Santas Little Helper (færdig)

Julen nærmer sig hastigt og alle er så småt i gang med at pynte op eller finde julepynten frem - Lige ledes burde det være på samme vis hos den verdenskendte Justin Bieber. - Meget er gået op og ned for ham, særligt hvad angår kærligheden til Selena Gomez. Han har nu opgivet alt omkring Selena og lykke er ikke ligefrem det der fylder hans hjerte. Selv glæden til julen har forladt ham. Nordpå - faktisk Nordpolen, er der fuld gang i løjerne hos Julemanden og alle hans hjælpere. Julie Noel Claus på 17 år er en rigtig drillenisse og ingen ringere end Julemandens datter. Julie er selv Belieber - Sjovt nok! Så Julemanden ser det kun som passende, at Julie vil finde juleglæden frem hos Justin - Hun får til opgave, at hjælpe Justin på rette vej, men hvad sker der, når Justin pludseligt opdager Julie? Er det på godt eller ondt? Følg med i en blanding af eventyr, jul og umage kærlighed, når jeg åbner den første kalenderlåge på mandag d 1 December ;)

138Likes
390Kommentarer
31372Visninger
AA

20. 18 December


18. December

Justins synsvinkel:

Det var med en hård knude i maven, at jeg nærmede mig med meget langsomme skridt mod Julies værelse. Hun måtte lære at forstå, at jeg kun havde reelle intentioner, men der var bare visse ting, som jeg havde lovet julemanden ikke at røbe over for hende. Efter dagen i går, virkede alt bare så nytteløst. Jeg var tæt på at give alt op. Tænk at bare fordi hun var julemandens datter, skulle blive sådan et kæmpe problem? Jeg gruede virkelig for at miste hende - Specielt efter dagen i går, hvor hun havde låst sig inde på sit værelse...

"Kom nu, baby - Du kan ikke bare give op?!", kaldte jeg med et lille grin efter hende.

Hun sad bare og så surt på mig fra den anden ende af søen. Jeg skøjtede hen til hende og så smilende ned på hende.

"Hvorfor er jeg blevet så pokkers dårlig til at stå på skøjter? Du er mindst hundrede gange bedre end jeg - det er slet ikke fair, Justin...", sukkede hun hårdt og så ned i isen.

Jeg grinte svagt og satte mig på hug ned foran hende og lagde mine fingre under hendes hage og fik hende til at se på mig. Jeg smilte kærligt.

"Det er bare ikke alt man kan være god til, baby...", svarede jeg stille, selv om jeg i realiteten godt vidste, at det var noget af en bortforklaring at give hende.

Hun havde hårdnakket påstået, at hun ellers var fantastisk til at skøjte. Jeg var af den overbevisning også sikker på, at det var et af hendes talenter og færdigheder, som hun mistede, da hun mistede sine magiske evner. Hun snøftede svagt, men græd dog ikke, men jeg kunne mærke på hende, at det gik hende på.

"Det virker bare så underligt, Justin - Jeg var ellers så god, men nu er jeg bare en kæmpe klodsmajor til det. Jeg dur ikke til det længere. Jeg kan lige så godt indse det. Jeg er snart ikke noget værd længere...", sukkede hun hårdt.

Jeg smilte svagt og lagde mine arme under hendes arme og begyndte at rejse mig med hende.

"Opsedasse!", svarede jeg svagt anstrengende og fik hende op at stå. Hun så opgivende på mig.

"Hvad hvis alt jeg ellers stod for her i livet, er en stor løgn?", spurgte hun magtesløs. Jeg så med et undrende løftet øjenbryn på hende.

"Hvad mener du, baby?"

Hun sukkede og så væk fra mig et øjeblik, inden hun så på mig igen.

"Altså - Siden jeg fik opgaven med at jeg skulle få dig til at finde juleglæden igen, og vi så forelskede os i hinanden, så begyndte jeg at blive syg og jeg mistede mine magiske evner - De er væk nu og jeg havde bare håbet på, at de ville dukke op igen, men intet er sket? - Justin, jeg mister mig selv lidt efter lidt - Jeg mister mit liv...", forklarede hun med et lille knæk i stemmen. Jeg så målløs på hende.

"Så du mener altså, at det er min skyld, at du mister dig selv?", spurgte jeg pænt såret i mit hjerte.

Julie sukkede hårdt og rystede let på hovedet.

"Nej, selvfølgelig ikke, men det går mig virkelig på, at alt bare er gået skævt siden vi to begyndte at kysse med hinanden og sådan...", forklarede hun.

Jeg vidste egentligt ikke hvad jeg skulle tænke og tro?

"Du har fortrudt os to - Har jeg ikke ret?", spurgte jeg måske lettere hårdt. Julie begyndte at græde.

"Jeg ved det ikke?", hulkede hun foran mig. Jeg stod blot og så lettere ned på hende. Jeg vidste ikke, om jeg skulle trøste hende eller lade hende være.

"Julie, jeg ville jo med dig, fordi jeg elsker dig... Tror du selv, at jeg havde rendt efter dig på den måde, hvis jeg ikke var glad for dig?", spurgte jeg med en klump i halsen. Hun hulkede og så op fra hendes hænder. Hendes tårer rendte ustandseligt ned ad kinderne.

"Justin, du forstår ikke... Jeg er julemandens datter - Det vil i realiteten aldrig gå mellem os! Du har også dit eget berømte liv. Din familie og venner og ikke for at tale om dine Beliebers? - De mangler dig alle sammen - Kan du ikke se det?", græd hun hårdt. Jeg sukkede bedrøvet og tog mig til hovedet.

"Hvor pokker vil du hen med det? Du er julemandens datter? So what?! Jeg elsker dig jo, er det ikke nok?", spurgte jeg med en ret ubehagelig følelse i hjertet. Hun hulkede voldsommere end før.

"Justin... Jeg er jo en nisse?", hulkede hun. Jeg sank en klump.

"Hvad så? Din mor er et menneske, der er gift med din far, julemanden? Det er det samme med os...", forklarede jeg. Julie rystede på hovedet.

"Du forstår ikke...", hulkede hun og hun skøjtede ret usikkert af sted.

Jeg burde i princippet lade hende være, efter hun havde afvist mig på den måde, men efter to fald på isen, gav jeg efter og skøjtede hen til hende. Hun græd voldsomt, mens hun sad der med ryggen til.

"Skal jeg hjælpe dig?", spurgte jeg med et hårdt suk, mens jeg stod og så ned på hende.

"Lad mig være, Justin... Det nytter ikke noget...", hulkede hun, mens hun begyndte at kravle det sidste stykke hen til kanten, hvor vores støvler stod.

Jeg sukkede hårdt, mens jeg bare betragtede hende sidde og tage sine skøjter af.

"Hvad hvis du ikke var nogen nisse? Ville det så have nogen betydning for os?", spurgte jeg ligeud. Julie stoppede sin gråd og så op på mig.

"Hvordan kan du sige sådan noget, Justin? - Selvfølgelig stopper jeg aldrig med at være nisse - Det er jo ligesom mit liv...", sukkede hun hårdt, mens hun så op på mig, inden hun flyttede blikket ned for at koncentrere sig om at binde sine sorte lange vinterstøvler, der mindede utroligt meget om julemandens støvler, bare længere end hans og meget mere feminine i skosnuden med en lav hæl på.

De var faktisk flotte og med et guldvedhæng om anklen med små julebjælder og klokker på, der dog ikke ringede, men bare så sødt ud, som pynt.

Jeg satte mig ned i sneen ved siden af hende, så hun så opmærksomt på mig.

"Er vores forhold så slut? Er det det du siger?", spurgte jeg bedrøvet, mens jeg selv tog mine skøjter af, for der efter at tage mine egne støvler på. Julie sagde ikke noget, men sukkede blot.

"Julie! Please, vær sød at svare mig?", tilføjede jeg distræt. Hun så på mig med et blik, der virkede forvirret.

"Jeg ved det ikke, Justin? - Du må give mig tid...", svarede hun.

Jeg snøftede og tørrede flygtigt den forvildede tåre væk fra min kind.

"Jeg skulle aldrig have forelsket mig i dig - Det har helt sikkert været min største fejl til dato... Jeg var endelig kommet over Selena netop pga dig... Julie, du hjalp mig videre - Lige der, hvor jeg følte at jeg ikke kunne bunde... Nu føler jeg mere at jeg drukner, kun fordi du afviser mig, fordi du er en skide nisse med dit skide nordpolske liv...", svarede jeg med et knæk i stemmen og rejste mig og gik mod kongsgården.

"Justin?!"

Hendes stemme et stykke bag mig, gik mig vitterligt på. Jeg havde brug for ro til at tænke alt igennem...

"Justin?"

Hans stemme bag mig, gjorde mig lettere overrasket. Jeg vendte mig om og så lettere op på ham. Han så ret bekymret på mig.

"Måske, du burde lade hende være, Justin? - Hun har meget at tænke over...", forklarede Scott. Jeg sukkede hårdt og så ned i gulvet.

"Jeg ville bare ønske, at hun ombestemte sig - Jeg elsker hende jo...", svarede jeg med et knæk i stemmen. En stor hånd klappede mig let på skulderen.

"Det kan jeg godt mærke på dig, men i er begge fra to forskellige verdener - Lad hende få lov til at tænke over, hvad hun vil... Du har jo også dit eget liv - Der er med garanti mange, der savner dig der hjemme...", forklarede han. Jeg så op på ham med tårerne rendende stille ned ad mine kinder.

"Hvorfor kan vi ikke fortælle hende, at hun praktisk talt ikke er nisse igen?", spurgte jeg med et snøft. Han sukkede svagt og smilte langtfra.

"Fordi, hun har sit eget valg. Hun skal ikke vælge et liv med dig, kun fordi hun ved, at hun ikke længere har magiske evner. Hun skal kun vælge dig, hvis hun føler helt inderst i hjertet, at hun elsker dig betingelsesløst og slet ikke kan undvære dig... Du skal være drivkraften i hendes liv, men så længe hun tvivler så meget lige nu, så er hun slet ikke afklaret med sig selv. Du er trods alt den aller første kæreste, som hun har haft. Du der i mod, har haft en fast on og off kæreste i flere år. Du har været sammen med andre piger i din verden. Du og Julie, er så meget ulig hinanden og du har blot gjort Julie mere fortvivlet, end hun måske var i forvejen, netop fordi du ikke ville give slip på hende. Giv Julie tid til at tænke over hvad hun selv vil...", forklarede Scott med et meget svagt smil. Jeg rystede på hovedet.

"Hvorfor ikke fortælle hende sandheden, at hun ikke er nisse længere? Hun må da vide bare vide det!", udbrød jeg frustreret. Scott rystede på hovedet.

"Hun har sin egen frie vilje... Hun tvivler på jeres forhold og det er fordi hun ikke ved af hjertet hvilket liv hun skal vælge og lige der viser det sig, at hun slet ikke er parat til et liv med dig. Hun er måske ikke nogen nisse længere, men hun føler sig som en nisse - Det må du forstå...", forklarede han. Jeg rystede frustreret på hovedet.

"Det kan bare ikke passe, Scott?! Jeg føler, at hun er som en engel sendt fra himmelen til mig - Hun kom til mig, hvor jeg var mest nede - Hun reddede mig fra mine sorger over Selena!", svarede jeg med et snøft og følte tårerne få frit løb. Scott lagde sin hånd på min venstre skulder.

"Du glemmer noget, Justin... Hendes mål var ikke, at du skulle forelske dig i hende... Hendes opgave, var at få dit julehumør tilbage - Ikke at få dig til at forelske dig i hende...", forklarede han. Jeg fnyste frustreret.

"Fuck julen, hvis jeg ikke kan få hende!", råbte jeg frustreret og kunne nu ikke holde mine hulk væk. Scott så chokeret på mig.

"Jamen dog, Just...."

"Bring mig hjem!", afbrød jeg ham hårdt. Scott rystede forvirret på hovedet.

"Jame...."

"BRING MIG HJEM! SAGDE JEG!", råbte jeg arrigt, så han forstummede og blot nikkede lettere bleg i ansigtet.

Straks dukkede Julie op henne fra hendes værelsesdør. Jeg så grådkvalt hen på hende.

"Justin?", hendes stemme sagde alt.

Hun var chokeret og ude af stand til at forklare sig yderligere. Jeg så på Scott igen.

"Få mig hjem...", sagde jeg lavt.

Jeg følte mig fuldkommen ligeglad med alt - Selv med Julie. Hvis hun mente, at et liv som nisse på nordpolen var vigtigere end mig, jamen hvad pokker havde jeg så at gøre her? Jeg spildte mit knuste hjerte på intet - INGENTING!

Julie kom hen til Scott og mig.

"Hvad mener du Justin?", spurgte hun frustreret. Jeg så på hende.

"Du har ret, Julie... Vi to er vidt forskellige! Der er brug for dig her og min familie, venner og mine fans forlanger det samme af mig... Det kan aldrig blive os... Tak for at have flået hjertet ud på mig - Tak for ingenting!", svarede jeg hårdt.

Julie begyndte at hulke og var ikke sen til at løbe tilbage til sit værelse. Inden i var mit hjerte knust til atomer. Selvfølgelig mente jeg intet af, at jeg fortrød Julie, for det gjorde jeg absolut ikke. Jeg elskede hende mere end noget andet. Men hun var blot et ønske, som jeg ikke kunne få eller beholde.

"Justin... Alt det mener du jo ikke...", kom det med et suk fra Scott. Jeg så olmt op på ham.

"Gu, gør jeg så! Bring mig hjem!", svarede jeg koldt. Scott nikkede og gik forbi mig.

"Følg mig!", svarede han med ryggen til....


Vi kom ned til rensdyrstalden og jeg betragtede Scott gå rundt og hviske så lavt til alle sine rensdyr - Noget som jeg overhovedet ikke kunne høre hvad var? Han rettede sig endeligt op og så hen på mig, mens han stod ved Blitzens fold.

"Skal vi ud og flyve med kane?", spurgte jeg med et skævt ansigtsudtryk. Scott smilte langtfra og nikkede.

"Jeg er ikke meget for det, Justin, men du vil jo gerne hjem, men noget siger mig, at du helst vil glemme alt om dette her, så jeg er nødsaget til at gøre noget ved dig, som bestemt ikke huer mig...", forklarede han. Jeg så undrende på ham, mens han nærmede sig mod mig.

"Hvad mener du, Scott?", spurgte jeg målløs. Scott smilte ikke og nærmede sig blot og trak nu en lille brun pose frem fra hans ene store bukselomme. Jeg betragtede ham med undren, mens han åbnede posen og stak sin hånd ned i.

"Justin... Jeg har et spørgsmål til dig?", kom det pludseligt fra ham. Jeg så undrende på ham.

"Ja?", spurgte jeg undrende.

"Tror du på julemanden?", spurgte han bare.

"Hvad?!", fløj det målløst ud af mig.

"Hvorfor er det vigtigt for dig at vide?", spurgte jeg yderligere. Scott rystede opgivende på hovedet.

"Bare svar mig, Justin? - Tror du på julemanden?", spurgte han igen. Jeg rystede opgivende på hovedet.

"Er du skør eller hvad? Du er jo julemanden, ikke?", svarede jeg med et sarkastisk grin. Scott så med et undrende løftet øjenbryn på mig.

"Var det et reelt svar, Justin? - Tror du virkelig på julemanden?", spurgte han en tredje gang. Jeg grinte tørt og så mærkeligt på ham.

"Ja, hvis det kan gøre noget for dig, så Ja! Jeg tror på julemanden!", svarede jeg sarkastisk med armene strakt foran mig.

Scott smilte svagt, men jeg kunne ikke se om det var helhjertet? Han nikkede og trak en knyttet højre hånd ud af den lille brune pose.

"Javel Justin! Hold fast!", svarede han bare og åbnede sin knyttet hånd og overraskede mig ved at kaste noget sand, eller støv imod mig.

"Hvad laver du?!", råbte jeg målløst men følte mig pludseligt søvnig på sekunder og mørket omhyldede mig.....

 

Beklager det dumme kapitel. Det var ikke det bedste, men der skulle ske et twist og det blev her ;)

Nå, hvad nu?

Hvorfor kastede julemanden støv på Justin og hvorfor skulle han vide om Justin troede på Julemanden?

Hvorfor kan Julie slet ikke finde ud af om sin kærlighed til Justin? Har hun fået kolde fødder?

Hvorfor protestere Scott (julemanden) i at fortælle sin datter, at hun altså reelt ikke er en nisse mere?

Hvad synes julemanden reelt om Justin?

Gør julemanden alt dette besvær blot for at holde Justin væk fra hans datter?

- Eller hvad mener du?

~ Ida

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...