A Christmas Miracle

Julen kommer nærmere og nærmere. Glæde og latter spreder sig alle vegne. Dog har Cassie aldrig frygtet noget så meget, som hun nu frygter december. For snart 2 år siden, fik hendes mor konstateret brystkræft. Efter utallige behandlinger og undersøgelser er alt håb forsvundet en gang for alle. Cassies mor prøver at opretholde smilet og være stærk. Men Cassie har en forfærdelig fornemmelse af, at det bliver den sidste jul, hun får sammen med sin mor. Nogensinde. Men da Cassie møder den smukke Elias, begynder tingene at se lysere og lysere ud. Cassies mor virker også til at være i bedring. Måske bliver julen ikke så forfærdelig alligevel?

21Likes
20Kommentarer
1525Visninger
AA

22. Søndag, den 21. December

 

”Så er der serveret,” sagde min far med et stort smil, da han anbragte en stor skål risengrød foran mig.

Jeg lod hovedet synke længere og længere ned i mine hænder, mens jeg ignorerede den kvalmende duft. Jeg var overhovedet ikke sulten, og jeg var overhovedet ikke i julehumør. Alt var gået galt. Alt smuldrede ud af mine hænder. Min far satte sig ned på den anden side af køkkenbordet, lige overfor mig. Hans smil visnede hen, da det gik op for ham, at det ikke var gengældt.

Han tog en skefuld risengrød og spurgte så, ”Vil du ikke nok fortælle mig, hvad Liva har gjort? Det ene øjeblik er i ved at blive veninder og i det næste, hader du hende mere end nogensinde.”

Jeg stirrede ned i den smeltende smør, der var begyndt at løbe ud i kanten af skålen. Min far sukkede, da han ikke fik noget svar. Det var ikke fordi, jeg havde planlagt at ignorere ham. Han forstod bare ikke noget, det gjorde han aldrig. Hvis jeg fortalte ham, at Elias og Liva havde haft noget sammen bag min ryg, alt i mens jeg og Elias var kærester, ville han på en eller anden måde retfærdiggøre Livas handlinger. Han ville føre alt skylden over på Elias. Og lige meget hvor meget jeg hadede Elias, så var Liva en ligeså stor del af det. Hun var langt fra uskyldig. Hun var beskidt og ussel. Forræderisk.

Jeg var virkelig skuffet over hende, især fordi hun virkelig havde været der for mig. Men det og hele hendes omsorgsfulde attitude havde blot været et skuespil. Det havde aldrig været for min skyld, det var blot for at beskytte sig selv. For at holde mig uvidende. Jeg mærkede vreden vende tilbage til mig. Hun var virkelig ond. Jeg tog forsigtigt en dyb indånding og prøvede at falde ned. Heldigvis var hun allerede nu hjemme i sit luksuriøse hjem på Sjælland. Og jeg behøvede først at gense hendes løgnagtige ansigt om nogle måneder. Jeg hadede det virkelig. Jeg hadede hende! Og alligevel sank jeg en klump, da jeg tænkte på i går aftes. Jeg mærkede en tyngende fornemmelse i min mave. Hendes ansigt, som jeg sidst havde set det, viste sig for mit indre blik. Hendes øjne var tårevædede og fortrydende. De tiggede og bad mig om tilgivelse. Nådighed. Hun stod usikkert i døråbningen af toget. Hun knugede sin tynde jakke ind til sig, alt i mens hun rystede over hele kroppen. Hun så ussel og bange ude. Lige inden dørene lukkedes, åbnede hun forsigtigt munden, som for at sige noget, alt i mens en tåre løb ned ad hendes kind.

Min far betragtede mig stadig, da han sagde, ”hun har ringet..”

Jeg kiggede overrasket op på ham.

Han så ned i sine hænder og tilføjede, ”Cassie, hun er rigtig ked af det.”

Den dårlige mavefornemmelse forsvandt med det samme. Var hun ked af det?! Jeg mærkede vreden komme tilbage til mig. Det var mig, der havde fået revet mit hjerte ud. Det var mig, der var blevet holdt for nar. Og så var det alligevel hende, han havde medlidenhed med.

Jeg skubbede irriteret min risengrød væk fra mig og udstødte, ”jeg er ikke sulten.”

Jeg rejste mig fra min stol med en sur mine og forsvandt i retningen af mit værelse. Jeg mærkede min fars bekymrede blik på min ryg, men ignorerede det. Hvis han skulle sidde der og give mig dårlig samvittighed over noget, Liva havde gjort mod mig. Så kunne han godt passe sig selv. Jeg braste ind på mit værelse og smækkede døren hårdt i efter mig. Hvorfor var alle i mod mig? Der var absolut ingen, der forstod mig. Ikke engang min mor. Jeg smed mig ned på min seng med et bump. Jeg lå bare og betragtede loftet for en tid, alt i mens jeg pressede en blød hvid pude ind mod min mave. Den havde en slags beskyttende effekt på mig. Det syntes at gemme det hele en smule væk for en tid, inden en bippende lyd brød den behagelige tavshed. Jeg drejede ansigtet mod venstre og kastede et blik på min lysende mobil. Jeg sukkede, rakte armen ud efter den og holdt den op for mit ansigt. Elias' navn gentog sig alt for mange gange på displayet. Mit blik gled hen over de utallige beskeder og opkald.

Sendt kl. 14.37

"Cassie, du aner ikke hvor ked af det, jeg er. Hun betyder ingenting for mig."

Ubesvaret opkald kl. 14.53

Sendt kl. 15.14

"Vær sød at svare mig, jeg har det så forfærdeligt."

3 ubesvarede opkald kl. 15.32

Sendt kl. 15.46

"Jeg elsker dig, jeg kan ikke leve uden dig. Det ved du. Du må ikke gøre det imod mig."

Løgne, løgne, løgne. Jeg slukkede mobilen og smed den fra mig. Han kunne rende mig, de kunne alle sammen rende mig. Jeg lukkede øjnene og foldede hænderne om bag hovedet. Et kort øjeblik var mit hoved tomt. Så ramlede det hele ned over mig igen.

Jeg følte mig så dum. Hvorfor havde det været sådan et chok for mig? Hvorfor havde jeg slet ikke set det komme? Fordi Elias elsker mig, sagde en stemme i mit hoved. Det havde været så ægte, da han sagde det til mig. Så ægte, at det blot gjorde endnu mere ondt. Især når jeg vidste, at jeg også havde elsket ham. Når jeg vidste, at jeg havde lyst til at samle min telefon op og tilgive ham. Gemme mig i hans arme. Dykke ind i hans brune øjne. Men det var falskt, det kunne aldrig blive det samme igen. Aldrig nogensinde. Jeg havde givet ham mit hjerte. Han havde trådt på det. Ødelagt det, som var det bare noget gammelt legetøj, han var blevet træt af. Han havde været mig utro, forrådt mig, snydt mig. Han vidste hvor svært, jeg havde det og alligevel, havde han stukket mig i ryggen. På det værst tænkelige tidspunkt og på den værste måde. Han vidste, at det var nu, jeg var allermest sårbar. Allermest skrøbelig. Usikker. Jeg mærkede tårerne presse sig på. Jeg mærkede, hvordan de trillede ned af mine tørre kinder. De brændte sig dybt ind i huden. Satte sig fast. Markerede min sårbarhed, som en dyb flænge under min tynde kolde hud.

Jeg pressede øjnene sammen og krøb sammen i fosterstilling. Jeg kunne ikke mere. Ville ikke mere. Det var for meget, det gjorde for ondt. Jeg trak dynen op over mit hoved og lukkede mig selv inde i mørket. Jeg havde intet tilbage, ingen. Mørket trak sig længere og længere op gennem min krop, tættere og tættere på hjertet. Det omslugte det, lod sine glubske fangarme gribe fat om det. Men lige da det næsten var for sent, flammede en lille lysstråle op. Den ulmede, spirede og voksede sig større. Langsomt pressede den mørket tilbage. Væk fra hjertet. Ud fra min krop. Den lyste ud gennem min krop og fik min før så matte hud til at gløde. Skinne. Den spredte sig i mørket omkring mig og sendte mig en varm følelse. En tryg følelse. Pludselig så jeg ham for mig. Adam. Hans rolige brune øjne dannede sig for mit indre blik og et smil trådte frem på mit våde ansigt. Tårerne stoppede deres uendelige strømmen og håbet gennemstrålede mig fra top til tå. Jeg var ikke alene. Aldrig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...