A Christmas Miracle

Julen kommer nærmere og nærmere. Glæde og latter spreder sig alle vegne. Dog har Cassie aldrig frygtet noget så meget, som hun nu frygter december. For snart 2 år siden, fik hendes mor konstateret brystkræft. Efter utallige behandlinger og undersøgelser er alt håb forsvundet en gang for alle. Cassies mor prøver at opretholde smilet og være stærk. Men Cassie har en forfærdelig fornemmelse af, at det bliver den sidste jul, hun får sammen med sin mor. Nogensinde. Men da Cassie møder den smukke Elias, begynder tingene at se lysere og lysere ud. Cassies mor virker også til at være i bedring. Måske bliver julen ikke så forfærdelig alligevel?

21Likes
20Kommentarer
1534Visninger
AA

2. Mandag, den 1. December

 

Der var allerede bidende koldt. Den første dag i december. Julekager, dekorationer og lys angreb mig fra alle sider. Julen plejede at være min yndlings tid, men i år var alting anderledes. Julen gjorde blot det hele værre. Efter at have kæmpet med kræft i snart 2 år, blev min mor nu kun svagere og svagere. Selvom min mor forsøgte at overbevise mig om, at hun var i bedring, så jeg tydeligt hvor hårdt sygdommen tog på hende. Hun lignede slet ikke den rødkindede fantastiske mor, som jeg elskede af hele mit hjerte. Hun var blevet blegere. Tyndere. Hendes kindben trådte alt for tydeligt frem i hendes ansigt, og hendes kraveben havde aldrig været så store. Hun havde ikke et hår på sin isse. Hendes krop nedbrød sig selv langsomt. Jeg stoppede et øjeblik og gyste ved tanken. Min mor var i forrådnelse. Jeg mærkede saltvandet samle sig i mine øjne. En varm tåre påbegyndte sin vej ned af min kind, men jeg tørrede den hurtigt væk med hånden. Mit blik faldt på mit Skagen armbåndsur. Jeg var ved at komme for sent i skole. Jeg skubbede en gyldenbrun hårtot om bag øret og tvang mig selv til at fortsætte hen af det sjaskede fortov. Mine fødder slæbte mig besværet fremad, mens jeg forgæves prøvede at skubbe alt elendigheden væk. Der var juleklip og æbleskiver i første modul i dag. Jeg orkede det ikke. Alt glæden og latteren omkring mig gjorde på en eller anden måde det hele meget mere uudholdeligt. Jeg sparkede dovent til nogle småsten. Men jo mere jeg tænkte over det, magtede jeg heller ikke endnu en kedelig biologitime. 

Da jeg trådte ind i klassen, var mine klassekammerater allerede godt igang med at klippe og klistre. Latter og glæde sprang direkte op i mit ansigt. Min klasselærer Merete udspurgte mig ikke om undskyldninger om hvorfor, jeg var sent på den. Hun løftede blot hovedet og sendte mig et bedrøvet blik. Det var altid det samme. Som så mange andre, havde hun ondt af mig. Min bedsteveninde Alice vinkede mig storsmilende i hendes retning. Det lykkedes mig at fremtvinge et falskt smil. Da jeg satte mig ved siden af hende, lagde hun en hjemmelavet guldsløjfe til siden og lagde istedet sin hånd oven på min. Hun kiggede på mig med sine store omsorgsfulde brune øjne. 

"Er du okay?" spurgte hun langsomt og tydeligt.

Indenfor den sidste uge, lige siden min mor blev indlagt, har det været Alices tradition at sikre sig, at jeg var okay. Jeg elskede Alice - og tanken var sød. Men for at være helt ærlig, ville jeg ønske, at hun bare gav mig lidt plads. 

"Bedre end nogensinde," løj jeg halvhjertet. 

Alice trykkede mig ind til hende i et langvarigt knus, inden hun greb sin saks og begyndte at klippe videre. Efter en kort stilhed, brød hun ud i snak om den søde dreng fra parallelklassen. Hun havde været forelsket i i snart et halvt år, og selvfølgelig skulle jeg høre hver eneste ene lille detalje om ham. Sukkende, greb jeg det nærmeste stykke pap og lod som om, jeg kreerede julepynt. Hvis der var noget, Alice var god til, var det at tale om sine egne problemer. 

*****

Da vi endelig fik fri, smøg jeg mig udenom Tanja, der som altid ville følges hjemad. Lykkelig over endelig at være alene, trak jeg et par høretelefoner op af min rygsæk og skruede op for Michael Jackson. Hans stemme havde en besynderlig effekt på mig. Det var som kunne han skubbe hele verden til side og gøre mig fri. Dog forsvandt den tyngende fornemmelse i min mave ikke. MJ plejer ellers altid at virke, tænkte jeg. Med et suk trak jeg mine hørertelefoner af og satte mig tungt på en våd bænk. Månen var allerede trådt frem på den mørke himmel. Jeg lænede mig tilbage mod bænkens ryglæn og forestillede mig at månens stråler ramte mit ansigt. Pludselig var der noget der brummede i min lomme.

Jeg trak irriteret min mobil op af lommen. Det var min far. Med et suk trykkede jeg på displayet og tog mobilen op til øret. 

"Hej skat, hvor bliver du af? Der er snart aftensmad," lød min fars bekymrede stemme. "Vi skal have risengrød," tilføjede han begejstret. 

Det var en tradition i min fars familie, at vi altid fik risengrød og nisseøl den første december. Ligesom at det også var vigtigt, at vi skulle spille jule ludo om aftenen. Jeg ville allerhelst bare ind og besøge mor, men jeg vidste hvor hårdt min far kæmpede for at opmuntre mig.

"Jeg kommer hjem nu," sagde jeg henkastet.

Jeg hørte et kort suk på den anden side, så jeg skyndte mig at tilføje, "jeg glæder mig!"

Min far jublede, "skynd dig!" 

Jeg lagde telefonen tilbage i lommen, rejste mig fra bænken og begav mig hjemad til min far.

Jeg har boet ved min mor hele mit liv. For kort tid siden, da min mor blev indlagt, flyttede jeg ind hos min far. Siden da, har min far gjort alt hvad han kunne, for at opmuntre mig. Det var jeg også virkelig taknemmelig for, men det var bare ikke det, jeg havde brug for. Jeg havde brug for at være sammen med min mor, især lige nu.  

*****

Trods mit dårlige humør, havde min far og jeg egentlig hygget os ret meget. Det lykkedes ham endda at få et smil frem på mine læber, hvilket var aldeles sjældent lige for tiden. Lige nu lå jeg trygt og varmt i min bløde seng, med hænderne om bag hovedet. Jeg betragtede de fine selvlysende stjerner på mit loft og tænkte på min mor. Men for engangs skyld var det ikke kræften, der fyldte i mine tanker. Nej, jeg tænkte på alle de gode tider mor og jeg har haft sammen, alle de glade stunder. Jeg elskede hende virkelig af hele mit hjerte. Med et smil på læben, døsede jeg hen i søvnen.  

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...