A Christmas Miracle

Julen kommer nærmere og nærmere. Glæde og latter spreder sig alle vegne. Dog har Cassie aldrig frygtet noget så meget, som hun nu frygter december. For snart 2 år siden, fik hendes mor konstateret brystkræft. Efter utallige behandlinger og undersøgelser er alt håb forsvundet en gang for alle. Cassies mor prøver at opretholde smilet og være stærk. Men Cassie har en forfærdelig fornemmelse af, at det bliver den sidste jul, hun får sammen med sin mor. Nogensinde. Men da Cassie møder den smukke Elias, begynder tingene at se lysere og lysere ud. Cassies mor virker også til at være i bedring. Måske bliver julen ikke så forfærdelig alligevel?

21Likes
20Kommentarer
1502Visninger
AA

13. Fredag, den 12. December

 

Efter hvad der nok var den længste danskblok nogensinde ringede det endelig ud til spisepausen. Larmen svang sig gennem klassen, da alle eleverne synkront begyndte at pakke deres ting sammen. Vores dansklærer sendte os irriterede blikke, da hun netop var blevet afbrudt midt i et af sine spændende oplæg om avisgenrer. Jeg gabte søvnigt og trak min pung op af tasken. Hvorefter Alice og jeg begav os ned mod kantinen. Da vi gik gennem de kedelige gange, slog det mig at gymnasiet egentlig ikke havde gjort meget ud af julen. Der hang et par printet billeder af nisser hist og her, men det var også det. I folkeskolen havde vi både haft kalenderlys, guirlander, stjerner, julehjerter, drillenisser og så meget mere. Dengang elskede jeg det virkelig. På en måde gjorde det mig en smule trist, at jeg ikke havde den samme gnist længere. Julen virkede bare ikke helt så vigtig mere. Kantinen var propfyldt med elever, og køen til kassen var umådelig lang. Alice og jeg sendte hinanden et opgivende blik.

”Hvis du stiller dig i køen, skal jeg nok stjæle et bord til os,” sagde hun med et glimt i øjet.

Jeg sendte hende en tummel op og stillede mig bagerst i køen. Jeg fnes, da jeg så hvordan Alice frustreret skældte nogle elever ud, der fråsede over tre borde. Hun skulle nok sætte dem på plads før eller senere. I det samme fik jeg øje på Adam. Han havde netop betalt og var på vej i min retning med en kalkun sandwich. Jeg havde allermest lyst til at gemme mig, men jeg havde det lidt dårligt efter det, der skete i går, så jeg vinkede ham i stedet i min retning.

”Hey, Adam!” Kaldte jeg.

Hans ansigt lyste nærmest op, da han så mig, og han var hurtigt lige foran mig.

Han sukkede i retningen af køen og udbrød, ”det er forfærdeligt, at gå igennem det her hver evig eneste dag.”

Jeg nikkede ivrigt og sagde, ”det er helt ufatteligt.”

Adam så pludselig en smule vemodigt på mig og sagde, ”havde du det sjovt i går?”

Det var tydeligt, at han hentydede til min date med hans bror. Jeg sank en klump, da jeg kom i tanke om mit pludselige udbrud. Hvordan jeg havde grædt.. Og Elias der havde sagt at han elskede mig. En varm følelse skød gennem mig – helt ud i fingerspidserne, og i det samme blev mit humør en smule bedre. Men hvorfor havde jeg ikke sagt, at jeg elskede ham? For det gjorde jeg jo af hele mit hjerte. Selvfølgelig gjorde jeg det. Adam viftede en hånd foran mit ansigt og betragtede mig forventningsfuldt. Jeg blinkede et par gange og kom så i tanke om hans spørgsmål.

”Ja, det var rigtig roman..” Begyndte jeg.

Men da jeg så Adams ansigtsudtryk, rettede jeg det hurtigt, ”hyggeligt. Det var så hyggeligt, julemarkedet er virkelig smukt i år.”

Jeg sendte ham et stort smil. Han trippede en smule og smilede genert tilbage. Jeg lagde mærke til hvordan hans lyse lokker faldt ned over hans brune øjne, hvorefter han hurtigt løftede hånden og fjernede dem. Der var noget magisk og fængslende ved det. Noget der gjorde, at jeg ikke havde lyst til at kigge væk fra ham.

”Adam! Der var du,” lød en sød pigestemme.

En køn mørkhåret pige sendte mig et glubsk blik, hvorefter hun greb Adams arm og trak ham med sig. Adam rullede med øjnene, men lod pigen føre ham væk. Jeg tog mig selv i at stirre efter dem i nogen tid, inden det blev min tur til at betale. Jeg pegede på et stykke pizza, betalte og fandt så Alice, der selvfølgelig havde skaffet os et bord.

Hun kiggede nysgerrigt på mig og spurgte, ”hvem var ham den kønne dreng, du snakkede med?”

Jeg satte mig tungt ned på stolen og tog en bid af min pizza.

”Bare en dreng jeg stødte ind i på hospitalet,” svarede jeg henkastet.

Det var ikke sandt, men det var vel heller ikke hundrede procent en løgn, vel? Jeg havde bare ikke lyst til at fortælle Alice, hvem Adam egentlig var. Og da slet ikke hvor meget jeg var begyndt at holde af ham. Der var noget ved det hele, der skræmte mig. 

*****

"Hvad synes du om den her?" Spurgte Alice krævende, da hun trådte ud fra prøverummet.

Kjolen hun netop havde taget på var helt enkel hvid og tætsiddende.

Jeg kiggede knapt nok op fra min mobil, da jeg svarede, "den er mindst lige så smuk, som alle de andre du har prøvet."

Vi havde allerede været rundt i mindst syv butikker, og Alice havde stadig ikke fundet den kjole, hun skulle have på til julegalla på gymnasiet i morgen aften. Hun vendte sig mod sit spejlbillede i det aflange spejl i prøverummet og sukkede dybt.

"Mine hofter er for brede," klynkede hun bedrøvet. 

Jeg lagde min mobil fra mig og rejste mig op. Alices hofter var langt fra for brede, tvært i mod. Men der var altid et eller andet, hun ikke kunne klare ved sig selv. I sidste uge var det hendes lille næse, i dag var det hendes hofter. 

Jeg sukkede og sagde, "Alice dine hofter er altså virkelig smalle."

Hun sendte mig et tårervædet blik og sagde stille, "mener du virkelig det?" 

Jeg nikkede. Min replik virkede i et par sekunder, inden hun atter plaprede løs om, hvordan hun altså også havde spist alt for meget usundt her op til jul. Hun havde allerede bestemt sig for at gå på slankekur, da jeg satte mig ned på sofaen igen. Jeg lænede sukkende mit hoved mod den kolde væg. Jeg havde selv købt en kjole for over en time siden. Jeg greb en lille sølv sag i en af de første butikker, vi besøgte. Heldigvis var den både køn og heller ikke særligt dyr. Desuden havde Elias givet mig et hint om, at jeg skulle vælge noget enkelt og sølv. Jeg smilede ved tanken om ham. Hvordan han i morgen aften ville gribe ud efter min hånd, for at føre mig ud på dansegulvet. Hvorefter vi ville danse tæt op af hinanden og ende dansen i et langvarigt kys. Jeg fik kuldegysninger bare ved tanken om det. Det ville blive en uforglemmelig aften. 

"Den her er perfekt," udbrød Alice med glædestårer i øjnene. 

Hun hoppede næsten af glæde i en løstsiddende lyserød kjole og et par sandfarvede hæle. Jeg måtte indrømme, at kjolen virkelig klædte hendes lange rødbrune hår. 

"Jonathan bliver jo helt ekstatisk!" Udbrød hun, mens hun dansede frem og tilbage foran mig.

Jeg fnes en smule. Efter at Alice have være forelsket i ham i årtier, havde Jonathan fra vores parallelklasse endelig spurgt, om hun ville følges med ham til galla. De passede nu egentlig også rigtig godt sammen, og jeg kunne ikke være mere lykkelig på min bedstevenindes vegne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...