Lyvia

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2015
  • Opdateret: 24 nov. 2014
  • Status: Igang
Lyvia er datter af den afdøde kong Torre en konge som var elsket af folket. hans død over vælder alle, ikke midst Lyvia som står tilbage uden forældre og retten til en trone som hun ikke er klar til at overtage. hvad vil der ske med det store konge rige Lysuas og ikke midst hvad vil der ske med Lyvia?

1Likes
1Kommentarer
160Visninger
AA

1. Længe Leve kongen

Min Far var den elsked konge Torre af Lysuas, han var en klog, gavmild men retfærdig konge. Han var elsket af alle, både af sit folk, hans undersåtter og af sin familie, hvilket vil sige mig, da min mor døde af at føde mig. Men han havde også vores respekt. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig at nogen ville gå efter min fars liv, og aldrig at det ville ske så tideligt som det gjorde. Han var en ældre mand da han fik mig så han var omkring de 58 år da han døde mens jeg kun var 14 år gammel. Det er 2 år siden nu men jeg kan stadig huske det hele.

*****************

"Bump, bump"

Jeg vågnede helt fortumlet, midt om natten, hvad var det dog der skete og hvad var det for en lyd?

"Bump,bump" der var det igen, det kom inde fra min fars kammer, hvis jeg nu havde været en almindelig 14 årig pige som skreg i hvilens sky når noget ikke var som det pleje, så ville jeg måske stadig have haft min far, men jeg var en prinsse med ben i næsen. Så jeg sprang ud af sengen, så lydløs som man nu kan være, og sneg mig ind i kammeret ved siden af for at se hvad det var. Der var helt mørkt i kammeret og jeg kunne høre min fars snorken som den plejede at være. Jeg skulle lige til at vende tilbage til mit eget kammer da der var trin ude på gangen, uden helt at vide hvorfor, gemte jeg mig inden under min fars seng. og det var lige med nød og næppe for det næste der skete var at der kom to par støvler ind i kammeret og der blev snakket på et sprog som jeg ikke kunne forstå.

"Hvem er i og hvad laver i her?"

Det var det eneste min far nåede at sige så hørtes der et tungt suk og min far faldt ned på gulvet ved siden af sengen, jeg kiggede lige ind i min fars ansigt hvor øjne var hvidt åbne. et lille højlydt piv kom fra mig og det næste der skete var at en kutteklædt skikkelse kommer til syne ved kanten af sengen, skikkelsen tager fat om anklerne på mig og trækker mig ud fra mit gemmested. Jeg begynder at skrige og vride mig som en lille orm for at komme fri, men lige godt hjælper det, personen holder for godt fast. Jeg græder for jeg er sikker på at de også vil slå mig ihjel nu, så tager den af personerne som ikke holder fast i mig en af min fars lysestager og det hele bliver sort.

Det næste jeg husker er, min amme Lousiana, der er bøjet hen over mig, mens hun klasker mig på kinden, hendes øjne er fyldte med tåre, " åh gud ske tak og lov" udbrød hun "jeg troede at vi ikke kun havde midste en konge men også en prinsse" sagde hun med lige meget lettelse og sorg, jeg prøvede på at rykke på mig men jeg var alt for svimmel,

" Je..Jeg vil gerne væk herfra Lousiana, je.."

mere nåede jeg ikke at sige før at tårnene kom væltede,

"åh din stakkel, selvfølgelig vil du det, jeg få en af vagterne til at bære dig ind i seng"

hun gik ud på gangen og hentede en af vagterne som samlede mig op, som var jeg en sæk fyldt af fjer, og bar mig hele vejen ned til Lousianas seng hvor han lagde mig lige så forsigtigt ned. Det meste af natten gik med at græde og blive trøstet af Lousiana, på et tidspunkt var jeg blevet for udmattet og faldt i søvn. 

Jeg må kun havde sovet et par timer for jeg følte mig ihvertfald ikke udhvilet overhovet, da Lousiana vækkede mig og hev mig ud af sengen. Hun havde sat det store badekar frem, jeg gik hen i mod karet men stopper op på vejen derover. Jeg har fået set ned af mig, begge mine hænder er smurt ind i blod og min særk er også halvt smurt ind i blod, jeg får kvalme, det er nok mest mit eget men tanken om at min fars blod er på mig gør mig usikker på bene og giver mig endnu mere kvalme jeg løber hen mod det nærmeste vindue og åbner det på fuld gab, min mave tømmer alt hvad den indenholder ud af vinduet. Lousiana kommer hen til mig med et medlidenheds blik og ligger armen omkring mig.

"kom, nu skal jeg hjælpe dig med at få et bad og noget rent tøj på".

Der gik en 30 minutters tid så havde jeg været i bad og stod foran spejlet i en af mine fineste sorte kjoler.

"sæt dig her"

Lousiana klappede på en lille skammel, som hun havde sat ved siden af mig, jeg satte mig på skamlen og Lousiana begyndte at rede mit lange kobber/gylden lyse hår. Efter at det var redt igennem op til flere gange, blev det flettet i en lang tyk fletning som blev sat op i en flot lavet knold. Jeg kigger mig for første gang i spejlet og ser hvor voksen jeg ser ud i forhold til at jeg kun er 14 år gammel. Jeg trækker vejet tungt, og gør alt for at holde et hulk på afstand, da Lousiana tager et stort og meget smukt diadem frem og sætter det i mit hår. 

"Det er tid Prinsse Lyvia, du skal ud og vise din respekt til din far"

Losiana står ved døren til karmmert , klar til at lukke op så jeg kan gå den lange tunge gang op til min fars tronsal, hvor han ville ligge til skue for hele folket.

"je..jeg..suk.. kan ikke Lousiana, jeg kan bare ikke" siger jeg med så meget gråd i stemmen at den truer med at knække over. Jeg kigger på den kvinde som har kendt mig siden jeg var helt spæd og som altid har være som en mor for mig.

"selvfølig kan du det" 

Siger hun med et lille smil, men hendes øjne er sorte af sorg.

Da jeg kom ind i tronsalen var den flylt til randen af alle mulige personer der var kommet for at vise min far deres sidste respekt, der blev helt stille da jeg trådte ind og alle gjorde plads til at jeg kunne komme op til min far som lå på et slags stenbord, jeg gik hele vejen op til ham, med en rose i hånden, da jeg nåede op til det bord han lå på lænede jeg mig ind over ham og kyssede ham på panden, lage derefter min rose på hans bryst. Efter det gik jeg et på skridt tilbage og lod mig så falde ned på knæ med bøjet hoved foran bordet. 

Jeg kan ikke huske hvorlang tid jeg sad der på gulvet på knæ men da Lousiana, kom hen til mig og lagde en hånd på min skulder var salen næsten tom og det var begyndt at blive mørkt uden for. 

"kom du skal havde noget at spise og efter det skal du ikke andet end at slappe af."

"hvad skal der ske med mig nu? "

Jeg kiggede over på Louisiana, der så træt og trist ud hun sukkede 

" Jeg ved det ikke mit barn. Nu skal du havde noget og spise og så tager vi den fra der".

Fra det øjeblik, viste jeg at mit live ville blive meget mere forandret end det var i forvejen.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...