A Christmas Miracle

Julen kommer nærmere og nærmere. Glæde og latter spreder sig alle vegne. Dog har Cassie aldrig frygtet noget så meget, som hun nu frygter december. For snart 2 år siden, fik hendes mor konstateret brystkræft. Efter utallige behandlinger og undersøgelser er alt håb forsvundet en gang for alle. Cassies mor prøver at opretholde smilet og være stærk. Men Cassie har en forfærdelig fornemmelse af, at det bliver den sidste jul, hun får sammen med sin mor. Nogensinde. Men da Cassie møder den smukke Elias, begynder tingene at se lysere og lysere ud. Cassies mor virker også til at være i bedring. Måske bliver julen ikke så forfærdelig alligevel?

21Likes
20Kommentarer
1505Visninger
AA

19. Torsdag, den 18. December

 

Jeg vågnede op badet i sved. Der var stadig mørkt udenfor, da jeg slog min dyne til siden og rejste mig op. Min klamme nat-trøje klæbede sig fast til min krop, da jeg vandrede ud mod badeværelset. Da jeg havde åbnet døren og tændt lyset, satte jeg mit slaskede hår op i en høj hestehale. Mit blik faldt på mig selv inde i spejlet. Sorte rander strakte sig under mine øjne og jeg var virkelig bleg. En pludselig kvalme steg op i min hals, og jeg svang hurtigt hånden op for munden. Det pressede mere og mere på i min hals, da jeg kastede mig over til toilettet og lod det komme op. Jeg mærkede svedperlerne poppe frem på min pande, da jeg forfærdet tørrede mig om munden. Smagen af bræk bredte sig i min mund og gav mig lyst til at kaste op igen. Jeg mærkede en ubehagelig følelse i min mave. Hvorefter jeg kom til den konklusion, at jeg havde fået influenza. Jeg gnubbede mine tindinger, der også var begyndt at gøre ondt. Jeg var ellers aldrig syg. Jeg mærkede en kuldegysning løbe hen over min hud. Stadig med kvalme, bestemte jeg mig for at tage et bad. Det gjorde altid underværker.

I det samme jeg mærkede de varme stråler ramme min ryg, syntes jeg at få det bedre. I hvert fald fysisk. Men så kom tankerne i lange ustoppelige stimer, hvis eneste mål var at smadre min bevidsthed. Gårdagens hændelser ramlede ned over mig. Min mor var på hospice. Lægerne havde givet op. Alt håb var ude. Min mor skulle.. Jeg kunne næsten ikke få ordene frem. Dø, hun skulle dø, hvislede en krypende stemme inde i mit hoved. Jeg mærkede forvirringen, sindsygen og vildskaben vende tilbage. Jeg hamrede knoerne ind mod bruserens gennemsigtige sten. Skreg efter min mor. Jeg skreg efter hende af mine lungers fulde kraft. Jeg mærkede smerten, da blodet begyndte at løbe ned mellem mine fingre. Men jeg ænsede det ikke, det betød ikke noget. Ingenting betød noget mere. Tårerne strømmede ned af mine kinder, da jeg gled ned på gulvet. Mine følelsesløse hænder røg op for mine øjne, da jeg hamrede fødderne ind i mod muren. 

"Nej!" Hørte jeg min egen ugenkendelige stemme skrige.

"Nej! Nej! Nej!"

Fodtrin hørtes udenfor på gangen, og døren til badeværelset blev revet op. Min far rev badeforhænget til side med forvildede øjne. Han fastgjorde et håndklæde omkring mig og rev mig væk derfra. Alt i mens jeg vred mig skrigende i hans favn. 

*****

Jeg stirrede intetsigende frem for mig. Mit hoved var behageligt begravet i en blød pude, men det var helt tomt. Jeg havde ligget på sofaen i nogen tid nu, og kvalmen var begyndt at vende tilbage. Min far sad vogtende overfor mig med dagens avis i hånden. Han var blevet hjemme fra arbejde i dag, på grund af mit langt fra forventet men helt forståelige anfald, som han så højtideligt kaldte det. Jeg var gået amok, jeg havde mistet mig selv. Igen. Siden i tirsdags havde det været som om, at jeg svævede mellem mig selv og et nyt og ukendt jeg. En del af mig selv jeg virkelig frygtede. Det var den pige, der gjorde sit udfald på hospitalet i går og i foregårs. Og det var den pige, jeg havde været vært for i morges. Hun var en slags parasit, en sygdom. Jeg mærkede en kuldegysning løbe gennem mig, da jeg trak dynen længere op til mit ansigt. Mit blik faldt på de hvide bandager, min far havde bundet omkring mine knoer. En rødlig farve syntes at skinne en smule igennem dem. Hvad var der galt med mig? Det gik op for mig, at jeg slet ikke kendte mig selv længere. Det her.. Jeg kiggede ned ad min rystende krop, var slet ikke mig.

Min far løftede hovedet op fra avisen og sendte mig et bekymret blik. Jeg fremtvang et vagt smil for at berolige ham. Dog syntes han at gennemskue dets falskhed, for han lagde hurtigt avisen fra sig og satte sig i fodenden af sofaen. 

Han lagde sin hånd ovenpå min og sagde, "jeg er så ked af det her min skat.."

Han kiggede skyldfølsomt ned i gulvet, som var det hans skyld. Tårer dannede sig langsomt i hans skinnede øjne. Jeg kunne tydeligt se, hvor højt han elskede mig. Og at han beskyldte sig selv for mit.. anfald, kunne jeg simpelthen ikke bære. 

Jeg rystede på hovedet og sagde, "far, det er på ingen måde din skyld at tage.."

Jeg kiggede ned i mine hænder og mærkede kvalmen stige. Ikke nok med at hans ekskone lå på dødens rand, men hans datter opførte sig også som en sindssyg. Det var mig, der burde sige undskyld. Det var mig, der var monsteret. Jeg løftede mit blik og så ham ind i øjnene.

"Jeg har opført mig forfærdeligt - jeg, jeg kender slet ikke mig selv mere," tilføjede jeg grådkvalt. 

Min far tørrede hurtigt sine tårer væk og sagde, "Cassie, du har intet gjort galt. Du har været igennem alt for meget, og jeg har ikke været der til at støtte dig."

Han rykkede sig helt tæt på mig og omfavnede mig. Jeg mærkede hans varme kind mod min, da han trykkede mig ind til sig.

"Men jeg vil aldrig lade dig ude af syne igen," tilføjede han og kørte hånden gennem mit våde hår.

"Jeg elsker dig far," hviskede jeg med ansigtet trykket ind mod hans skjorte.

"Hvor er..?" Liva stoppede op midt i spørgsmålet.

Hun var netop trådt ind i stuen, og havde nær tabt sin lyserøde neglelak ved synet af mig. Hun stirrede på mig med en blanding af frygt og bekymring. Hun måtte have hørt mig, da jeg vågnede. Jeg rystede hovedet af mig selv, selvfølgelig havde hun det. Ikke engang hendes skønhedssøvn, kunne have undertrykt lyden af mine skrig. Min far trak sig langsomt væk fra mig og hans blik landede på Liva.

"Hvor er hvad, Liva?" Spurgte han med et smil, mens han prøvede at se bort fra hendes stirren på mig.

Hun fjernede hurtigt sin stirren og mødte min fars blik. 

"Jeg øhm.." Fremstammede hun. "Hvordan har Cassie det?" Spurgte hun med endnu et sideblik på mig.

Siden hvornår gik hun op i hvordan, jeg havde det?

Jeg rynkede brynene og grublede over det, da min far svarede, "hvorfor spørger du hende ikke selv?"

Han blinkede med et smil, inden han forlod stuen. Liva stirrede stadig på mig med det der blik. Hun åbnede munden, som ville hun sige noget, men lukkede den hurtigt igen. Jeg sukkede og lod mit blik glide hen mod vinduet. Regn og slud løb ned fra den stadig mørke himmel. Vejret passede meget godt til mit humør lige nu. Jeg mærkede et bump på sofaen og kastede et blik hen mod fodenden. Liva havde netop sat sig og var begyndt at lægge et nyt lag neglelak. Det er nok alt den trøst, jeg får af hende, tænkte jeg. Ikke at jeg havde forventet mere. Faktisk havde jeg nærmere forventet, at hun ville nedgøre mig. Jeg tog det overrasket i mig igen, da hun åbnede munden.

"Jeg er ked af det med din mor," sagde hun nedtrykt og kiggede ned på neglene, hun var igang med at lakere. 

Var det medfølelse jeg hørte? Måske havde vores samtale for leden dag, bragt os tættere sammen end jeg umiddelbart havde troet. Hun virkede næsten som om, at hun bekymrede sig om mine følelser. 

"Jeg er okay," hørte jeg mig selv lyve.

Det var nu, jeg havde regnet med, at hun ville trække på skuldrene og gå. Hun havde fået sit svar, og hun havde gjort hvad, min far forventede af hende. Men istedet løftede hun hovedet, så på mig med tårer i øjenene og greb min hånd. Je gav et lille hyl fra mig, da det stadig gjorde ondt under forbindingerne på mine knoer.

Hun trak hurtigt sin hånd væk og mumlede noget i retning af, "det må du undskylde."

Herefter trak hun vejret dybt ind og tilføjede, "det jeg vil sige, eller det jeg har villet sige i lang tid er at - jeg er ked af den måde, jeg har behandlet dig på." 

Jeg viftede affærdigende med hånden. Selvom at hun havde været en pestilens, og selvom at hun til visse tider ikke havde forbedret min situation overhovedet. Så var det her jo ikke hendes skyld. 

Hun rystede på hovedet og sagde med tårer i hendes øjne, "nej, Cassie. Det er ikke okay. Din mor er dødeligt syg og så kommer jeg ovenikøbet og behandler dig som lort. Og så når jeg en enkelt gang bryder sammen over mine forældre, så er du der for mig. Selvom at jeg aldrig har været der for dig. Aldrig nogensinde."

Jeg tabte kæben. De ord var ikke lige kommet ud af Livas mund. Det var umuligt. Hun lænede sig tættere på mig og kiggede mig ind i øjnene.

"Cassie, fortæl mig hvordan jeg kan hjælpe dig. Jeg vil hjælpe dig!" Hun sagde det med en sådan vilje, at man skulle tro hun ville vælte et helt imperie. 

Jeg var stadig mundlam over denne pludselige kontrast af hende selv. Hun havde virkelig ændret sig her de sidste par dage. Min mors sygdom ændrede altså ikke kun mig, den ændrede også min far og endda min forfærdelige kusine, som slet ikke var så forfærdelig længere. Jeg fik tårer i øjnene, da jeg sendte hende et smil. Hun gengav det og gennem et enkelt blik, skrev vi under på våbenhvile. På fred. Jeg trak hende ind til mig i et kram, og for første gang nogensinde var det tiltrængt. Hun var familie.

"Du hjælper mig nu," sagde jeg kærligt.

Det gjorde hun virkelig.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...