Santas Little Helper (færdig)

Julen nærmer sig hastigt og alle er så småt i gang med at pynte op eller finde julepynten frem - Lige ledes burde det være på samme vis hos den verdenskendte Justin Bieber. - Meget er gået op og ned for ham, særligt hvad angår kærligheden til Selena Gomez. Han har nu opgivet alt omkring Selena og lykke er ikke ligefrem det der fylder hans hjerte. Selv glæden til julen har forladt ham. Nordpå - faktisk Nordpolen, er der fuld gang i løjerne hos Julemanden og alle hans hjælpere. Julie Noel Claus på 17 år er en rigtig drillenisse og ingen ringere end Julemandens datter. Julie er selv Belieber - Sjovt nok! Så Julemanden ser det kun som passende, at Julie vil finde juleglæden frem hos Justin - Hun får til opgave, at hjælpe Justin på rette vej, men hvad sker der, når Justin pludseligt opdager Julie? Er det på godt eller ondt? Følg med i en blanding af eventyr, jul og umage kærlighed, når jeg åbner den første kalenderlåge på mandag d 1 December ;)

139Likes
390Kommentarer
31235Visninger
AA

11. 10 December


10. December

Julies synsvinkel:

"I don't want a lot for Christmas
There is just one thing I need..."

 

 

 

 

"God morgen, baby... Det er den første december - Vi får travlt..."

    Hans blide stemme fik mig til at glippe øjnene op og jeg mødte hans dejlige brune øjne tæt på mig. Han lå og smilte kærligt.

    "Er der allerede gået endnu et år?", mumlede jeg lettere morgentræt, mens jeg lå og strakte mig i sengen. Han grinte med et lille nikken.

    "Din far har sendt bud efter mig og han er meget ivrig efter, at oplære mig helt fra bunden af, selv om han nærmest ikke har bestilt andet det sidste lange års tid...", grinte han smørret. Jeg fniste forelsket og trak ham ned til mig og fangede ham i et blidt tungekys.

    Han trak sig lettere væk fra vores kys, men han blev ved min side i sengen. Jeg nussede hans kind blidt.

    "Du skal nok blive den bedste julemand...", hviskede jeg lykkeligt.

    Han nikkede med et lille grin og kyssede mig på panden og rejste sig fra vores seng af og trippede lettere rundt på gulvet, så jeg ikke kunne lade være med at grine lidt.

    "Er du klar over, hvor nuttet du ser ud, sådan som du tripper rundt?", fniste jeg. Han grinte smørret med et blink med øjet.

    "Jamen, her er koldt og selv om jeg har været her godt og vel et år, så har jeg stadigt ikke vænnet mig helt til polargraderne her endnu!", grinte han og sprang splitternøgen ud mod badeværelset.

    Jeg faldt om i sengen med et fnis og lå og kiggede op i loftet og fik øje på vores elskede mistelten, der aldrig nogensinde ville falme, så længe vores kærlighed var stærk.

    "Elskede?!", kunne jeg høre ham råde ude fra badeværelset af. Jeg lå og smilte lykkeligt og rettede min opmærksomhed over mod døren til badeværelset, hvor jeg kunne høre ham fumle rundt der ude.

    "Hvad skat?!", råbte jeg med et lille fnis og sekunder efter stak hans sit smukke ansigt frem fra dørkarmen af.

    "Vi skal huske at se nordlyset i aften - Det vil jeg bestemt ikke gå glip af!", forklarede han med blink med øjet og forsvandt fra dørkarmen igen. Jeg fniste og så op i loftet igen.

    "Selvfølgelig min elskede...", mumlede jeg lykkeligt.

    - Min elskede Justin...

Jeg glippede stille mine øjne op og prøvede at fokusere om, hvor jeg var?

Værelset jeg var i, gjorde mig blød om hjertet, for det var pyntet godt op med julepynt. Juleglitter, granguirlander, de smukkeste julekugler og hyggelige nisselandskaber, prydede værelset, som jeg var i, men jeg følte det som om, jeg opholdte mig et sted, som jeg aldrig havde været?

Jeg betragtede det dejlige quiltede tæppe, der lå ovenpå mig. Der emmede af julehygge og da jeg flyttede blikket hen mod det pyntede vindue, så begyndte jeg at græde stille af glæde.

- Det sneede jo?

Jeg rejste mig fra sengen og opdagede, at jeg havde en grøn silkeagtig pyjamas på. Jeg fniste svagt over, hvor dejligt hjemlig den farve var. Jeg ELSKEDE den. Jeg begav mig hen til vinduet og kiggede ud. Ganske rigtigt - Jeg var i alt fald slet ikke i Californien, men bestemt heller ikke på nordpolen. Der var sne over alt og det så smukt ud og en masse børn var ude og lege på vejen kunne jeg se. Det gav et lille gib i min krop, da jeg vendte blikket ned mod forhaven til dette hus jeg åbenbart opholdte mig i.

"Jamen, det er jo?", mumlede jeg med et lille lykkeligt smil, da jeg opdagede Justin pakket godt ind med hue, halstørklæde, vanter og dynejakke, der kastede snebolde mod et par meget mindre børn i flyverdragter og en mand, der synede i trediverne? Sig mig, var det Jeremy, Justins far? - Så måtte ungerne i flyverdragterne være Jazmyn og Jaxon.

Jeg smilte med et dybt suk over synet - og jeg smilte endnu mere over, at jeg faktisk følte, at jeg havde det meget bedre fysisk. Jeg følte mig i hvert fald ikke synderligt syg, men jeg var heller ikke i tip top humør, for jeg huskede, da jeg var syg, hvor meget Justin nægtede på at tro på, at jeg var halv nisse og at min far julemanden eksisterede. Jeg smilte langtfra over det.

Jeg vidste det nu - Jeg havde begået en fejl ved at presse for meget på Justin. Han troede ikke på julen og jeg vidste nu, at jeg ikke skulle stille ham spørgsmål omkring julen, for i tilfælde af at han ville komme med noget der ikke passede i mine øre, så ville det går hårdt ud over mig igen.

Jeg var stadigt syg, men jeg kunne trods alt stå oprejst og jeg vidste nogenlunde hvad jeg foretog mig. Jeg måtte spare på mine kræfter, for jeg vidste, at jeg ikke havde mange tilbage. Om jeg virkelig stadigt havde magiske kræfter tilbage, ja, det var jeg slet ikke klar over nu og der var kun én måde at prøve det på.

Jeg så ned på Justin, der grinte højt, mens han legede sneboldkamp med sin familie.

"Julehjerter og ristede kastanjer, få Justin til at tro på julemanden og lad ham blive ufattelig forelsket i mig...", ønskede jeg stille og knipsede mine fingre sammen.

Jeg sukkede svagt og betragtede Justin, der virkede upåvirket. Jeg vidste ikke om mit ønske var opfyldt.

"Jeg prøver noget andet...", mumlede jeg og gik lettere væk fra vindueskarmen og fokuserede på vindueskarmen.

"Kalenderlys og musetrapper, skænk mig en varm kop kakao med skumfiduser og chokoladedrys!", remsede jeg og knipsede med fingrene.

Jeg så lamslået mod den nøgne vindueskarm - Ingen varm kakao! Jeg prøvede igen.

"Julekonfekt og mistelten, jeg ønsker mig bare en lille bitte kop varm kakao!", remsede jeg og knipsede med fingrene, men igen - INTET skete. Jeg sukkede hårdt og faldt til gulvet.

"Jeg har mistet mine magiske evner...", mumlede jeg og var faktisk også målløs over, at hvis jeg havde mistet mine magiske evner, jamen, hvorfor var jeg så ikke faldet sygeligt om for længst?

Jeg var jo oppe og følte mig så meget bedre tilpas end, da jeg havde været vildt syg hjemme hos Justin. Det var helt sikkert uventet alt det her? Jeg kunne undre mig meget over, hvordan alt hang sammen? - Nu ville jeg bare ikke risikere at blive så alvorligt syg igen, så jeg måtte lade være med at påstå over for Justin, at jeg var halv nisse og at min far var julemanden. Jeg måtte holde lav profil.

"Jamen dog, du er jo oppe?!"

En kvindelig stemme i værelset, fik mig til at rejse mig fra gulvet og vende mig omkring. Jeg fniste svagt og genkendte godt damen. Det var jo Justins mormor! Så vidste jeg endelig hvor jeg var henne. Jeg var helt sikkert i Canada!


"Du kan bare sætte dig hen i sofaen ved pejsen og brug gerne tæppet fra armlænet af...", forklarede Diane med et venligt smil.

Jeg sukkede med et lille smil over den julede stue - ALT var bare perfekt i mine øjne. Intet manglede og jeg kunne mærke, at det styrkede mig meget, men jeg følte mig stadigt langtfra den nisse, jeg ellers havde været. Jeg så flygtigt på Diane ved min højre side og smilte.

"Det er perfekt, tak...", svarede jeg stille og fuld af taknemmelighed.

Diane nikkede med et kærligt smil og gav mig et kys på panden.

"Det er godt min pige - Gå du over og slap af, så kommer jeg med varm kakao og juleboller om lidt...", forklarede hun med et lille hyggeligt og muntert grin.

Jeg nikkede med et lykkeligt suk. Det her var bestemt livet, når jeg nu ikke kunne være hjemme i nordpolen. Diane var med garanti en ægte julemor, ligesom min egen. Det bekræftede mig herved, at der fandtes flere julemødre i verden, end kun min egen. Jeg havde savnet denne følelse. Diane gik ud af stuen og mod køkkenet, velsagtens, mens jeg nærmest sprang glad hen i sofaen, der stod nær den julede og varme pejs med julesokkerne oppe på væggen. Ja, havde man ikke en kamin, hvor man kunne hænge julesokkerne op, så måtte man nøjes med at hænge julesokkerne på væggen, nær den varme pejs.

Jeg puttede tæppet let over mig og slangede mig i sofaen og lod mit blik glide rundt på alt oppyntningen. Der var virkelig mange nisser at se og jeg kunne ikke lade være med at føle mig hjemlig over dem. Jeg fniste og flyttede blikket videre rundt i stuen til jeg stoppede mit blik henne ved dørkarmen til entreen, hvor jeg så Justin stå og betragte mig med røde kinder og han pustede på sine hænder, mens han gned hænderne mod hinanden og begav sig ind i stuen. Han smilte svagt til mig og satte sig hen i lænestolen over for mig.

"Det er rart at se dig være på benene igen, Julie...", sagde han stille. Jeg nikkede med et stort smil.

"Jeg har det også bedre, Justin...", svarede jeg med et forelsket smil til ham.

Han smilte slet ikke helhjertet kunne jeg se og han nikkede blot.

"Godt...", svarede han lavt og han så væk og greb ud efter sin mobiltelefon i hans bukselomme og det var som om han lukkede mig ude af hans lille verden, mens han bare sad og fumlede løs med sin telefon uden at værdige mig et eneste blik.

Det gik mig faktisk på. - Hvor var den Justin, der var romantisk, ærke-sød og omsorgsfuld henne?

"Er der noget galt, Justin?", spurgte jeg bekymrende. Han fjernede blikket fra sin telefon og smilte svagt til mig og rystede på hovedet.

"Njøø, hvad skulle der være galt?", svarede han på en ret ligegyldig måde og trak på skuldrene for der efter at se på sin mobil igen.

Jeg kunne mærke det - Der VAR noget galt!

"Vi er i Canada, ikke?", spurgte jeg forsigtigt, bare for at sætte en samtale i gang. Han så igen væk fra sin telefon og hen på mig med et svagt smil, som stadigt virkede uinteresseret.

"Ja, det er vi...", svarede han nærmest ligeglad, for der efter at se interesseret på sin mobil igen. Jeg mærkede en tåre rende stille ned ad min kind.

"Hvilken dato har vi...", snøftede jeg stille og så på Justin. Han fjernede blikket fra sin mobil og det ligegyldige smil kom dog ikke, men han så pludseligt bekymret ud og lagde sin mobil på det lille bord ved hans side af lænestolen og han rejste sig op.

"Er der noget galt, Julie?", spurgte han med en svag hæs stemme. Jeg snøftede hårdt ind.

"Hvilken dato har vi?", hulkede jeg nu, mens jeg så grædende op på ham. Han sukkede hårdt og kom hen til mig og satte sig ved siden af mig og trak mig endelig ind i et varmt knus.

"Kan det ikke være ligegyldigt, Julie? Du er jo vildt ked af det...", svarede han stille, mens han nussede mig på ryggen.

"Sig...", snøftede jeg hårdt ind.

"Sig det nu bare...", snøftede jeg stille.

"Okay...", svarede han stille, mens han kærtegnede mig på min ene arm.

"Det er den tiende december...", svarede han stille. Jeg stoppede mine snøft og så straks op og fandt hans brune øjne.

"Kun den tiende?", spurgte jeg målløs. Justin smilte svagt og nikkede.

"Jamen, hvordan er vi kommet så hurtigt til Canada?", spurgte jeg målløs. Justin grinte svagt.

"Vi rejste med mit privatfly - Der skal såmænd ikke så meget til for mit vedkommende...", smilte han svagt. Jeg nikkede uden at smile.

"Hvem bar rundt på mig så?", spurgte jeg undrende. Justin smilte svagt.

"Det gjorde Kenny...", svarede han stille. Jeg nikkede med et meget lille smil og så nervøst på ham.

"Hvad med os to, Justin? - Jeg troede vi havde noget sammen?", spurgte jeg med en ny tåre rendende stille ned ad min kind. Justin sukkede og fjernede hånden fra mit lår og så væk.

"Jeg tror vi forhaster os, eller rettere JEG gør... Jeg er slet ikke parat til et nyt forhold, Julie...", forklarede han med en lettere ligegyldig tone, mens han så frem for sig.

Jeg græd endnu mere og lagde hånden på hans ben.

"Jamen, jeg tror jeg elsker dig, Justin - Jeg kan ikke bare slippe dig nu...", hulkede jeg stille. Justin så med et såret blik på mig.

"Du er virkelig sød, Julie - Men jeg kan ikke være sammen med en pige, der har de mærkeligste tvangstanker om, at hun er nisse og bor på et isslot med små grimme nisser!", svarede han lettere hårdt.

Jeg hulkede og meget imod mine inderste følelser for mit ellers virkelige liv, så besluttede jeg mig for at lyve over for Justin, for jeg ville ikke miste ham.

"Undskyld Justin, men jeg må have talt i vildrede, da jeg var så syg. Jeg ved at hvis man har feber, og er meget syg, så kan man komme med historier, der ikke er sande...", hulkede jeg og straks så Justin målløs på mig.

"Så du talte altså i feberledelse?", spurgte han på en bekymrende måde.

Jeg nikkede imod mine tanker, der sagde andre ord.

"Ja, jeg vidste ikke hvad jeg snakkede om...", hulkede jeg voldsommere end før over hvor stor en løgner jeg var nu.

Justin nikkede og lagde straks sine arme om mig og trak mig ind i et dejligt og varmt knus.

"Undskyld baby... Selvfølgelig vil jeg tro dig... Du var syg og lovligt tilgivet...", svarede han lavt ved mit øre.

Jeg vendte mit blik mod hans, der havde tårer, der rendte stille ned ad hans kinder. Han smilte endelig helhjertet.

"Du er så dejlig, baby... Tilgiv mig, at jeg har virket så kold over for dig...", hviskede han med en stemme, der knækkede svagt.

Jeg nikkede med et halvhjertet smil over mine løgne jeg nu havde over for Justin. Han tørrede mine kinder og trak mig ind i et dejligt tungekys....

Nå da da, nu skal Julie til at lyve over for Justin om hendes ellers virkelige liv - Hvordan vil det dog gå?

Hvad med Julies magiske kræfter? De synes at være helt væk? Hvad betyder det så?

Vil det nogensinde lykkedes Julie, at Justin finder den sande juleglæde og vil han lære at tro på julemanden?

Vil det blive en ægte juleaften d. 24 december og vil julemanden dukke op?

- Og hvor er rensdyret Dancer henne nu i dette billede?

Følg endelig med, når jeg åbner for endnu en låge i morgen d. 11 december. ;)

~ Ida

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...