Historien om Sophia.

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 nov. 2014
  • Opdateret: 25 nov. 2014
  • Status: Igang
En dag forsvinder en af lansyens piger og sophia som er en af de sidste der ser hende er den sidste der ser pigen, bliver ved med at drømme disse underlige drømme omkring denne pige.

2Likes
7Kommentarer
237Visninger

2. 2

nogen timer efter vågnede jeg. Bange for at sove igen, stod jeg op selvom der stadig var et par timer til daggry.

For at foretage mig noget, gik jeg ned i køkkenet. Jeg havde tænkt mig at gøre rent, men der var ikke noget at rengøre.

Så listede jeg ind og så til mor. Hun var i det mindste rask nok til at arbejde endnu. Ingen vidste hvad hun fejlede, og vi havde alligevel ikke penge til medicin.

Det var som om at noget langsomt sugede livet ud af hende dag for dag. Da daggry endelig kom, red en flok mænd ud, og selvfølgelig med Tom i spidsen. De var væk næsten hele dagen, men da solen var begyndt at gå ned, kom de første af dem tilbage. Uden Lisa.

Tom, Skibsbyggeren og et par andre var blevet tilbage for at lede videre, men der var ikke det store håb for at de ville finde hende.

"I morgen trækker vi vod ved floden. Bare for en sikkerheds skyld."

fortalte Hans Smed.

"Det gør mig ondt,"

tilføjede han til Skibsbyggerens kone, som havde stået og ventet på mændene.

Da hendes sorg nåede mine ører, var skyldfølelsen næsten ikke til at holde ud, og jeg var nød til at tage mig gevaldigt sammen for ikke også at begynde at græde.

Natten efter blev meget værre end den foregående.

Og dag for dag blev min mors sygdom værre. Til sidst havde næsten alle opgivet at finde Lisa i live, men mine mareridt blev ved.

Bortset fra, at istedet for at dække hende til med deres ækle lemmer, begyndte de at rive huden af hende levende mens hendes skrig ringede for mine ører.

Selv når jeg var vågen kunne jeg høre den forfærdelige lyd at Lisas skrig og væsnernes kløer mod hendes hud.

Nu var min mor så syg, at hun var nød til at blive i sengen hele tiden.

Derfor var det nu op til mig at hente beskidt tøj, vaske det, og bringe det ud igen. For slet ikke at tale om at jeg også var nød til at passe hende, og mine mareridt hjemsøgte mig stadig, både om natten og om dagen. Jeg kunne næsten ikke holde det ud.

Og så, på den tiende dag efter Lisas forsvunden, skete der to ting:

Min mor gik endelig bort,og jeg blev forvist fra Dalby.

Da jeg kom ind i soveværelset med te til min mor som sædvanligt, troede jeg først at hun stadig sov. Men da jeg ikke kunne vække hende, uanset hvor meget jeg ruskede, gik det langsomt op for mig.

Mor var død. Død død død død. Det kunne ikke være sandt, måtte ikke være sandt. Jeg lagde slet ikke mærke til at jeg græd indtil at jeg så de våde pletter på tæppet.

Der var ikke noget at gøre. Jeg tørrede mine øjne, og så gik jeg ned til bedemanden, som lå et par gader væk. Vejen har aldrig følt så lang som den dag.

Desværre nåede jeg aldrig så langt. Ser du, på vejen mødte jeg skibsbyggerens kone. Da hun så mig, begyndte hun at skrige op om, at det var min skyld at Lisa var væk, og at hun ville have sin datter tilbage.

Spektaklet fik folk til at stimle sammen på gaden. De stirrende så intenst på mig, at jeg kunne føle koldsveden begynde at løbe ned af nakken. Snart var alle kvinder, børn og mænd samlet, for sladder har altid løbet hurtigt i Dalby. De fleste var overvejende enige med skibsbyggerens kone, for jeg var jo den sidste der havde set hende.

"Eva mistede også sit perle hårbånd, som hun havde arvet af sin mor i den skov, hun syntes også at hun så dig dengang,"

sagde en stemme. Det var Marta, selvfølgelig. Hun skulle altid sprede splid.

"Vel gjorde hun ej! "

protesterede jeg.

Ingen lyttede.

"Er det ikke sandt, Eva?"

spandt hun.

"Tjo, det er det vel."

svarede Eva tøvende.

Pludselig var der en masse mennesker der huskede at miste ting samtidig med at jeg havde været tilstede. Jeg ved godt, at jeg burde ha' modargumenteret, men med alt hvad der var sket kunne jeg kun tænke på min mors død. Og nu havde jeg hele byen som fjende.

"Men hør nu, sagde du ikke du havde tabt dit hårbånd i floden, Eva? Og du, Katrina, du smed selv den ring væk, efter at Troels slog op med dig."

Ida? Forsvarede Ida mig?

Efter hvad hun gjorde? Alle havde rettet deres opmærksomhed mod hende. Vores øjne mødtes. Så vendte jeg mig om og løb.

Da jeg nåede hjem brød jeg sammen, jeg kunne bare ikke mere. Mors lig lå stadig i sengen, og jeg orkede ikke at være i et dødehus længere. Jeg ville væk.Heldigvis, gik mit ønske i opfyldelse samme aften;

pludselig bankede det på døren, hårdt og kontant. Det var Tom, og et par af de andre mænd. Mine øjne borede sig ind i hans, og jeg gjorde mit bedste for at udtrykke min foragt for ham.

"Sophia,"

sagde han koldt,

"Du er blevet anklaget af Skibsbygger familien med bortførelse og muligt mord af Lisa Skibsbyggerdatter."

Han brugte sin 'jeg er den udvalgte og jeg bestemmer' stemme. Ved Loke, hvor jeg hadede den stemme.

"Hvor er din mor? Som din værge har hun ansvaret for dine handlinger indtil du er gift."

Toms øjne så ind i huset.

"Hun ligger i sengen."

hvislede jeg.

"Jeg skal nok selv tage ansvar for mine handlinger."

"Du indrømmer at du er skyld i min datters død! I hørte det! Hun skal hænges!"

råbte Olaf.

Han var helt rød i hovedet af raseri, og ville selv havde kvalt mig på stedet, hvis ikke Tom havde holdt ham tilbage.

"Nej! Byens lov siger, at hvis mordet ikke kan bevises, er den værste straf forvisning."

Tom vendte sig om igen og så på mig.

"Du og din mor får til daggry til at være ude af byen. Og I skal ikke bryde jer om at komme tilbage, for så VIL I blive hængt."

Jeg kunne ikke engang græde mere. Nu var jeg bare vred og bitter.

"Bare rolig, jeg kommer ikke tilbage, og det gør min mor heller ikke, det lover jeg dig."

Uden at vente på svar, smækkede jeg døren i og satte slåen for.

Der gik ikke langt tid før jeg havde pakket nødvendigheder og et par personlige ejendele. Så tog jeg hen til Lars Hesteavlers fold, og udvalgte en skimmelet hoppe ved navn Røskva. Vi havde kendt hinanden siden hun var føl. Faktisk mindede hun lidt om Lisa, og det var nok derfor at jeg valgte hende.

Da jeg havde fået fat på seletøj til Røskva, gik jeg ind i køkkenet og ragede hele ildstedet ud på gulvet. Så fodrede jeg det både med uldtæpper og papir, indtil ilden havde fået fat i bord og stole, vægge og gulv. For et øjeblik stirrede jeg ind i ilden, men så løb jeg ud til Røskva, og gav hende sporerne.

Det gjaldt bare om at komme væk før det blev opdaget hvad jeg havde gjort. Da jeg nåede skoven, kunne jeg høre alarmklokken ringe, og råb i det fjerne.

Men det kunne jeg virkelig ikke tage mig af, jeg vidste jo hvorfor. Jeg trak i tøjlen og klappede Røskva på halsen; hun fortjente en pause, og nu var det bare med at liste af sted. Jeg steg af og trak den trætte hoppe langs med en bæk der løb gennem skoven; senere blev den til en flod.

Af og til gav jeg Røskva lov til at drikke lidt, men så måtte vi videre. Når de fandt ud af at jeg havde stjålet en hest, ville nogen helt sikkert tage ud for at finde os. Efter noget tid nåede vi ud af skoven, og da Røskva havde fået pusten steg jeg op, og satte hende i trav over markerne.

Da jeg nåde til den anden ende, kom jeg til et lille læskur. Jeg steg af Røskva, tog sadlen af hende og trak hende ind i skuret. Så bandt jeg Røskva fast, tog mit tæppe ud af den ene bylt og lagde mig i noget gammelt hø der lå i det ene hjørne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...