Santas Little Helper (færdig)

Julen nærmer sig hastigt og alle er så småt i gang med at pynte op eller finde julepynten frem - Lige ledes burde det være på samme vis hos den verdenskendte Justin Bieber. - Meget er gået op og ned for ham, særligt hvad angår kærligheden til Selena Gomez. Han har nu opgivet alt omkring Selena og lykke er ikke ligefrem det der fylder hans hjerte. Selv glæden til julen har forladt ham. Nordpå - faktisk Nordpolen, er der fuld gang i løjerne hos Julemanden og alle hans hjælpere. Julie Noel Claus på 17 år er en rigtig drillenisse og ingen ringere end Julemandens datter. Julie er selv Belieber - Sjovt nok! Så Julemanden ser det kun som passende, at Julie vil finde juleglæden frem hos Justin - Hun får til opgave, at hjælpe Justin på rette vej, men hvad sker der, når Justin pludseligt opdager Julie? Er det på godt eller ondt? Følg med i en blanding af eventyr, jul og umage kærlighed, når jeg åbner den første kalenderlåge på mandag d 1 December ;)

138Likes
390Kommentarer
31278Visninger
AA

12. 11 December


11. December

Justins synsvinkel:

" - Så hvad hedder den leg, som du vil lege?", spurgte Julie om, mens vi gik hånd i hånd i skoven - Alene.

Ja tænk, jeg havde mine dage, hvor jeg forlangte min frihed og en tur i skoven, i Canada, mens sneen lå spredt smukt i hver åbning, hvor der ikke stod de tykke Normanner grantræer i vejen, så det ville sige, at sneen lå tyk næsten alle steder. Jeg smilte smørret til hende. Hun så virkelig sød ud med rød strikhue og dynejakke, som hun havde lånt af min mor. Julies dejlige kulør og blussende røde kinder var kommet tilbage. Dog manglede hun sin knaldrøde mund og de isblå øjne. Jeg havde også været ret sikker på, at det blot havde været kontaktlinser, som hun havde brugt før.

"Altså, det er ikke en decideret leg, men mere ment som en spørgeleg...", svarede jeg med et smil og stoppede op midt på skovstien med hende og mødte hendes blik.

Hun smilte svagt og jeg greb fat i hendes anden hånd.

"En spørgeleg?", svarede hun med et spørgsmål.

Jeg nikkede med et smil og pustede klar ud, så min ånden blev vist tydeligt i den ret kolde luft.

"Er du med på den, baby?", spurgte jeg med et lille charmerende smil. Julie smilte svagt og så tænkende ud.

"Jeg ved ikke rigtigt, Justin?", svarede hun med et nervøst blik og bid i underlæben.

Jeg smilte svagt og trak hende ind til mig og lagde mine arme om lænden på hende uden på dynejakken.

"Kom nu, baby? - Der er så meget jeg gerne vil vide om dig... Du er et stort mysterium for mig...", svarede jeg med et lille kærligt smil og begyndte at kysse små blide kys på hendes dejlige varme læber.

Hun grinte lettere akavet.

"Måske, det også er det bedste, at du ikke ved så meget, heller?", svarede hun med et undskyldende blik.

Jeg elskede virkelig ikke det svar og kunne langtfra smile ad det. Jeg slap grebet om hende og vendte mig bort fra hende.

"Hvorfor fanden er vi så kærester, når jeg ikke engang må vide noget om dig?", svarede jeg med et svagt fnys med ryggen til hende.

Der gik ikke mere end få sekunder, så mærkede jeg hende tage fat om min hånd.

"Kom...", svarede hun blot og jeg vendte min opmærksomhed mod hende.

Jeg kunne seriøst ikke smile lige nu, for jeg fandt det ret uretfærdigt, at jeg ikke måtte vide en skid om hende. Hun smilte forsigtigt og greb fat om min anden hånd også, så vi igen stod over for hinanden.

"Luk øjnene...", sagde hun stille. Jeg så undrende på hende.

"Hvorfor?", spurgte jeg lettere irriteret. Julie smilte undskyldende.

"Gør det nu bare, Justin...", svarede hun stille.

"Er det en test?", spurgte jeg yderligere og så spørgende på hende. Hun sukkede hårdt.

"Luk nu bare øjnene, okay?", svarede hun med et hemmelighedsfuldt blik. Jeg sukkede svagt og nikkede og lukkede øjnene.

"Slap helt af...", hørte jeg hende sige nærmest hviskende, mens jeg kunne mærke at hun ikke slap mine hænder. Jeg smilte lidt ad det, selv om jeg nu ikke kunne se hende.

"Nu skal du prøve og slappe så meget af og du skal slet ikke spørge mig om noget som helst - dog må du gerne fortælle mig dine tanker - forstår du hvad jeg mener?", spurgte hun lavt.

"Ja eh, sådan da...", svarede jeg lavt.

"Okay, lyt godt efter... Hvis du skulle beskrive mig med mindst fem ting, hvilke ting skulle det så være og det skal ikke være noget med min personlighed at gøre, okay?", spurgte hun stille. Jeg smilte over spørgsmålet og nikkede blot.

"Eh, lad mig se... Mindst fem ting, der ikke har noget med din personlighed at gøre...", svarede jeg stille og tænkte lidt.

"Du er helt sikkert som et barn i en slikbutik, eftersom du er så ufattelig glad for søde sager...", begyndte jeg stille med et lille smørret grin.

"Okay ja, du har helt sikkert ret lige der...", svarede hun stille. Jeg nikkede og tænkte lidt igen.

"To; Du er som en fortryllende nat, da jeg aldrig har mødt en pige ligesom dig..."

"Det er svært ikke, Justin?", svarede hun med et lille grin.

Jeg sukkede med et lille smil og nikkede.

"Du har ret - Lige meget hvad jeg kommer frem med af ting der kan sammenlignes med dig, så indgår de i din personlighed...", svarede jeg med et lille grin.

"Mmja, det giver jeg dig ret i... Kan du komme på mere?", spurgte hun. Jeg tænkte lidt igen.

"Jeg ved, at det her lyder fuldkommen åndssvagt, men du er som et omvandrende juletræ - særligt da vi mødtes, fordi du elsker julet beklædning...", grinte jeg smørret. Hun fniste kunne jeg høre.

"Jeg giver dig kun ret, Justin...", svarede hun med glæde i stemmen. Jeg smilte smørret.

"Okay, jeg ved, at jeg sagde mindst fem ting, men vi springer de to sidste over, for denne leg går ret godt lige nu synes jeg...", fniste hun. Jeg grinte smørret og spændt på én gang.

"Synes du virkelig?", grinte jeg spændt.

"Ja da... Nu noget andet - Dette er en quickie runde, så det betyder, at jeg nævner et ord og du skal så komme med et ord, der harmonerer med det ord jeg siger og det skal bare være det første der falder dig ind, okay?", forklarede hun med grin i stemmen, så jeg ikke kunne lade være med at grine over det selv.

"Okay, nu begynder det at blive sjovt!", grinte jeg smørret.

"Ja, er du klar?", fniste hun. Jeg nikkede med et charmerende smil, selv om jeg ikke kunne se hende lige nu. Hun gjorde mig dog ret tryg med hendes nærvær og at jeg vidste, at hun stod foran mig og at vi holdte hinanden i hænderne.

"Koldt?"

"Is!"

"Kælk?"

"Sne!"

"Nisse?"

"Fantasi!"

"Julehjerte?"

"Kærlighed!"

"Rudolf?"

"Rensdyr!"

"Kanetur?"

"Bjældeklang!"

"Ding ding ding... Ding ding ding... Ding ding ding ding diiiing!"

Jeg spærrede straks øjnene op og så måbende på hende.

"Hørte du det?", udbrød jeg med en klump i halsen. Hun fniste med de søde røde blussende kinder.

"Hørte hvad, Justin?", fniste hun. Jeg rystede målløs på hovedet.

"Jeg syntes bare, at jeg hørte...", svarede jeg og stoppede undrende min sætning og så forundret på Julie.

"Altså, helt ærligt: Hørte du ikke de bjælder? - Det lød som melodien på "Jingle Bells"?, forklarede jeg med store øjne. Julie fniste.

"Ej Justin, du er da vidst ved at blive tosset?", grinte hun, mens hun holdte sine hænder for munden på en ret sød måde. Jeg rystede på hovedet.

"Nej, det kan seriøst ikke passe, baby - Jeg hørte det så klart og tydeligt, som om du selv stod med bjælderne i hånden?", fløj det målløst ud af mig. Hun smilte hemmelighedsfuldt.

"Jamen, vi holdte jo i begge hinandens hænder før, så det kunne jeg absolut ikke have gjort...", svarede hun roligt med et smørret smil.

Jeg grinte på en kort og akavet måde og skulede let til hende med et smil.

"Du skjuler noget for mig, ikke?", grinte jeg akavet.

Julie trak på skuldrene og bredte armene ud på en "det-skal-jeg-ikke-kunne-sige" udtryk. Hun rystede på hovedet med et lille grin.

"Du skjuler virkelig noget for mig?!", grinte jeg højt.

Julie grinte hjerteligt og drilagtigt og puffede let til mig.

"Du er den!", fløj det drillende ud fra hende og hun satte i løb.

Jeg grinte højt og besluttede mig straks til at løbe efter hende. Hun grinte på en dejlig og herlig måde og strålede mere end noget andet, mens jeg prøvede at fange hende mellem skovens store træer.

"Kan du seriøst ikke fange mig, dit langsomme æsel?!", råbte hun med et frækt grin et stykke væk bag et stort tykt træ.

Jeg grinte og begyndte at løbe hurtigere efter hende.

"Nu skal du ikke komme for godt i gang, din drillepind!", grinte jeg og standsede pludseligt op og undrede mig over, at hun ikke var at se nogen steder.

"Hvor er du?!", kaldte jeg undrende.

Sekunder efter ramte noget lettere hårdt, koldt og vådt mig i nakken.

"Hvad fanden?", mumlede jeg og vendte mig den anden vej.

"Kan du sige drillenisse, gnavpot?!", fløj det grinende ud af Julie, som jeg endelig så løb væk fra mig grinende. Jeg grinte smørret og bukkede mig lettere over den snedækkede skovbund.

"NÅRH!", udbrød jeg med en fræk høj stemme og samlede noget sne op og formede en stor snebold af det og satte i løb efter hende, selv om hun var godt og vel halvtreds meter væk foran.

"Nu skal du få en omgang, din hønisse!", grinte jeg højt, mens jeg svagt forpustet løb efter hende.

Hun løb videre og så tilbage mod mig, mens hun grinte.

"Haha, det er dig, der er en gammel hønisse, ikke mig!", hvinede hun grinende.

Jeg standsede brat op og kastede min snebold for fulde gardiner mod hende og ramte hende på skulderen.

Hun skreg op af grin og standsede selv og bukkede sig forover for at forme endnu en snebold. Jeg gjorde nøjagtigt det samme som hende.

"Du kan tro nej, nissepige...", mumlede jeg frydende.

"Ding ding ding... Ding ding ding... Ding ding ding ding diiiing!"

Jeg sank en klump over, at jeg hørte den skide "Jingle Bells" igen og nu stod Julie et godt stykke væk og stod og grinte drillende ad mig.

"Tør du ikke, gamle hønisse?!", råbte hun i grin.

Jeg grinte lettere akavet, for jeg fandt det mærkeligt, at jeg igen skulle høre den bimlen - Ja var sgu da ikke ved at blive skør?

"Ding ding ding diiing... Ding ding..."

"Der var den bimlen igen?", mumlede jeg undrende, men nu også over, at det ikke lød som "Jingle Bells" længere.

Jeg rettede mig op og så mig omkring, men kunne ikke se noget. Jeg så over på Julie, der grinte.

"Kom nu?!", råbte hun i grin.

"Ding... Ding ding... Ding!"

Jeg pustede hårdt ud og så spørgende hen mod Julie.

"Seriøst! Kan du ikke høre den bjældeklang?! Den kommer hele tiden nu!", råbte jeg mod hende.

Hun løb grinende hen mod mig og standsede op en halv meter foran mig.

"Hvad med at undersøge det nærmere, hvis du påstår at du hører bjældeklang? - Selvom jeg synes det lyder noget langt ude det du påstår?", svarede Julie med et drilsk smil. Jeg smilte stramt og følte mig pænt dum lige nu, men jeg kunne seriøst høre bjælder hele tiden nu og selv om det virkede ret uforklarligt, hvorfor? - Så så jeg nu et ret smukt rensdyr komme gående stille et stykke bag Julie. Jeg gned mine øjne engang, for troede seriøst, at jeg så syner. Jeg pegede forbi Julie. Hun så spørgende på mig med et smil.


"Hvad er der, Justin?", spurgte hun med et smil.

Jeg sank en klump og rensdyret rettede sig op og så direkte på mig, som om det talte til mig, eller? Forstå mig ret, men det var som om jeg til en vis del kunne forstå hvad den ville mig? Virkelig mærkeligt, ikke?

"Der er et... et rensdyr lige bag dig?", svarede jeg lettere målløs. Julie fniste og gik de få skridt hen til mig.

"Fjollehoved...", svarede hun med et lille fnis og gav mig et blidt kys på mine læber og lagde armene om min nakke. Jeg så på hende i sekunder, inden jeg flyttede blikket hen på det såkaldte og ret levende rensdyr blot få meter bag Julie. Jeg så igen på Julie og fandt hendes forelskede blik tæt på.

"Prøv selv at se, baby? Der står et flot og ret smukt rensdyr lige op ad os...", sagde jeg bestemt men i lav tone. Julie fniste og flyttede slet ikke sit blik fra mig.

"Du er vidst en tosse, skat... Rensdyr? Her?", fniste hun.

Jeg sukkede lettere frustreret og flakkede mit blik mellem hende og rensdyret.

"Jamen for pokker da, det er sandt! Se, Rudolf står og kigger på os!", udbrød jeg lettere højt og så på rensdyret, der så med et bestemt blik på mig, så et ord faldt mig i tankerne på dette tidspunk.

"Dancer...", mumlede jeg og følte at jeg var ved at gå i selvsving over den mærkelige tanke. Julie fniste og så blot videre på mig.

"Ved du hvad du er, Justin?", spurgte hun i et lille fnis.

Jeg rystede langsomt på hovedet, mens mit blik flakkede mellem Julie og rensdyret der begyndte at gå videre og forsvandt ind i den tætte nåleskov. Jeg så forvirret på Julie.

"Hvad er jeg?", spurgte jeg stille. Hun smilte kærligt og kærtegnede min kind og så på mig med et intenst blik.

"Du er dejlig...", nærmest hviskede hun.

Jeg smilte forelsket og besluttede mig for at forkæle hende med et dejligt og roligt tungekys, der varmede skønt her ude i den ret kolde skov blandt sne, frost, et rensdyr, der hed Dancer - Ja, det forestillede jeg mig, og bjældeklang, som virkede lige så uforklarligt som rensdyret....

 

Eh, hvad sker der egentligt for Justin? Ser han virkelig et rensdyr og hvorfor virker det til, at Julie ikke tror på Justin? Er det bare et led i hendes plan, at hun lader som ingenting, og hvorfor nu det?

Er Justin nu på rette vej mod det gode julehumør? ;)

Det finder vi ud af hen ad vejen, måske allerede i morgen d. 12 december? FØLG MED! <3

~ Ida

Sorry, for det ekstreme korte kapitel og fordi det kom så sent, men mine tanker har været andetsteds og har haft en del bekymringer siden ved tretiden i går eftermiddags, men alt er godt nu, så jeg håber i overlever dette korte kapitel. Som en kompensation for det korte kapitel i dag, så lover jeg et ekstra langt i morgen. Nat nat piger <3 LOVE YOU!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...