A Christmas Miracle

Julen kommer nærmere og nærmere. Glæde og latter spreder sig alle vegne. Dog har Cassie aldrig frygtet noget så meget, som hun nu frygter december. For snart 2 år siden, fik hendes mor konstateret brystkræft. Efter utallige behandlinger og undersøgelser er alt håb forsvundet en gang for alle. Cassies mor prøver at opretholde smilet og være stærk. Men Cassie har en forfærdelig fornemmelse af, at det bliver den sidste jul, hun får sammen med sin mor. Nogensinde. Men da Cassie møder den smukke Elias, begynder tingene at se lysere og lysere ud. Cassies mor virker også til at være i bedring. Måske bliver julen ikke så forfærdelig alligevel?

21Likes
20Kommentarer
1524Visninger
AA

11. Onsdag, den 10. December

 

"Adam," udbrød jeg overrasket, da jeg trådte hen til kassen. 

Adam kiggede hurtigt op, lod en hånd glide gennem sit hår og svarede overrasket, "Cassie." Han kiggede frem og tilbage på mig, inden han tilføjede, "hvad kan jeg gøre for dig?"

Jeg spejdede op og ned af ham. Han bar en t-shirt med kioskens logo. 

"Arbejder du her på hospitalet?" Røg det ud af mig. 

Han rødmede og svarede, "nærmere bare her ved kassen."

Jeg nikkede kort. Vi stirrede blot på hinanden for en tid, inden jeg kom i tanke om hans spørgsmål.

"En kop kaffe, en kakao og to berlinere," svarede jeg trippende.

Han smilede og gik hen mod kaffeautomaten. 

"Hvem besøger du?" Sagde han med ryggen til mens kaffemaskinen larmede.

Jeg sukkede. Adam vidste ikke, at min mor var syg. Af en eller anden grund, ville jeg ønske, at han aldrig fik det at vide. Det ville gøre alting så meget lettere på en måde. 

"Min mor.." Sagde jeg langsomt. 

Han vendte sig om og betragtede mig. Velvidende om at jeg måtte have tårer i øjnene, bukkede jeg mig hurtigt ned og lod som om, jeg søgte efter noget i min taske. Adam tog de to fyldte kopper og stillede dem på disken. 

Hans skuldre var en smule anspændte, da han sukkende sagde, "det er altid dem, man elsker højest."

Jeg så op og mødte hans blik. Og med et forstod jeg præcis, hvad han mente. 

"Hvordan var din far?" Spurgte jeg medfølende. "Spillede han også fodbold?"

Et smil bredte sig på Adams læber og han rystede på hovedet.

"Nej, overhovedet ikke. Han hadede det," svarede han med et grin.

Jeg sendte ham et smil og sagde, "men du elskede ham?"

Adam smilede vagt og nikkede. En tåge af tårer syntes at dække hans øjne. Jeg kiggede ham dybt ind i øjnene og lagde min hånd ovenpå hans. 

"Nå, der er du!" Lød min mors skønne stemme, da hun trådte ind i kiosken. 

Adam og jeg trak hurtigt vores hænder væk fra hinanden. Rødmen skød op i mine kinder. Min mor slentrede over til mig og lagde armen omkring mig. Hun smilede til Adam.

"Du må være Elias," sagde hun lystigt og rakte sin hånd ud. 

Adam rynkede brynene og en trækning sås i hans venstre øjenbryn.

"Nej mor!" Brød jeg ind. "Det her er Adam, Elias' tvillingebror," tilføjede jeg hurtigt.

Min mor tog sig til hovedet og undskyldte, "det er jeg virkelig ked af Adam, hyggeligt at møde dig."

"I lige måde," sagde Adam med et smil og trykkede hendes hånd. Han fiskede et par berlinere ud fra et glasskab og lagde dem på en tallerken ved siden af kakaoen og kaffen. 

For en tid betragtede vi alle tre hinanden, inden jeg hvinede, "nå men, drikkevarerne bliver kolde!"

Jeg smed hurtigt et par mønter på bordet, greb det vi havde købt og skubbede min mor hen mod døren.

"Vi ses Adam! God arbejdslyst," råbte jeg hen over min skulder. 

Jeg mærkede hans blik på mig, da jeg trak min mor ud af kiosken.

"Hvad har du så travlt for?" Fnisede min mor. 

Jeg småløb hen mod elevatoren, lod som om jeg ikke havde hørt spørgsmålet og trykkede alt for mange gange på knappen. Min mor prikkede mig på skulderen, inden jeg vendte mig mod hende.

"Han virkede som en sød dreng," indskød hun. "Og så var han pæn," sagde hun med et glimt i øjet.

Jeg rystede forvildet på hovedet og stirrede ned i gulvet. Varmen tog fat i mine kinder. Adam. Nej! Elias, Elias, Elias. Jeg tvang mig selv til at se Elias' smukke ansigt for mig. Hans markerede kindben, hans smukke læber, hans øjne. De samme øjne som Adams. Nej, ikke Adam! Min mor betragtede mig undersøgende. Hun så lige igennem mig. Hvorfor var hun også så god? I det samme sagde elevatoren "ding" og de tunge døre trak sig til siden. Jeg trådte ind med min mor lige i hælene. Lænede mig mod spejlet og betragtede julelysene i loftet. 

Min mor puffede mig i siden, sendte mig et varmt smil og sagde, "hvad tænker du på Cassie?" 

Jeg gengældte hendes blik, fremtvang et smil og sagde, "jeg tænkte bare på, om vi ikke kunne invitere Elias med til bedstemors  julefrokost på tirsdag?" 

Min mor klappede i hænderne og sagde, "det er en fantastisk idé! Jeg glæder mig til at møde ham."

"Det burde du også," kommenterede jeg med et smil. 

Heldigvis foreslog mor ikke at invitere Adam også. Hun kunne mærke på mig, når der var noget, jeg prøvede at undgå. Og hun ville jo ikke gøre det hele værre for mig. Alligevel var der en del af mig, der ønskede at snakke med Adam igen. Men det var Elias jeg elskede. Han var virkelig noget specielt. Men, det var Adam også. Jeg bed mig selv i læben. Elias er min kæreste, ikke Adam, gentog jeg inde i mit hoved. Da vi trådte ind i min mors opholdsstue, faldt mit blik med det samme på de hvide roser, jeg havde foræret hende. De strålede i den fine glasskål. Jeg småløb over til dem og betragtede dem. De var stærke, sunde, raske. Min mor havde bundet små fine sølv julestjerner rundt om dem, som blot forstærkede deres skønne udstråling.

Min mor stillede sig ved min side og sagde drømmende, "de bliver bare smukkere og smukkere."

Jeg nikkede og kiggede så op på min mor. Jeg lagde mærke til, at hendes hud var begyndt at få farven tilbage. Hendes knogler trådte slet ikke så skarpt frem mere og hun smilede så meget for tiden. Man skulle næsten tro, at hun var lige så frisk som en hver anden kvinde. At hun var lige så sund og smuk som de hvide roser foran os. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...