Historien om Sophia.

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 nov. 2014
  • Opdateret: 25 nov. 2014
  • Status: Igang
En dag forsvinder en af lansyens piger og sophia som er en af de sidste der ser hende er den sidste der ser pigen, bliver ved med at drømme disse underlige drømme omkring denne pige.

2Likes
7Kommentarer
237Visninger

3. 3

Da jeg vågnede var det blevet godt op af dagen.

Først var jeg ikke sikker på hvad der havde vækket mig, men så gik det op for mig at jeg kunne høre hundeglam. Så fik vi travlt. Jeg var nød til i en fart at sadle op, pakke mit tæppe sammen og skære Røskva fri. Der var ikke tid til at fumle med knuder nu. Selvom det var hårdt for hende, satte jeg i gallop med det samme. Hvordan kunne jeg havde været så dum og uforsigtigt?! Jeg var nød til at passe bedre på.

Der gik ikke lang tid før jeg var nød til at holde Røskva an, for at jeg kunne stå af og give hende en pause og en slurk vand fra floden. Da Røskva havde fået slukket sin tørst, trak jeg hende et godt stykke ind i landet. Jeg kunne ikke længere høre noget tegn på forfølgelse, og jeg håbede de have givet op.

Hen af eftermiddagen kom jeg til Barlaskoven, som man siger er et farligt sted med trolde, lygtemænd og andre onde væsner. Måske kunne Røskva mærke det, for hun var helt umulig at få til at fortsætte.

Efter kort tid stod træerne så tæt, at der næsten ikke trængte sollys gennem trækronerne. Pludselig, ud af det blå, stod en pige på vejen foran os. Det var som om hun var lavet at det reneste måneskin, så lys var hun. Månebarnet smilede indladende til mig, og spurgte om jeg ikke havde lyst til at danse med hende og hendes søstre? Som ved et trylleslag var der pludselig en hel flok af de smukke måneskins piger, der flokkedes omkring mig og Røskva, som var på randen af panik.

Selvom jeg følte mig uforklarligt fristet til at blive, var der noget bagerst i min bevidsthed der skreg at jeg skulle se at komme ud. Jeg gav Røskva frie tøjler og lod hendes instinkter om at finde en vej ud af skoven. Desuden var jeg nød til at fokusere al min energi på at holde mig fast, for Røskva var helt ude af den. Vi nåede ud af Barlaskoven ved tusmørke, Røskva var udmattet, og jeg havde det heller ikke for godt. Jeg overvejede at slå lejr på stedet, men der var for tæt på skoven til at jeg følte mig tryg.

Jeg satte Røskva i skridtgang, og tænkte at hvis jeg fulgte Ormen, min ynglings stjerne formation, ville jeg nok komme til en vej før eller siden. Og ganske rigtigt, der gik ikke lang tid før vi nåede til den grusvej der, forhåbentligt, førte til byen Barla. Engang var Barla hjemsted for elverfolk og andre civiliserede folkefærd, men så kom menneskene og vendte op og ned på alting, eller det er hvertfald hvad jeg har fået fortalt. Jeg kan ikke huske hvem der sagde det, men det er meget længe siden.

Da jeg kom til byen, mødte jeg en gammel mand, som vidst var lidt fuld. "Hva' lahver schådan en schød pigeh som dig dog ude schå sent?" spurgte han, men væltede da han prøvede at rejse sig op og røre ved mig. Jeg så på ham med slet skjult foragt. "Jeg vil bare gerne vide hvor man kan finde arbejde, og måske et sted at sove?" "Altschå, jeg hhar ahltid pladshc til en schød ung dame i min seng," sagde han, og blinkede til mig. Jeg takkede nej, mange gange, men fik så ud af ham at herregården der lå lidt uden for byen manglede arbejdskraft. Jeg skulle bare følge hovedgaden ud af byen igen og så dreje ned ad den første vej til venstre. Jeg takkede ham, ignorede hans tilnærmelser, og red straks den anviste retning.

Men både mig og Røskva var så trætte på det tidspunkt, at vi endte med at slå lejr på vejen derhen og få et par timers vile. Da jeg vågnet dagen efter tog det mig ikke langt tid at få gjort Røskva klar til afgang. Da jeg nået herregården var solen lige kap kommet over bakketoppene. Da damen i huset hørte hovslag ude foran sit hus, kom hun ud for at se hvem det var der kom på besøg hun var godt gnaven og var meget tæt på at stikke mig en ørefine. Jeg fik hurtigt forklarede hvad jeg ville og hvorfor jeg kom så tidligt, da hun havde hørt hvad hun mente var nok til en forklaring gik hun uden at sige et ord mere ind i huset igen. Lidt efter kom der er ældre mand ud fra baggården, som tog Røskva og satte hende på stald.

Jeg fik besked, om at heren ventede mig i den store stue. Huset var et stort stenhus, med tre etasjer. Den store stue lå på 1. Sal, nede for enden af en lang gang. Jeg har aldrig set så stor en stue, som denne her. Der var store fine tæpper på gulv og væge, og lyssekronen var af krystaller!. I den ene af de to sofaer sad to børn, i den anden sad fruen og heren. De så på mig, som om jeg lige var faldet ned i deres stue og kom fra selve  Asgård. Heren rejste sig op

" ja jeg forstår at du søger arbejde, er det koret?."

sagde han,

og kom hen til mig så han kunne se mig helt an.

Jeg svarede så sikkert jeg kunne

" ja det gør jeg here, og det kan være et vilket som heldst arbejde."

Heren stod nu, og så ud af det store vindu der vendte ud mod byen.

" vi kunne godt bruge noget hjelp i hvores stalde, det er jo mere et mande arbejde end et pige arbejde. Med hvis du vill havde det, er det dit"

det kom helt bag på mig, jeg var god til heste. Og arbejde i stalden, gjorde at jeg selv kunne se efter Røskva.

" tak for arbejde, det vil i ikke fortryde."

kom det fra mig, og med de ord blev jeg vist ud af stugen.

Stalden jeg skulle arbejde i var stor og luftig, og fyldt med Heste og ponnier i alle mulige faver og størrelser. Røskva var en af dem, og hun hilste på mig hver gang jeg kom forbi den box hum stod i. Jeg var i det store herrehus fra det var sensommer til det blev forår, den tid var den bedste tid jeg har værde jeg ude for ind til videre i mit liv. Det var en dejlig familie, at arbejde for. Jeg lærte de to børn at ride, omgås hestene. Hvordan man fodre dem, hvordan man børster dem, selv hvad man skal gøre ved en hest der har været ude i rengen og er blevet kold. Til gengæld lærte børnene mig at tælle og skrive mit eget navn.

Dagene gik hurtigt og inden jeg havde set mig om var det blevet forår. Det der skete som gjorde at jeg ikke kunne blive som staldtøs var at der en morgen mangle tre bidsler og da jeg var den sidste der havde været i sadelrummet måtte det være mig der havde taget dem det tog staldmesteren stræks til Herren i huset og da han spurte mig om de manglende ting måtte jeg jo sige lige ud at jeg ikke viste hvad han snakkede om.

De gennemsøgte selvfølgelig mit kammer og der unde to af gulvbrædderne lå de tre bid jeg kunne ikke komme med nogle forklaring om hvordan de var havnet der så de smed mig ud. Så nu er jeg igen på farten, ikke uden noget jeg havde hele min løn på mig og køkkenpigen fra herre huset havde fyldt mine madposer godt til randen med alt muligt mad.

Jeg havde desværre ikke fået noget til Røskva så det måtte jeg nok bruge de fleste af mine penge på, Foder til hende. Da jeg var kommet ud af byen vidste jeg ikke hvilken vej jeg skulle. Jeg kunne vælge at ride langs med kysten og tage til Imerna for at søge arbejde eller jeg kunne ride tilbage til skoven med månelyspigerne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...