A Christmas Miracle

Julen kommer nærmere og nærmere. Glæde og latter spreder sig alle vegne. Dog har Cassie aldrig frygtet noget så meget, som hun nu frygter december. For snart 2 år siden, fik hendes mor konstateret brystkræft. Efter utallige behandlinger og undersøgelser er alt håb forsvundet en gang for alle. Cassies mor prøver at opretholde smilet og være stærk. Men Cassie har en forfærdelig fornemmelse af, at det bliver den sidste jul, hun får sammen med sin mor. Nogensinde. Men da Cassie møder den smukke Elias, begynder tingene at se lysere og lysere ud. Cassies mor virker også til at være i bedring. Måske bliver julen ikke så forfærdelig alligevel?

21Likes
20Kommentarer
1530Visninger
AA

24. Tirsdag, den 23. December

 

Jeg havde siddet her i flere timer nu. Holdt min mors hånd, der langsomt blev køligere og køligere. Hun havde ikke været vågen siden, jeg ankom i morges. Engang i mellem glippede hun en smule med øjnene og rørte svagt på sig, men ellers intet. Havde det ikke været for brystet, der svageligt hævede og sænkede sig, kunne man komme i tvivl om hvorvidt hun var i live. Jeg sank en klump ved tanken om det. Mit blik gled hen over hende. Fine lysebrune hår var begyndt at gro tilbage på den glatte isse. De tittede frem, smilede næsten til mig. De fik hende til at se langt bedre ud, man kunne næsten snydes til at tro, at hun var rask. Men da jeg lod blikket glide lidt længere ned, indså jeg, at det var løgn. Hendes tørre hud klæbede sig fast til de svage knogler. Hun var tyndere end nogensinde. Dødeligt mager. Et gys krøb hele vejen ned langs min rygsøjle ved synet af det. Selv den kølige hånd, jeg klemte mellem mine fingre, var intet andet end skind og ben. Jeg kiggede væk og mærkede atter tårerne presse sig på. Jeg kunne knapt kende min mor længere. Dette fortærede væsen, der lå foran mig, kunne umuligt sammenlignes med den friske og smukke kvinde, jeg havde kendt og elsket hele mit liv. Det var umuligt, intet andet. Men lige meget hvor meget jeg prøvede at nægte det, prøvede at fortælle mig selv, at det var et mareridt. Så var det her min mor, og der var intet, jeg kunne gøre ved det. Jeg mærkede en tåre løbe ned langs min kind, idet det bankede på døren. Jeg gav forsigtigt min mors hånd et klem, hvorefter jeg rejste mig fra stolen og vandrede hen mod døren. 

Da jeg trådte ud på gangen, smilede en ung sygeplejerske forsigtigt til mig. Jeg betragtede hende et øjeblik. Et svagt lag af tårer syntes at dække hendes irisser. Øjnenes bedrøvede udtryk stod i komplet kontrast til hendes smilende læber. 

"Tag endelig plads," sagde hun hjerteligt og klappede på sædet ved siden af sig.

Jeg gjorde, som hun bad om og satte mig ned ved siden af hende. Hun lagde forsigtigt en hånd på min skulder og kiggede medfølende ind i mine øjne. Jeg glippede med dem og prøvede at undgå hendes borende blik. Noget var galt. Hun havde dårlige nyheder, det var ikke til at tage fejl af. 

"Dit navn er Cassie, ikke sandt?" Spurgte hun omsorgsfuldt.

Jeg nikkede stadig med blikket rettet mod jorden.

"Og Iben er din mor, hvis jeg ikke tager helt fejl?" Tilføjede hun forsigtigt.

Jeg nikkede igen, denne gang med mere anspændte skuldre. Det her tegnede langt fra godt. Hun var alt for medfølende. 

"Din mor er virkelig skøn, du må elske hende af hele dit hjerte.." Begyndte hun varsomt.

Den tyngende fornemmelse vendte tilbage i min mave.

Sig det nu bare, hviskede mit indre. Få det overstået.

Sygeplejersken greb fat om min hånd og klemte den. Jeg løftede langsomt blikket og opdagede, at også hun havde tårer i øjnene. Hun åbnede langsomt munden.

"Hun har ikke lang tid tilbage. Vi kan desværre ikke sige præcist hvor lang tid," sagde hun med et bedrøvet suk.

Jeg mærkede mit hjerte galoppere af sted i min brystkasse. Tid. Tiden var ved at indhente mig. Jeg ville gøre noget, jeg måtte gøre noget. Men mit hoved var tomt. Ubrugeligt. Sygeplejersken kiggede ned i sine hænder, og jeg kunne mærke, at hun ikke brød sig om det her. 

"Fortæl hende, hvad du har brug for at fortælle. Hun vågner snart," tilføjede hun halvt grådkvalt.

Hun gav mig et hurtigt kram, hvorefter hun fortsatte ned ad gangen. Jeg selv sad tilbage på stolen i akkurat samme stilling og stirrede håbløst frem for mig. Det var det. Tiden var udløbet. Min mor skulle dø. Jeg havde fejlet. Jeg mærkede svedperler poppe frem på min pande, da mine øjenlåg langsomt faldt i. Mørket omsluttede mig.

*****

En svag hosten skar gennem luften. Jeg glippede søvnigt med øjnene og forsøgte at se frem for mig. Men det var som om, et sløret skær dækkede mine øjne. Jeg løftede brat hånden op og gnubbede hænderne mod dem. I det samme blinkede lamperne i loftet og et skarpt lys skar i mine øjne. Jeg blinkede et par gange, alt i mens mine øjne langsomt vænnede sig til lyset. Jeg lod hurtigt blikket vandre omkring mig. Gangen var tom, jeg var alene. Et stort ur tikkede højlydt på væggen, alt i mens dets visere viste 19.38. Med et chok indså jeg, at det allerede var blevet aften. Jeg måtte være døset hen efter sygeplejersken var gået. Et gys løb hen over min krop ved tanken om hendes meddelelse.

”Ca – Cassie,” lød det vagt på den anden side af døren overfor mig.

Min mor, hun var vågnet. Jeg rejste mig hurtigt op. Med det samme gled svimmelheden ned over mig, men jeg tvang mine ben hen mod døren. Jeg stoppede kort op ud for den og lyttede. Et par svage støn hørtes på den anden side. Med en tyngende fornemmelse, måtte jeg indse, at det ikke lød godt. Hun havde ikke fået det bedre. Jeg sank en klump og trykkede håndtaget ned, hvorpå jeg tog et par forsigtige skridt fremad.

”Mor,” hørte jeg mig selv hviske, da jeg så hende.

Hun havde besværet sat sig op i sengen, og hendes hoved hvilede tungt mod den hårde mur. Hun glippede svagt med sine matte grønne øjne, mens hun forsøgte at fastholde blikket på mig. Et svagt smil bredte sig på hendes tørre læber. Jeg havde nær gispet ved synet af hende, men jeg tvang det tilbage. Hun lignede virkelig ikke sig selv. Hun var ikke sig selv. Hendes blik var tilsløret. Det var som om, hun betragtede mig, men alligevel så hun mig ikke. En kulde spredte sig i min krop, da jeg langsomt nærmede mig hende. Hendes tomme blik fulgte mig varsomt. Det var uhyggeligt. Hun var uhyggelig. Jeg satte mig forsigtigt på kanten af sengen. Jeg gav et chokeret ryk fra mig, da jeg tog hendes hånd. Den var iskold. Den mærkedes som.. som døden, hviskede stemmen inde i mit hoved. Jeg rystede hurtigt tanken af mig og gav hånden et klem i et forsøg på at varme den op.

Derpå kiggede jeg ind i de halvt flakkende grønne øjne. Det ellers så velkendte glimt, var forsvundet fra de smukke irisser. Livet var som suget ud af dem. Tårerne pressede sig på i mine øjne, da jeg langsomt åbnede munden.

”Mor, jeg elsker dig af hele mit hjerte, og jeg vil aldrig nogensinde glemme dig,” hviskede jeg.

Hendes tynde øjenlåg flakkede svagt.

”Aldrig,” hørte jeg min vage stemme gentage.

Derpå lukkede min mors øjne i. Hendes hoved gled langsomt ned mod hovedpuden. Hendes læber var kruset i et nænsomt smil, alt i mens hendes vejrtrækning blev roligere og roligere. Så kom tårerne. De strømmede i lange ustoppelige stimer ned langs mine kinder. Jeg lukkede øjnene i og trykkede mig tæt ind til hende. Det var nu. Hun var ved at dø. Jeg kunne mærke det helt ind til mine knogler. Det var for sent, hun var umulig at redde. Jeg ville aldrig se hendes smukke glitrende øjne igen. Hendes fantastiske smil, der altid opmuntrede mig selv i de mørkeste tider. Mærke hendes skønne kropsvarme mod min. Aldrig mere. Hun var væk. Væk.

Hulkende pressede jeg mine hænder sammen og gjorde noget, jeg aldrig havde gjort før. Jeg bad til Gud. Jeg bad til, at nogen derude, hvem som helst, ville hjælpe mig. Skåne min mor fra denne – denne ondskab. Kræften der åd hende op indefra. Hun fortjente ikke dette, hun havde aldrig fortjent det.

Mørkets glubske fangarme greb fat omkring mig, inden jeg hørte min egen klare stemme bede, ”tag mig. Tag mig i stedet.”

Så blev alting mørkt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...