A Christmas Miracle

Julen kommer nærmere og nærmere. Glæde og latter spreder sig alle vegne. Dog har Cassie aldrig frygtet noget så meget, som hun nu frygter december. For snart 2 år siden, fik hendes mor konstateret brystkræft. Efter utallige behandlinger og undersøgelser er alt håb forsvundet en gang for alle. Cassies mor prøver at opretholde smilet og være stærk. Men Cassie har en forfærdelig fornemmelse af, at det bliver den sidste jul, hun får sammen med sin mor. Nogensinde. Men da Cassie møder den smukke Elias, begynder tingene at se lysere og lysere ud. Cassies mor virker også til at være i bedring. Måske bliver julen ikke så forfærdelig alligevel?

21Likes
20Kommentarer
1502Visninger
AA

15. Søndag, den 14. December

 

Den skønne duft af vafler fyldte mine næseborer. Jeg rynkede på næsen og mærkede med det samme min mave rumle. Opsat på at få noget at spise, rev jeg dynen til side og rejste mig. I det samme kom aftenens hændelser tilbage. Svimmelheden røg ind over mig og mit hoved føltes pludseligt underligt tungt. Jeg svingede en smule frem og tilbage, inden jeg faldt ned på sengen med et bump. 

Tømmermænd, tænkte jeg med et suk og lod mit hoved dykke ned i puden.

Jeg rynkede undrende på brynene og så op i loftet. Hvad var der sket? Jeg kunne kun huske aftenen i brudstykker, som ikke gav nogen som helst mening. Der manglede ligesom en sammenhæng. Det ene øjeblik var jeg lykkelig og hos Elias - og det næste løb jeg forvildet rundt. Det var som om, der var det her store sorte hul, som jeg bare ikke kunne få udfyldt. Jeg trak på skuldrene og sagde til mig selv, at flere spørgsmål ikke ville give mig nogle svar overhovedet. Det var bare.. Jeg havde aldrig været så fuld før. Og det skræmte mig helt ind til knoglerne. Min maves rumlen stoppede heldigvis min tankegang. Jeg trak langsomt dynen af og rejste mig forsigtigt op. Denne gang bevidst om min krops nutidige tilstand. Derpå vandrede jeg ud i køkkenet mod lyden af lystig julemusik. Min far stod allerede klar med et bjerg af vafler, da jeg trådte ind. Liva, smuk og frisk som altid, sad ved køkkenbordet og filede sine fingernegle omhyggeligt. Det undrede mig en smule, at hun var i så god stand, når jeg med hundrede procents sikkerhed var helt grøn i ansigtet. Jeg satte mig tungt ved bordet og lagde mit dunkende hoved i hænderne. 

"Godmorgen mine to yndlings piger!" Hvinede min far og smed to vafler på hver vores tallerken. 

Mit hoved synkede længere og længere ned mod bordet. Min far gjorde Liva og jeg opmærksomme på to gaver i lilla indpakningspapir. Den tredje søndag i advent, mindede jeg mig selv om. I min fars verden betød det julehygge der varede i to dage. Og med det mener jeg alt indenfor jul, herunder bagning, pyntning, hentning af juletræ og ikke mindst at være social med familien. Social, ordet skar gennem min hjerne, som var det lavet af glas. Jeg kunne sagtens være social, hvis ikke det var fordi, jeg havde det sygt dårligt. 

"Nå piger! Skal i ikke åbne jeres adventsgaver?" Spurgte min far fuld af forventning.

Jeg betragtede Liva, der hvinende greb ud efter sin pakke, hvorefter jeg selv sukkede og tog min. Med en vaffel i den ene hånd, rev jeg langsomt papiret op. En fin lille lyserød flaske med logoet "Lancôme" kom til syne. Jeg løftede den op til min næse, og havde nær hostet, da en stærk blomsteragtig duft ramte min næse. Jeg kiggede op på Liva, og opdagede at hun allerede var i gang med at parfumere sig selv. 

"Den dufter fantastisk!" Udbrød hun og gav min far et kram. 

Jeg vrængede. Så var det jo klart, at jeg ikke brød mig om duften. Den mindede mig om Liva. Min far sendte hende et stort smil og vendte sig så om mod mig. 

"Hvad synes du skat?" Spurgte han enthusiastiak. 

Jeg fremtvang et smil og svarede, "den er øhm - virkelig skøn, lige mig."

"Jeg vidste det," udbrød han og klemte mig i et faderligt knus.

Ja far, du kender mig så godt, tænkte jeg med et suk. Han betragtede mig storsmilende, inden han vendte sig om og gik gennem stuen. I det samme faldt Livas falkeblik på mig.

Hun stirrede op og ned af mig med det ene bryn løftet og spurgte, "sovet godt?"

Jeg stirrede olmt på hendes skinnende hvide tænder. Rolig Cassie, rolig. 

Jeg bed mig selv i læben og svarede, "som en drøm."

Et grumt smil faldt hen over hendes læber. Hvorfor var hun pludselig så glad? Så vidt jeg huskede, havde Elias afvist hende i går aftes. Havde han ikke? Jo. Jeg nikkede for mig selv og begyndte at smøre nutella ud over et stykke af min vaffel. 

Liva lænede sig tilbage i stolen og sagde henkastet, "og hvad med festen? Var den lige så skøn som du havde forventet?"

Noget sagde mig, at det her ikke ville føre noget godt sted hen. Hun prøvede at provokere mig til at sige det, hun gerne ville høre. At jeg var blevet virkelig fuld og ikke kunne huske halvfems procent af det, der var sket. Hun løftede sit højre øjenbryn og betragtede mig ondskabsfuldt. 

"Bedre," fik jeg fremtvunget. 

I det samme kom min far ind i køkkenet med en juletræs brochure i hånden. En tanke sprang ind i mit hoved og håbet løb gennem mig. Jeg rejste mig hurtigt fra min stol og trak ham med ud i bryggerset. Jeg lukkede døren til og vendte mig i mod ham.

"Hvornår kører toget?" Spurgte jeg forventningsfuldt.

Min far så uforstående på mig, inden det slog ham, hvad jeg mente. 

Han smilede sødt og sagde, "bare rolig Cassie, Liva bliver her helt til den 20."

Nej! Nej! Det kunne simpelthen ikke passe. Min far havde lovet mig, at det blot var en uge. Jeg kunne ikke klare tanken om, at være sammen med Liva i hele seks dage mere. Hun var intet mindre end ulidelig! Jeg knyttede næverne, så mine knoer blev helt hvide. Min far kiggede tøvende på mig. Jeg rystede kort på hovedet, slap næverne og lod skuldrene falde.

Jeg fremtvang et sammenpresset smil og svarede, "skønt, virkelig fantastisk."

*****

Da mørket faldt på, havde vi allerede hentet vores juletræ og var nu i fuld gang med at pynte det. Eller rettere sagt, Liva kommanderede med min far og jeg, mens hun selv slappede af foran pejsen. Hun fortalte os præcis hvilken farve kuglerne skulle være, hvor de skulle hænge, hvordan glimmeret skulle kastes og hvordan stjernen skulle sættes på. Jeg havde netop hængt en rød nisse op, da Liva stirrede på mig.

"Ingen farver Cassie! Kun sølv og hvid," gjaldede hun af mig. 

Jeg lod forsigtigt mine anspændte skuldre falde og fjernede nissen. Jeg orkede ikke at skulle til at skændes med hende. Selvom hun drev mig til vanvid. Jeg mærkede i det samme en lille vibration i min lomme. Jeg tog min mobil op og smilede, da jeg så, at jeg netop havde modtaget en besked fra Elias. 

Sendt kl. 17.22

"Hej smukke. Ville bare lige høre hvordan du har det? Vild aften i går."

Jeg mærkede varmen sprede sig i min krop, da mit blik gled hen over SMS'en. Men mit smil smeltede hurtigt over til fortvivlelse. Jeg havde stadig ingen idé om, hvad der var sket i går aftes. Men måske vidste Elias det. Jeg havde en fornemmelse af at jeg ikke burde, men jeg tastede hurtigt nogle ord og trykkede på send.

Sendt kl. 17.24

"Jeg har det helt fint. Men jeg tænkte på.. Hvad skete der egentlig helt præcist? Jeg kan ikke rigtig samle detaljerne."

Mine fingre trommede utålmodigt mod displayet, og pludselig fortrød jeg. Hvad hvis jeg ikke havde lyst til at høre det? Jeg fik en tyngende fornemmelse i maven. Måske var det bedre hvis jeg bare lod det passere. I det samme bippede en ny besked ind. Jeg stirrede tøvende på den og holdte min finger et par få centimeter over "slet meddelelse." Nej! Tænkte jeg. Jeg blev simpelthen nødt til at vide det. Jeg havde fået nok af tomheden. 

Sendt kl. 17.29

"Du blev godt nok en smule fuld, kan du slet ikke huske noget? Vi to dansede bare en del og derefter snakkede vi. Vi var sammen hele aftenen. Årh Cassie, du var så smuk!"

Jeg stirrede på skærmen med det ene bryn hævet. Elias havde løjet. Det kunne ikke passe. Han var ikke sammen med mig hele aftenen. Godt nok kunne jeg knapt nok huske noget som helst. Men jeg huskede tydeligt, da jeg kom til mig selv ude på badeværelset. At jeg var bange og forvirret. Og at jeg løb fra noget, jeg havde set. Jeg fik en ubehagelig fornemmelse i maven. Der var noget galt, helt galt. Men jeg kunne ikke sætte fingeren på det. Og hvorfor skrev Elias ikke sandheden, noget indeni mig var sikker på, at han vidste, hvad der var sket. Men hvorfor skjule det for mig? Spørgsmålene kørte rundt som et virvar inde i mit hoved, så det begyndte at dunke. En ny besked poppede ind på min mobil.

Sendt kl. 17.33

"Jeg elsker dig - vi ses i morgen."

Jeg havde lyst til at skrive i lige måde, men noget indeni mig forbød mig at gøre det. Det virkede falsk eller nærmere usandt. Hvad skete der med mig? Det hele havde været så klart. Elias var det eneste i mit liv, jeg var sikker på. Det eneste jeg følte mig hundrede procent tryg ved. Men nu var også han en del af mine bangeanelser. Hvad skulle jeg stille op? Mit blik faldt på det fine glitrende juletræ, vi netop havde pyntet. Det var så smukt og alligevel så simpelt. Det stod som en komplet kontrast til mit liv. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...