A Christmas Miracle

Julen kommer nærmere og nærmere. Glæde og latter spreder sig alle vegne. Dog har Cassie aldrig frygtet noget så meget, som hun nu frygter december. For snart 2 år siden, fik hendes mor konstateret brystkræft. Efter utallige behandlinger og undersøgelser er alt håb forsvundet en gang for alle. Cassies mor prøver at opretholde smilet og være stærk. Men Cassie har en forfærdelig fornemmelse af, at det bliver den sidste jul, hun får sammen med sin mor. Nogensinde. Men da Cassie møder den smukke Elias, begynder tingene at se lysere og lysere ud. Cassies mor virker også til at være i bedring. Måske bliver julen ikke så forfærdelig alligevel?

21Likes
20Kommentarer
1534Visninger
AA

17. Tirsdag, den 16. December

 

Jeg vendte mig mod Elias og hviskede, ”er du klar?”

Han sendte mig et skævt smil som svar. Vi stod foran et lille rækkehus med en fin mønstret hoveddør og et guldhåndtag. Oven over døren, hang en julekrans af rustikt gran og røde bær med en smuk rød sløjfe fastgjort på sig. Min bedstemors hus. Jeg nikkede til Elias og trykkede håndtaget ned. I det samme, vi trådte ind i forstuen, blev vi mødt af glade blikke. Jeg snuste indad og nød den fantastiske duft af flæskesteg, brunede kartofler og brun sovs. Min bedstemor var den første, der nåede hen til os.

Hendes tykke kinder var helt lyserøde, da hun udbrød, ”Cassie! Hvor er det længe siden!”

Hun gav mig et stort bjørnekram og kyssede mig på kinden.

Derefter holdt hun mig ud foran sig og sagde stolt, ”du ligner jo din bedstemor mere og mere.”

Min mor var kommet op på siden af bedstemor. Hun blinkede til Elias og jeg.

Da min bedstemor fik øje på Elias, hvinede hun, ”og du må være Elias! Jeg har hørt så meget godt om dig unge mand, velkommen. Velkommen!”

Elias smilede og rakte hånden ud mod hende. Men min bedstemor rystede på hovedet, greb fat om ham og omfavnede ham hjerteligt. Elias var en smule overrasket, men sendte mig så et sjofelt grin. Jeg havde glemt at nævne for ham, hvor kærlig og nærgående min bedstemor var. Men jeg elskede hende stadig overalt på jorden.

Min mor pegede i retning af spisestuen og sagde, ”så er der serveret.”

Jeg lod min hånd glide ind i Elias', hvorpå vi begav os hen mod hele min mors familie. Efter at have været hele vejen rundt og hilse – hvilket nok var det, jeg brød mig mindst om. Satte vi os ned overfor hinanden og tog for os af den duftende julemad. Jeg lænede mig tilbage i stolen med et smil på læben. Det gik op for mig, hvor dejligt jeg egentlig havde det. Her sad jeg omkranset af familie, med min mor på min venstre side, min bedstemor, tanter og onkler ved siden af min mor, mine kusiner og fætre på min højre side og min dejlige kæreste overfor mig. Jeg kunne ikke ønske mig mere i hele verden end at sidde her lige nu. Selv den sædvanelige hjernedøde diskussion mellem de voksne bidragede til stemningen. Julen syntes virkelig at have en effekt på det hele. Tænk at det jeg havde frygtet så meget, viste sig at udfolde sig til det her. Julen havde bragt mig glæde, lykke og ikke mindst kærlighed. Mit blik faldt på Elias, og jeg så hvor godt han passede ind. Man skulle næsten tro, at han havde kendt disse mennesker i evigheder. Et smil bredte sig på mine læber, da jeg så at han grinte af en åndssvag joke min onkel havde fortalt.

Elias så mit smil og spurgte drillende, ”hvad smiler du sådan for?”

Jeg rystede på hovedet af mig selv og svarede, ”tusind tak. For alting.”

Elias gengældte mit smil og lagde sin hånd ovenpå min. En gnist skød hen over min hud og sommerfuglene buldrede frem og tilbage i min mave. Følelsen forsvandt i det samme, da jeg vendte mig mod venstre. Min mor hostede højlydt og greb febrilsk ud efter en serviet. Jeg stirrede forfærdet på det, mens bekymringerne fløj af sted i min hjerne. Hendes øjne begyndte at løbe i vand og hosten tog til i kraft. Alle i stuen sad som forstenet. Jeg kunne ikke røre en muskel. En rød plet begyndte langsomt at danne sig på serviettens ydre. Mit hjerte hamrede af sted. Hvad skete der? Det her burde jo ikke ske! Min mor var i bedring! Jeg mærkede gråden presse sig på i min hals, da min onkel rejste sig og begyndte at banke min mor på ryggen. Blodpletten voksede sig større.

”Ring efter en ambulance!” Kaldte han forfærdet efter min bedstemor, der forvildet rejste sig fra sin stol og snublede på sin vej hen mod telefonen.

Pludselig faldt min mor ned på knæ og et væld af blod røg op fra hendes hals. Jeg begyndte at hyperventilere. Jeg rejste mig hurtigt op fra stolen og trak mig langsomt væk fra situationen. Jeg så ikke andet end blodet. Mit blik var som fæstnet på den store plet, der nu spredte sig ved min mors fødder. Det ringede for mine ører og jeg mærkede svimmelheden ramle ned over mig. Jeg tog et par usikre skridt hen mod min mor, da mørket gled ind over mine øjne. 

*****

Jeg glippede forvirret med øjnene, da et stærkt lys skar i dem. Hvor var jeg? Hvad var der sket? Jeg satte mig op, og i det samme ramlede det hele ned over mig. Min mor! Jeg stirrede forvildet omkring mig. Jeg var på hospitalet! En bred lysegul gang strakte sig ud i uendeligheder. Min mor var.. Hun var. Nej, det måtte hun ikke være.  Jeg rejste mig op fra stolen og var nær snublet, da jeg løb afsted hen af den tomme gang. Min mors livløse krop blev ved med at danne sig for mine øjne. Hun måtte ikke være død, hun kunne ikke være død. Hun vil ikke forlade mig, blev jeg ved med at overbevise mig selv om. Alt i mens klumpen i min hals voksede sig større og større.

"Hey vent!" Lød en forskrækket sygeplejerskes stemme. 

Jeg ignorerede råbet og løb videre med hjertet hamrende mod min brystkasse. Min vejrtrækning var taget til og der begyndte at danne sig røde pletter for mine øjne. Jeg mærkede svimmelheden vende tilbage, da et par stærke arme greb ud efter mig. Jeg kiggede forskrækket op i en middelaldrende mands ansigt. Jeg åbnede munden, men han lagde hurtigt en hånd hen over den og tyssede på mig. Han trak mig forsigtigt ind af en af dørene og ind i et smalt værelse. Han lagde mig ned på en hvid seng og trak en blød dyne op over mig. 

Jeg satte mig hurtigt op i sengen og udbrød, "min mor! Du må hjælpe hende, hun er ikke.. hun kan ikke være.."

Ordene forsvandt hen i en mumlen og min hals føltes pludselig helt tør. 

Hans venlige ansigt kiggede ned på mig, da han sagde, "tag det helt roligt.."

Min vejrtrækning faldt en smule, da jeg mærkede doktorens varme hånd mod min pande.

"Du er okay, alt er helt okay," tilføjede han roligt.

Alt var ikke okay. Langt fra. Men af en eller anden grund, beroligede hans bløde stemme mig. Min puls faldt langsomt til ro, da han rakte mig et glas vand. Jeg slubrede det højlydt i mig og mærkede langsomt stemmen komme tilbage. 

Han gav mig lidt tid, inden han spurgte, "hvem er din mor, min pige?"

Ordene vældede ud af mig i en uforståelig strøm, "Iben, Iben Steffanson. Hun - hun har brystkræft. Blod, der var alt for meget blod. Hun kastede op og så jeg - jeg." 

Jeg stoppede brat min tale og kiggede ned på mine rystende hænder. Jeg havde forladt hende. Jeg gik ud som et lys, da hun havde haft allermest brug for mig. Hvad var der galt med mig? Hvad havde jeg gjort? Gråden pressede sig på i min hals. Jeg mærkede de varme salttårer strømme ned langs mine kinder, da jeg hulkende slog hænderne op for øjnene. Doktorens stemme var nu blot en svag mumlen i baggrunden. Jeg mærkede panikken sprede sig. Jeg rev dynen til side og sprang op fra sengen. Denne gang opsat på at finde min mor. Det var ikke for sent, jeg kunne stadig nå at hjælpe hende. Jeg sprang til side, da jeg nu var forberedt på doktorens indgreb og spurtede ud af værelset og hen ad gangen. Min hjerne var stadig en sjusket tåge, da jeg smed hænderne på disken i kundecenteret. Receptionisten kiggede forskrækket op på mig.

"Iben Steffanson!" Hørte jeg mig selv skratte.

Damen skubbede hurtigt sine briller op, trykkede sine fedtede fingre mod computerens tastatur og fremtvang så, "Sal 3, værelse 24."

Jeg nikkede dristigt, satte gang i mine ben og drejede skarpt til venstre mod elevatorene. Jeg trykkede på knapperne, som gjaldt det mit liv og sprang ind ved siden af en sygeplejerske. Hun blev så forskrækket, at hun tabte alle sine papirer ud over gulvet. Inden jeg vidste af det, var jeg ude af elevatoren og befandt mig istedet på gangen på tredje sal. Jeg stoppede brat op, da en modbydelig stank mødte mine næseborer. Død, ringede det i mit hoved. Her lugtede af død. Nej! Jeg fortsatte hen af gangen. Værelse 14, 18 og 22 fløj forbi mig i utydelige farver. 24. Jeg stoppede forpustet op og rev døren op. Mine ben føltes pludseligt ubærligt tunge, da jeg tvang dem til at fortsætte. En hvid silkebelagt seng viste sig foran mig. Et blegt kvinde ansigt med en bar isse trykkede hovedet ned i puden. Jeg gispede ved synet. Hendes ansigt var halvt dækket af en gennemsigtig iltmaske. Massevis af rør og ledninger var fæstnet til hendes magre krop. Øjnene var lukket tæt i, alt imens hendes brystkasse langsomt sænkede og hævede sig. Jeg tog et par usikre skridt frem mod det, jeg forfærdet havde indset, var min mor. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...