Santas Little Helper (færdig)

Julen nærmer sig hastigt og alle er så småt i gang med at pynte op eller finde julepynten frem - Lige ledes burde det være på samme vis hos den verdenskendte Justin Bieber. - Meget er gået op og ned for ham, særligt hvad angår kærligheden til Selena Gomez. Han har nu opgivet alt omkring Selena og lykke er ikke ligefrem det der fylder hans hjerte. Selv glæden til julen har forladt ham. Nordpå - faktisk Nordpolen, er der fuld gang i løjerne hos Julemanden og alle hans hjælpere. Julie Noel Claus på 17 år er en rigtig drillenisse og ingen ringere end Julemandens datter. Julie er selv Belieber - Sjovt nok! Så Julemanden ser det kun som passende, at Julie vil finde juleglæden frem hos Justin - Hun får til opgave, at hjælpe Justin på rette vej, men hvad sker der, når Justin pludseligt opdager Julie? Er det på godt eller ondt? Følg med i en blanding af eventyr, jul og umage kærlighed, når jeg åbner den første kalenderlåge på mandag d 1 December ;)

138Likes
390Kommentarer
31406Visninger
AA

15. 14 December


14. December

Justins synsvinkel:

"...Victor Cotton, er igen på fri fod - Han blev sidst set i går klokken 7.15 pm i Easter Treadmill. Han nåede desværre at stjæle godt og vel ti kg sukkerstokke. Hold venligst jeres øjne åbne og vær forsigtige, da han formentligt har tryllestøv i baghånden... - Det dagens nyhed og her kommer gode gamle Elvis the King med en ægte blue christmas..."

"I'll have a Blue Christmas without you
I'll be so blue thinking about you
Decorations of red on a green Christmastree..."

"Damn, jeg slog mig vidst hårdere end jeg troede?", mumlede jeg og tog mig til hovedet, der føltes som om det kunne springe når som helst.

Mærkede pludseligt noget blødt og varmt ved mit hår og hvor var det jeg lå? - Var det hø? Jeg glippede øjnene hurtigt op og satte mig op med et forskrækket skrig. Jeg så til venstre for mig og troede seriøst, at jeg så syner, for der stod et stort rensdyr klods op ad mig og gumlede løs på det der kunne ligne hø, halm eller noget? Jeg så mig fortumlet omkring. Jeg var i en træbås af en art og der duftede stærkt af kanel. Der var svag julemusik i baggrunden, der kunne tyde, som kom fra en radio eller noget? Oppe under loftet hang der lange grønne granguirlander med blinkende forskelligfarvede julelys i.

Pludseligt blev der åbnet for en trælåge en meter foran mig. Jeg sad og gloede målløs på den lille pige med det lange brune hår og pinkfarvet nissehue der stod stift i luften, hvor et prinsesselignende slør hang fra. Hun var i en pink nisseagtig kjole. Ja, jeg troede jeg så syner, så jeg gned mig en omgang i øjnene og blinkede et par gange med øjnene, men pigen stod der stadig.

"Undskyld mig, men hvad laver du her og hvem er du?", fløj det ud på en flabet facon fra pigen, der kunne ligne én på 7-8 år, men hun virkede ældre på grund hendes måde at fremføre sig på. Jeg sank en klump.

"Du kender mig altså ikke?", spurgte jeg pænt forundret. Pigen rystede på hovedet.

"Men det er nok til, at jeg ved at du er fremmed her - Du er vel klar over, at du er på tophemmelig grund, ikke?", spurgte hun på en ret voksen måde, trods hendes unge alder. Jeg grinte sarkastisk ad hende og rejste mig op og så ned på hende.

"Må du godt være så flabet over for de voksne, lille ven? Hvad siger din mor til din ubehøvlede opførsel?", spurgte jeg målløs. Pigen smilte stramt.

"Lille ven? Ja, nu skal du seriøst ikke komme for godt i gang, unge mand. Jeg er med garanti meget mere moden end du nogensinde vil blive!", svarede hun flabet med armene over kors.

Jeg grinte indestængt.

"Den er du helt sikkert længere ude på landet med, frøken - Skal du ikke hjem og lege med dukker i stedet, for at opføre dig så flabet over for en voksen som mig?", spurgte jeg med et stramt smil. Pigen så olmt op på mig.

"Uuuh, du skal ikke komme for godt i gang unge mand. Sidst jeg så meget som legede med dukker, der var jeg 107 år. Jeg mener bestemt, det er godt og vel 43 år siden, jeg lagde sådan noget som legetøj på hylden!", svarede hun med et stramt smil. Jeg så mærkeligt ned på hende.

"Sig mig, er du syg? Du kan da allerhøjest være 10 år, da ikke meget mere end det?", svarede jeg med et sarkastisk smil. Pigen så træt op på mig.

"Åh du godeste! Du er jo et menneske! - Er det Julie, der har smuglet dig herind?", spurgte pigen med et træt blik op på mig. Jeg måbede og tog mig flygtigt til panden.

"Jeg har vidst fejlvurderet dig? - Du er en vaskeægte nisse, ikke?", spurgte jeg med en klump i halsen. Pigen smilte mere roligt og nikkede og rakte mig hendes hånd som hilsen.

"Jeg hedder Candice Rose og som du nok kan se, så elsker jeg lyserød!", smilte hun skævt og tog hånden til sig. Jeg nikkede med et lille grin.

"Ja, det kan jeg se - Jeg hedder Justin Bieber og jeg elsker mange farver, men mine favoritter er bestemt også lyserød, rød, lilla og sort - Det er i hvert fald mine favoritter!", grinte jeg smørret. Candice nikkede med et lille smil.

"Du ved godt, at du opholder dig i rensdyrenes stald, ikke?", sagde Candice bestemt.

Jeg så mig flygtigt omkring og så nu en masse navneskilte oven over en masse båse med rensdyr inde bag dem. Jeg så på Candice og nikkede med et undskyldende smil.

"Ja, det kan jeg se.", svarede jeg med et skævt smil.

"Hvor er Julie henne?", spurgte jeg yderligere.

"Snakker du om julemandens datter?", spurgte Candice lettere undrende. Jeg smilte akavet og nikkede.

"Eh ja, hende!", svarede jeg med et smil.

Candice nikkede kort og vinkede mig ned til hendes ansigt med en vinkende pegefinger. Jeg satte mig på hug foran hende.

"Jeg tror ikke, at julemanden vil sætte pris på at du er her - for det var ligesom ikke planen, Justin...", nærmest hviskede hun. Jeg så  med et løftet forundret øjenbryn på hende.

"Hvorfor tror du det?", spurgte jeg undrende. Candice sukkede hårdt og smilte næsten ikke.

"Du er et menneske Justin, og mennesker har absolut intet at gøre på Julemandens kongsgård og da slet ikke på nordpolen - Der er intet magisk over dig, og hvad skulle du dog også lave her, ud over at spørge efter Julie?", spurgte Candice undrende.

Jeg grinte lettere akavet.

"Eh jaa, ser du... Julie og jeg, vi..."

"Nå, du er allerede vågen?!", blev jeg afbrudt af en velkendt stemme.

Jeg rejste mig straks og så Julie stående i den anden ende af stalden med et lille smil. Candice så med undren på skift mellem Julie og mig.

"Sig mig Julie, er der noget mellem Justin og dig?", fløj det med et chokeret udtryk fra Candice. Julie sukkede og kom hen til os med tøvende skridt.

"Please Candice, du må ikke sige noget til min far - Det er kun min mor og nu også dig, der kender til Justin...", kom det med et suk fra Julie. Candice så chokeret op på Julie.

"Du er godt klar over, at det er stik imod nissereglerne, at tage mennesker med til kongsgården!", svarede Candice olmt.

Jeg smilte sarkastisk over Candice og så ned på hende.

"Candice, tror du ikke, at du tager dig det lidt for nært?", spurgte jeg lettere nervøst.

"Hun har desværre ret, Justin... Hun er trods alt meget ældre end mig og mere erfaren...", svarede Julie med et hårdt suk. Jeg så forundret fra Candice og op til Julie og rystede lettere forvirret på hovedet.

"Hvor meget ældre?", spurgte jeg med et skævt lille grin. Julie så gravalvorligt på mig.

"Du skal slet ikke vurdere Candice og hendes modenhed og færdigheder... Hun kunne i princippet være min mor med den alder hun har nu...", svarede Julie med et svagt smil. Jeg så målløs på Julie og derefter ned på Candice der smilte smørret med armene over kors.

"Julie har ret, Justin - Hvis jeg var et menneske ligesom dig, så ville jeg havde været godt og vel fyrre år, så næste gang du taler om modenhed og erfaring, så tænk lige på os nisser! Du kan ikke skue os på hårene, for vi har mindst det tre dobbelte erfaring end du har!", svarede Candice på en flabet facon.

Jeg smilte målløst.

"Det må jeg nok sige - Der blev jeg lige klogere!", grinte jeg. Candice smilte sarkastisk.

"Nu skal du ikke komme for godt i gang, Justin - Sørg for at holde dig selv på måtten!", svarede Candice og begyndte at gå.

"Du siger ikke noget, vel Candice?", kom det hurtigt fra Julie. Candice vendte sig omkring, i det hun havde hånden på den mindre dør, der var inde i den store dør. Lidt sjovt at se faktisk.

"Jeg siger ikke noget, Julie, men sørg for at holde Justin lidt på afstand fra din far, for jeg tror næppe, det havde været meningen, at Justin skulle ende her!", svarede Candice. Julie nikkede med et svagt smil.

"Det lover jeg!", svarede Julie og Candice nikkede og så med et skulende blik på mig og åbnede døren, men stoppede op igen og så igen på skift på Julie og mig.

"Der er ikke noget mellem jer, vel?", spurgte Candice med et undrende udtryk. Jeg smilte smørret og skulle til at svare.

"Nej, det er der ikke! Justin er kun min ven!", fløj det ud af Julie. Jeg så målløs på Julie i sekunder.

"Godt Julie, for du ved jo hvad nisse-reglementet siger!", svarede Candice bestemt med et stramt smil til Julie, inden hendes skulende blik fandt mit blik i sekunder.

"Hold grabberne fra hende, Justin - Jeg kender udmærket til din type!", kom det stramt fra Candice, inden hun vendte sig og gik ud af døren og lukkede i. Jeg måbede over de ord, der lige var blevet udvekslet.

"Jeg troede, at vi.... Mmhf..."

Julie stoppede min sætning med hendes dejlige mund og jeg tøvede ikke med at ligge mine hænder om hofterne på hende. Hun smagte dejligt og pludseligt også ret forbudt. Det tændte mig bestemt. Jeg lagde mine hænder om hendes dejlige røv lige under kjolen på hende. Hun brød dog vores hede tungekys og jeg åbnede fortumlet mine øjne og så lige ind i hendes dejlige mørkeblå øjne. Hun smilte på en undskyldende måde og lagde sine hænder på mine skuldre.

"Du må forstå, at vi må holde vores kærlighed hemmeligt, Justin... Ingen må vide det - Det er faktisk kun min mor, der ved det, eftersom hun er den eneste, der forstår det, da hun er det eneste ægte menneske her på nordpolen, uden magiske evner. Hendes magi sidder i hendes fantastiske bagværk og madlavning og i hendes hjerte til at forstå, hvorfor jeg har forelsket mig i netop dig. Hun kender mig og hun ved hvordan jeg har det med den verdenskendte Justin Bieber...", forklarede hun stille. Jeg så forundret på Julie.

"Kender din mor mig?", spurgte jeg forudret. Julie nikkede med et skævt smil.

"Jeg har plakater af dig på væggen på mit værelse og jeg har alle dine cd'er og dvd'er, plus et par t-shirts og nogle pyntepuder...", svarede Julie med et nervøst og undskyldende smil. Jeg måbede seriøst. Det kom virkelig bag på mig. Jeg sank en klump.

"Er du Belieber?!", fløj det ud af mig. Julie nikkede med et skarpt undskyldende smil. Jeg så væk fra hende.

"Wow! Tænk at jeg har Beliebers på nordpolen!", begyndte jeg at grine sarkastisk.

"Jeg er den eneste Belieber her på nordpolen, af hvad jeg ved af, til trods for, at nisserne også hører din julemusik nu og da, men de ser ikke op til dig, som den måde jeg har gjort det... Jeg ser meget anderledes på dig nu, Justin... Nok elsker jeg din musik, men det er slet ikke det jeg tænker så meget over nu... Jeg tænker kun på at være sammen med dig, så meget som jeg kan...", forklarede hun stille med et lille kærligt smil. Jeg nikkede med et lille smil.

"Jeg forstår, baby... - Og jeg vil være sammen med dig...", svarede jeg stille med et forelsket smil og tvang hendes hofter lidt tættere på mig. Hun lagde sine arme om nakken på mig.

"Vi må være forsigtige over for alle, bortset fra min mor... Hun ved du er her... Vi må sørge for, at få min far til at kunne lide dig, men vi tager et skridt ad gangen, okay?", forklarede hun stille. Jeg nikkede med et lille smil.

"Har din far meget temperament?", spurgte jeg med et lille skævt smil. Julie fniste.

"Sommetider har han, men hvis du nu tænkte dig om og så bort fra, at han var julemanden, hvordan tror du så ikke en typisk far ville gøre for hans ret flyvske og unge datter?", spurgte Julie med et lille fnis. Jeg grinte smørret og nikkede.

"Du har ret! Enhver fader, der sætter sin datter højt, har vidst nok altid hans forudsætninger for, hvilken fyr der er passende til hans datter...", svarede jeg med et lille grin.

Julie smilte smørret og nikkede. Hun trak sig ud af vores dejlige omfavnelse. Hun tog mig i hånden.

"Kom Justin, lad os få noget passende tøj til dig, så du kan falde bare en anelse ind!", fniste hun. Jeg så med et løftet øjenbryn på hende, mens jeg fulgte med hende ud af den store dør, så vi kom ud til en ret lang og temmelig julet gang, der næsten var tomt for mennesker, eller rettere nisser!

"Hvordan skal jeg kunne falde ind bland nisser?", spurgte jeg undrende.

Julie fniste og slap min hånd, så jeg gik med et halvt skridt bag hende.

"Vi siger bare, at du har en ret sjælden vokseværk blandt nisser, for det findes faktisk! Vi har ikke mange høje nisser, men vi har godt og vel 20-30 nisser her på¨nordpolen, der er over 1.60 cm og den højeste nisse vi har, er Conrad Piil på 1.68, så du vil være den højeste nisse, men det tænker nisserne ikke over, så længe du er i nissetøj!", fniste Julie og hun stoppede op foran en dør, hvor der stod "lager" på.

Jeg fulgte hende ind ad døren og Julie tyssede på mig med en finger, mens hun så tilbage på mig. Jeg så flygtigt nogle nisser langt væk, der kørte med gaffeltrucks gennem de ret lange gange med tårnhøje hylder, hvor der var enorme mængder af legetøj at se. Jeg måbede over synet og stivnede i sekunder.

"Er det...", mumlede jeg.

"Shyyy!", tyssede Julie på mig og greb mig i min ruskindsjakke mod venstre, hvor vi begav os ned ad en ret lang gang med oceaner af papkasser i alle størrelser.

Det her lager var seriøst kolo-enormt. Vi gik hen til en lille grøn bil med gran og julelys omkring.

"Hop ind...", hviskede hun.

Jeg nikkede og satte mig på passagersædet, hvor ved Julie satte sig bag rattet. Hun trykkede sin yndige sorte pumps på speederen og jeg blev noget målløs over hvilken fart, denne lille bil havde. Damn, det gik stærkt. Sekunder efter standsede hun bilen. Jeg var målløs over den korte tur, men så mig også tilbage og var målløs over, hvor langt fra udgangen vi i realiteten var.

"Kom...", hviskede hun og hun steg ud af bilen.

Jeg steg selv ud af bilen og fulgte med få skridt hen til hende, hvor hun kravlede op ad en stige op til nummer to hylde. Jeg så målløs op på hende. Julie smilte og vinkede mig op. Jeg nikkede og gik op ad stigen, til jeg nåede op til hende og jeg opdagede ni en masse åbne store kasser med forskelligt nissetøj.

Jeg så noget grønt og ret nisset tøj og grinte indestængt.

"Det der får du mig altså ikke i...", hviskede jeg med et skævt smil og pegede.

Julie smilte og rystede på hovedet og gik lettere rundt mellem de mange åbne kasser, mens hun stod og rodede efter noget bestemt, kunne jeg se. Jeg satte mig med et suk på en lille kasse og betragtede hende rode rundt. Hun så op til flere gange på mig og jeg måtte indrømme, at hun så ret tænkende ud til hun med et smil trak en ret overpyntet vest frem. Jeg så med et skævt blik hen på hende.

"Det mener hun seriøst ikke!", tænkte jeg opgivende.

Hun tog en råhvid bluse med og kom hen til mig.

Jeg gloede på vesten hun havde i hendes favn.

"Tag din jakke af...", hviskede hun.

Jeg sukkede hårdt og gjorde som hun sagde, til jeg sad i min hvide t-shirt, som jeg havde sovet i.

Hun pegede på mig.

"Også den...", hviskede hun med et smørret smil.

Jeg smilte frækt på hende og gav hende nogle frække øjne, så hun straks blussede på kinderne. Jeg kunne ikke lade være med at sende hende en fræk kyssemund til hende, inden jeg tog min t-shirt af over hovedet, så jeg sad i bar overkrop foran hende. Jeg kunne se det på hendes blik på mig. Hun elskede, hvad hun så. Hun rakte mig den råhvide bluse med et forlegent smil. Jeg tog imod den og tog den på. Den var rimelig stram, men sad faktisk okay godt på mig. Hun gav mig den ret prangende vest med tonsvis af dinglende tingeltangel og badges på. Det ret voldsomt ud, men jeg tog den dog på alligevel og rejste mig foran hende. Jeg pegede ned på mine baggybukser.

"Hvad med dem?", hviskede jeg med et skævt smil.

Hun trådte nogle skridt tilbage og betragtede mig skrævende og nikkede.

"Dem beholder du bare på...", hviskede hun med et smil.

Ja, jeg kunne ikke se mig selv, men jeg så garanteret dum ud. Jeg nikkede. Hun så tænkende på mig og løftede en finger.

"Vent lidt...", hviskede hun med et smil og gik hen til en anden kasse og rodede lidt, til hun fiskede en mørkebrun tynd jakke op, der lignede skind af en art.

Hun kom hen til mig og rakte mig den. Jeg smilte skævt og tog den på og så ned ad mig selv. Hun smilte på en smørret måde og lagde armene om min nakke.

"Du ser godt ud...", hviskede hun med et frækt smil. Jeg så forundret ned på hende.

"Gør jeg?", hviskede jeg spørgende. Julie nikkede med et smil.

"Cool og sexet...", hviskede hun med et frækt smil.

Jeg løftede forundret mit ene øjenbryn. Jeg kunne ligesom ikke se mig selv, men hvis hun påstod det, så måtte det vel være sandt?

"Du er lige kommet hjem fra en udvekslingsrejse til Canada, hvor du er halvblodsnisse. Din far bor her ikke og din mor er gået bort for nogle år siden, forstået?", hviskede hun. Jeg grinte svagt og nikkede.

"Jeg har jo ingen magiske evner?", hviskede jeg. Julie rystede på hovedet i et smil.

"Det har jeg jo heller ikke mere...", hviskede hun med et smil. Jeg smilte smørret og nikkede...




Julies synsvinkel:

"- Men hvad skal det hjælpe, at jeg påstår, at jeg er en nisse? Din far kender mig jo helt sikkert?", spurgte Justin lettere forundret, da vi atter var kommet ud af lagerhallen igen og nu gik på den lange gang. Jeg så med et smil på ham og nikkede.

"Ja, min far ved godt hvem du er præcist - Han har trods alt været med julegaver til dig, da du var barn... At vi påstår, at du er halvblodsnisse, er udelukkende kun for nissernes skyld, så vi ikke skaber for meget drama omkring dette.", svarede jeg med et smil. Justin så forundret på mig, mens vi gik stille og roligt.

"Jamen, kender alle nisser ikke hinanden her?", grinte Justin svagt. Jeg rystede på hovedet med et smil.

"Der bor virkelig mange nisser her på nordpolen, Justin. De er ret udbredt - Mere end du umiddelbart er klar over... Der bor også nisser andre steder i verden, så det er ikke kun på nordpolen.", smilte jeg lettere frækt. Justin så forundret på mig.

"Okay, det var jeg slet ikke klar over? Går de nisser blandt almindelige mennesker, så?", spurgte han yderligere. Jeg grinte svagt og rystede på hovedet.

"Den del, er lidt svær at forklare, Justin, så måske vi bare skulle lade det være ved det mystiske?", svarede jeg med et skævt smil. Justin nikkede blot, men jeg kunne sagtens se, at han langtfra fattede denne forunderlige sammenhæng.

"Så eh, hvad med os to?  Kan vi så ikke opføre os som kærester mens vi er her?", spurgte Justin yderligere. Jeg smilte svagt og rystede på hovedet.

"Ikke foran alle nisserne... Det må ske i fuld diskretion, du ved, lidt ligesom ude i rensdyrstalden...", svarede jeg stille. Justin nikkede med et meget svagt smil.

"Den er forstået... Så kun i rensdyrstalden?", spurgte han yderligere.

Jeg kunne ikke lade være med at grine højt og Justin grinte straks med.

"Hvad?", fløj det grinende ud af ham.

Jeg standsede op midt på gangen og vendte mig mod ham.

"Måske nogen gange i stalden, på mit værelse eller andre steder, når chancen byder sig, at vi kan være alene sammen... Forstået?", spurgte jeg i et frækt grin.

Justin nikkede med et smørret smil med hænderne placeret i sine forlommer.

"Den er forstået, baby...", svarede han lavt og så tilbage og frem for sig. Jeg så selv begge veje med et fnis og tillod mig at give ham et flygtigt tungekys, eftersom vi var alene på gangen her. Jeg slap ham dog hurtigt, eftersom jeg ikke tog mange chancer her i det offentlige rum, hvor der kunne dukke nogen op når det skulle være.

"Du må hellere kalde mig Julie blandt andre, forstået?", spurgte jeg med et lille grin. Justin smilte og nikkede.

"Selvfølgelig!", blinkede han med øjet.

Jeg fniste over hans lækre charme og vi begav os videre til vi kom ned til døren for enden af den lange gang. Jeg greb fat i dørhåndtaget og så bestemt på Justin med et smil.

"Vær parat, der er mange nisser der inde og de arbejder på højtryk - Tro mig!", forklarede jeg med en dyb vejrtrækning. Justin nikkede med et nervøst smil.

"Hvad hvis vi møder din far?", spurgte han med et nervøst smil. Jeg nikkede.

"Så tager du det bare helt køligt, uden at føre dig for meget frem, for jeg skal nok forklare ham det, når det er...", svarede jeg lettere nervøs over det selv.

Ja, min mave gik amok lige nu. Det var virkelig nervepirrende, det her. Justin nikkede med et nervøst smil, kunne jeg se.

Jeg åbnede døren og straks stormede det ud med julemusik og masser af snakken fra alle nisserne, der hver især arbejdede med hver deres opgaver. Jeg smilte svagt til Justin, der så helt målløs over alle nisserne her.

"Wow, der er mange!", udbrød han målløs. Jeg grinte og nærmede mig hans ansigt.

"Væk nu ikke for meget opmærksomhed, Justin. De fleste nisser er skræmte over for mennesker, så hold humøret oppe og gerne tage sjov på andre, uden det er ondt ment. Bare være lidt skør og drilsk...", sagde jeg tæt ved hans øre. Han nikkede og så på mig med et smil.

"Kender alle hinanden her?", spurgte han med et smil. Jeg rystede på hovedet. Han smilte smørret. han var helt sikkert lettet.

"Kom!", sagde jeg lettere højt.

"Hvem er han, Julie?!", kom det fra min venstre side og jeg så lettere ned og opdagede straks Harvey. Jeg smilte skævt og greb fat i Justin, der virkede lettere forvirret over det hele.

"Harvey, dette er Justin - Han er hjemvendt efter en lang rejse fra Canada - Han er efterkommer af en afdød nissemor og hans far er menneske. Han har boet i mange år hos sin far!", forklarede jeg med et stort smil. Harvey så undrende på Justin og gav Justin hånden.

"Jeg synes altså, at jeg har set dit ansigt før, Justin?", kom det undrende fra Harvey. Justin så lettere utilpas ud og grinte sarkastisk.

"Aaarh, det tror jeg ikke, Harvey!", kom det med lettere rystende stemme fra Justin. Harvey så med et løftet øjenbryn på skift mellem Justin og jeg.

"Julie, jeg er jo ikke dum - Du glemmer vidst, at jeg har temmelig høj nissegrad - mere end de fleste andre nisser her inde. Jeg har ligesom gået på Harvard University for ti år tilbage, husker du nok?!", smilte Harvey sarkastisk. Jeg sukkede hårdt og bed mig i underlæben af nervøsitet.

"Please, sig ikke til noget, Harvey! Justin skal ikke skabe ramaskrig omkring, hvis du forstår?!", svarede jeg med et lille skævt smil. Harvey nikkede med et smørret smil.

"Jeg skal nok holde det hemmeligt, Julie!", svarede Harvey med et blink med øjet. Han vendte sin opmærksomhed hen på Justin.

"Du knægt, du holder bare lav profil, men opfør dig som den nisse du nu er! - Det samme har Julie sikkert sagt til dig, men spred gerne en masse juleglæde her omkring. Nisserne elsker sang og musik, særligt julemusik, og jeg VED ligesom godt hvem du er, men det gør de færreste nisser her heldigvis. Du er i nissetøjet og kan let falde ind, så ud og være nisseagtig, så skal det nok gå!", grinte Harvey smørret til Justin. Justin nikkede med et smil.

"Tak Harvey!", svarede Justin helt sikkert taknemmelig. Jeg fniste spændt.

"Og Justin?", kom det yderligere fra Harvey. Justin så spørgende på Harvey.

"Ja?", svarede Justin med et skævt smil.

"Smelt nu ikke alle nissepigernes hjerter, vel?", grinte Harvey smørret og klappede Justin på overarmen. Justin smilte smørret og fugtede sine lækre læber.

"Jeg skal nok prøve at lade være!", grinte Justin charmerende. Harvey blinkede med øjet og så på mig.

"Før ham op til dit værelse, Julie, så komme jeg og din mor om lidt og forklarer Justin yderligere om hele kongsgården her og nissereglementet!", forklarede Harvey bestemt. Jeg nikkede med et smil og Harvey gik andet steds.

Jeg så på Justin med et kærligt smil.

"Lad os gå til mit værelse..."

 

Hvordan skal det dog gå med Justin blandt alle nisserne? - Og hvad vil der ske, når Justin pludseligt står ansigt til ansigt med julemanden?

Hvad vil der ske?

Hvad med Justin og Julie - Vil de kunne fortsætte deres lettere umage forhold?

Vil Julie nogensinde få sine magiske evner tilbage?

Hvad tænker julemanden om sin datter, der er hjemvendt uden magiske evner?

Hvad med Justin? - Vil han nogensinde se sin familie igen og hvad med hans famøse liv? Skal han vinke farvel til den?

Bliver det nogensinde en rigtig jul?

Følg med videre i morgen, når vil åbne for den femtende låge i denne hyggelige julekalender ;)

~ Ida

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...