Santas Little Helper (færdig)

Julen nærmer sig hastigt og alle er så småt i gang med at pynte op eller finde julepynten frem - Lige ledes burde det være på samme vis hos den verdenskendte Justin Bieber. - Meget er gået op og ned for ham, særligt hvad angår kærligheden til Selena Gomez. Han har nu opgivet alt omkring Selena og lykke er ikke ligefrem det der fylder hans hjerte. Selv glæden til julen har forladt ham. Nordpå - faktisk Nordpolen, er der fuld gang i løjerne hos Julemanden og alle hans hjælpere. Julie Noel Claus på 17 år er en rigtig drillenisse og ingen ringere end Julemandens datter. Julie er selv Belieber - Sjovt nok! Så Julemanden ser det kun som passende, at Julie vil finde juleglæden frem hos Justin - Hun får til opgave, at hjælpe Justin på rette vej, men hvad sker der, når Justin pludseligt opdager Julie? Er det på godt eller ondt? Følg med i en blanding af eventyr, jul og umage kærlighed, når jeg åbner den første kalenderlåge på mandag d 1 December ;)

138Likes
390Kommentarer
31372Visninger
AA

13. 12 December


12. December

Justins synsvinkel:

"Brr... brr... brr..."

Jeg sukkede træt, og famlede i blinde efter min iPhone på sengebordet, for den besked kunne være vigtig. Jeg fik fat i den og glippede træt mit ene øje op, for at fokusere nogenlunde på skærmen på min iPhone.

Jeg sukkede hårdt og opgivende, da jeg så hendes navn på den besked jeg havde fået. Jeg åbnede den dog alligevel:

"Savner dig virkelig - Det gør så ondt at være alene, særligt her i juletiden, hvor det er hjerternes og kærlighedens fest. - Selena."

Jeg sukkede svagt og vidste egentligt ikke, hvad jeg skulle svare til det? Jeg følte mig tom for ord over for Selena, måtte jeg ærligt indrømme. Jeg besluttede mig for at ignorere beskeden og gik ud af beskedindbakken igen og følte pludseligt et varmt og blidt kys i nakken på mig. Jeg kunne ikke lade være med at smile over det og vendte mig straks om på den anden side i sengen og fandt straks hendes smukke blå øjne. Hun smilte kærligt og kærtegnede min kind.

"Sovet godt?", spurgte jeg stille. Julie nikkede med et kærligt smil.

"Jeg har sovet som en drøm med dig ved min side...", hviskede hun med et lille fnis.

Jeg smilte kærligt og strakte min arm ud på hendes hovedpude og indbydelsen var vidst indlysende for Julie, for hun lagde sig straks til rette på min arm og puttede sig tæt op ad mig. Jeg nød helt sikkert det her. Kærligheden og tosomheden - Ja, bare det at have en dejlig pige, at vågne op sammen med. Det var slet ikke dårligt. Hun lå og nussede mig på min t-shirt på brystkassen. Ja, vi havde begge nattøj på og selv om vi var i Canada, så var her langtfra koldt under dynen.

Vi havde IKKE været i sengen sammen endnu. Hun var helt sikkert noget særligt og jeg ville ikke presse hende til noget, som hun måske slet ikke var klar til endnu. - Og selv om vi havde snakket lidt i går, så følte jeg at det langtfra var nok til at jeg kendte nok til hende.

Der var jo hendes alder? Jeg anede ikke hvor gammel hun var? Tænk hvis hun var under den kriminelle lavalder? - Og så var der hendes navn: "Julie!" - Det var alt! Sidst men ikke mindst, så havde hun intet fortalt om hendes baggrund, om hvem hun var og hospitalet i Californien havde påstået, at Julie slet ikke eksisterede? Så der var mange mystiske ting omkring hende.

Ja, kald mig åndssvag, men hun var så mystisk, at jeg lige så godt kunne være forelsket i en fantasi!

"Baby, det her er altså ved at være nervepirrende, men jeg bliver altså nød til at vide noget mere om dig? Jeg ved jo dårligt noget om dig?", forklarede jeg med et suk.

Jeg fik hendes opmærksomhed, ved at hun løftede sit hoved fra min brystkasse og hun fangede mit blik tæt på. Hun så ikke vildt begejstret ud.

"Vi snakkede da om det i går? Er det ikke nok?", spurgte hun stille uden at smile.

Ja, hun så altså ikke sur ud, men rettere trist? Ja, så mente jeg bestemt også, at man burde snakke om hvad der var galt?

Jeg smilte kun meget svagt med et lille suk, mens jeg legede med noget af hendes lange blonde hår.

"Du hedder Julie, men du vil ikke fortælle mig dit fulde navn? Hvorfor?", spurgte jeg undrende. Hun smilte svagt og nikkede.

"Okay, jeg fortæller dig det, hvis det kan glæde dig?", svarede hun med et suk.

Jeg følte glæden komme over mig og jeg kunne ikke lade være med at smile stort.

"Så sig det?", svarede jeg med et spørgsmål. Hun nikkede og sukkede dybt.

"Jeg hedder Julie Noel Claus - Du må ikke grine, please?", svarede hun med et bedende udtryk. Jeg spærrede øjnene målløst op.

"Hold da op for et navn?", svarede jeg overrasket. Hun smilte på en nervøs måde.

"Eh ja...", svarede hun stille. Jeg smilte lettet.

"Det er et ret smukt navn og meget julet!- Er det derfor du kan lide julen så meget?", grinte jeg smørret. Julie lyste op i en lettere bedrøvet smil.

"Synes du virkelig, Justin? Tusind tak, du aner ikke hvor meget det betyder for mig...", svarede hun med et ret taknemmelig smil. Jeg grinte og nikkede.

"Det skulle du bare have sagt fra starten af, baby - Så havde vi måske undgået så mange misforståelser?", svarede jeg med et kærligt smil og løftede mit hoved en anelse og gav hende et lille blidt kys på hendes læber.

Hun fniste og rykkede sig en anelse længere op mod mit ansigt, så jeg nød vægten af hende halvt oven på mig. Vi så dybt i hinandens blikke.

"Du aner ikke, hvor lykkelig jeg er, at du faktisk er begyndt at forstå mig...", hviskede hun nærmest. Jeg grinte svagt med et løftet undrende øjenbryn.

"Baby, det er jo ligesom fordi, at du slet ikke har ville fortælle mig om hvem du er? Jeg skal jo med en masse held håbe på, at bare vide en lille bitte smule om dig og jeg indrømmer gerne, at det er ret anstrengende i længden, men jeg giver altså ikke op så let...", forklarede jeg stille med et bestemt smil.

Julie smilte på en undskyldende måde og rystede svagt på hovedet.

"Bare lov mig at have tiltro til mig, Justin, for der er en virkelig grund til, at jeg ikke bare buser ud med alt om mig...", forklarede hun med et bekymret udtryk uden at smile. Jeg så målløs på hende.

"Er du da bange for at sige det som det er?", spurgte jeg stille. Julie nikkede uden at smile.

"Bare stol på mig, okay? - Jeg er ikke kriminel eller farlig for omgivelserne, så der kan du vide dig sikkert...", forklarede hun med et lille forsigtigt smil.

Jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet over det hun sagde. Jeg kærtegnede hende i hendes hår og hovedbund.

"Så føler jeg mig straks mere sikker...", grinte jeg smørret. Hun fniste med røde kinder og det klædte hende seriøst.

"Må jeg vide hvor gammel du er?", spurgte jeg med et lille smil.

Hun fniste og puttede sit hoved ned på min ene skulder, så jeg kunne mærke hendes varme åndedræt på min hals.

"Jeg er sytten... Gør det noget?", svarede hun stille. Jeg smilte forelsket op i loftet.

"Mmh, så er du jo ret ung i forhold til mig, men det generer ikke mig... Du er så dejlig, baby...", svarede jeg med et sagligt smil og straks mærkede jeg, at hun lå og kyssede mig på halsen.

Det var ret pirrende for at sige det mildt.

"Mmh baby... Du skal altså passe på med det der...", stønnede jeg stille og lukkede mine øjne, fordi jeg bare havde savnet det her så meget.

Hun stoppede sine små blide kys på min hals og jeg troede, at hun stoppede men nej, følelsen af hendes bløde og varme læber over mine, gjorde bare det hele bedre. Jeg nægtede at åbne mine øjne lige nu og nød bare hendes dejlige læber og tunge. Det var ikke heftigt, men helt sikkert blidt, forsigtigt og med så meget kærlighed i sig. Jeg elskede det!

Jeg kærtegnede hende blidt ned ad hendes grønne pyjamasskjorte, til jeg nåede til hendes varme lænd. Jeg vidste ikke hvad hun ville sige til det det, men jeg tog chancen til at lade min hånd kærtegne hendes varme ryg op under skjorten. Hun protesterede ikke, men begyndte til min fryd, at stønne stille, mens vi kyssede.

Fuck, hvor hun tændte mig - Det var dog helt vildt!

Jeg fik min venstre hånd helt op til hendes skulderblad under skjorten og med lethed fik jeg hende skubbet ned på madrassen, så jeg endte halvt over hende. Jeg stoppede slet ikke vores intense tungekys og forsigtigt førte jeg min højre hånd op under skjorten på hende og nød følelsen af hendes varme mave på mine fingerspidser. Jeg kunne mærke på hende, at hendes krop reagerede kraftigt på mine kærtegn.

Jeg fjernede min mund fra hendes og så på hende. Hun åbnede selv sine øjne og så på mig med et særligt tændt blik. Hun smilte med et bid i underlæben.

Jeg kunne ikke lade være med at smile forelsket og tændt på én gang.

"Du aner ikke, hvor meget jeg har lyst til dig, baby, men jeg vil heller ikke presse dig... Jeg ønsker bare, at du skal vide, at du kan stole på mig...", forklarede jeg stille og det var en pirrende følelse, at jeg kunne mærke begyndelsen af hendes bryst under skjorten med min pege og fuckfinger. Men jeg svor mig selv, at jeg ikke ville gå amok på hende uden hendes accept. Hun fniste og nikkede.

"Jeg kan godt mærke det på dig...", svarede hun med et lille smil og hun fniste endnu mere, da hun flyttede sit blik op i loftet. Jeg grinte forundret, mens jeg så ned på hende.

"Er det virkelig så sjovt?", spurgte jeg stille. Hun fniste og flyttede blikket på mig.

"Hvad siger dit hjerte dig?", spurgte hun stille med et kærligt smil. Jeg grinte smørret.

"Jeg kunne seriøst elske så meget med dig lige nu, men mit hjerte siger...", svarede jeg stille og stoppede min egen sætning med et lille suk. Julie smilte kærligt og kærtegnede mine kinder.

"Hvad siger dit hjerte, Justin?", spurgte hun yderligere. Vi havde dyb øjenkontakt.

"At vi bør vente... Jeg vil vente på dig...", svarede jeg med et lille suk og smilte ned til hende. Hun smilte med et suk.

"Hvorfor skal du være så dejlig og perfekt?", spurgte hun stille. Jeg smilte forelsket.

"Der tager du fejl - Det er dig, der er så perfekt og dejlig...", svarede jeg stille og nærmede mig hendes læber og lukkede mine øjne og kyssede videre med hende.

Hvorfor grinte Julie, da hun så op i loftet? - Lad os se ad:


Javel, endnu en mistelten - og så lige over sengen?



Julies synsvinkel:

Dagen i dag virkede helt sikkert bedre end de seneste dages tid, men jeg havde endnu ikke fået mine magiske kræfter igen, men noget sagde mig, at Justin fik tingene til at ske helt af sig selv. Det havde slet ikke været det pure opspind for Justin, da han påstod, at han hørte bjældeklang og at han ligefrem så Dancer bag mig, da vi var i skoven i går. Jeg troede ham skam og jeg kunne sagtens høre bjælderne, men jeg lod som om, at jeg ikke gjorde, for Justin skulle ikke tro, at det var mig, der var skør og mærkelig.

Han skulle selv mærke og føle julen. Det var ham, der fik tingene til at ske, ikke mig! Jeg var blot en brik i hans glæde og det var altså kun fordi, jeg var halvblodsnisse, at disse små magiske mirakler skete, for selv om jeg var vant til magi i mit liv, så vidste jeg trods alt, at mennesker normalt ikke var omgivet af mirakler og magi hver dag i deres liv, men at disse øjeblikke skete som en uhyre sjældenhed.

"Hvordan kan det være, at du hedder det specielle navn, Julie? - Det minder så meget om jul?", spurgte Diane mig, mens vi stod tæt ved den lille bod, der solgte varm suppe, saltkringler, æg-toddy og julesmåkager, ikke langt fra den store sø, som var frosset og omdannet til kæmpe skøjtebane.

Der var mange mennesker ud og skøjte og kælke ovre ved kælkebakkerne. Det emmede af vinterhygge og December! Jeg elskede det, og satte pris på det hele. Jeg følte mig virkelig hjemme!

Justin, hans far, hans morfar og ungerne var ude på isen og skøjte, mens jeg stod og småsludrede med Diane og Pattie. - Pattie og Jeremy var ikke sammen som et par, men de bevarede familiesammenholdet, for Justins skyld og Justins søskende var med overalt, eftersom Justin ikke kunne undvære sine små søskende og omvendt. Jeg fandt det bare fantastisk, at de trods alt holdte sammen som en rigtig kernefamilie, selv om Pattie og Jeremy ikke var sammen længere. De havde dog et godt venskab og det var Justin vidst også ret taknemmelig over.

Justin så flygtigt hen på mig ude fra isen af, hvor han stod flot på skøjterne. Han smilte så meget, at jeg nærmest var tilbøjelig til at tro, at han ville få ondt i kæberne over det. Det varmede usigeligt meget i mit hjerte, at se ham så glad og nok også lykkelig, men jeg vidste ikke hvor meget af det var juleglæde, men lidt kunne det tyde på, for ellers havde han ikke kunne høre bjælderne eller opleve Dancer på nært hold. For Dancer kom sjældent bare automatisk. Han var bestemt blevet kaldt på én eller anden måde af Justin, og at Justin ligefrem påstod at han hed Dancer, jamen så var den god nok! - Han kunne kommunikere med rensdyrene - vel og mærke; kun julemandens rensdyr, eftersom de var usædvanlige. Jamen, det var jo ikke for sjovt, at de kunne flyve over himmelen og så i højhastig fart. - Klart nok, SLET ikke normale rensdyr, vel?

- Jeg vidste dog, at Justin var på rette vej - Juleglæden begyndte så småt at indtage sin ærede plads i hans hjerte - Han skulle blot lære at tro på mirakler, og at julemanden fandtes. Ej, at forglemme - at jeg var en rigtig nissepige!

Jeg så væk med et smil fra Justin og pustede let på suppen i mit engangskrus, for der efter at tage en lille tår. Jeg så hen på Diane med et smil.

"Jeg ved det, men det hedder jeg nu engang. Min mor valgte mit fornavn, min far valgte mit mellemnavn, fordi julen er hans yndlingshøjtid og efternavnet er fordi det hedder vi bare.", svarede jeg i et lille fnis. Diane smilte stort.

"Dejligt Julie - Hedder din far så Santa Claus?", grinte Diane muntert og Pattie grinte også med.

Jeg fniste og rystede på hovedet. Nok var min far Santa Claus, altså julemanden, men han havde trods alt et rigtigt navn.

"Han hedder Scott!", svarede jeg med et stort smil. Både Diane og Pattie, så lettere overraskede ud.

"Jamen dog, det var næsten lige som Santa!", pointerede Pattie med et stort grin. Vi grinte alle tre og jeg nikkede.

"Ja, kun næsten!", blinkede jeg frækt med øjet, inden jeg tog endnu en tår af min kopsuppe.

"Hvad hedder din mor så?", spurgte Pattie yderligere. Jeg fniste stort.

"Hun hedder Clementine!", fniste jeg. Både Pattie og Diane så målløse på mig.

"Laver du sjov, barn?", spurgte Diane.

Jeg fniste og rystede på hovedet. Ja, det var nok skæbnen, der ville, at min far, julemanden, skulle finde sig en pige med lige det navn, eftersom citrusfrugterne klementiner var så populære i de meget kolde måneder, særligt i julemåneden.

"Hun er oprindeligt fra Frankrig. Det skulle være hendes mormor, der ønskede, at mine bedsteforældre skulle kalde min mor for Clementine...", forklarede jeg stille og helt seriøst med et lille smil.

Både Diane og Pattie nikkede med smil. Pattie rystede grinende på hovedet.

"Utroligt, hvad skæbnen kan bringe!", kom det fra Pattie.

Jeg nikkede enigt med et lille grin og jeg så hen mod de andre på isen igen.

"Julen er magisk, min skat!", hørte jeg Diane sige ved min side.

Jeg så på hende og Pattie grinte ved Dianes anden side.

"Du har ret, mor!", svarede Pattie og gav Diane et let knus mens de stødte panderne mod hinanden. Jeg smilte med et suk, bare ved synet af dem.

Jeg savnede virkelig også min mor - Særligt nu, hvor jeg havde været så meget igennem de seneste dages tid. Det havde absolut ikke været småting.

"Baby? - Skal du ikke med ud og skøjte?"

Hans dejlige og glade stemme, fik mig til at se ligeud, hvor jeg så Justin komme traskende gennem den tykke sne med sine skøjter på fødderne. Wow, han havde da virkelig balanceevnen i orden. Jeg fniste forelsket.

"Du ved jo, at jeg er en rigtig Bambi på glatis, som du selv påstår? Jeg dur ikke til det...", sukkede jeg med et lille smil. Justin grinte og kom lettere besværet helt hen til mig.

"Sludder baby! Jo flere gange du øver dig sammen med mig, des bedre bliver du...", svarede han stille tæt ved mig. Jeg fniste og nikkede.

"Du har ret, skat...", svarede jeg stille og lagde mine arme om nakken på ham.

Han trak mig ind i et dejligt og blidt tungekys. Det varmede skønt i kroppen. Hans måde, at kysse på, kunne få mig til at glemme omverdenen gang på gang. Vi slap hinandens kys og stødte panderne sammen. Hans dejlige varme og brune øjne, var som magi i mine øjne. Han smilte på en særlig måde, selv om vi stod så tæt på hinanden med blikkene forgabt i hinanden. Han smilte med et lækkert bid i underlæben og flyttede sin mund hen til mit øre. Jeg fniste.

"Vil du høre noget, baby?", hviskede han. Jeg fniste og nikkede.

"Baby you deserve everything you want
It's your night, ohhh
Wanna put my ear to your chest girl
Baby I hear melodies when your heart beats
Baby it sings to me like
Fa la la la la, fa la la la la..."

 

 

 

 


Nurh! - Romantik i højsædet! Justin og Julie er helt sikkert dybt forelskede i hinanden.

Har Julie ret i, at Justin er godt på vej til at finde juleglæden frem?

Hvad tror i, der sker næste gang? Kan i gætte det? ;)

Der står helt sikkert spænding i højsædet næste gang - Det garanterer jeg.

- Og jeg garanterer, at der vil ske ting og sager, som Justin SLET ikke vil forvente og SÅ afslører jeg ikke mere ;)

~ Ida

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...