A Christmas Miracle

Julen kommer nærmere og nærmere. Glæde og latter spreder sig alle vegne. Dog har Cassie aldrig frygtet noget så meget, som hun nu frygter december. For snart 2 år siden, fik hendes mor konstateret brystkræft. Efter utallige behandlinger og undersøgelser er alt håb forsvundet en gang for alle. Cassies mor prøver at opretholde smilet og være stærk. Men Cassie har en forfærdelig fornemmelse af, at det bliver den sidste jul, hun får sammen med sin mor. Nogensinde. Men da Cassie møder den smukke Elias, begynder tingene at se lysere og lysere ud. Cassies mor virker også til at være i bedring. Måske bliver julen ikke så forfærdelig alligevel?

21Likes
20Kommentarer
1526Visninger
AA

20. Fredag, den 19. December

 

"Please far," bad jeg med store tiggende hundeøjne. 

Min far sukkede og lod sine skuldre falde en anelse.

"Så lad da gå, men kun fordi at jeg elsker dig," overgav han sig og gav mig et kram.

Trods den svære overtalelse, havde han givet mig lov til at tage direkte over til min mor på hospice - istedet for at tage i skole. Hvilket var lige hvad jeg havde brug for. Jeg havde det stadig dårligt over den måde, jeg havde reageret på, da min mor havde fortalt mig, at.. Jeg sank en klump. Jeg kunne stadig ikke lide tanken om, at lægerne havde givet op. Det var ligesom det allersidste håb, min mors liv havde ligget i deres hænder. Og de havde valgt at knuse det. Jeg mærkede atter gråden stige op i min hals, da jeg fremtvang et falsk smil til min far. Jeg ville være positiv. Min mor fortjente ikke, at bekymre sig om mig i den her tid. Hun fortjente intet andet end lykke, og det var lige præcis hvad, jeg ville give hende. Massere af lykke, glæde og positivitet. Desuden var det snart jul. Tanken om, at der kun var fem dage til juleaften virkede helt sarkastisk. At fejre hjerternes fest var nok det, jeg havde mindst lyst til af alt. 

Min far ruskede mig i håret, hvorefter jeg hurtigt glattede det ud og udbrød, "helt ærligt far!"

Han klukkede en smule, inden han trykkede håndtaget ned og trådte ud af døren. Jeg rystede smilende på hovedet over hvor latterlig, han var, hvorefter jeg bestemte mig for at få noget at spise. Jeg tog stirrede ubeslutsomt på de kedelige morgenmadsprodukter, da jeg hørte skridt bag mig. Jeg vendte mig om. Liva lænede sig op af dørkarmen med armene over kors.

"Pjækker du fra skole?" Spurgte hun med det ene bryn løftet.

Normalt ville jeg være blevet irriteret på hende, hvis det ikke lige var for vores samtale i går. Jeg sendte hende istedet et sjofelt grin.

"Jeg skal besøge min mor - desuden skulle vi alligevel bare til noget fællesafslutning," svarede jeg kækt. 

En trækning løb hen over Livas ansigt, da jeg nævnte min mor. Hun betragtede mig med bedrøvede øjne, som vidste hun ikke, hvad hun skulle svare. I det samme ringede min mobil. Mit blik faldt på displayet, der viste en storsmilende Elias. Det billede gjorde mig altid helt varm indeni, men ikke i dag. Jeg trykkede fingeren ned på skærmen og valgte "ignorer opkald." Han havde ringet nogle gange inde for de sidste par dage, og jeg havde ikke svaret ham en eneste gang. Jeg vidste, at jeg ville blive nødt til at kontakte ham på et tidspunkt. Det her, jeg havde gang i, var jo langt fra fair overfor ham. Men jeg havde det bare så dårligt over vores forhold. Jeg elskede Elias, men han var kommet imellem min mor og jeg på det sidste. Jeg havde været så smask forelsket i ham, at jeg slet ikke havde set, at min mor var i forværring. Jeg havde bare vandret rundt forblindet af alt lykken og glæden. Og selvom at det gjorde ondt at indrømme det, så havde min mor ikke fyldt så meget, som hun fortjente. Jeg havde nærmest fortrængt hende, sat hende på pause. Jeg mærkede en tyngende fornemmelse i maven.

Det gik op for mig at Liva betragtede mig, da hun spurgte, "din far?"

Jeg rystede på hovedet og svarede uden at tænke mig om, "nej, Elias."

Jeg løftede hurtigt blikket op fra mobilen og forventede et glubsk blik. Istedet så Liva ned i gulvet, og jeg syntes at antyde noget i hendes flakkende blik. Fortrydelse? Skam? Der var helt sikkert noget, hun ikke var stolt af. Jeg rynkede brynene og studerede hendes ansigtsudtryk.

Jeg gik langsomt hen i mod hende og spurgte, "hvad er der galt, Liva?"

Hun tog et par forskrækkede skridt baglæns, hvorefter hun kiggede op på mig. Med et var antydningen af blikket forsvundet og hun sendte mig et blændende smil.

"Ingenting, hils din mor," svarede hun og blinkede til mig.

Jeg betragtede hende en smule undrende, da hun vrikkede over mod køkkenbordet, som om intet var hændt. Hun havde skiftet emne for hurtigt. Der var noget, hun ikke fortalte mig. Noget der nagede hende.

Hun trak mælken ud af skabet, da hun spurgte over skulderen, "skal du ikke afsted?"

Jeg røg tilbage i virkeligheden, rystede tankerne væk og kastede et blik på klokken. Den var allerede kvart over ti. Min mor ventede. Jeg trak på skuldrene over Livas underlige opførsel og vandrede hen mod døren. Det var nu heller ikke helt ualmindeligt, at hun opførte sig underligt og anderledes her de sidste par dage. Jeg plejede at have en ret god idé om, hvordan hun ville agere. Men lige for tiden, kunne jeg slet ikke aflæse hende. Ikke at det var dårligt, tværtimod. Jeg syntes allerede langt bedre om hendes nye jeg. 

*****

Hospitalets store indgangsdøre strakte sig tårnhøjt op foran mig. Jeg gyste en smule ved synet af dem. De var begyndt at minde mig om indgangen til et skrækkeligt sted. Hvilket hospitalet vel egentlig også var - eller det vil sige hospice afdelingen. Hver gang jeg tænkte på det, fik jeg det her ubehagelige sug i maven. Jeg kunne næsten lugte den. Døden. Der blot ventede på at gribe ud efter alle de patienter, som lægerne havde konstateret uhelbredelige. Jeg mærkede den så bekendte mørke følelse vende tilbage inde i mig, så jeg rystede hurtigt tankerne ud af hovedet og skubbede de store døre op. En ung lyshåret dreng gik hurtigt hen i mod kiosken med nogle varer i favnen.

Jeg løb hurtigt i hans retning og hørte mig selv kalde, "Adam! Vent!"

Han stoppede op og havde nær tabt alle sine varer, da han så mig. Hans ansigt lyste op, hvorefter det gik over i en svag rødmen, da han febrilsk prøvede at gribe en mindre papkasse. 

Det var netop lykkedes ham, da han genert sagde, "hvordan har du det?"

Jeg skulle lige til at svare "godt", da ordene satte sig fast i min hals. Det var ikke sandheden. Jeg kunne umuligt lyve overfor Adam. Jeg lod mine tideligere ivrige skuldre falde og kiggede ned i jorden. Jeg mærkede Adams blik på mig, da han forsigtigt satte varerne ned, hvorefter han lagde hånden på min skulder.

"Dumt spørgsmål," sagde han fortrydende og skar en grimasse af sig selv.

Jeg rystede hurtigt på hovedet og prøvede at smile, da jeg svarede, "jeg kan bare ikke give dig det svar, jeg helst vil."

Han sukkede og tilbød, "har du lyst til at snakke om det?"

Jeg svarede ikke, men mærkede til min egen overraskelse, at jeg nikkede. Jeg havde virkelig lyst til at snakke med ham. Fortælle ham det hele. Hvordan jeg havde skyldfølelse, hvordan jeg mistede mig selv og hvor meget det hele skræmte mig. Jeg vidste at lige så snart, jeg så ind i hans brune øjne, ville alting føltes bedre. Han forstod mig på en måde, som ikke engang jeg var i stand til at sætte ord på. Han førte mig hen til en af de små café borde på hospitalet, hvorefter vi satte os ned overfor hinanden. For en tid var der ingen af os, der sagde noget. Der var bare stilhed. Det var ikke fordi, vi ikke vidste hvad vi skulle sige, men fordi vi ikke behøvede at sige noget. Bare det at han sad der overfor mig, Adam, var en beroligelse i sig selv. Han lagde sin hånd ovenpå min, og jeg mærkede en varme sprede sig i min krop. Hans blik gled hen af mine forbindinger om knoerne. Han flyttede blikket og kiggede måbende på mig.

"Hvad er der sket? Hvem har gjort det?" Spurgte han bekymret.

Jeg rystede bedrøvet på hovedet. Jeg havde ikke lyst til, at han skulle kende den side af mig. Mørket. Men han betragtede mig og sagde med sine øjne, at han var der for mig. Så jeg tog en dyb indånding og lod det hele komme ud. Alt frygten, vreden og sorgen jeg havde følt. Som jeg stadig følte. Da jeg var færdig, betragtede han mig stadig. 

Han klemte min hånd og sagde med glitrende øjne, "det hele skal nok gå, Cassie, det lover jeg."

Jeg rystede på hovedet og mærkede tårerne strømme ned af mine kinder. Det ville ikke gå, min mor skulle dø. Jeg kunne lige så godt se det i øjnene. Jeg var ved at miste mig selv. Jeg trak langsomt vejret ind og bed mig selv i læben. Jeg kunne ikke klare sandheden, ikke her, ikke nu. Og det vidste Adam. Han vidste hvad, jeg havde brug for at høre. 

Jeg kiggede tøvende op på ham og sagde, "lover du det?"

Han kiggede intenst på mig og nikkede. Han kunne umuligt love mig noget som helst. Men alligevel tændte det en svag flamme dybt inde i mit hjerte. Den oplyste kun en minimal del, men det var der. Håbet.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...