Det usynlige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2014
  • Opdateret: 24 nov. 2014
  • Status: Igang
Hvad ville du gøre hvis du mødte en dreng som du ikke kunne røre? Sandra møder en dreng en nat og kan ikke stå i mod hans charme. Der er dog et problem, hun kan ikke røre ham da det kun er hende der ser ham. Følg med i denne historie om Sandras problemer.

2Likes
0Kommentarer
130Visninger

1. Kapitel 1.

Det hele begyndte en kold vinterdag i enden af november. Jeg sad i sengen i mit mørkeværelse og kiggede på alle stearinlysene so jeg havde tændt. Jeg gloede ned på gulvet, der lå et ouiji-board med nogle levende lys. Jeg gloede også lige efter uret, klokken var halv ti om aftenen, og mine veninder var en halv time forsinkede. Jeg lagde mig ned i sengen og sukkede, der var ingen mere utålmodig person end mig, men jeg rejste mig hurtigt op igen, da jeg ikke kunne lide tanken om at jeg kun så op i loftet og ikke hvad der stod foran mig. Alle de levende lys og et ouiji-board på gulvet skræmte mig bare en smule. Endelige hørte jeg mine veninder komme ind af hoved døren.

Mig: ”Jeg er inde på mit værelse, kom!” Råbte jeg efter dem. Jeg hørte dem grine og snakke, og så hørte jeg noget om at Amanda fik Sofie til at slukke lyset bag sig. Jeg var alene hjemme denne nat, mine forældre var taget et cruise tur fordi at de havde været så stresset. Jeg blev tilbudt med, men for at være helt ærlig, så var tanken om et hus for mig selv mere fristende end en båd. Det var også i november, det var ikke lige min tid om året at sejle.

Amanda og Sofie satte sig ned på gulvet med det samme og så med ventende øjne på mig.  Jeg rullede mig ud af sengen og ned til dem.

Sofie: ”Vi er enige om reglerne, er vi ikke?” Sofie var altid dem bekymrede af os.

Amanda: ”Ja ja, ikke altid være så bange.” Svarede hun igen til Sofie der sad med store øjne. Jeg tror at Sofie var ikke så bange for Ouiji-brættet men hun frygtede mere Amandas spørgsmål. Amanda havde et ting med at hun ikke tænkte så meget over ting som hun sagde, og hun havde allerede sagt at hun ikke troede på Ouiji-brættet. Jeg var lidt i tvivl, men Sofie havde hørt mange skræk historier.

Mig: ”Skal vi bare begynde?” Spurgte jeg og de nikkede. Vi lagde alle en finger på prikken på brættet. Jeg lukkede øjnene og tænkte på et spørgsmål.

Mig: ”Er der nogen ånd tilstede?” Jeg åbnede øjnene og kiggede efter Amanda og Sofie, de stirrede efter brættet. Der gik lidt over fem sekunder, så flyttede prikken sig over til ”ja”. Jeg kiggede med det samme på Amanda og det gjorde Sofie også.

Mig: ”Amanda, lad være” sagde jeg lidt irriteret.

Sofie: ”Ja, helt ærligt, kan vi ikke se om noget sker.”

Amanda fik et forvirret blik.

Amanda: ”Lad du være, Sandra!” Sagde hun til mig. Jeg løftede blot mine øjenbryn og jeg ved at min ansigts udtryk sagde ”jeg aner ikke hvad du snakker om”. Amanda lukkede øjnene.

Amanda: ”Er det en god ånd til stede?” Denne gang gik der kun to sekunder og prikken flyttede sig først over på ”m”, ”e”, ”g”, ”e” og senest gik den på ”t”.

 Mig: ”Meget. Det er en meget god ånd. Er det jer der flytter rundt på prikken?” Jeg så på Sofie at det ikke var hende, fordi hun så skide bange ud, selv om ånden sagde at den var meget god. Amanda havde ikke rigtig noget udtryk, som så mere undrende ned på brættet.

Sofie: ”Jeg gider ikke mere.” Sagde hun med en klynkende stemme. Amanda lukkede øjnene igen.

Amanda: ”Hvem dør først af os?” Jeg og Sofie smed dræbere øjne på Amanda, vi var blevet enige om at dette skulle ingen spørge om, vi skulle kun svare spørgsmål der ikke kunne skade nogen.

Mig: ”Helt ærligt, du lovede at holde reglerne, dette er ikke spor sjovt.” Jeg kunne høre Sofies tunge åndedræt. Prikken flyttede sig over til ”S”, men ikke mere da jeg afbrød.

Mig: ”Undskyld ånd, vi er nødt til at smutte, farvel.” Og det som fik mig til at gøre dette var fordi at ”S” kunne kun være Sofie. Jeg pakkede Ouiji-brættet sammen. Sofie begyndte at græde.

Sofie: ”Var det jer der flyttede den?”

Mig: ”Ja, det var mig. Latterligt spil.” Jeg kiggede på Amanda, hun sad bare. Jeg vidste godt at det var hende der havde flyttet prikken rundt, fordi det var ikke mig og jeg vidste at det ikke var Sofie, men jeg gad ikke at Sofie skulle være bange, så jeg tog bare skylden på mig. Jeg gik over til kontakten og tændte lyset igen. Vi sad og talte om forskelligt, Amanda snakkede om en dreng på fodboldt holdet som hun var faldt pladask for. Sofie snakkede meget om en geografi opgave. Jeg havde ikke så meget at sige, jeg havde ikke lavet nogen opgave og ingen drenge var interesserede i mig. Eller det passer ikke, nogle drenge havde skrevet til mig og prøvet at få mig til at danse med dem til fester. Men af en eller anden grund var jeg meget god til at afvise, jeg havde aldrig været sammen med en dreng. At afvise drenge lå vist i min natur. Min mor havde spurgt mig om jeg var til piger eller hvad mit problem var. Jeg havde selv tænkt lidt over hendes spørgsmål, men nej. Jeg havde engang fantaseret om en dreng, det var en skuespiller. Men han anede ikke jeg var til og da det gik op for mig, så kunne jeg ikke lide nogen. Jeg var kun 17 år, men det fleste her der var sytten år, havde prøvet det meste. En af mine veninder var endda ring forlovet. Sofie havde haft den samme kæreste i 2 år, men så slog de op. Hun havde ikke været sammen med så mange drenge efter det, men Amanda flirtede med alt der havde en puls.

Da klokken gik mod tolv gik de to hjem, jeg gik ned under med dem og låste døren. Jeg løb oven på igen og stillede mig foran spejlet. Min lange brune hår hang ned og dækkede mine bryster. Jeg samlede det op i en hest-hale og kiggede på mig selv. Jeg var ikke tilfreds.

Jeg gravede mig selv under dynen og lod hovedet synke ned i puden. Det bedste jeg vidste var at lade mine tunge og trætte øjne, endelige lukke sig sammen. Der gik nogle minutter, så faldt jeg i søvn.

Jeg satte mig op da jeg vågnede midt om natten. Jeg rakte ud mod telefonen der lå lidt for langt væk, så jeg gav op da jeg indså at jeg skulle rejse mig op for at nå den. Jeg havde en fortid med thermofobi – angst for varme. Og jeg var enormt varm, så jeg rejste mig op og tog et par shorts på og gik ned under. Jeg tog nogle sko på og gik ud til en bænk udenfor i nabolaget. Det plejede jeg at gøre da jeg havde thermofobi, jeg havde en angst for at blive for varm, fordi at jeg troede at hvis jeg blev for varm, så blev jeg syg. Jeg kiggede op på den stjerneklare himmel, den var så smuk og jeg følte at denne nat var speciel. Jeg hørte nogle trin bag mig, så jeg vendte mig stille om. Der gik en dreng overe på den anden side af vejen. Jeg blev lidt ubehagelig og stirrede efter ham. Ja, han var meget lækker. Han var i ført en hvid hætte trøje og nogle løse sorte bukser. Hans hår var mørkt blond og pjusket, og jeg kunne ikke se hele hans ansigt, hun siden. Men han havde den flotteste side. Jeg så at han kiggede over efter mig, men opfangede det ret sent, han smilte til mig. Da det gik op for mig, så vendte jeg mig hurtigt om igen og følte at jeg blev varm om kinderne. Nu troede han jo at jeg var en ubehagelig pige der sad og fulgte med ham hvor han gik.

En fremmed stemme: ”Kan du finde Karlsvognen?” En fremmed stemme bag mig, selv om jeg ikke kendte denne dejlige maskuline stemme, så vidste jeg udmærket godt hvem den tilhørte. Jeg nikkede, men har stod bag mig, så han så det ikke.

Mig: ”Ja.. eller, nej… Jeg har ikke ledt efter den endnu.” Dumme mig. Han satte sig ved siden af mig på bænken. Han løftede sin arm op og jeg kiggede op.

Ham: ”Der, lige ovenfor det der grå hus. Kan du se den?” Der var mange grå huse, men jeg kunne faktisk godt se den nu, så jeg nikkede og smilte.

Ham: ”Du ser lidt ud som om du lige er vågnet. Men altså, meget smuk, bare.. du ved.” Han kiggede lidt fortabt ned i jorden, han anede ikke hvordan han skulle prøve at få noget godt ud af den sætning.

Mig: ”Jeg er faktisk lige stået ud af sengen, jeg kunne ikke sove og jeg kan godt lide at sidde her.”  Jeg så ham smile stort, hans smil var næsten for stort til hans ansigt.

Ham: ”Jeg siger altid de forkerte ting. Det var ikke ment sådan som jeg sagde det. Det var mere for at have noget at spørge om.”

Mig: ”Jeg ved det. Hvordan kunne du gætte at jeg lige er vågnet? Er mit hår så pjusket eller?” Hans kinder blev ikke direkte røde, men han fik et skævt smil.

Ham: ”Ja, også kunne jeg ikke lade være med at bemærke at du ikke har en bh på.” Jeg blev rød om kinderne før, men nu blev jeg rød om hele hovedet. Jeg skulle nok have fikset mit hår og taget en bh på, hvis jeg vidste at jeg ville støde ind på en lækker dreng. Men det vidste jeg ikke! Men hvor jeg dog angrede at jeg ikke bare tog en bh på, jeg var alt for doven.

Mig: ”Hvis jeg vidste at jeg ville møde nogen, så ville jeg selvfølgelig tage en på.. Her plejer ikke gå nogle mennesker ude om natten. Og jeg har aldrig set dig før?”

Ham: ”Ehm, jeg er på besøg. Hos min onkel.”

Mig: ”Virkelig? Hvad hedder han? Vi kender alle hinanden her i kvarteret.”

Ham: ”Nicolei, men han bor ikke i dette kvarter. Jeg har bare gået ret langt, jeg tænker ret meget og det hjælper at gå rundt i den friske luft.” Jeg nikkede. Og troede på ham, der var noget over ham. Noget der var alt andet end ondt. Jeg lagde mærke til hans øjne, de var grå. Meget perfekte. Han sad og snakkede om nogle venner han engang havde, men jeg fik ikke fulgt særligt godt med. Jeg fulgte mere med hans ansigt og mund og øjne. Han var virkelige flot og jeg var ikke som jeg plejede, når jeg var omkring drenge. Og det fascinere mig endnu mere og gjorde mig nysgerrig, var dette den dreng der måske kunne få mig til at åbne mig op? Jeg gjorde noget der var meget grænseoverskridende for mig, og jeg ved at min mor og mine venner ville hade mig for det, men jeg ville byde ham med ind og se en film. Han kunne være en masse morder, men jeg var 90% sikker på at han ikke var, så jeg samlede mig mod at spørge ham. Hvad hvis han sagde nej? Det ville være pinligt og han ville synes at jeg var langt ude at byde en fremmed med indenfor. Det skete, ordene fløj bare ud af mig.

Mig: ”Jeg tænkte.. Det er fredag aften og jeg kan ikke sove og fra hvad jeg ved, så kan du heller ikke.. Er det langt ude af mig at spørge, om du vil med indenfor og måske bare se en film?” Jeg fik et genert udtryk i ansigtet og da han ikke svarede med det samme begyndte verdenen at skramble sammen bag mig. Tanken om at blive afvist tog livet af mig. Han smilte endelige.

Ham: ”Det er lidt langt ude, fordi du aner ikke hvem jeg er. Men jeg er meget smigret over du stoler på mig, så hvis du har lyst?”   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...