
390Kommentarer
31372Visninger
AA

22. 20 December


20. December

Justins synsvinkel:

Canada kaldte igen - Selvom jeg ikke huskede noget om den tur? Det var mærkeligt! Jeg glædede mig helt sikkert, for juleferien med familien, var nok noget af det jeg satte mest pris på ved juletiden.

Jeg stod og pakkede lidt tøj, eftersom min mormor påstod, at jeg havde efterladt en kuffert fuld af tøj der oppe. Så jeg pakkede bare lidt ekstra i en almindelig sportstaske, blot, så jeg havde den anelse mere at skifte mellem.

"Justin? Er det sandt, at du har fordoblet alle donationerne til de faste fonder du donerer til hver jul?"

Det var tydeligt, at det var min mor, der kom ind i mit soveværelse med sin mobil i hånden og så målløs hen på mig. Jeg smilte og nikkede.

"Det er sandt nok, mor!", svarede jeg med et blink med øjet. Hun kom målløs hen til mig og omfavnede mig i et ordenligt knus.

"Jamen, alle de penge? Det er jo fantastisk gjort af dig min dreng...", svarede hun i knuset. Jeg grinte smørret og nussede min mor på ryggen i knuset.

"Det er da det mindste jeg kan gøre, mor... Jeg kan sagtens bruge penge frivilligt med et godgørende formål...", svarede jeg stille i knuset. Min mor krammede sig hårdere ind i brystet på mig.

"Hvor er det bare dejligt, at du har fundet dit skønne julehumør, trods Julie ikke er her mere, men jeg re....."

"Julie? - Hvad er det du siger?", afbrød jeg min mor målløs. Hun trak sig ud af knuset og så spørgende op på mig med et lille nervøst smil.

"Jamen, misforstår jeg? Har i to da stadig kontakt med hinanden?", spurgte min mor med et lille fnis. Jeg rystede forvirret på hovedet.

"Mor, jeg forstår ikke hvad du overhovedet snakker om? - Hvem er Julie? Selena nævnte hende også i går?", svarede jeg målløs. Min mor så bekymret op på mig og kærtegnede min kind.

"Du godeste, baby? Hvad er der sket. Har du glemt alt om hende Julie? Hun var nu ellers en ret sød pige, men måske lidt sær?", svarede min mor med et skævt smil. Jeg så med undren ned på hende.

"Så der var altså en Julie?", spurgte jeg stille. Min mor nikkede.

"Ja, jeg tror nu ikke du har snakket med Selena som sådan om Julie, men jeg ved da så meget, at Julie fascinerede dig på mange måder. Du kaldte hende magisk... Jeg var sådan set også enig med dig, for hun var slet ikke som de fleste andre piger...", forklarede min mor med et lille smil.

"Magisk?", gentog jeg målløs. Min mor nikkede med et smil.

"Du får hende nok at se igen?", svarede min mor med et smil og kærtegnede min kind flygtigt. Hun vendte sig bort fra mig og skulle til at gå, men jeg greb fat i hendes arm, så hun så målløs op på mig.

"Ja?", spurgte hun med et lille smil.

"Vær sød at fortæl mig lidt om denne Julie, som jeg ikke husker overhovedet?", bad jeg med et lille smil. Min mor nikkede.

"Jeg kan nok ikke sige så meget, men jeg nåede trods alt, at lære hende at kende lidt... Kom hen og sæt dig ved siden af mig, baby...", svarede min mor med et lille smil og trak mig hen at sidde på sengen. Jeg så opmærksomt på hende med et spændt smil.

"Så fortæl det du ved?", tilskyndede jeg hende. Hun nikkede med et lille smil.

"Julie var i begyndelsen meget mystisk - Der var visse ting hun ikke snakkede om og mange ting gik hun nærmest i hemmelighed med... Du blev draget af hendes mystiske baggrund, som hun helst ikke ville snakke om - Der gik faktisk flere dage, før hun afslørede hendes fulde navn... Hun var til geng..."

"Hvad var hendes fulde navn?", afbrød jeg min mor med et nysgerrigt smil. Min mor sukkede med et lille smil og rystede lettere på hovedet med et lille grin.

"Hun hed noget så særpræget som Julie Noel Claus...", svarede min mor stille. Jeg grinte sarkastisk.

"Hvad?", grinte jeg overrasket. Min mor nikkede.

"Det var rigtigt nok, Justin - Et rigtigt julet navn og du var alligevel så betaget af hende...", svarede min mor med et lille grin. Jeg grinte svagt og nikkede.

"Ja, hun måtte bestemt have fanget min interesse? Hvordan så hun ud og hvor gammel var hun?", spurgte jeg nysgerrigt. Min mor smilte svagt.

"Hun nævnte ikke sin alder til mig, men jeg ville gætte hende til at være mellem seksten til atten år, nok ikke mere end det?", svarede min mor med et lille smil. Jeg nikkede med et smørret smil.

"Kun seksten? Lidt ung måske, men ville ikke være dårligt?", grinte jeg smørret. Min mor grinte og klappede mig på hånden.

"Så, nu skal du ikke komme for godt i gang min dreng!"

Jeg morede mig bare over det.

"Hvad? Jeg er vel lovligt undskyldt?", grinte jeg med et frækt blink med øjet. Min mor grinte og rystede let på hovedet.

"Alle dine hormoner, baby - Jeg kan virkelig ikke holde dig i kort snor i længere tid...", grinte hun. Jeg grinte svagt og rystede på hovedet.

"Njøø, det er jo sådan jeg er!", grinte jeg frækt. Min mor nikkede med et smil.

"Så fortæl mig om hvordan hun ser ud?", spurgte jeg nysgerrigt. Min mor nikkede.

"Hun havde ret blå øjne og lysblond langt hår, der nåede ned til brystet... Hun var på højde med mig og et lille nips, som man kalder det..."

Jeg smilte frækt.

"Blondine? Wow, det er ikke ligefrem fordi jeg sådan plejer at date blondiner? Så må hun have set lækker ud? Havde hun gode bryster?", spurgte jeg ligeud af posen. Min mor rødmede kraftigt.

"Justin?! Jeg er din mor, for pokker!"

Jeg grinte smørret.

"Kom nu mor? Bare sig din ærlige mening?", bad jeg hende med et frækt smil.

Min mor sukkede med et lille grin.

"Godt så! - Hun hører absolut ikke under kategorien af storbarmede blondiner, så det kan du godt vinke farvel til!", grinte min mor tørt, mens hun så indgående på mig.

"Ej øv!", grinte jeg smørret.

"Så hun var flad, som et bræt?", grinte jeg smørret. Min mor rystede på hovedet og grinte. Hun kærtegnede mig på kinden.

"Bare rolig, Justin. Julie havde både til gården og gaden... Hun var naturlig smuk med sinde blå øjne og det smukke smil med de røde læber, når hun ellers havde det godt...", forklarede min mor med et smil og skulle til at rejse sig, men jeg stoppede hende ved at holde i hendes overarm.

"Når, hun havde det godt?", spurgte jeg undrende. Min mor sukkede og smilte ikke.

"Hun var syg nogle dage og du passede meget på hende, men vi fandt aldrig ud af hvad hun fejlede og det mest mystiske var, at hun slet ikke var registreret i systemet. Hun var som et menneske, der ikke eksisterede uden personnummer eller fødselsattest...", forklarede min mor med at suk. Jeg måbede.

"Er det rigtigt det du siger?", spurgte jeg målløs. Min mor nikkede med et smil og rejste sig og så ned på mig.

"Men takket være dig og din omsorg, så blev hun rask og så et par dage efter søndag d 14 december om formiddagen, så bemærkede din mormor og jeg, at hoveddøren blev åbnet og lukket et par gange, men vi tænkte ikke over det, som sådan? Et par timer efter, begav jeg mig op til gæsteværelset, som du og Julie brugte til at sove i, men hverken hun eller du var der - I var begge som sporløst forsvundet og det var en frygtelig snestorm den dag...", forklarede hun yderligere. Jeg måbede med store øjne.

"Så Julie og jeg forsvandt bare i snestormen, bare sådan uden videre?", spurgte jeg målløs. Min mor nikkede med et svagt smil. Dagen efter kontaktede vi politiet, for at sende en efterlysning ud på jer. Du kan tro, der virkelig var drama i medierne, da der blev skrevet spalte op og ned om din pludselige forsvinden. Der blev twittet en masse om, at alle dine Beliebers bad for dig, at du ikke var kommet noget slemt til skade... Men nu er du endelig tilbage, men har tydeligvis fortrængt en del?", svarede min mor med et bekymrende smil.

"Hukommelsestab...", mumlede jeg med et suk. Min mor grinte svagt.

"Det tror jeg nu ikke det er, Justin? Det kunne have været et form for chok eller noget, som har gjort, at der er visse minder du bare har fortrængt, måske fordi du var bange for at blive såret af virkeligheden?", svarede min mor med et lille smil. Hun kyssede mig på panden.

"Se at blive færdig, så vi kan komme af sted...", tilføjede hun med et smil og gik ud af mit værelse.

Jeg undrede mig virkelig.

"Hvorfor fortrænge det?", mumlede jeg undrende. Det gav jo slet ikke mening?


Imens i Nordpolen


Julies synsvinkel:

"You better watch out... You better not cry... You better not poud, I'm telling you why...

Santa Claus is coming to...."

"Aaarh, jeg bliver vanvittigt!", afbrød jeg min stille sang og lagde mig sukkende om på ryggen i sengen. Jeg følte mig tom i hjertet - Virkelig tom! Der var intet - INGENTING!

"Duk duk duk!"

Jeg sukkede hårdt og magtede slet ikke at se hen mod døren. Ja, jeg magtede ikke engang at svare. Jeg puttede mig under min tykke dyne og isbjørnetæppet ovenpå, var absolut ikke for meget.

"Hvorfor skal der være så pokkers koldt her?", mumlede jeg lettere rystende i kroppen. Jeg kunne høre døren gå op og klikke sig i igen.

"Din far vil gerne tale med dig, Julie!"

Det var tydeligt at høre, at det var Harveys stemme, som var i rummet.

"Hvorfor?", snøftede jeg svagt og puttede mig ekstra godt under dynen.

"Han ville ikke sige hvorfor til mig, men han mener at det er vigtigt at i får talt sammen under fire øjne..."

Jeg græmmede mig over kulden i værelset og kunne mærke, at jeg frøs mere end jeg normalt var i stand til at gøre.

"Hvorfor skal her være så forbandet koldt? Jeg føler mig koldere end indlandsisen...", hulkede jeg skræmt.

"Der er da aldeles ikke koldt? Sig mig, er du blevet syg, Julie?"

Harveys stemme lød bekymrende. Jeg rystede i kroppen under dynen.

"Jeg tror det?", snøftede jeg svagt.

"Okay, jeg sender bud efter doktor Gretchen, så må hun lige se på dig - Jeg beder din far komme op til dig i stedet, selv om han har meget travlt nede på kontoret!"

Jeg nikkede svagt under min dyne.

"Okay...", snøftede jeg svagt og jeg hørte døren klikke sig i igen. Jeg lukkede øjnene og koncentrerede mig mest om at få varmen, men det var svært. Hans dejlige brune øjne tonede frem for mit indre og mindet om hans blide kys gjorde det heller ikke bedre. Jeg savnede ham helt sikkert, men ønskede bare at jeg kunne give slip på ham....


"Julie?"

Hans stemme vækkede mig ikke længe efter, jeg havde lagt mig til at sove. Min dyne blev trukket lettere væk fra mit hoved, så jeg straks så min fars ansigt, der var mærket af bekymringer. Han rystede stille på hovedet uden at smile.

"Min lille skat... Jeg bliver nød til at fortælle dig noget, som jeg ellers har undladt at fortælle dig...", forklarede han stille. Jeg lå og rystede af kulde. Han lagde sin varme hånd på min pande og sukkede.

"Du har feber...", forklarede han stille. Jeg snøftede.

"Ja, men hvorfor? Jeg plejer normalt aldrig at blive syg, men det er anden gang jeg bliver syg, siden Justin kom ind i mit liv...", svarede jeg med rystende stemme. Min far nikkede med et suk og så bekymret ned på mig.

"Der er en grund til, at du bliver så syg min skat...", forklarede han stille.

Jeg græmmede mig over kulden og min far lagde utvivlsomt mærke til det, for han puttede min dyne godt op omkring, så kun mit ansigt tittede frem.

"Hvorfor?", snøftede jeg. Han sukkede hårdt og gned sig lettere i panden.

"Du er ikk..."

Han stoppede sig selv midt i sin sætning og så med et hårdt suk ned i gulvet fra min sengekant, så han ikke længere så på mig.

"Hvad er det, far?", spurgte jeg rystende.

"Du er ikke nogen nisse længere, og du vil heller aldrig finde dine magiske evner igen, så længe du render rundt med knust hjerte... Jeg er ligesom klar over, at du ikke kan glemme Justin...", forklarede han med ryggen til.

Jeg måbede og satte mig straks op i sengen og glemte lidt om at jeg frøs og havde feber. Min far vendte sig omkring og jeg satte mig op på hans skød. Jeg knugede mig frysende ind til hans varme store mave.

"Lille skat, du er jo en frossenpind...", sagde han med bekymring i stemmen og straks mærkede jeg isbjørnetæppet omkring mig.

"Hvad skal jeg gøre, far? Jeg savner ham, selv om han ikke vil kendes ved mig længere...", græd jeg stille. Min far kærtegnede mig i håret med hans varme store hånd.

"Det eneste håb for at du ville kunne få det bedre på den ene eller anden måde, ville være, at han flyttede hertil og giftede sig med dig...", forklarede min far stille. Jeg så forsigtigt op mod hans ansigt.

"Hvad er... det andet... alternativ?", spurgte jeg med små snøft, mens flere tårer rendte stille ned ad mine kinder.

Min far sukkede med sådan et nedtrykt ansigtsudtryk. Aldrig havde jeg set min far med så meget sorg tegnet i ansigtet. Han så ned på mig og flere tårer rendte fra hans ellers så blå øjne.

"Min lille skat, min lille elskede klejne... Det andet er...", forklarede han, men han begyndte at hulke stille.

Jeg græd og kravlede op og omfavnede ham om hans tykke varme nakke og puttede mit hår under hans glinsende og hvide tykke hår i nakken.

"Sig d... det...", snøftede jeg grådkvalt og puttede mig på hans skulder.

"Justin skal erklære sin kærlighed til dig, og så må du bo hos ham, hvis han ikke vil bo på Nordpolen...", græd han stille. Jeg hulkede stille.

"Hvad hvis han slet ikke elsker mig længere?", hulkede jeg. Min far hulkede voldsommere end nogensinde.

"Så dør du af hjertesår, lille skat...", hulkede min far. Jeg brød fuldstændigt sammen og knugede mig ind til ham.

"Jeg kan ikke... Far... Hjælp mig...", hulkede jeg.

Jeg følte en masse kys på min pande.

"Jeg vil gøre mit bedste, lille skat... Jeg er ikke julemanden for ingenting...."

 

Åh nej! Det tyder slet ikke godt for Julies velbefindende.

Vil det lykkedes julemanden at bringe din datter sammen med Justin?

Vil juleglæden komme tilbage til Julemanden så han også kan formå at bringe juleglæde og julegaverne ud til alverdens børn?

Vil Justin og Julie få hinanden igen?

Følg med, når jeg åbner endnu en låge d. 21 december!

~ Ida

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...