A Christmas Miracle

Julen kommer nærmere og nærmere. Glæde og latter spreder sig alle vegne. Dog har Cassie aldrig frygtet noget så meget, som hun nu frygter december. For snart 2 år siden, fik hendes mor konstateret brystkræft. Efter utallige behandlinger og undersøgelser er alt håb forsvundet en gang for alle. Cassies mor prøver at opretholde smilet og være stærk. Men Cassie har en forfærdelig fornemmelse af, at det bliver den sidste jul, hun får sammen med sin mor. Nogensinde. Men da Cassie møder den smukke Elias, begynder tingene at se lysere og lysere ud. Cassies mor virker også til at være i bedring. Måske bliver julen ikke så forfærdelig alligevel?

21Likes
20Kommentarer
1513Visninger
AA

16. Mandag, den 15. December

 

Jeg hader mandage. Jeg havde netop været i skole, hvor vi havde haft eksamen i AP. Hvilket jeg forresten klarede virkelig dårligt. Jeg kunne slet ikke fokusere i skolen lige for tiden. Der var bare så mange uklare spørgsmål og problemer, der trak mig længere og længere væk fra hverdagen. Jeg var usikker på Elias. Jeg havde problemer med min far og Liva. Jeg var bekymret for min mor. Og da man skulle tro, at det ikke kunne blive værre, var jeg lige landet på bagen på min vej hjem fra skole. Sneen havde smeltet i løbet af natten og var nu blevet til robust is, man nærmest kunne spejle sig i. Hvilket vil sige, at der var blevet virkelig glat. Jeg fnøs, rejste mig op og børstede isen af min dunjakke. Jeg havde allermest lyst til at ligge tæt op ad min mor og mærke hendes varme og bløde hånd kærtegne min kind. Men da min far havde bestemt sig for, at der var julehygge i går og i dag - ville jeg først se min mor i morgen til julefrokost hos bedstemor. Et smil bredte sig på mine læber, da det slog mig, at det ville være første gang min mor skulle møde Elias. Jeg glædede mig sådan til at se hendes ansigtsudtryk, når hun fandt ud af hvor fantastisk, han var. For jeg måtte jo indrømme, at det var han. Og jeg havde bestemt mig for at lægge lørdagens hændelser bag mig. Jeg havde nok at bekymre mig om i forvejen. Desuden vidste jeg inderst inde, at Elias aldrig ville gøre noget for at såre mig. Nej, fra nu af var jeg positiv omkring ham. Hvilket var lige hvad jeg havde brug for. Noget positivitet. Men først skulle jeg bare lige have overstået i dag. Liva, far og jeg skulle bage julekager og lave konfekt. Min far havde snakket løs om det hele morgenen. Han elskede den slags ting - hvilket blot var en anden ting, jeg ikke havde tilfælles med ham. Men jeg glædede mig nu alligevel til at se Liva med hænderne i klistret dej. Jeg lo lidt for mig selv. Jeg kunne lige se hendes ansigtsudtryk, når hun klagede over en af sine flækkede fingernegle. 

*****

Mine hænder var blevet helt ømme af at ælte den seje dej frem og tilbage. Vi havde allerede bagt syv forskellige slags julekager, men min far insisterede på, at vi skulle bage klejner. Jeg flyttede sukkende en tot hår væk fra ansigtet, da Liva lagde armene over kors. 

Min far kiggede overrasket op og spurgte, "hvad er der i vejen Liva?"

Liva svarede med næsen i sky, "jeg bryder mig altså ikke om hjemmebag."

Hun sagde det sidste ord med en sådan væmmelse, at man skulle tro hun havde sagt noget i retning af "afføring." Jeg kunne ikke lade være med at fnise. En ting måtte jeg give hende, hun sørgede i hvert fald for, at det her ikke var kedeligt. I den sidste time var hun kommet med adskillige udråb om hvorvidt, den fedtede dej gav hende urenheder, bumser og jeg ved snart ikke hvad mere. Hun havde dog holdt ud indtil videre. Dog så det stærkt ud til, at hun havde nået sin grænse. Hun rynkede på næsen af bare afsky og drejede om på hælen. Jeg synes at opfange et kort glimt af noget i hendes øjne. Tårer? Det kunne det næsten ikke være, vel? Jeg grublede et kort øjeblik over det, inden jeg trak på skuldrene og begyndte at forme klejnerne. Efter en smule tid prikkede min far mig på skulderen.

Han sendte mig et bekymret blik og sagde, "vil du ikke tage en snak med Liva?"

Jeg stirrede undrende på ham. Det var ikke lige det, jeg havde allermest lyst til. 

Han kastede et fortvivlet blik over mod mit værelse og tilføjede, "jeg tror ikke, at hun har det så godt for tiden - vil du ikke nok Cassie?"

Jeg tøvede et øjeblik. Måske var der en grund til, at hun var som, hun var? Det gjorde det langt fra i orden, men på en måde fik jeg medlidenhed med hende. Hvis der var nogen der vidste, hvordan det var at se verden ramle sammen omkring sig, så var det mig. Og jeg måtte indrømme, at jeg ikke ønskede det for selv min værste fjende. 

Jeg sukkede og hørte mig selv sige, "jo - det skal jeg nok."

Min far sendte mig et stolt smil, og jeg rejste mig og vandrede hen mod mit værelse. Jeg stoppede et øjeblik, inden jeg lagde hånden på dør håndtaget. Fortjente hun det virkelig? Hun havde afgjort ikke gjort det samme for mig. Men det var vel også der, jeg adskilte mig fra hende. Et halvkvalt hulk lød inde bag døren. Jeg trak vejret ind og skubbede så døren op. Liva vendte sig i det samme mod mig. Jeg gispede næsten, da jeg så hvor ussel hun så ud. Sorte tårer løb ned af hendes kinder, hendes hår hang i filter omkring hendes ansigt og hendes øjne var helt røde. Hun skyndte sig at vende sig om, da det gik op for hende, at jeg var trådt ind. 

"Lad mig være Cassie," bad hun grådkvalt. 

Jeg iagtog hende med et suk. Det var tydeligt, at der var noget, der virkelig gik hende på. Men hvad? Hun havde det perfekt, alt i hendes liv var fantastisk. Jeg satte mig på min egen seng, så jeg sad overfor hende. Hun havde gemt hovedet i sine hænder, men hun kunne ikke skjule sin hulken.

Jeg sagde forsigtigt, "hør.."

Liva stirrede på mig med rasende øjne og væsede, "er du så glad? Var det ikke det her, du ønskede? Jeg ligner noget der er løgn, og jeg har det af helvede til."

Hun stoppede op og tog en dyb indånding.

"Alt i mens dit liv er skønt," tilføjede hun selvmedlidende.

Jeg rynkede brynene og stirrede på hende i mistro. Havde hun lige sagt, at mit liv var skønt? Fortæl mig at jeg hørte forkert.

"Min mor lider af kræft, min far forstår mig ikke, jeg forstår ikke engang mig selv og oven i det klarer jeg mig utroligt dårligt i skolen. Fortæl mig lige igen, hvordan mit liv kunne være skønt? For sidst jeg tjekkede, var det ikke specielt behageligt."

Liva betragtede mig for en tid. Jeg havde aldrig fået et sådant blik af hende før. Jeg havde faktisk ikke troet, at det overhovedet var muligt. Blikket var nærmest forstående. Hun tørrede forsigtigt sine tårer væk med håndryggen og glattede sit hår en smule. 

Hun rystede på hovedet og svarede nedtrykt, "i det mindste bekymrer dine forældre sig om dig. Din far elsker dig." 

Så det var det, der var problemet. Hendes forældre. Jeg tog mig til hovedet. Jeg havde ikke ligefrem regnet med, at hun havde nogle problemer overhovedet. Alt så ligesom bare ud til, at være så let for hende. Men pludselig var jeg begyndt at have mine tvivl. Jeg rejste mig fra min seng og satte mig ved siden af hende i skrædderstilling.

"Det gør han vel, men han er bare ikke altid så god til at vise det," svarede jeg roligt.

Hun kiggede overrasket på mig og udbrød, "det er da tydeligt. Det er malet hen over hans ansigt. Jeg ville ønske, at min far kiggede på samme måde på mig, som din far ser på dig." 

Hun sukkede og så ned i sine hænder. Hendes far arbejdede og rejste meget, det var jeg godt klar over. Men jeg havde altid troet, at hun havde en god familie, at han var en god far. Men måske var jeg lidt for hurtigt til at bedømme det hele.

"Liva, din far elsker da også dig, det er jeg sikker på," sagde jeg opmuntrende.

Hun kiggede mistroisk op på mig og svarede, "hvorfor tror du, at jeg tilbringer så meget af julen her hos jer? Min far er komplet ligeglad med mig. Alternativet var at tilbringe juletiden på verdens kedeligste kostskole."

"Men hvad med din mor?" Prøvede jeg. "I har jo så meget tilfælles."

Liva stirrede opgivende ud af vinduet. 

"Min mor foretrækker sine forfængelige veninder, cocktails og fine selskaber frem for mig."

 Hold da op, tænkte jeg. Jeg kunne slet ikke forestille mig, hvordan mit liv ville være, hvis min mor ikke havde været der for mig. Jeg betragtede Liva. For første gang så jeg ikke den forfærdelige pige, som jeg altid havde hadet. Nej, jeg så en svigtet lille pige, som havde brug for omsorg og kærlighed. Det var derfor, hun var så opmærksomhedskrævende. Hun var ikke født sådan, det var en fejl i hendes opdragelse. Et skår i det perfekte billede.

Jeg gjorde noget, jeg aldrig ville have forestiller mig i min vildeste fantasi. Jeg omfavnede hende. Jeg forstod hende.

Måske var hun ikke helt så slem alligevel?

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...