A Christmas Miracle

Julen kommer nærmere og nærmere. Glæde og latter spreder sig alle vegne. Dog har Cassie aldrig frygtet noget så meget, som hun nu frygter december. For snart 2 år siden, fik hendes mor konstateret brystkræft. Efter utallige behandlinger og undersøgelser er alt håb forsvundet en gang for alle. Cassies mor prøver at opretholde smilet og være stærk. Men Cassie har en forfærdelig fornemmelse af, at det bliver den sidste jul, hun får sammen med sin mor. Nogensinde. Men da Cassie møder den smukke Elias, begynder tingene at se lysere og lysere ud. Cassies mor virker også til at være i bedring. Måske bliver julen ikke så forfærdelig alligevel?

21Likes
20Kommentarer
1531Visninger
AA

3. Tirsdag, den 2. December

 

Jeg vågnede op med et smil på læben. Jeg skulle besøge min mor i dag. Min mor, far og jeg havde aftalt, at jeg måtte besøge hende hver fjerde dag. I starten var jeg langt fra tilfreds, jeg protesterede med, at jeg ville se hende hver dag. Men min mor er mindst lige så stædig, som jeg er – hvis ikke mere. Hun mente, at jeg ikke skulle lade hende komme i vejen for mit eget liv. Jeg kunne ikke sige nej til min mor i denne tid, så selvom jeg ikke var enig, overgav jeg mig for hendes skyld. Hun satte altid alle andre foran sig selv, især hvis det var imod deres vilje. Men det var nok også det, jeg beundrede mest ved hende. Og så selvfølgelig hendes styrke. Dagen skulle bare gå hurtigt, jo før jeg havde fri fra skole, jo før kunne jeg tage en bus til hospitalet.

Jeg tog et hurtig bad, børstede tænder og var allerede på vej ud af døren, da min far stoppede mig.

"Glem ikke dagens vigtigste måltid," råbte han og kastede en müslibar til mig.

Min far var sundhedsplejerske, så sunde måltider betød alt for ham. Dog var jeg ret sikker på, at müslibarer var fulde af sukker, men det sagde jeg aldrig til ham. Jeg greb baren og løb ud af døren med skoletasken hamrende mod min ryg. Vi skulle have et væld af kedelige fag i dag, men tanken om min mor, skubbede kedsomheden til side. Min idé om at tiden ville gå hurtigere, hvis jeg skyndte mig, viste sig at slå fejl, da jeg allerede sad parat i klasseværelset 20 minutter før første modul startede. Der var næsten ikke en sjæl på hele skolen. De fleste ville først komme om et kvarter. Så jeg trak den bog op af tasken, som jeg næsten var færdig med. Bogen hed "Anne Franks Dagbog," og jeg manglede netop nogle få sider, inden familien Frank ville blive taget af Gestapo. 

"Godmorgen Cassie," hvinede en skinger pigestemme. Tanja var netop trådt ind i klassen. Åh gud. 

Jeg sukkede for mig selv og sagde henkastet, "Hvad så Tanja?"

Misforstå mig ikke, Tanja er en rigtig sød pige. Hun er bare virkelig opmærksomhedskrævende, og den slags typer er bare ikke min kop te for tiden. 

Tanja smilede stort og dumpede ned på stolen ved siden af mig. 

"Jeg så dig slet ikke gå fra sidste modul i går?" udspurgte hun mig forventningsfuldt. 

Jeg lukkede langsomt min bog sammen. Jeg havde håbet på, at hun ville lade mig være, hvis jeg bare læste videre. 

"Du må have misset mig," svarede jeg kort. 

Hun så en smule skuffet ud. "Det er også ligemeget, men vi kan jo følges hjem i dag?" Spurgte hun med øjne der lyste af iver.

Jeg rynkede brynene og sagde, "desværre, jeg skal besøge min mor direkte efter skole."

Tanjas ansigt formørknedes. Hun lænede sig tættere på mig og hviskede, "hvordan går det med brystkræften?"

Jeg mærkede med et, den ubehagelige fornemmelse i maven. Jeg hadede når folk udspurgte mig om den. Altså kræften

Jeg sank en klump og løj, "det går helt fint, faktisk godt." 

Det var jo det folk helst ville høre. Der var ingen, der kunne overskue sandheden.

Tanja smilede medfølende, da flere af vores klassekammerater kom ind af døren. I blandt dem var klassens populære dreng; Jonas. Tanja hoppede hurtigt ned fra sin stol og sprang over til ham. 

"Hej Jonas," spandt hun.

Han smilede til hende, hvorefter hun plaprede løs med ham istedet for mig. Tilfreds, trak jeg igen min bog frem og fortsatte med at læse. 

*****

Mit hoved var faldet ned på min håndflade, da klokken endelig ringede. Jeg havde fri! Jeg greb min taske, sprang ud af døren og løb hen af skolens gange. Desto før jeg kom med en bus, jo bedre. Jeg skulle besøge min mor. Glæden spredte sig i hele min krop. Snart ville jeg kunne ligge trykt ved siden af hende. Hun ville læse en bog for mig, præcis ligesom da jeg var lille. Åh gud, hvor jeg savnede det. 

Da jeg nåede busstoppestedet, viste det sig at bussen var forsinket. Af alle dage, valgte den at være forsinket lige præcis i dag. Den næste ville først være her om et kvarter.

"Selvfølgelig," sukkede jeg. 

Pludselig slog en tanke mig. Der lå et par butikker her tæt på. Jeg ville købe blomster til hende. Hendes yndlings blomster; pæoner. Med et smil på læben, skyndte jeg mig afsted. 

"Yes!" Udbrød jeg.

Der lå en lille hyggelig floristbutik på hjørnet af en smal gade. Et fint blondeskilt sagde, "Tante Maries." Jeg skubbede døren op, idet en lille fin klokke klingede. En mildere overvægtig dame med lyserøde kinder, trådte smilende frem i mod mig.

Hun satte forsigtigt en julestjerne på en af hylderne i butikken og sagde sukkersødt, "hvad kan jeg gøre for dem, min kære ven?" 

Jeg smilede forlegent og svarede, "en buket pæoner til min mor."

Damen, som jeg gik udfra måtte være tante Marie, klappede smilende i hænderne. 

"Sikke en gestus, de har en meget heldig mor!" Jublede hun, "men vi er desværre løbet tør for pæoner, kan jeg friste med en julestjerne?" Tilføjede hun og rakte hånden ud mod en forsamling af smukke røde stjernelignende blomster. 

Jeg sukkede kort. Juleblomsten mindede mig om tidens gang.. Og kræften. 

Tante Marie betragtede mig bekymret og sagde, "har jeg sagt noget forkert min ven?"

Jeg rystede på hovedet og sagde, "nej, mange tak for hjælpen. Jeg er nødt til at gå."

Et øjeblik havde jeg haft det fantastisk og fortrængt alt det elendige. Men man kunne ikke gemme sig for virkeligheden for evigt. Jeg vendte mig om, forsøgte at holde tårerne tilbage, og gik hen mod døren. 

Idet jeg trådte på dørtærsklen, klingede de små klokker og jeg syntes at høre Tante Marie snøfte. 

Da jeg igen nåede hen til stoppestedet, foldede jeg armene og lænede mig op af buskiltet. Sorgen havde ramt mig som et lyn fra himlen. Det ene øjeblik glædede jeg mig til at se min mor, og nu.. Ja, nu frygtede jeg det næsten. Hvad hvis det var blevet værre? Hvad hvis lægerne havde givet op? Hvad hvis min mor slet ikke lignede sig selv mere? Allerede da jeg besøgte hende i søndags, kunne jeg ane en forandring. Et virvar af spørgsmål og konklusioner moslede rundt i min hjerne. 

Pludselig hørtes humpende skridt. Tante Marie prøvede besværet at balancere en buket hvide roser, mens hun løb hen i min retning.

Hendes sukkersøde stemme gjaldede,"vent min ven, vent!" 

Hun stoppede forpustet op og rakte buketten hen mod mig. 

"Roserne symboliserer kærlighed og glæde," sagde hun stadig forpustet. "De er godt nok ikke pæoner.." Tilføjede hun nedtrykt.

Et smil bredte sig i mit ansigt. Et ægte smil.

Jeg tog imod buketten og sagde taknemmeligt, "de er perfekte, tusind tak." 

Jeg rakte ned i min bukselomme efter min pung, da tante Marie stoppede mig.

"Fra mig til dig," sagde hun med et glimt i øjet. 

Hun vendte sig om, inden jeg kunne nå at protestere og i det samme kom bussen.

*****

"Hej skat!" Udbrød min mor lykkeligt, da jeg nærmest spurtede direkte i hendes arme. Mine bangeanelser havde været helt malplacerede. Min mor var den samme, hun altid havde været; min skønne mor. 

Krammet var lige, hvad jeg havde haft brug for. Det føltes som en evighed siden jeg sidst havde set hende. 

Min mor smilede og spurgte nysgerrigt, "hvad har du der i hånden?" 

Jeg havde glemt alt om de fine hvide roser, Tante Marie havde foræret mig. Jeg sendte min mor et kært smil og overrakte hende buketten. Hun smilede taknemmeligt og gav mig sin sædvanelige tale om, at det skulle jeg da ikke bruge mine penge på. Men jeg kunne tydeligt se hvor glad, hun var for roserne. Hun anbragte dem forsigtigt i en glaskrukke og gav dem rigeligt med vand. Derefter puttede jeg mig ind til hende i den hvide hospitalsseng, hvorefter vi læste slutningen af "Anne Franks Dagbog" sammen. Jeg elskede at høre hendes betryggende oplæsning, næsten lige så meget som jeg elskede at mærke hendes kropsvarme smelte sammen med min. Hvor ville jeg dog ønske, at dette øjeblik ville vare til evig tid. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...