A Christmas Miracle

Julen kommer nærmere og nærmere. Glæde og latter spreder sig alle vegne. Dog har Cassie aldrig frygtet noget så meget, som hun nu frygter december. For snart 2 år siden, fik hendes mor konstateret brystkræft. Efter utallige behandlinger og undersøgelser er alt håb forsvundet en gang for alle. Cassies mor prøver at opretholde smilet og være stærk. Men Cassie har en forfærdelig fornemmelse af, at det bliver den sidste jul, hun får sammen med sin mor. Nogensinde. Men da Cassie møder den smukke Elias, begynder tingene at se lysere og lysere ud. Cassies mor virker også til at være i bedring. Måske bliver julen ikke så forfærdelig alligevel?

21Likes
20Kommentarer
1526Visninger
AA

25. Onsdag, den 24. December

 

Jeg mærkede noget blødt og varmt kærtegne min kind. Jeg trak søvnigt dynen længere op over mit hoved og fejede min fars hånd væk. Men han vedblev med at vække mig.

"Cassie," sagde han kærligt. "Du skal op nu."

Jeg vendte mig irriteret om på ryggen. Dynen og puderne syntes blødere end nogensinde, da jeg puttede mig ned i dem. Madrassen løftede sig en smule, da min far rejste sig fra sengen og tog et par skridt væk fra den. Jeg hørte et svagt *klik,* hvorefter lyset flimrede gennem værelset.

Jeg glippede frustreret med øjnene og mumlede, "bare fem minutter mere.."

Jeg åbnede øjnene med et chok, da det gik op for mig at sengen ved siden af mig var tom. Tom. Min puls steg med lynende hastighed, da jeg sprang op fra sengen og satte i svimlende løb hen mod døren. Hvor var hun? Hun kunne ikke være død, hun måtte ikke være det. Hvad havde de gjort af hende?! Jeg rev døren op og fortsatte videre ud på gangen.

Jeg opfattede svagt min fars klodsede skridt bag mig, da han kaldte, "Cassie tag det roligt!"

Men hans tale var som en sløret sang, der ikke nåede ind i mit hoved. Det var også ligemeget, det var alt sammen ligemeget. Mit hjerte hamrede hårdere og hårdere mod mit bryst. Mit syn slørede gangen foran mig. Det eneste jeg så var min mors livløse krop, der lydløst ramte gulvet. Igen og igen. 

"Nej!" Hørte jeg min egen stemme skrige, da jorden pludseligt forsvant under mine fødder.

Jeg mærkede noget hårdt under mit hoved, da jeg forsigtigt åbnede øjnene. Mit hoved dunkede svagt og en ringende lyd skar i mine ører. En velkendt mand knælede ned over mig. Far. Han duppede forsigtigt en fugtig klud mod min pande, hvorefter han lod hånden løbe ned langs min kind. Der gik nogle få sekunder, inden jeg mærkede panikken sprede sig igen.

"Mor! Hvor er hun?!" Spurgte jeg fortvivlet.

Jeg løftede brat hovedet og spejdede fra side til side. Akkurat som jeg skulle til at rejse mig op, greb min far fat om mig.

Han lagde mig forsigtigt ned igen og sagde, "din mor er okay, Cassie."

Et smil bredte sig på hans ansigt. Et ægte smil der fortalte mig, at det var sandheden. 

"Der er uvirkeligt, min skat, hun har det meget bedre," tilføjede han med glæden malet hen over sit ansigt.

Jeg kunne næsten ikke tro det. Min mor var okay, hun var virkelig okay! Efter alt det kræften havde ødelagt, smadret. Så var den væk! Forsvundet i den blå luft. Jeg mærkede lykken sprede sig i min krop. Det var uger, nej måneder siden jeg sidst havde været så glad. Jeg sprang op fra gulvet og omfavnede min far i et knus. Det var fantastisk. Vidunderligt. Da jeg roligt trak mig væk fra ham, glitrede mine øjne.

"Må jeg se hende," bad jeg med glædestårer i øjnene.

Min far nikkede lykkeligt, lagde en arm omkring mig og fulgte mig ned ad gangen. Sygeplejerske efter sygeplejerske vandrede forbi os og for første gang, smilede jeg til dem allesammen. Jeg kunne slet ikke holde det tilbage. Det var den 24. December og jeg, Cassie Steffanson, havde fået den bedste julegave i hele verden. Jeg havde fået min mor tilbage. Min far gjorde holdt udenfor to brede glasdøre. Jeg lod min blik glide ind bag dem. Mit hjerte sprang næsten et slag over, da jeg så hende. Hun vendte sig langsomt om og sendte mig et af sine fantastiske smil. Hendes grønne øjne glitrede. Hendes kinder blussede. Hun var sig selv igen! Stadig tynd og udhungret, men livet strålede ud af hende. Hun var rask! Hun var virkelig rask. Jeg mærkede mine læber brede sig i et smil, da jeg ivrigt skubbede glasdørene til side og sprang i hendes arme.

Hun holdt mig tæt ind til sig, mens hun kærligt hviskede, "min skønne lille pige."

Jeg mærkede hendes kropsvarme blande sig med min, og med et følte jeg mig mere hjemme end nogensinde. Jeg puttede mit hovede tæt ind til hende, alt i mens hun kyssede mig på panden. Ud af øjenkrogen så jeg, min far tage et par usikre skridt i doktorens retning. Jeg fik en tyngende fornemmelse i maven. Min mor var netop blevet undersøgt. Jeg lod atter mit blik glide ned over hende. Godt nok så hun rask ud, men var hun virkelig helt kureret? Kunne sådanne mirakler virkelig ske på en enkelt nat? Min mor opdagede mit bekymrede udtryk, så hun blinkede beroligende til mig og lagde en arm omkring mig.

Doktoren kiggede smilende op fra sine papirer og sagde, "vi har aldrig oplevet noget lignende. Kræften er gået fra en utrolig spredning, til en kraftig aftagelse på bare én nat. Der er næsten ingen spor tilbage af den. Iben Steffanson er mindst lige så rask, som jeg selv."

Jeg tabte næsten underkæben af bare glæde. Ren og skær lykke fyldte min krop, da jeg igen omfavnede min mor. Jeg mærkede overraskende et par ekstra arme omkring mig, da min far blev en del af krammet. Glædestårer fyldte mine øjne, da jeg trykkede mig ind til mine forældre. Lykken var umådelig, næsten uvirkelig. I det øjeblik var jeg overbevist om, at mirakler virkelig fandtes. Jeg havde netop været vidne til et vidunderligt et af slagsen. 

*****

Jeg slentrede roligt hen af hospitalsgangen med en forælder på hver side. For første gang nød jeg at betragte de kedelige hospitalsgange. De udstrålede ikke længere død, sorg eller frygt. Det eneste jeg følte, når jeg lod mit blik flyde rundt, var glæde. Den vidunderligste af slagsen. Og så var det juleaftensdag! Hjerternes fest. Kærlighedens tid. Jeg kunne endelig gribe ud efter juleånden og tage i mod den med åbne arme. Juletiden var i sandhed glæden selv. Det så jeg nu. 

Da vi trådte ind på hospitalets ellers så kedelige café, mødte et chokerende syn mit blik. Jeg måtte blinke en ekstra gang med øjnene. Julen var overalt. Et kæmpestort skinnende juletræ var placeret på midten af gulvet. Levende lys knitrede hyggeligt på dets grove gran og julekugler i alle farver prydrede dets grene så smukt. Men det der var allermest strålende, var den smukke guld stjerne på træets top, der sendte strømme af juleglæde rundt omkring sig. Smilende børn løb rundt omkring det og jagtede deres søskende med grinende ansigter. Latteren spredte sig over det hele, og det var umuligt ikke at tage del i den. Det var i sandhed et enestående syn. Min mor fangede atter min opmærksomhed, da hun gav min hånd et kærligt klem. Hun pegede i retning af cafébordene, der i dagens anledning var belagt af fine røde blondeduge og knitrende kalenderlys. Vi satte os ved bordet, der stod nærmest juletræet, så vi stadig kunne betragte det. Jeg lagde mærke til at dusinvis af farverige pakker bundet ind med sølv- og gulvbånd dækkede dets fod. Gaver til alle de syge børn på hospitalet. Jeg undrede mig over, hvordan jeg nogensinde kunne havde opfattet dette sted, som værende ondt. Pludselig symboliserede det intet andet end kærlighed, healing og glæde. 

Jeg mærkede min mave rumle, da jeg kastede et blik på menukortet foran mig. Juleret efter juleret var skrevet på papiret i en lang række. Jeg slikkede mig sultent om munden, da mit blik faldt på stegt and med sovs og brunede kartofler. Det var lige præcis, hvad jeg havde brug for. Min far blinkede fornøjet til mig og kaldte en tjener herover.

"Tre omgange juleand, tak," sagde han med et lækkersultent smil.

"Og tre glas nisseøl," tilføjede min mor lumsk.

Tjeneren nikkede og forlod os, hvorpå mine forældre sendte hinanden et varmt blik. Med et smil indså jeg, at gode ting sjældent kom en af gangen. Mine forældre var forelskede igen. Det var tydeligere end nogensinde. Kort tid efter fyldte duften af den traditionelle julemad mine næseborer. Jeg sukkede af bare velbehag, da tjeneren anbragte den lækre ret foran mig. Hurtigt havde vi alle tre dykket ned i maden og var i fuld gang med at proppe brunede kartofler og andesteg i os. Jeg smilede for mig selv, da jeg ud af øjenkrogen så min mor nyde den velsmagende mad. Hun havde fået appetitten tilbage. Jeg betragtede hende lykkeligt, da jeg så hvordan, hun allerede så raskere og mindre udmagret ud end i morges. Inden længe ville alt være, som det altid havde været. De sorte skyer ville være forsvundet helt fra himlen, og solens stråler ville for alvor skinne igennem.

Pludselige slog han mig som et lyn fra himlen. Adam. I det samme indså jeg, at jeg måtte finde ham og fortælle ham, at jeg var forelsket i ham. At jeg havde været det hele tiden. En varm følelse skød igennem mig, da jeg endelig indrømmede det. Han var den eneste, der altid havde været der. Den eneste der havde holdt mig oppe, mens jeg knapt kunne stå. Han var den rigtige, det var jeg nu helt klar over. Jeg tog en sidste slurk af min nisseøl, hvorefter jeg sprang op fra min stol.

"Tilbage om lidt," mumlede jeg med et smil, hvorefter jeg satte afsted mod kiosken. Hvis jeg var heldig, var han stadig på arbejde. Jeg mærkede mine forældres undrende blikke på min ryg, da jeg hengivent lod mine ben føre mig frem. Pludselig så jeg ham. Han var i fuld gang med at lukke butikken, da jeg stoppede op lige udenfor den. En pludselig nervøsitet greb mig, og mit hjerte hamrede mod min brystkasse. Jeg betragtede ham som forstenet et øjeblik, inden han vendte sig i mod mig.

"Cassie?" Sagde han overrasket og trådte hen i mod mig.

Hans smukke brune øjne lyste op ved synet af mig, men smilet nåede aldrig hans læber.

Han kiggede uroligt ned i jorden, mens han sagde, "mit bror er et kæmpe fjols. Jeg er virkelig ked af, at han behandlede dig på den måde. Især når din mor er.."

Han stoppede midt i sætningen, og et skamfuldt udtryk bredte sig på hans ansigt. Det gik op for mig, at jeg slet ikke havde skænket hans bror en tanke de sidste fireogtyve timer. Elias betød ingenting for mig mere. Han var fortid. Jeg trådte roligt frem imod Adam og lagde en beroligende hånd på hans skulder. 

"Det er ligemeget Adam, det er alt sammen ligemeget," sagde jeg, da smilet atter gled tilbage på mine læber.

Han kiggede overrasket op på mig og lagde hovedet på skrå.

"Han opførte sig som lort, det er langt fra i orden Cassie," vedblev han.

Jeg rystede smilende på hovedet og udbrød, "Adam, glem Elias. Min mor er helbredt! Lægerne ved ikke hvordan eller hvorfor, men min mor er rask! Hun er sig selv igen!" 

Et smil bredte sig på hans læber, da han omfavnede mig. Jeg trykkede mig tæt ind til ham og mærkede kærligheden skylle gennem min krop. Han trak sig forsigtigt væk fra mig og betragtede mig med strålende øjne.

"Det er virkelig fantastisk Cassie! Jeg er virkelig glad på jeres vegne," sagde han med et kærligt smil. 

Hans blik flyttede sig langsomt hen mod mine læber, alt i mens rødmen spredte sig på hans kinder. Han kiggede genert væk fra mig. Åh gud, tænkte jeg. At han stadig ikke havde forstået det. 

Jeg lænede mig tættere på ham og hviskede, "se."

Jeg henviste nænsomt til den smukke hvide blomst, der hang lige over vores hoveder. Han betragtede den og så så overrasket på mig.

Jeg sendte ham et sødt smil og tilføjede, "en mistelteen."

Derpå lænede jeg mig ind mod ham, så vores næsetipper blot var få milimeter fra hinanden.

"Jeg elsker dig Adam Lauersen," mumlede jeg og lukkede mine øjne. 

Der gik intet mindre end et sekund, inden jeg mærkede hans læber mod mine. Velværet flød gennem min krop og med et fyldtes mit sind af den rene glæde. Jeg så min mors og fars smilende ansigter for mig, hørte min bedsteveninde Alices skønne latter. Jeg smeltede sammen med Adam og mærkede hans sjæl blive et med min. Følelsen af forelskelse havde aldrig været så stærk, som i dette sekund. Jeg elskede ham med hele mit hjerte. Hans lyse urolige hår. Hans smukke brune øjne. Hans skønne rødmen og ikke mindst hans generthed. Hver enkel lille ting ved ham strålede igennem og gjorde ham til den, han var. Vi trak os forsigtigt væk fra hinanden, og jeg blinkede hengivent med øjnene. Han betragtede mig med et blik, jeg aldrig havde set hos ham før. Det var lykke. Ren og skær lykke. Jeg sendte ham et smil, hvorefter vi begge fniste en smule.

"Havde jeg vidst, at det her ville ske for bare et par dage siden, så ville jeg have kysset dig først," sagde han med et genert grin.

Jeg betragtede ham blot med et varmt smil, inden jeg greb hans hånd.

"Kom med," hviskede jeg lykkeligt og trak ham med mig.

Da vi nåede det store juletræ, hørtes den søde musik fra alle de klassiske julekunstnere. Flere mennesker dansede rundt foran juletræet og nynnede med på musikken. Mit blik landede på min far, der svingede min mor rundt i sine arme. Jeg lo en smule af det, hvorefter Adam trak mig med ind på gulvet med et smil. Min mor blinkede kækt, da hun så os. Hun havde vidst det hele tiden, selv da jeg ikke selv var klar over det. Hun vidste, at jeg var blevet forelsket i Adam allerede den første gang, jeg så ham. Jeg gengav hendes "jeg vidste det"-smil, inden Adam trak mig tæt ind til sig. Vi dansede roligt hen ad det fine dansegulv. Jeg tabte mig selv i hans skinnende øjne og lod latteren omkring mig fylde min krop fra top til tå. Der var ingen steder i hele verden, jeg hellere ville være lige nu. Jeg havde alt, hvad jeg nogensinde kunne ønske mig.  

I dette øjeblik gik det op for mig, hvad jeg hele tiden havde vidst:

Julemirakler findes virkelig.

Julemirakler er kærligheden i vores bankende hjerter. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...