Historien om Sophia.

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 nov. 2014
  • Opdateret: 25 nov. 2014
  • Status: Igang
En dag forsvinder en af lansyens piger og sophia som er en af de sidste der ser hende er den sidste der ser pigen, bliver ved med at drømme disse underlige drømme omkring denne pige.

2Likes
7Kommentarer
235Visninger

1. 1

Det var ikke meningen at det skulle gå sådan. Det var jo bare en leg! Det var ikke min skyld at Lisa forsvandt. Det er hvad jeg fortæller mig selv. De leder stadig efter hende, og jeg kan ikke lade være med at tænke på at det var min skyld.

 

Dagen hvor Lisa forsvandt var en normal dag som alle andre i en lille by ved navn Dalby, en dum, kedelig by, hvis du spørger mig. Men det er der selvfølgelig ikke nogen der gør.

 

Det hele begyndte med at min såkaldte bedsteveninde Ida, den forræder, stjal Tom fra mig. Hun sagde at det alligevel ikke ville blive til noget med ham og mig, ikke "når du er sådan som du er". Det hun mener med det, er at jeg kun er vaskekonens datter, mens Ida er smedens datter og derfor meget mere velstående.  Men hun kunne da bare tage ham, han var alligevel ikke noget værd. Alt det der 'den Udvalgte' pjat er steget ham helt til hovedet. Jeg ville ikke havde mere med dem at gøre, så jeg løb alt hvad jeg kunne ned mod skoven, der lå nord for bygrænsen.

 

Efter et lille stykke tid kom jeg til den lysning med det væltede birketræ, hvor Ida og jeg plejede at komme da vi var mindre. Der satte jeg mig ned og græd til mine øjne var helt røde og opsvulmede. Hvor kunne hun gøre det i mod mig!

Hun som fik alt hvad hun pegede på! Jeg havde så travlt med at være sur på Tom og Ida, at jeg ikke hørte hende komme, før hendes hest stod lige ved siden af mig.

"Hvorfor græder du?"

spurgte Lisa. Skibsbyggerens datter.

Jeg blev så forskrækket at jeg blev hylet helt ud af den, og et kort øjeblik ikke kunne huske hvad der var galt. Men så kom alt tilbage, og ordene og tårerne vældede ud af mig som et vandfald før jeg kunne stoppe dem.

Jeg fortalte Lisa alt om Ida og Tom, mens hun bare sad på sin grå hoppe og så alvorlig ud. Hun har egentlig altid opført sig voksent for sin alder, selvom hun kun er tretten somre, hvilket er to somre yngre end mig. Da jeg havde tørret tårene væk, og var faldet lidt til ro, steg hun ned fra hoppen og satte sig ved siden af mig.

"Den bedste måde at glemme sorg på er ved latter og leg."

Sagde hun.

Så det endte med at selvom jeg altså er alt for gammel til at lege, besluttede vi at lege gemmeleg. Nu kommer vi til noget lidt pinligt... Jeg kan ikke tælle til mere end ti, for min mor har ikke råd til at sende mig i skole. Hun kunne kun lære mig at tælle med fingre.

Så jeg stillede mig bare med ryggen til Lisa og skoven. Efter noget tid begyndte jeg at lede efter hende, men hun var ingen steder. Det skal lige siges at skoven ikke er særlig stor, ikke stor nok til at en pige og en hest kan blive væk. Jeg kaldte og ledte i skoven i to timer, men ingen Lisa.

Til sidst var solen ved at gå ned og jeg indså at jeg ikke kunne klare det her alene. Jeg måtte have hjælp. Så jeg løb tilbage til byen så hurtigt jeg kunne. Da jeg nåede til mit hus, kaldte jeg på mor, som straks kom.

"Hvad er der i vejen?"

spurgte hun bekymret.

Da jeg så hendes hærgede ansigt begyndte jeg næsten at græde igen. Jeg havde helt glemt hvor syg hun var, og et øjeblik følte jeg at jeg skulle miste alle dem jeg holdt af før nornerne var tilfredse. Men der var ikke tid til at græde.

"Mor, Lisa Skibsbyggerdatter og jeg var ude i skoven og legede gemmeleg, men da jeg skulle finde hende var hun væk!"

Men mor smilede bare svagt, og spurgte om det måske ikke var meningen med gemmeleg? Hun forstod tydeligvis ikke alvoren af situationen.

"Har du kigget hjemme hos hende for at se om hun er redet hjem?"

Det havde jeg faktisk ikke tænkt på. Jeg løb straks ned mod Olaf Skibsbyggers hus.

Selvom det er forfærdeligt uhøfligt, og jeg normalt ville få en ørefige, brasede jeg ind af døren uden at banke på. Det var trods alt en nødssituation.

"Er Lisa her?"

næsten råbte jeg.

Skibsbyggeren og hans kone så helt forskrækkede og vrede ud, de sad midt i maden.

"Nej, hun kommer for sent!"

svarede Olaf vredt,

"og hvad rager det forresten dig!"

Jeg forklarede hvad der var hændt, og de så bekymret på hinanden.

"Der kan være sket hende noget, eller måske er hesten kommet til skade!"

skingrede konen.

Selvom skibsbyggeren var enig, indvendte han at det var næsten mørkt, og de ville ikke kunne se ordentligt.

"Vi må vente til i morgen."

Så sendte de mig hjem.

Den nat blev meget urolig. Jeg vendte og drejede i min seng, men hver gang jeg døsede hen blev jeg hjemsøgt af det samme mareridt igen og igen; Lisa var fanget under jorden af nogle underlige væsner, der lignede trærødder, med gule, stirrende øjne. Hun så mig fortvivlet i øjnene og råbte

"Hjælp mig, Sophia! Jeg bliver levende begravet!"

Men før jeg kunne reagere, begyndte væsnerne at spinde deres arme rundt om hende så alt var dækket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...