A Christmas Miracle

Julen kommer nærmere og nærmere. Glæde og latter spreder sig alle vegne. Dog har Cassie aldrig frygtet noget så meget, som hun nu frygter december. For snart 2 år siden, fik hendes mor konstateret brystkræft. Efter utallige behandlinger og undersøgelser er alt håb forsvundet en gang for alle. Cassies mor prøver at opretholde smilet og være stærk. Men Cassie har en forfærdelig fornemmelse af, at det bliver den sidste jul, hun får sammen med sin mor. Nogensinde. Men da Cassie møder den smukke Elias, begynder tingene at se lysere og lysere ud. Cassies mor virker også til at være i bedring. Måske bliver julen ikke så forfærdelig alligevel?

21Likes
20Kommentarer
1515Visninger
AA

18. Onsdag, den 17. December

 

Jeg sad trykt og varmt i en behagelig lænestol med en kop dampende varm kamille te i hånden. Det var langsomt begyndt at blive lyst udenfor, da mit blik faldt på de hvide roser. Mine fingerspidser trommede mod tekoppen, da jeg forskræmt måtte indse, at roserne var begyndt at visne. Mit blik flyttede sig over på min mor, der stadig trak vejret i korte stød. En uhyggelig tanke slog mig, men jeg skubbede den hurtigt væk igen. Der var absolut ingen sammenhæng, konkluderede jeg beslutsomt. Min mor havde ikke været vågen, siden hun var ankommet på hospitalet. Jeg selv havde været så fuld af bekymring, at jeg ikke havde lukket et eneste øje hele natten. Jeg havde blot siddet på kanten af min mors seng og holdt hendes hånd. Med det håb, at det hele blot var et mareridt. At jeg snart ville vågne op og opdage, at min mor var rask. At hun var kureret. Men lidt efter lidt, var det gået op for mig, at sådanne "mirakler" hørte fantasien til. Min mor var syg, og der var intet, jeg kunne gøre ved det. Intet jeg kunne gøre for at redde hende. Intet. Det var håbløst. Jeg sank dybere ned i lænestolen og mærkede igen tårerne presse sig på. Jeg lukkede øjnene i og og bed mig selv i læben. Vær stærk, sagde jeg til mig selv. Jeg ville være stærk for hendes skyld. For min mor. Hun fortjente ikke, at se mig sidde her og græde. I det samme hørtes et svagt ryk ovre fra sengen. Jeg åbnede brat øjnene og stirrede på min mor. Hun flyttede usikkert på hånden og glippede en smule med øjnene. Hun var ved at vågne. Jeg rejste mig forsigtigt fra lænestolen, bevægede mig over mod sengen og knælede ned ved siden af hende. Hun gav et lille spjæt fra sig, da jeg forsigtigt kørte min hånd ned over hendes kind. Selv om hun aldrig havde været dårligere, var hun stadig utroligt smuk. Hun drejede forsigtigt sit tynde ansigt og kiggede ind i mine øjne. Jeg sank dybt ind i hendes grønne øjne og gav langsomt slip på mig selv. Min mor løftede rystende hånden og kørte den gennem mit hår.

"Cassie," sagde hun svagt gennem iltmasken, der stadig var fastgjort til hendes ansigt. 

En følelse af hjem spredte sig i min krop ved lyden af hendes rolige stemme. Jeg lagde mig ned ved siden af hende og trykkede mig ind mod hende. Sådan lå vi for en tid i tavshed og mærkede hinandens nærvær. Ingen af os behøvede at sætte ord på noget, vi var som et med hinanden. En forståelse og omsorg flød sammen mellem os. 

Det bankede et par gange på døren, inden min far trådte ind. Jeg så med det samme, det lag af tårer der dækkede hans øjne.

Han trådte forsigtigt frem mod os og sagde stille, "hvordan har du det Iben?"

Jeg undrede mig en smule over min fars stemme. Der var noget anderledes ved den måde, han snakkede til min mor på. Og det var længe siden, at han havde set på hende, som han gjorde nu. Der var nærmest kærlighed i blikket. Forelskelse. Men det kunne ikke passe, mine forældre havde været skilt siden, jeg var ti år gammel. De havde altid sagt til mig, at de bare ikke elskede hinanden længere. Men lige nu i dette øjeblik, føltes det som om, at jeg altid havde vidst, at det var løgn. At min far aldrig var holdt op med at elske min mor. Og det smil hun sendte ham tilbage som svar, sagde mig, at kærligheden i den grad stadig var gengældt. Jeg fik næsten lyst til at smile ved tanken om, at det jeg havde drømt om lige siden jeg var ti, endelig var ved at ske. Et smalt lys bredte sig i min mørke bevidsthed. Mine forældre var ved at finde sammen igen. Det slukkedes dog med et, da døren åbnedes og en mand trådte ind. Jeg kiggede forlegent ud af vinduet, da det gik op for mig, at det var doktoren, der forgæves havde prøvet at få mig til at falde til ro i går. Det løb mig koldt ned ad ryggen ved tanken om, hvordan jeg havde opført mig. Det var nærmest helt uhyggeligt.

Men den venlige doktor smilede blot ned til mig, tog nogle papirer frem og sagde til min far, "hvis de vil være så venlig at følge med mig ud på gangen et kort øjeblik."

Min far nikkede med flakkende øjne og svarede, "selvfølgelig. Det er klart." 

Doktoren begav sig hen mod døren med hovedet nede i sine papirer. Min far tog nogle usikre, næsten forskræmte, skridt efter ham. Jeg satte mig op i sengen og stirrede nysgerrigt efter dem, da min mor forsigtigt trak mig ned igen. Jeg puttede mig ind til hende og prøvede at slappe af. Dog blev jeg ved med at se min fars skræmte øjne, da han fulgte efter doktoren. Jeg spidsede ørene til og forsøgte at tyde de svage stemmer ude fra gangen. Men det var forgæves. Jeg sukkede lettet. På en måde havde jeg brug for at høre, hvordan min mors helbred egentlig stod til. Men samtidigt frygtede jeg svaret helt ind til min knoglemarv. For jeg vidste, at det ikke ville være en god nyhed. Jeg behøvede kun at kaste et blik på min mor, for at vide at fremtiden ikke længere var lys. Glæden svandt langsomt ud af min krop og efterlod en pige, der var skræmt fra vid og sans. 

Stemmerne ophørte ude på gangen og min far trådte atter ind til os. Han kastede et bedrøvet blik på min mor og derefter på mig. 

Min mor smilede blot til mig og sagde, "Cassie, kan vi tale sammen et kort øjeblik?"

Jeg mærkede min hjertebanken stige, da jeg forskræmt nikkede svagt. Jeg vidste hvad, hun ville fortælle mig. Og alligevel frygtede jeg at høre det komme fra hendes mund. Min mor viftede min far ud fra værelset, hvorefter hun betragtede mig med sine glitrende grønne øjne. 

"Cassie, min smukke og vidunderlige pige. Du bliver bare stærkere og skønnere for hver dag," sagde hun med hånden mod min kind.

Jeg sank en klump.

Smilet blegnede en smule fra min mors læber, da hun tilføjede, "jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle dig, det du ønsker at høre. At jeg er rask og at jeg er i bedring."

Hendes blik blev langsomt mere fraværende.

"Men det ville ikke være sandheden, og du fortjener at høre den."

Jeg mærkede gråden presse sig mere og mere på.

Hun så mig dybt ind i øjnene og sagde langsomt og tydeligt, "kræften har længe været i forværring, men hvad der skete i går tog os alle med et chok, og jeg er virkelig ked af, at du skulle opleve mig sådan."

Hun sukkede. Jeg så blodet for mig, og mærkede med det samme kvalmen komme tilbage.

"Kræften har spredt sig drastisk og er blevet langt værre end forventet. Lægerne har gjort alt hvad de kunne, men der er.."

Ordene skar som en kniv. Mit blik begyndte at flakke, mens tanker flød rundt i mit hoved. Skrækkelige tanker. Min mor var stoppet med at tale, og betragtede mig med tårer i øjnene. Hun åbnede munden for at afslutte sin sætning. Men jeg rystede over hele kroppen og tiggede og bad hende om at lade være. Jeg ville ikke høre det. Jeg kunne ikke. Jeg vendte blikket væk og trak hænderne op for mine tårevædede øjne.

Min mor trak mit hoved hen mod hendes og afsluttede, "behandlingen stopper."

Jeg vred mig ud af hendes arme og tumlede ud af sengen. 

"Nej!" Hørte jeg mig selv skrige, da jeg lagde mig ned på det kolde gulv og krympede mig sammen. Det var ikke sandt! Det var løgn. Min mor ville ikke forlade mig. Det kunne hun ikke gøre. Jeg mærkede min mors forfærdede og tårevædet blik på mig, da min far greb fat om mig og trak mig væk fra hende. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...