A Christmas Miracle

Julen kommer nærmere og nærmere. Glæde og latter spreder sig alle vegne. Dog har Cassie aldrig frygtet noget så meget, som hun nu frygter december. For snart 2 år siden, fik hendes mor konstateret brystkræft. Efter utallige behandlinger og undersøgelser er alt håb forsvundet en gang for alle. Cassies mor prøver at opretholde smilet og være stærk. Men Cassie har en forfærdelig fornemmelse af, at det bliver den sidste jul, hun får sammen med sin mor. Nogensinde. Men da Cassie møder den smukke Elias, begynder tingene at se lysere og lysere ud. Cassies mor virker også til at være i bedring. Måske bliver julen ikke så forfærdelig alligevel?

21Likes
20Kommentarer
1534Visninger
AA

21. Lørdag, den 20. December

 

Jeg blinkede afslappet med øjnene og foldede armene om bag hovedet. Et væld af stribede lysstriber, som skinnede gennem gardinet, faldt på den fine hvide dyne, der dækkede min dovne krop. Jeg drejede hovedet mod højre og så en smuk sovende kvinde med en bar isse. Min mor. Jeg havde fået tilladelse til at sove her på hospice-afdelingen i nat. Lægerne og doktorne var så venlige her i forhold til resten af hospitalet. Her var næsten ingen grænser for noget. Mor og jeg behøvede blot at bede om noget, så fik vi det. Og da de så overhørte min mor og min samtale om overnatning, sprang de til med det samme. De havde både sørget for seng, tandpasta, tandbørste og nattøj til mig. Det var alt for meget, men vi nød det nu lidt alligevel. Det var lidt ligesom en mor og datter weekendtur, bortset fra at det her ikke just var et hotel. Jeg kastede endnu et blik over på min mor. Hendes brystkasse sænkede og hævede sig i en rolig rytme. Et smil bredte sig på mine læber ved synet. Hun virkede så fredfyldt, så tryg. Som om intet ondt kunne røre hende. Jeg rynkede brynene og pressede øjnene sammen. Mit blik var faldet på noget brunligt hvidt, der stod på min mors natbord. Hvad var det? Det lignede noget i retning af et vissent blad i en glasvase. Jeg lagde hovedet en smule på skrå, og pludseligt undslap et gisp mine læber. Det var en rose. En af de smukke hvide roser, jeg havde foræret min mor den første tirsdag i december. Jeg huskede hvor glad, hun var blevet for dem, men smilet nåede ikke mine læber i dag. Den var døende. Dens søskende måtte allerede være visnet hen, og denne ene havde overlevet indtil nu. Men ud fra dens udseende, så det ikke ud til, at den ville klare sig ret meget længere. Højst et par dage. En kulde løb ned langs min ryggrad, og det sendte et gys gennem min krop. Roserne symboliserede kærlighed og glæde. De symboliserede de vigtigste bånd mellem min mor og jeg. Og at se den sidste af dem fortære sig selv, gjorde mig bange. Virkelig bange.

Der lød tre rolige bank ved døren. Min mor rykkede uroligt på sig og slog så øjnene op. Hendes blik landede med det samme på mig, og hun sendte mig et varmt smil.

Jeg gengav det og nød lyden af min mors stemme, da hun sagde, ”kom endelig ind.”

Døren åbnedes og en frisk og ung sygeplejerske kom ind med to bakker i favnen. Duften af friskbagte rundstykker og smør fyldte mine næseborer. Jeg snuste dybt ind og lod nydelsen sprede sig i min krop.

Hun smilede stort og hvinede, ”så er der morgenmad! Dagens ret er nybagte grov birkes med tilhørende smør, ost og jordbær og rabarber marmelade.”

Hun anbragte et af fadene på min mors skød, hvorefter hun anbragte det andet på mit. Jeg betragtede den lækre morgenmad og mærkede i det samme min maves rumlen. Sulten, greb jeg fat om min birkes og begyndte at skære den i to dele. Sygeplejersken vendte sig om for at lade os i fred, men stoppede så op et par meter inden hun nåede døren.

Hun vendte sig mod min mor og sagde, ”husk at det er dagens vigtigste måltid Iben.”

Hun blinkede med et smil, men hendes bekymrede blik skinnede tydeligt igennem. Min mor nikkede blot med et stift smil, hvorefter sygeplejersken forlod os. Jeg lagde kniven og brødet fra mig og sendte min mor et bekymret blik. Spørgsmålene poppede ind i mit hoved. Spiste hun ikke længere? Hvorfor? Jeg lod mit blik glide ned over hende. Hun var godt nok tynd. Tyndere end sidste gang jeg havde besøgt hende. Hun nippede langsomt til sit rundstykke, hvorefter hun skubbede bakken en smule væk fra sig. Hun rynkede en smule på næsen og mødte så mit blik. Jeg lagde mærke til at hendes hud heller ikke havde den helt samme glød, og hun virkede træt. Udmattet. Hun lagde hovedet en smule på skrå og lod sine grønne øjne studere mig.

”Hvad er det, der nager dig Cassie?” Spurgte hun usikkert, som om hun allerede kendte svaret.

Jeg sukkede og lod det så komme ud, ”din krop, dit udseende. Du er anderledes, tyndere, mere udmattet..”

I forrådnelse, skreg stemmen i mit hoved. Jeg gned hurtigt hænderne mod mine tindinger og prøvede at ignorere den. Min mor sukkede dybt og så ned på sine magre fingre. Et lag af tårer dækkede hendes grønne irisser. Der gik et øjeblik i stilhed, inden hun løftede hovedet og så på mig.

”Jeg er syg, Cassie,” tilstod hun grådkvalt.

Jeg mærkede tårerne presse sig på. Det var ikke fordi, jeg ikke allerede vidste, hvad hun ville svare. Men fordi det gjorde så ondt at høre det. Jeg hadede at høre det komme ud af hendes mund. Ordene var som iskolde glasskår, der blev kastet direkte mod mit hjerte. De borrede sig dybt ind. Længere og Længere. Så langt ind at de var umulige at fjerne. Min mor åbnede munden, som for at tilføje noget, men lukkede den så igen. Jeg selv kunne heller ikke få et eneste ord frem. Det havde ellers aldrig været et problem mellem os to, men luften var som tømt for ord.

*****

Jeg traskede hen af det smattede torv og mærkede regnen hamre mod min dunjakke. Mor og jeg havde netop sagt farvel til hinanden, og jeg var på vej hjemad. Mit humør var dog ikke blevet vitterligt bedre efter besøget med min mor. Det hele havde været så sørgeligt, og der havde ikke rigtig været den samme forståelse mellem os, som der plejede at være. Jeg fik virkelig ondt i maven af at tænke på, hvor meget vi havde mistet her på det sidste. Hvor meget kræften havde taget fra os. Lige meget hvor meget jeg prøvede, så kunne jeg ikke. Jeg kunne bare ikke være positiv. Jeg havde prøvet det. At smile, grine og fnise til min mor, at sprede glæde. Men det virkede bare så falskt. Min mor mærkede det også. Det var forkert. Jeg stoppede sukkende op og kiggede op på himlen. Regnen silede ned og landede med bløde bump på min næsetip. Himlen var grå, mørk og overskyet. Hvis ikke engang vejret var positivt, hvordan skulle jeg så kunne være det? Spørgsmålet hoppede lidt frem og tilbage i min tankegang, da jeg så en velkendt skikkelse. Liva tog nogle hurtige skridt hen ad fortovet i den anden retning. En pludselig nysgerrighed ramte mig. Hvad skulle hun? Jeg løftede det ene øjenbryn og bestemte mig for at gå efter hende. Jeg havde længe spekuleret over, hvad eller hvem der havde ændret hende så meget på det sidste. For det var helt sikkert ikke kun på grund af mig. Desuden var jeg taknemmelig for at have muligheden for at tænke på noget andet. Jeg satte hurtigt i løb efter hende, da hun drejede rundt om et hjørne. Den smalle gade, hun netop var trådt ind på, endte blindt. Så jeg stoppede op lige ved hjørnet og skjulte mig bag et par containere. Jeg kunne akkurat lige se hende gennem en smal sprække. Hun var stoppet op ved kanten af gaden og stod nu og tastede på hendes mobil. Hun kiggede regelmæssigt op og kastede irriterede blikke omkring sig. Hun ventede på nogen. I det samme kom en anden skikkelse til syne. Jeg kunne lige akkurat se, at det var en dreng. Han slentrede hen mod Liva med lange afslappede skridt. 

Hun satte hænderne i siden og brokkede sig, "du kommer forsent - igen."

Drengen smilede skævt til hende og lænede sig tættere på hende. Livas mine forsvandt med det samme, og hun betragtede lystende hans læber, der kun var få centimeter fra hendes. Hun lukkede øjnene, og han lænede sig en anelse frem, hvorpå deres læber mødtes i et hengivent kys. I trangen efter at finde ud af hvem denne fyr var, tog jeg et par forsigtige skridt fremad. Men selvfølgelig skrumlede jeg direkte ind i noget metalaffald, der gav en høj skingrende lyd fra sig. Liva og et par chokolade brune øjne stirrede begge forskrækket på mig. Et gisp undslap mine læber. Brune øjne, markerede kindben, bølgende skulderlangt hår. Elias! Skingrede det gennem mit hoved. Elias og.. og.. Liva. Jeg kunne ikke tro det. Det var ikke sandt! Jeg tog et par usikre skridt baglæns, da mit blik flakkede imellem de to. Det hele kom tilbage til mig. Festen. Det var de to, jeg havde set ved springvandet. Det var mig, de havde talt om. Det var mig, der ikke måtte få noget af vide. De havde holdt mig fuldstændigt for nar. Det havde alt sammen været en løgn! En stor fed løgn! Jeg mærkede fortvivlelsen, forvirringen og rasen skyde gennem mig. Hvordan kunne jeg være så dum?!

Tårerne sprang frem i mine øjne, da jeg rystende pegede på Elias og skreg, "jeg - jeg stolede på dig! Du sagde, du elskede mig! Men det var bare et spil for dig, var det ikke? Jeg var bare en brik i dit klamme luskede spil!" 

Rasen løb gennem mine blodårer med lynets hast. Blod kom til syne på mine forbindinger, da jeg knyttede næverne hårdt sammen. Elias tog et par skridt frem mod mig med en hånd udstrakt. Hans øjne lyste af fortvivlelse. 

"Cassie, det er ikke som det ser ud.."

Han kiggede fra Liva og hen på mig.

"Jeg - det er jo dig jeg elsker. Det var ikke et spil, du betyder alt for mig. Det ved du!"

Liva stod som limet til jorden, da sorte mascara tårer løb ned langs hendes kinder. Elias stod nu kun en halv meter fra mig, da han rakte hånden ud for at røre min kind. 

Jeg slog den voldsomt til side og skreg, "hold dig væk fra mig! Du lyver, i lyver alle sammen!"

Jeg trak mig humpende baglæns. Mit syn begyndte at sløre og Elias blev forvandlet til en utydelig mørk skygge. 

"Cassie vent," bad han skyldigt.

Jeg drejede om på hælen og satte i løb. Væk, jeg skulle væk fra ham. Fra hende. Tårerne trillede ned af mine kinder i lange stimer, da jeg tvang mine svimlende ben til at fortsætte. Jeg hadede dem! Jeg hadede dem så inderligt! Jeg havde betroet mig til dem, dem begge to. Og de havde stukket mig i ryggen. Ødelagt mig. Knust mig som glas, der splintredes i tusinde stykker. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...