Santas Little Helper (færdig)

Julen nærmer sig hastigt og alle er så småt i gang med at pynte op eller finde julepynten frem - Lige ledes burde det være på samme vis hos den verdenskendte Justin Bieber. - Meget er gået op og ned for ham, særligt hvad angår kærligheden til Selena Gomez. Han har nu opgivet alt omkring Selena og lykke er ikke ligefrem det der fylder hans hjerte. Selv glæden til julen har forladt ham. Nordpå - faktisk Nordpolen, er der fuld gang i løjerne hos Julemanden og alle hans hjælpere. Julie Noel Claus på 17 år er en rigtig drillenisse og ingen ringere end Julemandens datter. Julie er selv Belieber - Sjovt nok! Så Julemanden ser det kun som passende, at Julie vil finde juleglæden frem hos Justin - Hun får til opgave, at hjælpe Justin på rette vej, men hvad sker der, når Justin pludseligt opdager Julie? Er det på godt eller ondt? Følg med i en blanding af eventyr, jul og umage kærlighed, når jeg åbner den første kalenderlåge på mandag d 1 December ;)

139Likes
390Kommentarer
31234Visninger
AA

14. 13 December


13. December

Justins synsvinkel:

Canada d. 13 Dec, 3.27 am.

Jeg vidste egentligt ikke, hvad jeg præcist gik rundt og ledte efter, men jeg valgte ikke at give op, for der måtte ligesom være en mening med dette.

En masse vinduer med udstillinger af tøj, ting og udsmykning af julepynt, dukkede frem lidt efter lidt. Jeg standsede op og kneb øjnene lettere sammen, bare for at orientere mig om hvor pokker jeg var henne? Jeg så pludseligt det hele klart for mig. Jeg stod jo i et mennesketomt butikscenter! Var det ikke det samme butikscenter i LA, som jeg havde været at shoppe i, sammen med min mor og vennerne?

- Hvorfor var jeg nu her igen?

"Justin - Kommer du?!"

Jeg smilte opmærksomt over hendes kalden. Så var jeg ikke alene alligevel? Jeg drejede nogle omgange om mig selv.

"Justin?!"

Jeg stoppede med at snurre omkring, for at se hvor hendes kalden kom fra?

"Hvor er du, baby?!", kaldte jeg igen, for jeg kunne tydelig høre, at det var min elskede Julie, som kaldte på mig.

"Jeg er herinde! Bare følg min stemme!"

Jeg grinte smørret og gik videre mod hendes stemme, men det var svært, for der rungede pludseligt julemusik ud af centrets skjulte højtalere.

 

 

 

 

 

 

"Justin?! - Kommer du ikke snart?!"

"Jeg skal nok finde dig, baby - Hvor præcist er du henne?!", kaldte jeg.

"Herinde!"

Jeg stoppede op og så mig undrende omkring.

"Hvor?!", råbte jeg igen.

"Herinde, din tosse!"

Jeg så hurtigt mod en åben butik med lys og en masse dametøj der inde. Det var mærkeligt nok den dametøjsbutik, som min mor havde købt julegave til min mormor i. Jeg besluttede mig for at gå der ind, men kunne ingen se nogen steder.

"Hvor er du, baby?!", kaldte jeg igen. Jeg hørte hendes fnisen og jeg blev endnu mere opsat på at lede efter hende.

"Hvor er du?!", kaldte jeg grinende, mens jeg løb rundt i butikken mellem alt tøjet.

Hun svarede ikke, men hendes lille søde grin, var slet ikke til at tage fejl af. Jeg stoppede grinende op midt i butikken og drejede om mig selv nogle omgange.

"Du er godt klar over, at dine små julelege, tænder mig ret meget, ikke?!", grinte jeg højt.

"Jeg elsker dig, Justin...", hørte jeg hende sige lavt bag mig.

Jeg vendte mig hurtigt omkring, men så kun en masse sødt og frækt undertøj foran mig, og da jeg så rykkede blikket lidt til venstre for mig, stod der en mannequindukke i noget ret lille-pige sødt nissetøj. Jeg undrede mig meget over mannequinen og betragtede den fra tå til top, hvor den havde nogle utroligt klare is-blå øjne, knaldrøde læber og lang blond paryk. Dukken så nærmest livagtig ud, men det var en dukke, men mindede mig utroligt meget om Julie.

Jeg sukkede svagt og så væk fra dukken igen.

"Noget bestemt du leder efter?"

Jeg smilte med ryggen til hendes dejlige stemme lige bag mig. - Hendes stemme var som englesang.

Jeg vendte mig omkring og måbede over hende. Mannequindukken var væk, men i stedet stod Julie med de klareste is-blå øjne, røde mund og hun havde det samme lille-pige søde nissekostume på.

"Du fandt mig...", sagde hun stille med et kærligt smil. Jeg betragtede hende målløst.

"Du er jo en nisse?!", svarede jeg målløs.

Julie fniste og nikkede og gik helt hen til mig og lagde sine arme om min nakke, så jeg kunne mærke hende helt. Jeg smilte kærligt ned til hende og lagde mine arme om hofterne på hende. Hendes grønne og røde kjole, var nærmest silkeblødt at føle på.

"Tror du på julemirakler, Justin?", spurgte hun stille med et lille kærligt smil. Jeg nikkede med et lille grin.

"Jeg tror helt sikkert på julemanden...", svarede jeg stille.

Julie fniste og jeg trak hende ind i et lidenskabeligt og blidt kys....

Jeg vågnede stille og glippede mine øjne forsigtigt og træt op. Værelset var mørkt og jeg kunne høre Julies lave snorken bag mig. Jeg famlede med hånden efter min iPhone på sengebordet, for at tjekke hvad klokken var. Jeg kørte en finger hen over skærmen og så at den ikke var andet end 4.22 am. Ja, så var der ikke noget at sige til, at det stadigt var mørkt. Jeg lagde min iPhone på sengebordet igen og vendte mig om på ryggen og stirrede op i det mørke loft.

Jeg så hen til venstre for mig, hvor Julie lå og sov roligt. Nu forstod jeg endelige den underlige drøm. Det hele gav pludseligt mening. Det var ikke hende, der var skør, men mig! Jeg havde fejlbedømt hende for groft. Jeg havde ikke troet på hende. Hun var noget unikt, smukt og noget som kun børn og barnlige sjæle troede på.

"Du er en nisse...", hviskede jeg stille.

Det var ikke min mening at vække hende, men hun glippede forsigtigt sine øjne op og et smukt smil kunne anes i mørket. Hun blev blot liggende og så på mig.

"Tror du på nisser?", spurgte hun lavt. Jeg grinte svagt og rystede på hovedet. Hendes smil blegnede.

"Ikke før efter i nat... Jeg drømte om dig - Vi var i butikscentret i LA. Du gemte dig fra mig, men jeg fandt dig til sidst i dit fine grønne og røde nissetøj. Dine øjne var is-blå og du strålede fantastisk, baby...", forklarede jeg hviskende. Julie smilte igen.

"Og nu?", spurgte hun stille.

Jeg rykkede mig tættere på hende og gav hende et blidt kys på hendes varme læber.

"Julen er magisk og sommetider uforklarlig, som for eksempel nu... Du er en ægte nisse og det er utroligt, at jeg har været så blind for tegnene... Selvfølgelig står du ikke registreret i filerne og selvfølgelig har du ikke et personnummer, for du er din egen - en nisse...", forklarede jeg stille. Hun fniste og nikkede.

Men jeg er kun halvblodsnisse, for min mor er et ægte menneske...", svarede hun stille.

Jeg smilte målløs. Dette øjeblik var så fantastisk og uforklarligt. Jeg kyssede hende igen og slap hende sekunder efter.

"Bare fordi du er halv nisse, så stopper det mig ikke at elske dig...", hviskede jeg lavt. Hendes smil sagde alt, men det falmede også hurtigt.

"Min opgave er fuldført... Tror jeg?", hviskede hun med et svagt smil. Jeg løftede hovedet lidt.

"Din opgave?", spurgte jeg undrende. Hun satte sig op i sengen og så ned på mig.

"Tror du på julemanden?", spurgte hun ligeud. Jeg grinte lettere akavet og satte mig op i sengen ved siden af hende.

"Ja, det tror jeg nok? Han må da bestemt findes, eftersom der også findes nisser, som dig?", svarede jeg med et spørgsmål. Julie nikkede og så væk fra mig.

"Er alle nisser så menneskelige størrelser, ligesom dig?", spurgte jeg forsigtigt. Hun vendte blikket mod mig og grinte svagt og rystede på hovedet.

"Nej, jeg og min faders generationer tilbage, er mere usædvanlige end de typiske nisser, som kun er halvt så høje som os mennesker. De ligner menneske børn til deres 11-12 års alder, men jo ældre de bliver, jo mere nisseagtige bliver de, som din mormors porcelænsnisser i deres stue - Du ved med skæg og den slags...", forklarede hun stille. Jeg smilte forundret.

"Wow, det må jeg nok sige... Har nisserne spidse ører, for det har du jo ikke?", spurgte jeg undrende og kærtegnede blidt hendes ene øre. Hun fniste og nikkede.

"Kun julemanden og hans nærmest familie kender til hemmeligheden bag nisser og nu gør du også...",svarede hun med et lille smil. Jeg nikkede med et smil.

"Så nu hvor jeg havde denne drøm, hvor jeg var i en butik med en mannequindukke, der mindede så meget om dig - Er det virkelig sket?", spurgte jeg forundret. Julie smilte og lagde en hånd på min brystkasse.

"Hvad siger dit hjerte, Justin?", spurgte hun stille. Jeg smilte forundret.

"Kan du trylle dig om til en mannequin?", spurgte jeg målløs. Hun nikkede svagt med et lille smil.

"Det kunne jeg, men jeg kan ikke trylle mere og jeg ved ikke hvorfor? - Jeg burde i princippet heller ikke eksistere mere, men jeg overlevede alligevel, og det er det der kommer meget bag på mig...", svarede hun stille. Jeg smilte og lagde min højre hånd om hendes venstre kind.

"Jeg synes du er magisk på alle måder, om du kan trylle eller ej? Du tryller med mit hjerte og jeg elsker det...", svarede jeg forelsket og nærmede mig hendes mund.

Hun sukkede svagt og smagen af hendes dejlige læber og tunge, gjorde mig lige kulret som hver gang.

Jeg skubbede blidt til hende, så vi lagde os ned i sengen og kyssede videre.

- Jeg elskede hende virkelig - Nisse eller ej...


"Justin?"

Hendes blide stemme, fik mig til at glippe øjnene op. Jeg vendte mig om på ryggen og så hende over mig. Hun smilte med et bedrøvet smil oven over mig.

"Baby, hvad er der galt?", spurgte jeg og satte mig op og måbede over at se hende. Hun sad på sengen i nøjagtigt det samme nissetøj som i drømmen, men med en rød kappe med hætte i nakken med den fineste hvide pelskant hele vejen.

"Så det var sandt?", mumlede jeg målløs. Hun smilte med tårer rendende ned ad kinderne.

"Ja... - Og jeg må af sted nu...", svarede hun med et knæk i stemmen. Jeg så fortumlet på hende.

"Af sted, hvorhen?", spurgte jeg forvirret. Hun snøftede med et lille smil og tog min ene hånd.

"Jeg skal hjem - til min familie...", svarede hun med et knæk i stemmen og smilte bedrøvet. Jeg var chokeret.

"Hjem? - Et det nordpolen?", spurgte jeg med en klump i halsen.

Hun nikkede med et smil, men det ændrede sig hurtigt til et bedrøvet udtryk, hvorefter hun begyndte at græde stille.

"Min opgave er fuldført, Justin... Jeg fik dig til at tro på julemanden og du fandt den sande juleglæde... Min familie savner mig, nok specielt min far...", græd hun stille. Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage og snøftede.

"Jamen, jeg troede at du ikke kunne trylle mere?", spurgte jeg i snøft. Hun rystede på hovedet.

"Det kan jeg heller ikke, Justin...", snøftede hun. Jeg så spørgende på hende.

"Jamen, dit tøj?", spurgte jeg med et knæk i stemmen.

Hun nikkede og så ned ad sig selv inden hun så op igen og fandt mit blik.

"Jeg vågnede i dette tøj... Det er fordi du tror på julemiraklerne nu...", forklarede hun med et bedrøvet lille smil.

"Jamen, dukkede det bare op?", spurgte jeg målløs. Hun nikkede med et lille smil.

"Ligesom misteltenen, julebjælderne, porcelænsnissen hjemme i dit hjem i LA, og da du mødte Dancer i skoven forleden... Det er julemirakler, som du får til at ske - Ikke jeg, men jeg er nu i mit nissetøj og Dancer venter på mig nede i dine bedsteforældres baghave og alt det betyder, at min opgave er fuldført og at jeg skal hjem, Justin...", forklarede hun grædende. Jeg hulkede.

"Hvad med os to? Jeg kan jo ikke undvære dig?", hulkede jeg. Julie rystede grædende på hovedet.

"Du glemmer mig tids nok inden juleaften, Justin... Jeg vil altid have dig i mit hjerte...", græd hun og hun lænede sig frem mod mig og kyssede mig blidt på læberne, inden hun fjernede sig fra mig og så flygtigt på mig.

"Farvel...", hulkede hun og hun rejste sig og gik hen mod døren.

"Du kan ikke bare gå?!", udbrød jeg frustreret.

Jeg følte, at hun flåede hjertet ud af mig. Et knust hjerte - Det havde jeg virkelig ikke lyst til at opleve igen. Døren lukkede efter sig, men jeg havde ikke i sinde om at give op allerede nu. Jeg stod straks ud af sengen og greb mine bukser fra gulvet af og tænkte kun på, at skynde mig i noget tøj. Jeg skyndte mig hen og hoppede barfodede i mine læder ankelstøvler. Jeg skyndte mig nedenunder og kunne høre min mor og mormor snakke et sted i huset, sikkert fra køkkenet af, men jeg havde dårligt tid til snak med dem lige nu. Jeg greb hurtigt min ruskindsjakke og min fars halstørklæde, hvorefter jeg åbnede hoveddøren og løb ud i den blæsende snestorm.

Det var bidende koldt og jeg undrede mig over, at Julie kunne gå ud i kjole og næsten ingen overtøj, andet end hendes røde kappe. Jeg kunne dårligt se noget for mig, men skyndte mig i retningen mod baghaven, hvor jeg kunne ane nogle skikkelser. En rød og en brun. Jeg gispede både af overraskelse og af klaprende kulde, som bed mig ind til marv og ben. Jeg kunne sagtens have haft brug for uldundertøj og skitøj. Jeg var langtfra ordenligt klædt på lige nu. Jeg kæmpede mig igennem snestormen over mod skikkelserne.

"JULIE!", råbte jeg for fulde lunger, men det var som om, at snestormen susede så voldsomt, at min kalden forstummede. Jeg holdte mig tæt ved halskraven, for at holde noget af den bidende kulde væk fra min hals.

Jeg kom hen til dem, men hun så mig ikke. Hun sad allerede oven på Dancer. Det så helt vildt ud. Han begyndte at løbe og jeg satte farten op hvad jeg kunne af kræfter, trods stormen der vendte lige mod mig. Jeg sank en klump i halsen, da jeg opdagede at Dancer pludseligt var en halvanden meter op i luften. Ja, hvis ikke jeg havde troet på julemagien, så ville jeg have troet, at jeg var på stoffer? - Et flyvende rensdyr. Ja, den var god nok.

"Julie!", kaldte jeg, men intet svar.

Jeg så hende og Dancer flyve længere op og nu tænkte jeg bare på at indhente hende. Jeg tøvede ikke med at løbe hen til siden af huset og greb stigen og kravlede hurtigt op ad stigen. Julie og Dancer havde tydeligvis retning hen over huset og med lettere besvær nåede jeg op til taget. Jeg havde prøvet at være på taget her mange gange, når jeg havde hjulpet min morfar med lyskæder og sådan, men stormen var for stærk. Jeg opdagede Dancer og Julie komme flyvende imod mig.

"Tag mig med!", råbte jeg og følte at jeg skulle dø af kulde.

Et kraftigt vindstød ramte mig så jeg ramlede bagover på den anden side af taget. Jeg rutschede ned ad mod tagrenden og afgrunden og kæmpede med at gribe fat i noget, men det lykkedes ikke.

"Hjæææælp!", skreg jeg og så pludseligt hele mit liv passere i revy, de sekunder det varede, til jeg pludseligt var i luften, men en engel var over mig, da jeg med skræk så landjorden, der var dækket af tyk sne overalt, blev mindre og mindre og jeg følte at jeg svævede i luften. Jeg besvimede....



Hmm, er Justin død, eller hvad sker der?

Find ud af det i morgen, når jeg åbner for d. 14 december! ;)

Undskyld det underlige kapitel, men sådan er min fortælling nu engang, så håber ikke, at det forvirrer jer alt for meget? ;)

~ Ida

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...