A Christmas Miracle

Julen kommer nærmere og nærmere. Glæde og latter spreder sig alle vegne. Dog har Cassie aldrig frygtet noget så meget, som hun nu frygter december. For snart 2 år siden, fik hendes mor konstateret brystkræft. Efter utallige behandlinger og undersøgelser er alt håb forsvundet en gang for alle. Cassies mor prøver at opretholde smilet og være stærk. Men Cassie har en forfærdelig fornemmelse af, at det bliver den sidste jul, hun får sammen med sin mor. Nogensinde. Men da Cassie møder den smukke Elias, begynder tingene at se lysere og lysere ud. Cassies mor virker også til at være i bedring. Måske bliver julen ikke så forfærdelig alligevel?

21Likes
20Kommentarer
1502Visninger
AA

7. Lørdag, den 6. December

 

"Liva er bare så selvisk," snerrede jeg med armene over kors.

Min far og jeg sad i bilen på vej hen til hospitalet, da jeg skulle tilbringe dagen med min mor. Men jeg var ikke i så godt humør, som jeg plejede at være de dage, jeg var sammen med hende. Min far havde netop mindet mig om, at det var i morgen, vi skulle hente min kusine Liva på togstationen. Herefter skulle vi værdiges med hendes vidunderlige selskab i et par dage, og så skulle hun ovenikøbet sove på mit værelse. Sammen med mig. Jeg mærkede en trækning ved mit øje, bare ved tanken om det. Tro mig, hun var virkelig uudholdelig. Jeg havde aldrig brudt mig vitterligt om hende. Da vi var små, ville hun altid have det legetøj, der tilhørte mig. Og hun fik altid sin vilje. Altid. Så jeg måtte bare smile sødt og give hende mine yndlings barbiedukker. Jeg fnøs. 

"Hold da op Cassie, i har jo massere af ting til fælles," svarede min far opmuntrende.

Jeg vendte mig om i sædet og stirrede mistroisk på ham. 

"Som hvad for eksempel?" Sagde jeg koldt.

Jeg blev helt glubsk bare af tanken om min arrogante kusine. 

"I går begge to på gymnasiet," insisterede min far. "Og så har i begge to farmors øjne," tilføjede han, da han mødte mine.

Jeg vendte ryggen til ham og kiggede ud af vinduet, stadig med armene over kors. Wauw far, har Liva og jeg virkelig så meget tilfælles? Tænkte jeg irriteret. Hvis der var noget min far ikke forstod sig på, så var det mig og mine meninger. I det samme drejede bilen ind mod hospitalet. Ved hoveddøren stod min mor klædt i tyk vinterfrakke, halstørklæde og vanter. En byge af fin hvid sne dalede ned omkring hende. Det var slet ikke gået op for mig, at det var begyndt at sne. Mit ansigt bredte sig i et smil bare ved synet af hende. Hun så ud til at have det bedre. Hendes kinder glødede næsten. Jeg åbnede hurtigt bildøren og gled næsten i sneen af bare iver for at nå hende. 

Hun omfavnede mig og sagde med et smil på læben, "er du sulten?"

Det var nogle timer siden, jeg havde fået morgenmad, så jeg nikkede smilende.

"Hvad siger du til Bones?" Sagde hun med glitrende grønne øjne. "Jeg ved jo, at du elsker deres spareribs," tilføjede hun kækt. 

"Det er en aftale," fløj det ud af mig.

Hun så virkelig smuk og stærk ud, som hun stod der med små krystallignende snefnug på næsetippen. Hun kiggede barmhjertigt ind i mine øjne. Det gik op for mig, hvor meget jeg beundrede hende. Hvor meget jeg ønskede at leve op til hende. Hun var mit idol. Min mor kyssede mig hurtigt på panden, og derpå traskede vi hen til min fars bil.

Han rullede forruden ned og børstede det nye lag sne af. Han sendte min mor et bekymret blik og spurgte, "Iben, er du nu helt sikker?"

Iben var min mors fornavn. Jeg havde altid fundet det så eventyrligt. Af en eller anden grund mindede det mig om Snehvide og de Syv små dværge. 

Min mor sendte min far et advarende blik, som ville hun ikke have, at han sagde sådan overfor mig.

Hun klappede mig på hovedet og sagde sødt, "jeg har det udmærket, tak." Hun kiggede på mig og tilføjede, "Skal vi så se at komme afsted?" 

Jeg genkaldte min fars bekymrede blik og mærkede noget koldt løbe ned af min ryg. Var min mor virkelig okay? Burde hun blive inden for hospitalets døre. Jeg kiggede op på hende. Hun virkede bare så sund og rask, som hun stod der med røde kinder og lysende øjne.

Jeg besluttede mig for at skubbe bekymringerne væk, og svarede istedet, "lad os se at få nogle spareribs!"

Min mor gav mig et hurtigt knus, og vi klemte os sammen om bag i bilen.

*****

Kort tid efter satte far os af ved Bones. Han sendte min mor endnu et bekymret blik, inden han startede bilen og forsvandt i en tåge af snefnug. Vi tog nogle hurtige skridt op mod restauranten og blev med det samme henvist til et hyggeligt tomandsbord. Det var dækket fint op med en rød dug og et par knitrende stearinlys. Fra loftet hang hundredevis af julekugler, de glimtede i alverdens farver. Før jeg vidste af det, havde vi sat os ved bordet, bestilt og var igang med et lækkert måltid.

Min mor tog en slurk af sin Coca Cola og spurgte, "hvordan går det ellers på gymnasiet Cassie?"

"Tjo - det er - øh helt fint, Alice og jeg hygger os," svarede jeg med munden fuld af pommesfrites. 

Jeg slugte hurtigt mundfulden, tørrede mig om munden og kiggede nervøst på min mor. Jeg havde besluttet mig for at fortælle hende om Elias. 

Jeg satte mig ubekvemt frem i stolen og fremtvang, "mor, jeg har øhm - mødt en fyr."

Min mor så en smule overrasket ud, men nikkede så og sagde, "fortsæt."

Jeg slugte en klump. Hvorfor var det her så svært? Min mor forstod mig jo altid, hun var som en bedsteveninde. En blodsøster. 

"Han hedder Elias, han arbejder på biblioteket, går på HHX, har et skævt smil, chokolade brune øjne.." Vældede det ud af mig i uforståelige mængder, alt i mens varmen skød frem i mine kinder.  

Min mor tog en hånd op til munden og fniste. Derpå sendte hun mig et sødt smil og førte en af mine gyldenbrune lokker om bag mit øre. 

"Hvor er det fantastisk Cassie, han lyder som en helt fin fyr," sagde hun roligt.

Et lettelsens suk undslap mine læber, og jeg kunne atter læne mig afslappet tilbage i stolen. Min mor var fantastisk. Hun vidste præcis hvad hun skulle sige, og hvordan hun skulle agere. 

Min mor lænede sig ind over bordet, blinkede og sagde, "jeg ville elske at møde ham."

Det var en vidunderlig idé!

Glæden skød gennem min krop, da jeg svarede hende, "det er jeg sikker på, at han vil elske!"

Min mor nikkede smilende og lod en hånd glide ned ad min kind. 

Hun betragtede mig med strålende øjne og hviskede, "jeg elsker dig overalt på jorden, min lille pige, det må du aldrig glemme."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...