Santas Little Helper (færdig)

Julen nærmer sig hastigt og alle er så småt i gang med at pynte op eller finde julepynten frem - Lige ledes burde det være på samme vis hos den verdenskendte Justin Bieber. - Meget er gået op og ned for ham, særligt hvad angår kærligheden til Selena Gomez. Han har nu opgivet alt omkring Selena og lykke er ikke ligefrem det der fylder hans hjerte. Selv glæden til julen har forladt ham. Nordpå - faktisk Nordpolen, er der fuld gang i løjerne hos Julemanden og alle hans hjælpere. Julie Noel Claus på 17 år er en rigtig drillenisse og ingen ringere end Julemandens datter. Julie er selv Belieber - Sjovt nok! Så Julemanden ser det kun som passende, at Julie vil finde juleglæden frem hos Justin - Hun får til opgave, at hjælpe Justin på rette vej, men hvad sker der, når Justin pludseligt opdager Julie? Er det på godt eller ondt? Følg med i en blanding af eventyr, jul og umage kærlighed, når jeg åbner den første kalenderlåge på mandag d 1 December ;)

138Likes
390Kommentarer
31340Visninger
AA

21. 19 December


19. December

Justins synsvinkel:

Jeg glippede mine øjne stille op hvor det meste syntes være sløret. Jeg vendte mig om på højre side og så pludseligt klart foran mig. Jeg så én sidde på sengekanten. Jeg rykkede mig om på ryggen og så helt op og opdagede hendes svage smil. Hvad i alverden lavede hun her?

"Sel?", spurgte jeg målløst. Hun nikkede med et svagt smil.

"Hvor har du været henne, Justin? - Du har været efterlyst siden d. 14 December...", forklarede hun stille. Jeg så forundret på hende og satte mig op i sengen og lænede mig op ad sengegærdet.

Jeg rystede forvirret på hovedet.

"Hvad mener du? - Jeg har ligesom været her hele tiden...", svarede jeg med et smil. Selena så undrende på mig og rystede langsomt på hovedet.

"Neeej, du har ikke... Du forsvandt sporløst fra dine bedsteforældre og forældre i Canada d. 14...", svarede hun stille. Jeg så med et undrende løftet øjenbryn på Selena.

"Hvad? Jeg har da hele tiden været her?", svarede jeg med et spørgsmål.

"Så du tog altså bare hjem fra Canada, for at være her?", spurgte Selena. Jeg grinte svagt og rystede på hovedet.

"Jeg har altså ikke været i Canada og hvad laver du her? Jeg troede, at vi ligesom var ovre med hinanden?", spurgte jeg målløs. Selena sukkede og rystede på hovedet.

"Du må være ramt af hukommelsestab, Justin? For du tog altså til Canada sammen med din mor, for at bruge juledagene hos din familie, men både dine forældre og bedsteforældre, fortalte at du forsvandt sporløs... De aner slet ikke, at du er her?", forklarede Selena med et suk. Jeg så forundret på hende.

"Har jeg så hukommelsestab?", spurgte jeg undrende. Selena trak på skuldrene.

"Det må du vel have, siden du intet husker? Så kan du vel ikke engang huske hvad der er sket i mellemtiden?", spurgte Selena undrende.

Jeg så undrende på hende og trak mit lagen væk fra min krop og rejste mig med et suk fra min seng og så hen på hende.

"Fortæl mig så lige, hvordan du kan få det til at lyde som et hukommelsestab? Jeg har jo ligesom ikke glemt hvem jeg selv er eller hvem du er? For ikke at tale om min familie, alle mine venner og mine fans? Jeg har intet glemt om min status her i verden? Jeg ved ligesom godt hvem jeg selv er, så fortæl mig lige, hvor den hukommelsestab skulle ligge henne?", spurgte jeg sarkastisk.

Selena bed sig i underlæben. Den typiske gestikuleren hun havde, når hun tænkte sig om.

"Altså, siden du ikke husker noget af de dage, hvor du har været forsvundet og at du hundrede procent mener, at du IKKE har været i Canada? Ja, så må du bestemt lide af en form for hukommelsestab - måske din korttidshukommelse?", forklarede hun med et skævt smil.

Jeg sank en klump og følte pludseligt, at jeg havde et tomt hul i mig, som jeg ikke forstod en rygende papfis af?

"Hvilken dato har vi i dag?", spurgte jeg med armene over kors og med et sarkastisk smil. Selena smilte skævt.

"Se, du aner ikke engang hvilken dag vi har? Det er fredag d. 19 December...", svarede hun med et skævt smil. Jeg så chokeret på hende.

"What the fuck?!", fløj det ud af mig.

"Det kan da ikke passe? Hvad pokker har jeg lavet i mellemtiden?", spurgte jeg målløs. Selena trak på skuldrene og rystede på hovedet.

"Det ved jeg da ikke? Men du har været forsvundet indtil jeg fandt dig her i soveværelset og sjovt nok vidste ingen, at du åbenbart har været her? Du har bare gemt dig fra omverdenen?", svarede Selena med et spørgsmål. Jeg så mærkeligt på hende og rystede på hovedet.

"Jeg ved det ikke?", svarede jeg målløst.

Hun sukkede og rejste sig fra min seng.

"Jeg går ned og laver lidt morgenmad til dig - Vi er ret alene i huset, såeh...", svarede hun med et svagt smil. Jeg nikkede lettere forvirret, mens jeg kradsede mig undrende i håret. Jeg så hurtigt hen på hende.

"Vent?!", udbrød jeg højt og Selena standsede halvvejs mod døren til soveværelset og vendte sig omkring, mens hun så spørgende på mig med et lille smil.

"Ja?", spurgte hun stille. Jeg smilte skævt.

"Hvordan... Hvordan kom du ind?", spurgte jeg målløs. Hun fniste og rystede på hovedet.

"Det er måske lidt dumt det her, men Pattie gav mig en ekstranøgle for en måneds tid siden...", svarede hun med et nervøst smil.

"HVAD?! - Hvorfor fanden har hun gjort det?!", udbrød jeg olmt. Selena krympede sig og trak nervøst på skuldrene.

"Jeg tror, din mor ønskede for os, at vi ikke kom helt fra hinanden?", svarede hun med et undskyldende smil.

Jeg sukkede hårdt og tog mig til hovedet og lod min venstre hånd køre gennem mit tykke hår.

"Hvor herre bevares...", mumlede jeg hårdt. Selena nikkede blot med et undskyldende smil.

"Undskyld... Din mor ved bare, at jeg virkelig elsker dig af hele mit hjerte...", svarede hun stille. Jeg så træt på hende.

"Nå!", svarede jeg ligeglad. Selena nikkede og pegede mod døren. Jeg går ned og laver lidt morgenmad til dig...", sagde hun med et svagt smil.

Jeg nikkede blot og hun vendte sig og forsvandt ud af værelsesdøren. Jeg satte mig opgivende ned på sengekanten og så pludseligt hen på mit sengebord, hvor en lille porcelænsnisse stod. Jeg grinte svagt over det og lagde mig ned i sengen og så op i loftet og så en mistelten næsten hen over sengen. Den var helt tør og falmet. Jeg undrede mig over, hvorfor pokker der hang en falmet og tør mistelten lige der?

Jeg mente bestemt ikke, at jeg havde været sammen med andre piger end Selena og det var jo et pænt stykke tid siden. Jeg sukkede hårdt og af ren refleks rakte jeg ud efter min iPhone på sengebordet, men opdagede hurtigt, at den ikke var der, eftersom jeg kiggede over på sengebordet. Der var kun den skide porcelænsnisse, som jeg kunne undre mig over, bare stod der? Det gav bare ikke mening? Jeg sukkede irriteret og rejste mig atter fra sengen og gik hen til mit walk in closet og greb ud efter en random t-shirt og et par joggingbukser. Jeg magtede ikke at gøre noget ud af mig selv lige nu.

Jeg smuttede ud af soveværelset og småløb ned ad vindeltrappen, til jeg kom ned til stuen, hvor jeg opdagede det mest smukke store juletræ i stuen. Jeg kunne virkelig ikke lade være med at smile over det. Hukommelsessvigt eller ej, så kunne det smukke pyntede juletræ ikke fjerne min glæde over julen, altså sådan da? Jeg havde det stadigt som om, noget manglede i mig. Jeg følte mig ret hul i hjertet. Jeg gik hen til sofaen og betragtede træet op som jeg sad der og studerede det, så opdagede jeg blandt alt mit nye og gamle julepynt, hang der et par små bjælder med en rød sløjfe om. Jeg smilte lidt over dem og rejste mig og gik hen og tog bjælderne fra træet og betragtede dem i min hånd. 

"De minder mig om...", mumlede jeg og hørte pludseligt en sød fnisen i mine tanker. Jeg lukkede hånden om bjælderne og lukkede øjnene og så nu et par isblå øjne for mig. De smilede til mig en rød mund smilte med det smukkeste tandsmil. Der var hun! Pigen, som jeg drømte om.

"Hvad laver du?"

Selenas stemme et sted i stuen, afbrød mine tanker på min drømmepige, så jeg åbnede øjnene også lige ind i det smukke juletræ, der faktisk gik op for mig, ikke var af plastik, men det smukkeste og ædleste Normanner gran - Helt sikkert nordfra. Jeg så ned på min lukkede hånd og åbnede den og så på de søde julebjælder. Jeg greb let i dem med fingerspidserne og tog dem op til mit venstre øre og rystede blidt i dem.

"Ding ding ding!"

Jeg smilte stort over dem.

"De virker!", udbrød jeg lykkeligt.

Selena stilte sig pludseligt til venstre for mig ved  træet og så på mig med et undrende løftet øjenbryn og armene over kors.

"Justin, er du okay?", spurgte Selena undrende. Jeg nikkede med et smil og viste hende bjælderne.

"De virker!", udbrød jeg glad.

Selena så mærkeligt ned på julebjælderne på min håndflade.

"Eeeh ja? Det er vel ikke bjælder for ingenting? Sådan nogle ringer jo?", svarede hun sarkastisk og himlede med øjnene og vendte sig om og gik mod køkkenet.

"Morgenmaden er klar!", svarede Selena med ryggen til og forsvandt ud af stuen. Jeg sukkede trist og så ned på bjælden igen.

"Når en bjælde ringer af sig selv, så betyder det, at juleenglen har fået sine vinger...", mumlede jeg med et lille bedrøvet smil og hang bjælden op på træet igen og vendte mig væk og gik mod køkkenet....


"Selena - Tror du på, at når en julebjælde eller klokke ringer af sig selv, så får en juleengel sine vinger?", spurgte jeg helt seriøst med et lille smil og tog derefter endnu en bid af min pandekage på tallerkenen. Selena så med et løftet øjenbryn på mig, mens hun hældte appelsinjuice op til mig.

"Tror du virkelig på det vås, Justin?"

Jeg trak på skuldrene og smilte skævt og rystede kort på hovedet.

"Jeg ved det ikke? - Måske?", svarede jeg med et lille smil og tog en tår af min juice. Hun hældte juice op til sig selv og satte sig på den anden barstol ved køkkenbordet på den anden side, så vi sad over for hinanden. Jeg tog lidt røreæg på min gaffel og så op på hende.

"Jeg mener... Noget må man jo ligesom tro på, ikke? Ligesom vi tror på gud, så må julen vel også have lidt en sammenhæng med juleenglene, ligesom med Jesus barnet - Forstår du hvad jeg mener?", forklarede jeg med et svagt smil. Selena sagde ingenting. Blot så hun på mig på en lidt fjern måde, mens hun pillede en appelsin. Jeg grinte sarkastisk.

"Mangler du c-vitaminer?", spurgte jeg ligeud. Hun stoppede med at pille i appelsinen og så spørgende på mig.

"Hvad mener du?"

Jeg grinte smørret.

"Siden du både drikker appelsinjuice og nu også piller en appelsin?", grinte jeg smørret. Hun rynkede næse ad mig.

"Jeg kan bare godt lide appelsiner, okay?", svarede hun sarkastisk. Jeg trak på skuldrene.

"Det er egentligt mærkeligt...", mumlede jeg lettere mens jeg sad og drejede lidt på mit glas med juicen i på bordet.

"At hvad?", spurgte hun med et løftet øjenbryn. Jeg smilte smørret.

"Jeg føler mig faktisk meget i julehumør - Jeg overvejer seriøst at fordoble flere af de sædvanlige donationer til de fonder jeg ellers donerer til her i juletiden... Ville det ikke være perfekt?", forklarede jeg glad. Selena smilte ikke og pillede en appelsinbåd fra de andre.

"Ja hurra!", svarede hun sarkastisk og tog en bid af appelsinbåden.

Jeg så med løftet øjenbryn på hende.

"Er du slet ikke i julehumør?", spurgte jeg forundret. Hun sukkede hårdt.

"Justin, hvorfor tror du jeg er her?"

Jeg så spørgende på hende.

"Eeh, du ledte efter mig, og fandt mig?", svarede jeg med et spørgsmål og smilte skævt. Hun nikkede men smilte ikke.

"Også det, men det var ikke kun derfor jeg kom... Jeg har ligesom lavet morgenmad til dig fordi jeg ønsker en chance til...", sukkede hun hårdt. Jeg sank en klump og så flygtigt ned i maden inden jeg så op på hende igen.

"Det kan jeg altså ikke give dig, Sel... Jeg mener... Jeg er virkelig taknemmelig for, at du har lavet morgenmad til mig og at du i det hele taget gerne vil snakke med mig, men det bliver ikke os, ikke igen...", svarede jeg med et svagt suk og smilte svagt til hende. Hun så frustreret ud.

"Forklar mig venligst hvad jeg gør forkert?", udbrød hun og hun begyndte at græde. Jeg sukkede hårdt og rejste mig og gik hen til hende og omfavnede hende i et varmt knus.

"Sel, du gør intet forkert... Vi er bare vokset fra hinanden...", svarede jeg stille i håret på hende.

Hun fjernede sig fra mit knus og så op på mig.

"Hvem er hun?", hulkede hun. Jeg så undrende på hende og rystede uforstående på hovedet.

"Jeg forstår ikke helt hvad du mener?", spurgte jeg undrende. Hun stoppede sine snøft og tørrede sine kinder.

"Der er en pige, Justin - Jeg kan se det på dig!", udbrød hun frustreret. Jeg rystede på hovedet.

"Eh nej, der er ingen pige...", svarede jeg undskyldende.

- Måske bortset fra min drømmepige, som jeg så for mit indre, men hun var jo bare fantasi!

"Justin, du kan altså ikke narre mig... Jeg har ligesom ikke glemt alt om vores seneste telefonsamtale, hvor du nævnte en Julie for mig?", kom det med et hårdt snøft fra hende. Jeg så undrende på hende.

"Julie?", spurgte jeg målløs. Selena snøftede og nikkede.

"Du nævnte en Julie, men jeg vidste ikke, om det bare var et tilfælde med hendes navn, for du gjorde bare nar og jokede med, at hun var en nisse...", forklarede Selena med et snøft.

Jeg så forundret på hende og grinte sarkastisk, mens jeg trådte et par skridt bag ud.

"Det må have været en tilfældighed, Sel, for der er ingen Julie? Jeg kender ingen Julie og jeg husker i hele taget ikke den samtale? Ja undskyld, men det er faktisk som om jeg har huller i min hukommelse? Der er visse dele jeg ikke husker og det er faktisk underligt, men sjovt nok så føler jeg en utrolig behagelig juleglæde i mig...", forklarede jeg med et smil. Selv om jeg følte mig hul og lettere ensom inden i.

Selena så bedrøvet på mig.

"Så kan jeg konstatere trods din hullede hukommelse, at der formentligt har været en Julie, som du har set til, selv om du ikke husker hende?", sukkede Selena og hun rejste sig fra barstolen og tog sin håndtaske og skulderen og så hen på mig med et såret blik.

"God jul...", mumlede hun trist og hun begav sig ud mod hallen. Jeg betragtede hende målløst og begyndte at småløbe efter hende ud til hallen.

"Ved du forresten hvor min iPhone er henne?!", råbte jeg efter hende, da hun var nået godt hen mod hoveddøren. Hun vendte sig målløst omkring og så som en fortabt på mig.

"Din iPhone?", spurgte hun chokeret. Jeg smilte skævt og trak på skuldrene.

"Ja eh altså? Jeg kan ikke finde den og jeg vil virkelig gerne ringe til min mor og alle de andre og give dem besked om at jeg er i live!", svarede jeg med et smil. Selena fnyste olmt.

"Tag dog hen til hende i stedet!", kom det småhårdt fra hende og hun gik ud af døren og smækkede i med et brag. Jeg sukkede hårdt opgivende.

"Ja, der er vel ikke andet for?", mumlede jeg og besluttede mig for at smutte ovenpå og ordne mig rigtigt....

 

Hmm, noget kunne tyde på, at julemanden fik Justin til at glemme om alt hvad der havde med Julie at gøre.

Selena har tilsyneladende ikke glemt noget om denne mystiske Julie, så har Selena ret i, at der faktisk var en Julie i Justins liv?

Vil Justin nogensinde få Julie at se igen - og hvorfor virker julebjælderne på juletræet så genkendeligt for Justin?

Husker han bare lidt fra noget, som allermest kunne virke som en drøm?

Noget kunne tyde, trods Justins hjerte, der føles tomt, at han faktisk har juleglæden med sig, så er det ikke det vigtigste for ham, eller hvad synes i?

~ Ida

Nb. Beklager mine lidt kedelige kapitler, men det bedste er heller ikke kommet endnu ;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...