A Christmas Miracle

Julen kommer nærmere og nærmere. Glæde og latter spreder sig alle vegne. Dog har Cassie aldrig frygtet noget så meget, som hun nu frygter december. For snart 2 år siden, fik hendes mor konstateret brystkræft. Efter utallige behandlinger og undersøgelser er alt håb forsvundet en gang for alle. Cassies mor prøver at opretholde smilet og være stærk. Men Cassie har en forfærdelig fornemmelse af, at det bliver den sidste jul, hun får sammen med sin mor. Nogensinde. Men da Cassie møder den smukke Elias, begynder tingene at se lysere og lysere ud. Cassies mor virker også til at være i bedring. Måske bliver julen ikke så forfærdelig alligevel?

21Likes
20Kommentarer
1523Visninger
AA

5. Torsdag, den 4. December

 

"Hvem er han så?" Udbrød Alice og kiggede forventningsfuldt på mig.

Jeg trak på skuldrene og lod som, det ikke var noget særligt.

"Hvem er den dreng, der tydeligvis er vild med dig?" Hvinede hun.

Jeg vendte mit blik væk fra hende og begyndte på min kemi-rapport om Densitet. 

"Årh kom nu Cassie! Du må da give mig et eller andet! Du kan ikke bare fortælle mig, at du skal på date med en fyr, uden at give mig detaljerne!" Vrængede hun af mig, med armene over kors. 

Da hun havde spurgt, om jeg ville med ind til byen efter skole, havde jeg været nødt til at fortælle hende, at jeg havde andre planer. Selvom jeg egentlig helst ville beholde Elias for mig selv. Sommerfugle skød frem i maven på mig, blot ved tanken om ham. Jeg klappede min computer sammen og vendte mig mod hende i håbet om, at hun så ville lade mig være i fred.

"Hans navn er Elias, og det er ikke en date - det er bare en kop.." Begyndte jeg.

"Hvor gammel er han? Er han pæn? Hvilken stil har han? Er han.." Hun stoppede midt i vældet af spørgsmål og stirrede intenst på mig. 

"Du er jo forelsket," sagde hun med store øjne, der lyste af alvor. 

Derefter plaprede hun videre om, hvad jeg skulle tage på, at jeg skulle huske åndeforfrisker osv. osv. Jeg lænede mig tilbage mod stoleryggen og sukkede. Det ville blive en lang dag. En virkelig lang dag.

*****

Heldigvis havde vi kun to moduler, så jeg slap for at høre på Alice i alt for lang tid. Ved 12-tiden sad jeg allerede i bussen på vej ind til byen. Elias havde ringet til mig i går aftes, og vi havde aftalt at mødes klokken halv et inde på Baresso den følgende dag. Jeg var virkelig spændt. Nærmere nervøs. Mit hjerte hamrede mod min brystkasse. Fald nu lige lidt ned Cassie, blev jeg ved med at fortælle mig selv. Det er bare en kop kakao med en helt almindelig dreng. Men det var præcis det, der gjorde mig så bange. Han var jo ikke en helt almindelig dreng. Han var Elias. Perfekte Elias. Hvad hvis han fortrød, at han havde inviteret mig ud? Hvad hvis han ikke kom alligevel? Panikken løb gennem min krop og helt ud i fingerspidserne. Med det samme stoppede bussen, hvor jeg skulle af. Jeg greb febrilsk ud efter min skoletaske og maste mig gennem den overfyldte bus. Baresso lå blot 200 meter herfra. Elias var blot 200 meter herfra. Hvis han altså var der, skød en skræmmende tanke gennem mit hoved. Jeg tog min taske på ryggen, indåndede den kølige december luft og satte håbefuldt i trav hen mod caféen. 

Mit hjerte var næsten helt oppe i halsen, da jeg trådte ind. Mine øjne fandt Elias lige med det samme. Han sad alene i en sofa mod bagvæggen af caféen. En lettelse skyllede ind over mig. Han havde ikke fortrudt. Jeg mærkede et smil brede sig på mine læber, mens jeg vandrede hen i mod ham, så elegant som jeg nu kunne. Alice havde hurtigt proppet en masse makeup i mine arme, lige inden jeg steg på bussen. Så jeg havde både lagt øjenskygge, mascara og lipgloss. Det var ellers ikke noget, jeg normalt gjorde, men jeg jeg gik ud fra, at Alice var trængt ind i mit hoved. Overgivelse var lettest, når det kom til min bedsteveninde. Hun må nu have haft ret i et eller andet, for da Elias så mig, rejste han sig op og kiggede direkte ind i mine øjne.

"Hvor ser du smuk ud," sagde han beundrende.

Jeg mærkede varmen stige op i mine kinder, da jeg forlegent kiggede ned i jorden og svarede, "mange tak."

Det skæve smil bredte sig hen over hans ansigt. Sommerfugle fløj forvildet rundt i min mave, da jeg så op på ham. Det viste sig, at jeg ikke var den eneste, der havde gjort noget ekstra ud af mig selv i dag. Elias havde taget en fin hvid skjorte på og et par sorte jeans, der forresten sad utroligt godt på ham. Hans hår hang i bløde krøller langs hans hoved, og hans øjne syntes at glitre endnu mere end i går. 

"Og i lige måde," tilføjede jeg med et hurtigt smil.

Han gestikulerede mod sofaen og sagde, "sæt dig bare ned, så henter jeg vores drikkevarer."

Jeg nikkede og satte mig klodset ned på sofaen. Han sendte mig et smil, vendte sig og gik over mod servetricerne. Jeg førte det ene lår over det andet, mens jeg prøvede at lade være med at stirre for meget efter ham.

Kort tid efter kom han tilbage med to kopper kakao og tilhørende flødeskum.

Han rakte mig den største og sagde med et smørret grin, ”jeg håber den smager godt!”

Jeg tog taknemmeligt i mod den og rakte derefter ned i min taske efter min pung. Jeg greb fat i en 20’er og rakte den hen i mod Elias.

Han rystede smilende på hovedet og sagde, ”jeg betaler.”

Et kort øjeblik overvejede jeg at protestere, men hans fantastisk skæve smil fik mig til at glemme alt om det. Jeg lagde istedet pengene tilbage i tasken og sendte ham et sukkersødt smil som tak.

Herefter snakkede vi om alt og ingenting. For at være helt ærlig, havde jeg regnet med, at det ville blive akavet på et tidspunkt – men det var det slet ikke. Han fortalte mig, at han var i gang med en uddannelse på HHX, at han havde en tvillingebror, der var helt anderledes fra ham selv, og at hans idoler var the Beatles. Jeg fortalte ham om min besættelse af alt chokolade, om min bedsteveninde Alice, der snakkede som et vandfald og om min familie. Men da jeg nåede til min mor, sank jeg en klump og kiggede bedrøvet ned på flødeskummet, der formede en lille julestjerne i min kakao.

Elias lagde sine hænder oven på mine og sagde, ”er du okay? Har jeg sagt noget?”

Jeg tvang mig selv til at møde hans blik og svarede, ”nej, det er bare min mor..” Jeg mærkede gråden presse sig på i min hals. Jeg snakkede normalt aldrig om den, især ikke med fremmede. Men Elias virkede så bekendt, som han sad der og betragtede mig med et bekymret blik. Jeg kunne stole på ham. ”Hun – hun har kræft,” tilføjede jeg grådkvalt. 

Elias sendte mig et forstående blik og kiggede derefter ned i jorden. Der var en kort stilhed, inden han med en usikker stemme fortalte mig, at han vidste hvordan det var. Hans far var død af en blodprop for blot to år siden. Elias fortalte mig hvordan han, Elias, havde råbt og skreget efter sin far til hans begravelse. At han stadig mærkede et tomt hul i hans mave, og at han sommetider slet ikke kunne komme op af sengen. Da han tav, kiggede han op på mig med rødlige øjne. Da jeg bedrøvet kørte en hånd gennem mit lysebrune hår, gik det op for mig, at sorte mascara tårer strømmede ned langs mine kinder. Elias rakte sin hånd ud mod mit ansigt og tørrede dem forsigtigt væk.

Jeg snøftede og fremstammede, "jeg - jeg.." 

Elias rejste sig, satte sig over ved siden af mig og lagde en arm omkring mig. Først gav jeg et lille overrasket ryk, det var ikke ofte at en dreng sad så tæt op af mig. Men da jeg mærkede hans kropsvarme mod min hud, fik jeg det med det samme bedre. 

"Du behøver ikke at sige noget," hviskede han, og trak mig længere ind til sig. "Jeg kan se det hele i dine skønne blå øjne," bemærkede han.

Jeg kiggede ind i hans dybe chokolade brune øjne. Jeg havde blot kendt ham i to dage, og alligevel så hans smukke øjne så velkendte ud. Lige i dette øjeblik, var jeg sikker på, at jeg havde kendt ham i flere år. Altid.

"Hvis du nogensinde vil snakke om din mor, så er jeg her," sagde han med strålende øjne. 

Jeg smilede, stadig med tårer i øjnene, og lagde mit hoved mod hans trygge skulder. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...