Mistelten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 20 jan. 2015
  • Status: Igang
(SPOILERS TIL KÆRMINDESØSTRE) december 1944 - Mettes kæreste hedder Iben. Tyskerne holder øje med dem. De må ikke opdage deres forhold. Og Mette må skuffe Iben, hver gang hun vil kysse under misteltenen for at de ikke begge ender med at holde jul i en koncentrationslejr. Men hvorfor være kærester, når risikoen er så stor? // Deltager i julekonkurrencen

20Likes
70Kommentarer
1723Visninger
AA

15. Tretten

”Iben?” Forsigtigt stikker jeg hovedet ind på hendes værelse. Hendes far er ikke hjemme, og liget er væk.

Hun ligger på sengen og hulker med hovedet begravet i puden. Hun ligner en prinsesse, selvom det krøllede hår er rodet, og hun stadig bærer tøjet fra i går, der er blevet en del krøllet. Jeg sætter mig på hendes sengekant og aer hende over ryggen. Selvom jeg prøvede at græde alle tårerne ud i går, så jeg kunne være den stærke for Iben, presser de på igen. Både på grund af, at tyskerne puster os i nakken, men også fordi Maren er død. Ibens mor. Så sød og altid med boblende humør, præcis ligesom Iben. Hende af alle mennesker fortjente ikke at dø. Hvorfor er det altid de gode, der dør?

”Sig noget.” Iben stemme er grådkvalt. ”Fortæl mig, hvad vi nu skal gøre. Ellers sidder jeg fast forevig.” Nogle af ordene måde jeg gætte mig frem til. Dels grundet gråden i hendes stemmen, og dels grundet puden, der tager en del af lyden.

”Æh...” Jeg kan ikke sige, jeg ved det ikke, for det gør blot det hele endnu værre. ”Jeg har en plan.”

”Jeg tror aldrig nogensinde, jeg kan rejse mig herfra. Sig til dem – tyskerne,” Jeg har hørt indædthed – had – før, men aldrig en indædthed så stærk. ”, at de kan komme også tage mig også, hvis de bare lader dig værre forevig. Hvis jeg nogensinde var faldet i søvn, ville jeg alligevel aldrig havde vågnet op.”

Jeg griber hendes hånd. Jeg kan ikke lide at se hende sådan. Især ikke, når jeg selv har det forfærdeligt. Måske var det det tyskerne ville. Få os til at være svage. Måske gav Ebbi mig blot sedlen – advarslen, så jeg nu kunne føle endnu værre. Ærlig talt, hvis jeg blev truet med en pistol nu, ved jeg ikke, hvor meget styrke, der ville være tilbage i mig, til at stå imod.

Jeg har set Iben ked af det før, men aldrig knust. Aldrig så deprimeret. Så ligeglad med verden som nu.

”Iben, vi bliver nødt til at kæmpe. Du skal vågne op.” Jeg griber hendes hånd, men kan ikke engang overbevise mig selv. ”Det skal nok gå.” Jeg bryder mig ikke om klangen af ordene. De har potentiale til at forvandle sig til en løgn.

”Jeg kan ikke leve sådan her.” Hun vender sit ansigt væk fra puden og op mod mig. Det er fyldt med røde plamager, efter at hun har grædt, øjnene er blodskudte og på hendes kinder er der striber efter pudens overflade.

”Det bliver du nødt til.” Jeg fører hendes hånd op mod mit hjerte, selvom det banker i en alt for ujævn rytme til at være beroligende.

”Nogen gange kan jeg slet ikke føle noget, fordi sorgen og vreden og håbløsheden er så stor.” Hun lukker øjnene.

Et øjeblik overvejer jeg at kysse hende, men lader så være. Det virker ikke som det rette tidspunkt. Hun har ikke brug for et pladeromantisk kys, hun har brug for at komme på benene igen.

”Iben, lad mig hjælpe dig op, vi skal på arbejde snart.” Jeg kaster et blik gennem døren ud på uret i stuen. Klokken er kvart i elleve. Vi har travlt.

”Ikke i dag.” Hun gemmer sig i puden igen.

Jeg kender hende godt nok til, at der ikke skal overtalelse til. Iben er klog nok. Hvis hun ikke vil det i dag, så vil hun det ikke i dag. Og jeg forstår hende fuldt ud.

”Det er i orden...” Mine fingre aer hendes kind. ”Har du brug for, at jeg bliver?”

”Ja, men jeg vil ikke have, at du skal blive. Jeg lader dig ikke blive. Jeg vil ikke trække dig herned.”
”Jeg kan godt blive.” Egentligt kan jeg ikke blive. Selvom Regnar sikkert ville forstå det, kan jeg ikke byde det til ham. Iben og jeg er jo i forvejen en dårlig aftale for ham.

”Gør mig en tjeneste og tag på arbejde.” Hun klemmer min hånd, hvilket jeg tager som et fremskridt. Hvis hun kan udfører en handling, der kan minde om noget ommuntrende, så må hun være til at rede.

”Hvis det virkelig er det du vil. Men du kan altid ringe til caféen, husk det.” Jeg ville ønske, at jeg også bare kunne blive for evigt ved Ibens sengekant og græde, men jeg må samle mig sammen. Tyskerne skal ikke tro, at de har rørt os.


 

Det føles underligt at være på arbejde uden Iben. At tørre borde af uden hende, at vaske op, feje gulvet, udfører sortbørshandler og se, hvem der lader en seddel falde ned i vores lille krukke, hvor man anonymt kan sladre om tyskerne. Jeg har da før arbejdet uden hende, et par gange, mens hun har været syg, men det har aldrig føltes så underligt. Især ikke med de blikke folk sender efter mig, når de efterlader en smule flere drikkepenge end sædvanligt. Folk tror virkelig på, at vi er sammen – og nu hvor rygterne om Marens død har spredt sig som rygterne gør i en flække som vores, har de medlidenhed med os. Nok mest med det, der venter os.

”En gruppe unge derude spørger efter dig.” siger Regnar, da han træder ind i køkkenet med en bakke med brugt service. Hele dagen har han ellers været utrolig stille. Måske er han bange for, at tyskerne også vil gå efter ham, når de har taget Iben og jeg?

Jeg nikker og sender ham et halvhjertet smil, før jeg går ud i caféen og ser Esther og hendes venner klemt sammen ved deres sædvanlige bord. Esther vinker mig hen. Jeg bider mig i læben. Hvad skal der nu ske? Jeg har ikke overskud til deres medlidenhed, fordi jeg bare har det elendigt. Den konstante uro i maven over, hvad der nu skal ske. Kommer der en tysker ind på caféen om et øjeblik og skyder mig ned? Alligevel går jeg hen mod dem og prøver at udstråle at intet er sket.

”Vi står ved jeres side.” Den høje pige med det kridhvide hår, som vidst er hende, der hedder Mikkeline, sender mig et anerkendende nik. Jeg prøver at undgå Johannes blik. Han er vidst, forståeligt nok, ikke særlig vild med mig.

”Æh tak.” Mit forsøg på at smile lykkes faktisk. Da jeg kaster et akavet blik på Esther, får jeg pludselig en idé. ”Esther, du ved … den gang du gik til det der nazist noget ikke.” Esthers smil fordufter, da jeg nævner det.

”Ja?”

”Altså, I mødtes på gymnasiet ikke? Hvilket lokale var det, og ved du, hvornår de mødes nu?”

”Det var vidst lokale 27 og nej, det ved jeg ikke.” Hun virker tydelig utilpas ved at snakke om det.

”Er du sikker?”

”Jeg tror, drengene mødes søndag aften et par timer.” indskyder Johannes, der vidst ikke hader mig helt så meget, som jeg troede. ”Hans Christian fra min klasse går til det.”

”Åh tusind tak!” Idéen er stadig en idé, men måske kan den lykkes. Jeg skynder mig ud i det lille baglokale med telefonen og bladrer hurtigt igennem telefonbogen, indtil jeg når til Guldberg. Gudskelov, jeg nåede at opfange Askes efternavn. Med nervøse træk drejer jeg nummeret ind med skiven. Et bip, to bip.

”Hej det' Asta.” siger en lille pige. Asta? Kunne forældrene kun finde på navne med As på fire bogstaver eller hvad?

”Hej Asta, kan jeg tale med Aske.” Jeg krydser mine fingre for, at det er det rigtige efternavn, jeg har fået fat i.

”Jaja,” forsikrer hun mig og råber væk fra telefonen: ”ASKE!” De må alligevel være rimligt velhavende siden, de har deres egen telefon. ”Han kommer nu.” Jeg kan høre trin frem og tilbage indtil Aske endelig tager telefonen.

”Det er Aske Guldberg, hvad kan jeg hjælpe Dem med?”

”Æh...” Pludselig er jeg lidt tom for ord. Han er jo så meget ældre end mig. Og mere selvsikker. Hvorfor skulle han gide øve med mig en søndag aften?

”Hvem er det?”

”Det er Mette,” fremstammer jeg. ”Fra teater, du ved. Jeg tænkte bare på, om du ville øve i aften? På Romeo og Julie, du ved? Jeg ved, vi kan låne et lokale på gymnaiset – jeg kender rektoren. Og jeg tænkte mest på, at du ved, Romeo og Julie kysser jo i stykket, og efter erfaring,” Jeg har overhovedet ingen erfaring, ”synes jeg, vi skal øve den scene uden de andre først.”
”Øh... Det kan vi vel godt.” Det er tydeligt, at han synes jeg er påtrængende. Jeg må minde mig selv om, at dette skal være med til at redde mit liv.

”Jamen så ses vi … klokken seks? Vi kan bare mødes uden foran lokalet, vi mødtes i før.” Selv medlemmer af nazisternes ungdomsparti skal vel hjem før spærretid.

”Det er en aftale.” Han lyder, som om han smiler. Måske synes han ikke, at jeg er helt åndssvag alligevel?


 

Jeg kommer ind uden besvær. Det er et held, at tyskerne ikke har låst yderdørene efter sig. Mine trin op ad den tomme trappe giver genlyd i opgangen på en måde, der giver mig kuldegysninger. Men mit liv går alligevel er lort til, så hvorfor ikke blive skræmt af et spøgelse også?

Aske står allerede uden foran lokale 25 og sender mig trods alt i smil, der ikke antyder, han synes, dette er en barnlig idé.

”Jeg kan faktisk godt lide dig, at du sådan vil øve ekstra. Du har kant og ambisioner.”

”Tak.” Han kompliment varmer mig en smule. Det er længe siden jeg har fået et kompliment fra en, der ikke var Iben. Et øjeblik overvejer jeg blot at fortælle det hele ligeud til ham, men så dropper jeg det alligevel. ”Kan vi gå lidt længere hen ad gangen? Lokale 27 skulle være et godt lokale.”

Nerverne begynder at dunke. Bare tyskerne er derinde. Og bare de tror på, det lille skuespil Aske og jeg kommer til at spille. Det der egenligt fylder mest lige nu er, hvad Aske vil gøre med mig bagefter. Hade mig? Vil han måske smide mig ud af teaterholdet? Den tanke gør ondt, selvom jeg kun har været der en gang, var der nogen af de bedste timer, jeg har haft.

”Det er fint med mig.” Vi begynder at gå ned ad gangen. ”Jeg håber ikke, at du er bange for nærkontakt. Vi skal jo forestille at spille så forelskede, at vi vil dø for hinanden.”

”Jeg er ikke bange for noget,” indskyder jeg og undgår at nævne tyskerne. Da jeg skimter tallet 27 på døren, tager jeg mod til mig og griber om Aske, mens jeg trækker ham ind i et kys. Jeg holder ham så tæt, at han ikke kan slippe ud, men hvad der undrer mig er, at han ikke slipper ud. Han er en god kysser faktisk. Erfaren. Men ikke bedre end Iben. Og det føles som at kysse en bror at kysse på ham, hvilket skuffer mig en smule. Inderst inde vil jeg jo helst være til drenge.

Jeg får revet mig ud af min distration og bakker ind i døren, mens mine læber tumles med Askes, finder min hånd vej til dørhåndtaget.

”Jeg kan faktisk virkelig godt lide dig.” gisper han mellem kyssene, mens jeg blot presser dørhåndtaget ned, så døren går og vi vælter bagud ind i lokale 27, der til mit held viser sig at være fyldt med tyskere. At dømme efter deres ansigtsudtryk så de vores kysseri mere end rigligt. Vores vælt er så voldsomt, at vi begge ender nede på jorden. Hvis det ikke er fordi, mit hjerte banker af nervøsitet ville mine kinder være tomatrøde.

”Undskyld, det må i virkelig undskylde, vi troede her var frit.” Jeg prøver så vidt muligt at bruge mine opblomstrende skuespiller evner til at overbevise dem. ”Min Romeo,” Jeg sender et blik mod Aske, der har blusset helt op, og forsøger at efterligne det blik, jeg plejer at have, når jeg ser på Iben. ”og jeg, undskylder meget.”

Aske kommer på benene og trækker mig også op. Ingen af tyskerne siger noget, så Aske og jeg smutter blot ud og lukker forsigtigt døren efter os.

”Du er en gennemført genial skuespiller. Jeg må have undervuderet dig!” Aske sender mig et respektfuldt blik. ”Først at du bare griber mig i et kys – det er sådan en skuespiller skal være, uden hæmninger, og derefter dit 'Min Romeo' halløj. Du virkede nærmest forelsket i mig.”

Jeg prøver at lade min latter glide ind i Askes, og det er ikke så svært, for jeg er så utrolig lettet, selvom jeg lige har været ude for noget af det mest pinlige i mit liv. Tyskerne så ud til at købe den med, at Aske og jeg rent faktisk var sammen. Det kan da i det mindste give Iben og jeg noget tid.

”Du,” Aske vender sig pludseligt mod mig og stopper sin latter, ”du vidste ikke, at lokalet var fyldt med tyskere vel?”

Mit ansigt fryser pludselig til is, og mine evner som skuespiller er så vel som mit talent som løgner væk som dug fra solen.

”Det gjorde du!” Latteren er brat væk gangen.

”J-jeg … undskyld.” Jeg studerer mine støvler. Godt og grundigt slidte. Det er ikke engang et arvestykke fra Betty. Det har jeg alt for store fødder til.

”Det er vel i orden, du er stadig en genial skuespiller, men hvad gik det ud på?”

”Tyskerne er efter mig. De tror jeg er homoseksuel … eller de ved jeg er det.” Jeg sænker min stemme, mens vi fortsætte vores gang ned ad gangen. Det beroliger mig da en lille smule at folk som Aske fra nabo byen ikke kender til Iben og jeg. ”Og hvis de tror, jeg er sammen med dig, så er jeg jo ikke til piger.”

”Du har større problemer end jeg har, hva'? Altså...” Han trækker på skulderne og ser på mig. ”fordi at du er en genial skuespiler, og som en forberedelse og understøttelse af vores forhold som Romeo og Julie, kan vi da godt lege kærester?”

”Mener du det?” gisper jeg og mærker et strejf af håbet.

”Alt for skuespillet.” Han smiler skævt, og jeg kan ikke lade være med at falde ham om halsen.

”Tak, tak, tak, tak, tak, du er den bedste. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal takke dig.

”Desuden ville jeg ikke have noget imod at tilbringe tid sammen med dig. Du virker som en pige, man sjældent finder. En pige med kant.” Han trækker mig en smule væk fra sig.

”Så skulle du bare møde min kæreste.” Jeg kan ikke te mig fra at grine af lettelse. Han griner med mig. Hans grin minder mig om Peters.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...