En uventet gæst

En lille pige har mistet troen på julen og er derfor helt ulykkelig i den tid, der ellers skal være den mest glædelige, Men hvad sker der, når hun møder en venlig, hvidskægget mand?

3Likes
1Kommentarer
76Visninger
AA

1. En uventet gæst

Det er lillejuleaften. Dagen før dagen, du ved. Madeleine sidder på sit værelse og kigger ud i mørket. Der var en gang, hvor de altid havde en hvid jul. Ikke mere. Nu regner det blot. Der var engang hun elskede julen. Duften af klementiner. Lyden af gavepapir. Varmen fra brændeovnen. Synet af træets grønhed. Smagen af flæskesteg og brune kartofler. Hun elsker stadig disse ting, men hun synes at julen har mistet sin magiske glød. Sidste år, fik hun nemlig at vide, at julemanden ikke eksisterer. Før den grusomme sandhed så dagens lys, havde Madeleine set julen som en tid, hvor alt havde et glødende skær, og magien i luften gjorde folk søde og tålmodige overfor hinanden. Nu anser hun helligtiden for en dårlig undskyldning for menneskets evige trang til fråseri og en tid, hvor flere millioner børn verden over bliver snydt og narret. Hun sukker og siger stille for sig selv: “jeg vil ønske den her måned bare vil forsvinde”.

En rømmen forskrækker hende. Hun vender sig hurtigt om. Der står der en mand i rød klædedragt, matchende hue og snehvidt skæg. Hendes forskrækkelse får ham til at udbryde sit berømte ho’ho.

“Jamen godeste, kære pige. Det var ikke min mening at forskrække dig,” siger han med et kæmpe smil. Madeleine kigger skeptisk på ham og siger så: “Du findes ikke”.

“Gør jeg ikke?” spørger han forvirret og klør sin hue. “Må jeg så spørge, hvordan kan jeg så være lige her på dit værelse, Madeleine?” Hun tænker sig om et kort øjeblik.

“Du er bare et væsen skabt af min fantasi. Det siger min mor selv,” hun ser bestemt ud og trækker armene over kors.

“Hvis jeg er det, så burde du vel i realiteten kunne gå igennem mig, ikke?” spørger manden nysgerrig.

“Jo, selvfølgelig,” svarer hun igen og går med faste skridt lige ind i ham. Den bløde mave smider hende ned på numsen. HO, HO lyder det fra manden, mens han holder sig om maven. Han rækker hånden ned mod Madeleine og trækker hende op. Hun har fået store øjne og sætter sig forbavset ned på sengekanten.

“Men … men …” mumler hun, mens hun kigger ned i gulvet. “Jeg forstår det ikke.” Hun kigger bønfaldende op på ham med våde øjne. “Er jeg ved at blive skør?” Den tykke mand sætter sig ved siden af hende og tager hendes ene hånd.

“Nej, min kære. Det er du ikke. Jeg skal nok forklare hvad der foregår. Ser du, du har fået at vide at jeg ikke eksisterer, og det er også på visse punkter sandheden. Du har fået det at vide af dine forældre, som selv fik det samme at vide af deres forældre, og sådan bliver hjulet ved med at dreje rundt. Men troen på mig er ikke troen på en tyk mand med flyvende rensdyr, som kan nå at give gaver til alle verdens børn i løbet af en enkelt nat. Nej, troen på mig er meget simplere end det. At tro på mig er det samme som at tro på julen selv. Det er troen på at julen samler folk. Det er troen på det gode i mennesket. Det er troen på selvrensning. Det er troen på kærlighed.” Madeleines øjne bliver større og større. “I tidernes morgen, hvor de første forældre skulle forklare deres børn, hvad julen gik ud på, kunne de ikke finde de rigtige ord. Det skulle være noget børnene kunne forstå og forstille sig. Der kom jeg ind i billedet. Forældrene fortalte fantastiske historier om mig og mit liv, og disse historier blev fortalt videre op igennem årene. Den måde verden er skruet sammen på gør at fantasifostre, som mig, kan komme til live, hvis der er nok der tror. For selvom børnene voksede op og fik at vide at jeg ikke eksisteret, så holdt de aldrig op med at tro på julens ånd, og dette er grunden til at jeg stadig er lige så frisk og stærk som altid,” slutter han af med den tro, at Madeleine er blevet glad igen. Men hun ser stadig bekymret ud.

“Hvad sker der, hvis mennesker holder op med at tro på julen?” spørger hun stille. Julemanden sukker.

“Så vil jeg forsvinde. Men du må tænke på, at hvis mennesker holder op med at tro, så er der heller ikke nogen, der har brug for mig,” siger han og klapper hendes hånd. “Du skal ikke være urolig for mig. Der skal meget til, før et fantasifoster bliver født, men når det først er sket, så vil det blive ved med at leve, så længe der stadig er et menneske, som tror. Vil du gerne være det menneske?” Madeleine ansigt lyser op. Hun springer op fra sengen og løber ud til sin mor i stuen. “Mor, mor, mor! Kan vi ikke godt holde jul hele året”? Moren løfter hende op og smiler.

“Jamen, skat dog. Det har vi da ikke råd til. Julen koster jo mange penge”.

“Men det bliver vi nødt til, mor! Prøv selv at komme ind på mit værelse,” udbryder Madeleine fortvivlet. Moren går der ind med pigen på armen og sætter hende ned af bar forbavselse.

“Nej, hvor er her blevet pænt, lille skat! Har du selv gjort alt det?” Værelset var blevet pyntet på magisk vis. Der er kravlenisser og røde hjerter. Skåle med konfekt og andet godt. Guirlander i regnbuens farver og billeder af snelandskaber. Madeline står med munden åben. Moren aer hende på håret og siger: “Det må havde taget lang tid at ordne alt dette, men bare rolig, jeg skal nok hjælpe dig med at tage det ned igen. Så kan vi gemme det til næste jul og sætte det op igen. Det kan blive vores egen lille juletradition.” Moren kysser Madeleine på kinden, inden hun går ind i stuen. Madeleine lukker døren efter sig og går rundt i værelset.

“Julemand, du kan godt komme frem nu. Min mor er gået. Julemand? Julemand?” hvisker hun stille. Hun ender henne ved vindueskammen, hvor der ligger et brev. Hun åbner det og begynder at læse:

 

Kæreste Madeleine,

Det, at du genfandt din tro, er en stor ting, da ikke mange mennesker

er i stand til dette, når de først en gang har mistet den.

En ting du endelig må huske er, at nu er din tro, den eneste

jeg har brug for til at varme mit hjerte.

Jeg ønsker dig og hele din familie den bedste jul,

kærligst hilsen julens ånd

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...