A Christmas Miracle

Julen kommer nærmere og nærmere. Glæde og latter spreder sig alle vegne. Dog har Cassie aldrig frygtet noget så meget, som hun nu frygter december. For snart 2 år siden, fik hendes mor konstateret brystkræft. Efter utallige behandlinger og undersøgelser er alt håb forsvundet en gang for alle. Cassies mor prøver at opretholde smilet og være stærk. Men Cassie har en forfærdelig fornemmelse af, at det bliver den sidste jul, hun får sammen med sin mor. Nogensinde. Men da Cassie møder den smukke Elias, begynder tingene at se lysere og lysere ud. Cassies mor virker også til at være i bedring. Måske bliver julen ikke så forfærdelig alligevel?

21Likes
20Kommentarer
1520Visninger
AA

8. Søndag, den 7. December

 

"Har du sovet godt skat?" Lød min fars dybe stemme, da han tændte lyset på mit værelse.

Jeg trak klynkende dynen op over hovedet, mens jeg mumlede, "gå ud far!"

Min far grinede smørret og sagde drillende, "skal jeg give din adventsgave til Liva?"

Liva. Irritationen skød gennem mig, da min kusines navn blev nævnt. Vi skulle hente hende på stationen i dag. 

Min far viftede utålmodigt med en aflang gave dækket af glitrende sølv indpakningspapir. 

Jeg klynkede en ekstra gang, strøg dynen til side og satte mig op. Jeg gned stadig mine øjne, da min far lagde pakken på mit skød. Hans øjne lyste af forventning, da jeg langsomt hev i det røde bånd og rev sølvpapiret af. Julefilmen "alene hjemme" lå i mine hænder. 

Min far hoppede næsten, da han hvinede, "nå! Hvad siger du så?" 

Jeg vendte dvd'en i mine hænder, og lod som om jeg beundrede den.

"Den ser virkelig juleagtig ud," sagde jeg henkastet. 

Min far så en smule skuffet ud, så jeg skyndte mig at tilføje, "tusind tak far!" 

Jeg smørede det store smil på og omfarvenede ham energisk. 

Han smilede stort og foreslog, "dig og Liva kan jo se den i eftermiddag?"

Lykkelig over at have en god undskyldning, rystede jeg på hovedet og svarede, "jeg har en aftale med Elias."

Min far rynkede brynene. Han var ikke specielt vild med idéen om, at jeg brugte tid sammen med en dreng. 

Han satte hænderne i siden, smørte et strengt ansigtsudtryk og sagde, "pas nu på med den dreng Cassie, man kan ikke stole på fyre i din alder."

Jeg fniste. Det var nok det lammeste kæreste råd, jeg nogensinde havde fået. Selvfølgelig kunne jeg stole på Elias. Han var intet mindre end perfekt. 

*****

En høj slank pige med lyse krøller og solbrændt hud trådte elegant ud af toget. Hun havde en figursyet Burberry kjole på og en stilet sort fisefornem taske over skulderen. Hun smilede med sit perfekte hvide tandpastasmil, da hun så min far. 

"Liva! Hvor er du dog blevet stor," hvinede han og omfavnede hende i et klemt knus.

Han holdt hende ud foran sig og tilføjede, "hvordan var togrejsen?" 

Liva glattede på sit tøj, sendte mig elevatorblikket og svarede derefter med en falsk sukkersød stemme, "utrolig lang onkel."

Hun lagde en hånd på panden, og sukkede opmærksomhedskrævende. Jeg tog mig selv i at lave brækfornemmelser. Liva stirrede på mig med fornærmelsen malet hen over sit ansigt.

Min far puffede til mig og mumlede strengt, "Cassie!" 

Jeg sukkede og trådte frem mod min kusine. Jeg fremtvang et vagt smil og gav hende en hurtig krammer. Da jeg trak mig væk, løftede hun hovedet og børstede snefnug af sin sorte designerfrakke. Ja, min fars bror var stinkende rig, men han var hårdtarbejdende og ambitiøs - ikke forkælet. Det kom ikke fra vores familie. Det var Livas mor, der var skyld i Livas uudholdelige attitude. Liva vendte sig om og sendte toget et blik fuldt af væmmelse. Transporten havde tydeligvis ikke været passende for damen. Hun måtte have haft noget af et skænderi med sin far, inden hun blev tvunget ombord. Jeg fniste ved tanken. 

Min far sendte mig igen et tvært blik, men sagde så med et stort smil, "der venter varmt gløgg og æbleskiver hjemme hos os!" 

Han tryggede os begge ind til ham og så vandrede vi ned ad perronen, mens jeg med jævne mellemrum modtog et par onde blikke fra den modsatte side af min far. Da vi nåede bilen, fik jeg en ondsindet idé. 

Jeg samlede en klump sne op med hænderne, formede en snebold og fyrede den efter min far. 

Min far klukkede med sne i hele ansigtet, formede så en snebold og ramte Livas taske. Yes! Tænkte jeg. Det havde haft lige præcis den effekt, jeg havde håbet på. Liva fnøs, mens hun irriteret børstede den slaskede sne af sin nu gennemblødte fisefornemme taske.

Hun mumlede noget i retning af, "uhumskheder, jeg har da aldrig, min nye Alexander Wang!"

Min far trak sig forsigtigt hen i mod hende, mens han sagde, "Liva, det er jeg virkelig ked af."

Jeg kunne ikke holde masken mere. Jeg knækkede sammen af bare latter. Jeg mærkede min fars og Livas blikke på mig, hvilket bare gjorde det hele endnu værre. Jeg kunne slet ikke stoppe igen. Da de endelig fik mig med ind i bilen, brød jeg stadig ud i fnis nu og her. Hele vejen i bilen stirrede Liva truende på mig, mens hun klemte sin våde taske tæt ind til sig. Hvilket bare fik mig til at grine endnu mere.

*****

Da æbleskiverne var klar og vi havde sat os ved bordet, ringede det på døren. Jeg sprang op fra min stol, og var henne ved døren, inden de andre kunne nå at drikke så meget som en slurk gløgg. Jeg stoppede forpustet op foran hoveddøren, dér stod han. Elias. Jeg kunne se hans sorte bukser gennem vinduet og han havde et eller andet i hånden. Blomster! Jeg tog en dyb indånding og åbnede derpå døren. 

Elias trådte elegant ind ad den og overrakte mig en buket røde roser. Jeg mærkede varmen stige op i mine kinder, da jeg forlegent duftede til den smukke buket. 

"Mmmmh," sagde jeg tryllebundet.

Elias betragtede mig med glitrende øjne, inden han greb fat om mine hofter og tryggede mig ind til sig. Vores næsetipper var kun få millimeter fra hinanden, da jeg lukkede øjnene. Han trykkede sine læber mod mine, og smagen af mint bredte sig i min mund. Jeg havde ikke en tanke i hovedet. Der var intet andet der betød noget, intet andet end dette. Dette ene øjeblik med Elias. Der var ingen problemer, ingen frygt, ingenting. Kun nydelse, kun kærlighed.

Han trak sig forsigtigt lidt væk fra mig og mumlede, "Cassie."

Jeg stirrede som fortabt ind i hans fantastiske brune øjne, da det slog mig. Min far og kusine var inde ved siden af, blot få meter fra os.

Jeg førte hurtigt nogle brune lokker om bag øret og sagde høfligt - så min far kunne høre det, "har du lyst til - øhm æbleskiver?"

Jeg fægtede med armene i retning af spisestuen, for at fortælle ham, at vi ikke var alene. Selvom der var intet i denne verden, jeg hellere ville, end at mærke hans bløde læber mod mine igen. En følelse af velbehag gled gennem min krop bare ved tanken. 

Elias sendte mig et skævt smil og sagde, "det ville være super." 

Han giv mig et hurtigt kys og blinkede, inden han slentrede hen mod spisestuen. Jeg stod som forstenet i et par sekunder, inden jeg forsigtigt lagde roserne på bordet i bryggerset og skyndte mig at løbe små snublende efter ham. I det samme Liva så ham, lyste hendes ansigt op og hun baskede ustyrligt med sit lange lyse hår. Elias trådte elegant frem mod hende og kyssede hendes hånd - som den gentleman han var. Jeg rynkede på næsen. Hun iagttog ham intenst og viste sine perfekte hvide tænder i et smukt smil. Dog vendte han sig hurtigt mod min far og trykkede hans hånd.  

"Liva, far, det her er Elias," sagde jeg hurtigt. "Han er min - øh," jeg gik i stå. Var vi kærester? Vi havde trods alt lige kysset, men det var også første gang. Mit blik flimrede nervøst i Elias' retning. Stilhed. Tvivlen var sikkert malet hen over mit ansigt. Heldigvis brød min far ind, "sæt dem endelig ned unge mand," sagde han stift.

Jeg sukkede. Elias var så høflig, og alligevel var min far tydeligvis ikke ret vild med ham. Da Elias tog min hånd og førte mig over mod den anden side af bordet, gloede min far på os med meget smalle øjne. Men jeg beroligede mig selv med, at det sikkert bare var sådan alle fædre var. Han mente det vel godt et eller andet fjernt sted. Da Elias og jeg tog plads overfor min far og Liva, var vi hurtigt igang med at proppe æbleskiver, syltetøj og flormelis i os. En gang i mellem lagde jeg mærke til, at Liva viftede lidt ekstra med sit hår, struttede med sine læber eller grinede lidt for kækt. Alt i mens hendes blik hele tiden søgte Elias'. Jeg var udemærket klar over, hvad hun var ude på. Men det virkede ikke til at påvirke Elias det mindste, han blev ved med at smile til mig og klemme min hånd blidt. Jeg lænede mig blot behageligt tilbage i stolen og nød tanken om, at Elias var her på grund af mig. At det var mig, han var forelsket i. For engangs skyld, var der noget Liva ikke kunne få. Han var min. Jeg var hans. Det kunne ikke være anderledes. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...