A Christmas Miracle

Julen kommer nærmere og nærmere. Glæde og latter spreder sig alle vegne. Dog har Cassie aldrig frygtet noget så meget, som hun nu frygter december. For snart 2 år siden, fik hendes mor konstateret brystkræft. Efter utallige behandlinger og undersøgelser er alt håb forsvundet en gang for alle. Cassies mor prøver at opretholde smilet og være stærk. Men Cassie har en forfærdelig fornemmelse af, at det bliver den sidste jul, hun får sammen med sin mor. Nogensinde. Men da Cassie møder den smukke Elias, begynder tingene at se lysere og lysere ud. Cassies mor virker også til at være i bedring. Måske bliver julen ikke så forfærdelig alligevel?

21Likes
20Kommentarer
1508Visninger
AA

23. Mandag, den 22. December

 

Adams synsvinkel


Jeg foldede hænderne om bag nakken og lænede mig tilbage i min seng. Røde og blå spillere fór frem og tilbage hen over den lysende tv-skærm. Det var Liverpool og Chelsea. Normalt ville denne kamp have været dagens højdepunkt, men i dag sagde den mig ikke rigtig noget. Jeg stirrede blot ubetydeligt frem for mig, alt i mens de to hold sparkede bolden frem og tilbage i mellem sig. Liverpool scorede endnu et mål og publikum brølede af bare glæde. De var nu foran med hele tre mål. For nogle dage siden, ville denne nyhed have medført, at jeg var sprunget op fra min seng og deltaget højlydt i bifaldet. Lykken ville sprede sig i min krop, og jeg ville glemme alle mine trængsler. Men lige nu syntes den langt fra at nå mig. Min krop var ubevægelig. Mit sind var tomt. Eller det vil sige udtømt for alt, bortset fra hende.

Hun blev ved med at poppe ind i mit sind. Cassie, hviskede en gentagende blød stemme inde i mit hoved. Jeg fik en tyngende fornemmelse i maven ved tanken om hvordan, hun måtte have det. Jeg så hende krympe sig sammen på sin seng. Hun lukkede øjnene tæt i og holdt hænderne op for ørerne. Hun forsøgte at slippe væk, væk fra det hele. Denne verden og alt dens ondskab. Jeg mærkede rasen røre på sig inden i mig. Det var alt sammen på grund af ham. Min bror. Min forfængelige, egoistiske bror. Han havde trampet på hende, som var hun affald. Ødelagt hende. Flammerne skød frem i mine øjne, da jeg slukkede tv'et og sprang op fra min seng. Jeg rasede hen mod døren og rev den op, hvorefter jeg fortsatte i retning af min brors værelse. Han skulle ikke slippe så let fra det her. Ikke denne gang. Ikke med denne pige. Jeg stoppede op et kort øjeblik foran hans dør og trak vejret dybt ind. Hans flirtende latter hørtes fra den anden side. Elias var helt sikkert allerede kommet videre, og var nu i fuld gang med at forføre en anden pige. Jeg knyttede næverne hårdt sammen og hvæsede. Lige nu hadede jeg min bror mere end nogensinde. Jeg brast ind på værelset og stirrede vredt på ham.

"Dit dumme fjols!" Råbte jeg truende.

Han kiggede overrasket op på mig og lagde forskrækket sin mobil fra sig. En hvinende pigestemme kaldte fra den, hvilket kun gjorde mig endnu mere rasende. 

"Din fucking ulidelige og stupide idiot!"

Han rejste sig op og trak hen i hjørnet af sit værelse.

"Tag det lige roligt Adam.." Begyndte han varsomt med en hånd udstrakt.

Jeg spyttede i jorden og spejdede rasende rundt på hans mange LP'er. Så kiggede jeg direkte på ham.

"Hvordan fanden kunne du gøre det imod hende?! Hendes mor er dødeligt syg, for helvede! Hvordan kunne du knuse hende på den måde? Lege med hende, som var hun en simpel brik i dit klamme spil. Være hende utro med hendes egen kusine. Det er ækelt! Hvad er der galt med dig?" Hvæsede jeg.

Jeg tog et par skridt hen i mod ham, alt i mens aggressiviteten tog til.

"Du er forfængelig, egoistisk og direkte modbydelig! Jeg fatter simpelthen ikke, at jeg deler blod med dig. Du er ikke min bror, vi er ikke brødre!" Tilføjede jeg råbende med væmmelsen malet hen over mit ansigt.

Pludselig syntes frygten at forlade hans ansigt. Elias rynkede istedet brynene og sendte mig et rasende blik.

"Hvad havde du regnet med? Den pige, som du så beskyttende omtaler, var allerede stoppet med at besvare mine opkald, inden hun opdagede Livas og mit forhold. Hun nægtede at tale med mig. Troede du måske, at jeg bare ville sidde på mit værelse og vente på pigen, jeg havde været forelsket i siden syvende klasse, ligesom dig? Vente på at hun havde lyst til at se mig igen? Nej. Du er intet andet end et ynkeligt pattebarn," sagde han angribende.

Ordene rev hen over min hud, som knivspidse kløer. Jeg måtte synke en klump. Hans ansigt bredte sig i et grumt smil, da han vidste, at hans ord havde haft den ønskede effekt på mig. Han kendte mine svagheder. 

Han trådte sikkert frem mod mig og spandt, "du tror måske, at hun vil blive forelsket i dig? At du er den helt rigtige for hende?"

En kaglende latter undslap hans læber og han tilføjede, "det er mig hun elsker, mig hun forguder. Før eller senere vil hun tilgive mig. Hun vil løbe tilbage i mine arme og undskylde for hendes dumheder. Hun vil aldrig skænke dig en tanke igen. Aldrig. Du vil være som støv for hende."

Jeg mærkede gråden presse sig på i min hals. Han manipulerede med mig. Han løj. Og alligevel vidste jeg inderst inde, at det han sagde var sandheden. Hun havde kendt mig i så mange år, og alligevel havde hun aldrig lagt mærke til mig. Hun havde aldrig fanget de håbende blikke, jeg havde sendt hende. Hun havde aldrig hørt mine nervøse hilsner. Hun ville aldrig nogensinde have opdaget, at jeg eksisterede, havde det ikke været for Elias. Pludselig havde hun set mig, hørt mig - men kun som hendes kærestes bror. Kun som en ven. Intet andet. Men Elias var hun blevet forelsket i ved første øjekast. Hun havde kastet sig i hans arme. Kysset ham. Elsket ham. En kulde spredte sig i min krop. En fortvivlelse, der fortalte mig, at jeg ikke havde en chance. 

Jeg kiggede op og mødte min brors glitrende ondskabsfulde øjne. Hans glubske smil var skævt og forvrænget, nærmest uhyggeligt. Jeg kunne ikke lade ham fortsætte på den her måde. Jeg kunne ikke lade ham gøre det i mod hende. Ikke i mod Cassie. Han ville ikke vinde, ikke denne gang.

Jeg mødte hans blik, denne gang med ret ryg, og sagde, "du er et monster. Hun vil aldrig komme tilbage til dig. Du har tabt Elias."

Derpå vendte jeg ryggen til ham og forlod hans værelse. 

*****

Mine våde sneakers klaskede mod det iskolde smattede mudder. Skridt efter skridt. Det var allerede ved at blive mørkt, og nogle få stjerner tittede frem på den kølige nattehimmel. Smukke men dog så fjerne. Jeg sukkede og puttede hænderne i lommen. Jeg vidste, at jeg burde gøre noget. Hjælpe hende. Men hvordan? Hvad hvis Elias havde haft ret? Måske havde Cassie ikke brug for mig, måske ville jeg blot forvirre hende og gøre det hele værre. Det måtte ikke ske, hun havde det hårdt nok i forvejen. Alt for hårdt. Jeg fik en dårlig fornemmelse i maven ved tanken om det. Jeg kendte det alt for godt. Pludselig gik det op for mig, at jeg havde nået kirkegården. Jeg stoppede brat op foran to store hvide søjler og en smal grussti. En kuldegysning løb gennem mig, da jeg spejdede ud over de utallige gravsteder. Række efter række af død og ikke mindst.. Sorg. Jeg brød mig ikke om at komme her, men i aften blev jeg nødt til det. Jeg tvang benene igang, hvorefter jeg slentrede hen ad stien. Uhyggen spredte sig i min krop, da jeg syntes at mærke et koldt pust på min ryg. Jeg satte farten op og prøvede at skubbe tanken om det overnaturlige væk. Da jeg nåede et fint og enkelt lille gravsted, knælede jeg. Et fint lag sne havde lagt sig på gravstenen. Jeg børstede det forsigtigt af, så indgraveringen trådte tydeligt frem:

Joseph Abraham Lauersen

26/07/64 - 04/05/12

Far og ægtemand

Elsket og savnet

En tåre gled langsomt ned af min kind, som jeg læste det. Det var første gang, jeg havde været her siden det skete. En pludselig blodprop i hjertet var alt, der skulle til for at slukke lyset i min fars øjne. Det ene øjeblik havde jeg skændtes med ham. Sagt at jeg hadede ham. Det næste havde det været for sent at gøre det godt igen. Vores skænderi var det tryk på knappen, der skulle til for at stoppe hans hjerte. Alt der skulle til, var en enkelt uenighed om en åndssvag fest. Jeg havde dræbt min far. Stoppet hans hjerte. Billedet af hand krop der livløst ramte køkkengulvet, viste sig atter for mit indre blik. Det havde hjemsøgt mig i over to år. Formørket mit sind. Jeg havde hadet mig selv så inderligt. Forbandet mig selv for at have behandlet ham, som jeg gjorde. For at have taget ham forgivet.

Ikke engang efter hans død, havde jeg turdet vise mit ansigt for ham. Skammen var for stor. Mit blik faldt atter på det lille gravsted. Et par sten af marmor strakte sig i en fin sti hen til gravstenen. Til højre lå der et fint lille fuglebad, med et tyndt lag is i den lille udhuling. I anledningen af jul havde nogen anbragt en fin rød julestjerne foran gravstenen. Det var enkelt men ærbødigt, og jeg vidste, at min far ville have syntes om det. Et vagt smil bredte sig på mine læber. Jeg elskede min far af hele mit hjerte. Selvom jeg ikke vidste det dengang, så var jeg nu klar over, at det havde jeg altid gjort.

Jeg betragtede den smukke julestjerne, hvorpå jeg hviskede, "undskyld far."

En lettelse syntes at løbe gennem mig ved lyden af mine egne ord. Den trængte kulden ud af min krop, og en behagelig varme tog dens plads i stedet. I det sekund vidste jeg, at min far var her. At han havde hørt mig, og at han elskede mig. Han havde aldrig beskyldt mig. Det var ikke min skyld. Jeg fortrød med det samme, at jeg aldrig havde turdet tage kontakt til ham før nu. Jeg havde været for bange, for barnlig. Men nu var alting anderledes. Cassie havde ændret mig. Reddet mig fra det uendelige mørke. 

"Far, jeg elsker hende," sagde jeg roligt ud i den blå luft.

Jeg mærkede et varmt vindstød suse forbi mig, og da vidste jeg, at det var ægte. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...