A Christmas Miracle

Julen kommer nærmere og nærmere. Glæde og latter spreder sig alle vegne. Dog har Cassie aldrig frygtet noget så meget, som hun nu frygter december. For snart 2 år siden, fik hendes mor konstateret brystkræft. Efter utallige behandlinger og undersøgelser er alt håb forsvundet en gang for alle. Cassies mor prøver at opretholde smilet og være stærk. Men Cassie har en forfærdelig fornemmelse af, at det bliver den sidste jul, hun får sammen med sin mor. Nogensinde. Men da Cassie møder den smukke Elias, begynder tingene at se lysere og lysere ud. Cassies mor virker også til at være i bedring. Måske bliver julen ikke så forfærdelig alligevel?

21Likes
20Kommentarer
1507Visninger
AA

10. Tirsdag, den 9. December

 

Jeg havde kun en tanke i hovedet, da jeg efter skole trådte ind ad vores hoveddør. Elias. Jeg skulle besøge ham i dag, jeg skulle se hans hus, møde hans mor og hans bror. Og det bedste af det hele; Liva var ikke et skridt nærmere på, at få ham til at falde for hende. Hvilket desuden var en umulighed alligevel. Jeg tog et smørret smil på, da hun trådte ud i bryggerset. Liva stoppede irriteret op, da hun så mig.

Hun rynkede brynene, satte armene i siden og væsede, "stop det der."

Jeg slog armene ud og lod som om, at jeg ikke forstod, hvad hun mente. Hun gav mig et rasende elevatorblik, inden hun greb sin taske og drejede om på hælen. Hun var udemærket godt klar over, hvorfor jeg smilede sådan. Jeg havde skam ikke lagt skjul på, at Elias havde inviteret mig over - trods alt Livas flirteri med ham i søndags. Ifølge hende, var jeg et insekt i forhold til hendes majestædighed. Så hendes hjerne kunne slet ikke forstå, hvorfor Elias valgte mig frem for hende. Hun kunne slet ikke se nogen mening i ham og jeg. Men jeg var nu også skingrende ligeglad med hvad, hun syntes. Jeg smed min skoletaske på gulvet, drejede en halv omgang og greb fat i dørhåndtaget. 

Jeg stoppede midt i bevægelsen og råbte drilsk, "fortsæt god dag Liva! Jeg skal nok give Elias et kys fra dig."

Jeg hørte en irriteret snerren, inden jeg trådte udenfor og lukkede døren efter mig. Ordene havde haft lige præcis den effekt, jeg havde håbet på. Liva var grøn af misundelse. 

I det samme trykkede mine støvler ned i den knasende hvide sne, og jeg mærkede december luften løbe gennem mine næseborer. Friskhed. Liva var forsvundet fra min tankegang. Jeg tog en dyb indånding, drejede mod højre og fortsatte hen ad en smal sti. Træerne, der strakte sig langs dens sider, var dækket af fine hvide snefnug og de glitrede i den orange eftermiddagssol. Skønheden mindede mig med det samme om min mor. Hendes blændende smil og smukke grønne øjne. Et smil bredte sig i min mundvig ved tanken om, at jeg skulle besøge hende på hospitalet i morgen. Jeg glædede mig inderligt til at se hende, men som altid mindede ordet "hospital" mig med det samme om, at alting ikke var helt, som det skulle være. Men jeg skubbede den dårlige mavefornemmelse væk og mindede mig selv om, at min mor jo var begyndt at få det bedre. Det var jeg sikker på. Med et frygtede jeg ikke julen så meget alligevel. Jeg tog imod den med åbne arme velvidende om, at det jo var hjerternes fest. Og mit hjerte tilhørte min mor, akkurat ligesom hendes tilhørte mig.

Mens jeg havde været fortabt i mine egne tanker, havde jeg slet ikke opfattet, at jeg nu stod foran Elias' dør. Huset var ret moderne. Helt hvidt og med skinnende sorte tagsten. Meget enkelt og stilrent. Pludselig føg nervøsiteten ind over mig. Jeg skulle møde hans familie. Jeg skulle spise med hans familie. Hvad hvis de ikke kunne lide mig? Hvad hvis jeg spildte ud over det hele? Hvad hvis jeg ødelagde noget? Åh gud. I det samme åbnedes døren på klem og en lyshåret dreng stak hovedet ud.

Han rynkede brynene og spurgte, "Cassie? Hvad øh - laver du her?"

I det samme gik det op for mig, at det var Adam. Adam som jeg ramlede ind i i går i skolen. Hvorfor var jeg også så klodset? Hvad lavede han hjemme hos Elias? Var de venner? Jeg nikkede for mig selv og konkluderede, at det måtte være sådan. Nej, han var ikke Elias' tvillingebror. Selvom at deres øjne var nøjagtigt ens. Nej. Adam trippede en smule og betragtede mig nysgerrigt.

"Jeg øhm - er Elias hjemme?" Sagde jeg med blikket flakkende fra højre til venstre.

Adam så en smule skuffet ud, men åbnede så døren helt op og sagde, "han er på sit værelse."

Jeg nikkede og trådte ind. Adam tog en fodbold under armen, kiggede hurtigt på mig og smøg sig så udenom. Af en eller anden grund, kunne jeg ikke lade være med at føle en smule skyldfølelse. Adam havde virket så skuffet, da jeg nævnte Elias. Tanken forsvandt dog hurtigt, da jeg så noget bekendt ligge på køkkenbordet. Det var den farverige bog, Elias havde sagt, jeg burde læse den første gang, vi mødtes. Jeg tog den forsigtigt op og lod blikket glide ned over omslaget. Hvorfor ikke? Lød overskriften. Nysgerrigt lod jeg fingrene søge gennem siderne. Den handlede om at tage chancer, at udleve sine drømme. Jeg kiggede chokeret op fra bogen, da et par velkendte varme hænder lagde sig på mine skuldre. Jeg lagde hurtigt bogen på bordet, vendte mig om og så direkte ind i et par chokoladebrune øjne. 

Elias smilede fjoget til mig og sagde, "du læser så meget, at du ikke har tid til din kæreste længere!" 

Kæreste! Jeg var hans kæreste. Glæden flød gennem min krop. Han lagde armene over kors og lod som om, han var fornærmet. Alt imens hans øjne glitrede. Jeg smilede stort og lagde armene omkring hans nakke. Han trykkede mig ind til sig i et varmt knus, inden vores læber atter mødtes. Med det samme var alt nervøsiteten forsvundet. Det var vildt, at han havde den effekt på mig. Der var intet andet en os to. Intet andet end ham. Det var bedre end noget andet, jeg nogensinde kunne forestille mig. I det øjeblik vidste jeg, at jeg elskede ham. Jeg var fuldstændig skudt i ham. 

*****

Elias' værelse afspejlede ham fuldstændigt. I det samme jeg trådte ind i det, følte jeg mig hjemme. Tilpas. Det mørke trægulv var dækket af store bløde indianer mønstrede tæpper, væggene var dækket af rustikke LP'er, bøger lå smidt hist og her og hen over hans seng. Et blødt lys gav værelset et boheme agtigt udseende. Julepynt var her ikke meget af, men det gjorde mig nu heller ikke så meget. Elias lukkede døren til efter sig og stod et øjeblik og betragtede mig. Pludselig kom jeg i tanke om Adam.

"Så, Adam og dig er venner?" Spurgte jeg nysgerrigt.

Elias rynkede brynene og sagde, "Cassie, Adam er min tvillingebror." 

Informationen ramte mit hoved som en sten. Jeg vidste det jo godt, tænkte jeg. Men hvorfor var jeg så så bange for at indrømme det? Hvorfor måtte lige præcis de to ikke være brødre? Jeg nikkede hurtigt og bestemte mig for at skifte emne. Jeg drejede rundt om mig selv og søgte efter noget at snakke om. The Beatles optrådte på næsten alle LP'erne. Men pludselig så jeg en klassisk en med Michael Jackson's sang Thriller. Den skinnede grønligt, og på forsiden sås en moonwalkende Michael, klædt i rødt, omringet af glubske uhyrer. 

Jeg småløb hen til den og udbrød, "hvor har du den fra?" 

Jeg lod min hånd glide hen over den, da Elias stilte sig ved siden af mig. Han sendte mig et mystisk smil, som med det samme vækkede sommerfuglene i min mave. Jeg beundrede stadig LP'en, da jeg mærkede Elias' blik på mig. Jeg drejede en kvart omgang og gengældte det.

Han kørte hånden gennem mit hår og hviskede, "den er din, hvis du vil have den." 

*****

"Jeg hører, at du går på det samme gymnasie som Adam, Cassie," lød en sød kvindestemme.

Elias' og Adams mor var en spinkel kvinde med tydelige kindben og store øjne. Hun var meget udadvent og stilren, men hun var mindst ligeså venlig som sine sønner. Jeg nikkede med et smil og tog en bid af min krydrede kylling. 

Deres mor, Martina tilføjede, "det er også et godt sted at uddanne sig - det giver mange muligheder."

Hun blinkede til Adam og puffede ham i siden. Han rullede irriteret med øjnene og stirrede ind i kalenderlysets flamme. Jeg undrede mig lidt over hvorfor, men lod det så passere. 

"Maden er rigtig lækker mor," indskød Elias. 

Martina nikkede, smilede til mig og Elias, og sagde, "vi har jo fint besøg! Det er ikke ret tit, at Elias tager sine damer med hjem."

Elias vendte sit blik mod mig og sagde, "Cassie er noget specielt."

Jeg mærkede varmen stige op i mine kinder, jeg måtte ligne en tomat. Jeg tog hurtigt min serviet og tørrede mig om munden, for at skjule min rødmen. Jeg lagde kort mærke til, at Adam sendte sin bror et olmt blik, hvorefter han atter stirrede på kalenderlyset. Hvad var der med ham? Hvad var der så interessant ved det lys? Jeg mener, han havde mistet sin far - men det havde Elias jo også, og han virkede til at være i godt humør. Men Adam, der var noget ved hans udtryk..

Martina smilede stort, blinkede til mig og sagde, "det er nu også dejligt ikke at være den eneste pige for engangs skyld."

Da vi var færdige med at spise, var himlen allerede helt mørk, så Elias fulgte mig hjem. Sjovt nok boede jeg ikke ret langt fra de to drenge, kun en 10 minutters gåtur, og alligevel havde jeg aldrig snakket med dem før nu. 

Da vi gik hen ad den smalle sti, kiggede jeg på Elias og sagde, "din bror han.."

Jeg nåede ikke at færdiggøre sætningen, før Elias gave min hånd et klem og sagde, "tag dig ikke af ham, han er bare jaloux."

Jeg stoppede op, rynkede brynene og sagde, "jaloux? På hvad?"

Elias kiggede intenst på mig og sagde, "han er jaloux over, at jeg er sammen med dig."

Jeg havde lyst til at udspørge Elias om mere, men noget i hans stemmeleje sagde mig, at der ikke var mere at spørge om. Så jeg nikkede bare og lagde mit hoved mod hans trygge skulder, mens jeg mærkede den kolde sne dale ned på min næsetip.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...