A Christmas Miracle

Julen kommer nærmere og nærmere. Glæde og latter spreder sig alle vegne. Dog har Cassie aldrig frygtet noget så meget, som hun nu frygter december. For snart 2 år siden, fik hendes mor konstateret brystkræft. Efter utallige behandlinger og undersøgelser er alt håb forsvundet en gang for alle. Cassies mor prøver at opretholde smilet og være stærk. Men Cassie har en forfærdelig fornemmelse af, at det bliver den sidste jul, hun får sammen med sin mor. Nogensinde. Men da Cassie møder den smukke Elias, begynder tingene at se lysere og lysere ud. Cassies mor virker også til at være i bedring. Måske bliver julen ikke så forfærdelig alligevel?

21Likes
20Kommentarer
1525Visninger
AA

9. Mandag, den 8. December

 

Åh gud, tænkte jeg. I går aftes havde min far stillet en ekstra seng ind på mit værelse, hvor Liva skulle sove. Tro mig, jeg havde protesteret. Men min far var urokkelig. Han mente, at vi havde godt af at få noget veninde-tid sammen. Der var bare lige det, at Liva og jeg ikke var veninder. Overhovedet. Klokken halv seks om morgenen, havde hun tændt lyset på mit værelse, skruet op for Drake og var i fuld gang med at krølle hår. Selvom, at hun sagtens kunne have ventet. Som den priviligerede unge dame hun var, blev hun undervist af sin egen privatlærer online - og Liva bestemte tidsplanen. Men hvis hun absolut ville stå op nu, kunne hun nemt gå ud på badeværelset uden at vække mig. Men nej. Hun gjorde det udelukkende for at provokere mig. Mine øjne glippede mere og mere af frustration, som jeg lå med hovedet begravet under puden og prøvede at falde i søvn igen. Og lige da jeg syntes, at min mandag ikke kunne blive meget værre, begyndte hun at skråle med på "6 god". Jeg mukkede vredt, inden jeg rejste mig slapt op fra sengen og tvang mine spaghetti-ben hen mod døren. Væk, var det eneste, der var i mine tanker. Væk fra den rablende pige. 

Liva vendte sig bekymret om og sagde sødt, "vækkede jeg dig søde kusine? Det er jeg virkelig ked af." 

Jeg skubbede mit brune hår væk fra øjnene og gned dem hårdt.

Hun viftede livligt med sit hår og sagde sukkende, "skønhed kræver bare tid."

Hendes blik gled op og ned af mig, "men det forstår du selvfølgelig ikke, stakkels Elias" tilføjede hun med et grumt smil på læben. 

Jeg vendte ryggen til hende, bed tænderne sammen og skubbede døren til mit værelse op. Da jeg var nået ud på badeværelset, kunne jeg ikke holde det tilbage længere. Jeg bandede og svovlede af mine lungers fulde kraft, mens jeg hamrede knytnæverne mod spejlet. Ikke nok med at hun provokerede mig, hun nedgjorde mig også. Den satans forkælede møgtøs. Jeg hadede hendes forfængelige udtryk, hendes perfekte hår, hendes arrogance. Jeg forbandede hver eneste evig lille ting ved hende. Jeg stoppede pludseligt op, da jeg så de smukke røde roser fra Elias. Jeg trak vejret dybt ind og fokuserede på dem. De så så guddommelige ud med små vanddråber på bladene, som de stod så smukt i en glasvase ved spejlet. Perfekte ligesom Elias, tænkte jeg. Det gik op for mig, at det var lige præcis derfor, at Elias aldrig ville falde for hende. Hun var ond. Selvisk. Elias var lige præcis det modsatte. Hah, tænkte jeg. Elias elskede mig, han var det eneste, hun ikke kunne tage fra mig. Med et havde jeg det meget bedre, Liva kunne ikke røre mig mere. 

Da jeg var hoppet i tøjet og klar til at tage i skole, var klokken kun kvart over otte. Med et suk satte jeg mig ved køkkenbordet, velvidende om at jeg kunne have sovet mindst tre kvarter mere. Min mave rumlede. I det mindste kunne jeg nå morgenmaden i dag, hvilket var ret usædvanligt. Jeg vandrede søvnigt hen til køkkenskabet og trak nogle cornflakes ned fra hylden, da min far kom ud fra sit soveværelse.

"Godmorgen skat! Du er da tideligt på den," sang han med sin morgenfriske stemme. 

Jeg tog mig til hovedet og rullede med øjnene. Min far stod altid tidligt op om morgenen, selvom at han først mødte på sit arbejde klokken ti. Han sagde, at han nød at stå op og se solopgangen. 

Han kom hen ved siden af mig og sagde med et blik på mine cornflakes, "det er dejligt at se, at du har tid til dagens vigtigste måltid!"

Jeg sukkede dybt og stirrede usmageligt på min morgenmad, der slaskede rundt i mælken. Min far gik meget op i en sund livsstil - det hørte ligesom til hans job. Jeg selv ville nu hellere end gerne ofre sundheden, for at sove et par timer længere. 

"Liva må have en god effekt på dig! Hun er A menneske ligesom mig," sagde min far med et stort smil.

Liva mig her, og Liva mig der. Jeg hadede det navn. Den pige. 

"Hun er bedre end gud," sagde jeg nedladent.

Min far kastede et hurtigt blik på mig, lænede så nakken tilbage og klukkede kort.

"Det er godt at høre, du har det bedre med hende!" Sagde han hjerteligt.

Jeg rullede med øjnene. Da jeg havde spist mine smattede cornflakes, bestemte jeg mig for at læse lidt, da jeg stadig havde oceaner af tid. Jeg satte min dybetallerken i opvaskeren og slentrede hen mod mit værelse. Liva holdt tydeligvis stadig en koncert derinde. Lyden mødte mig allerede, da jeg gik gennem stuen. Da jeg åbnede døren, havde jeg regnet med at se hende fuldt optaget af skønhedsprodukter, men istedet sad hun på sin seng med en lille sort bog. Liva, der læste. Tanken virkede umulig. Men jeg trak blot på skuldrene og gik over mod min bogreol. I det samme Liva så mig, fór hun sammen og smed den sorte bog om bag sig. Vent lige lidt, det var ikke nogen helt almindelig bog, slog det mig. Det var min dagbog! Min dagbog der var fyldt med kærlighedsdigte om Elias. Mine øjne lynede, da jeg med overmenneskelig hurtighed sprang over til hende. Før jeg vidste af det, havde jeg grebet bogen og stod og råbte af hende.

"Hvem tror du egentlig, du er!" Skreg jeg af mine lungers fulde kraft.

Liva var parat med et angreb, da min forfærdede far trådte ind på værelset.

Han gloede vredt på mig og sagde, "Cassie! Hvad har du gang i? Fald så lige ned!" 

Jeg osede af raseri, pegede direkte på Liva og skreg, "hun sad og smuglæste i min dagbog."

"Det er ikke sandt," sagde Liva med et uskyldigt blik. "Det ville jeg aldrig gøre imod Cassie," tilføjede hun og kiggede ned i jorden. 

Løgner. Min far lagde armene over kors og kiggede olmt på mig. 

"Cassie! I skole nu!" Han lagde ekstra meget tryk på stavelserne.

Jeg greb min dagbog, trampede ud af værelset og smækkede døren efter mig. Hadet rasede gennem min krop. Liva var simpelthen ufattelig, og min far var et simpelt fjols. 

*****

Mine øjne glødede stadig af raseri, da jeg trådte ind på skolen. Jeg knyttede næverne og gik i et hurtigt tempo ned ad gangen. Med ét ramlede jeg direkte ind i en skikkelse. Jeg røg ned på bagen og alle mine bøger flød ud af min taske. Fedt, nu kunne den her dag bare ikke blive bedre, tænkte jeg arrigt.

"Det - det må du virkelig undskylde," sagde en blød stemme.

Jeg kiggede op og så ind i et par brune øjne, der mindede stærkt om Elias'. Et øjeblik troede jeg faktisk, at det var ham, men så så jeg det korte lyse hår. Drengen havde allerede samlet mine bøger op, da han rakte en hånd ud mod mig. Jeg børstede støvet af min dunjakke og tog i mod hans hånd. Han trak mig hurtigt op og overrakte mig bøgerne. Et kort øjeblik var der akavet stilhed.

"Jeg er Adam," sagde han nervøst, "jeg går i B. klassen," tilføjede han hurtigt. Hans øjne syntes at kigge alle andre steder end på mig. 

Jeg sendte ham et sødt smil og sagde, "mange tak Adam."

Han rakte sin hånd ud og betragtede mig forventningsfuldt. Det gik op for mig, at jeg burde tage den.

"Cassie," sagde jeg hurtigt og gav ham hånden. "X. Klassen."

Adam kløede sig bag hovedet og sagde så, "nå, jeg må hellere gå over i min klasse."

Jeg nikkede enigt. Da han gik, vendte han sig kort om og sendte mig et nervøst blik, inden han fortsatte. Jeg stod tilbage på gangen med et smil på læben. Liva og far var pludselig over alle bjerge, og det samme var raseriet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...