Mistelten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 20 jan. 2015
  • Status: Igang
(SPOILERS TIL KÆRMINDESØSTRE) december 1944 - Mettes kæreste hedder Iben. Tyskerne holder øje med dem. De må ikke opdage deres forhold. Og Mette må skuffe Iben, hver gang hun vil kysse under misteltenen for at de ikke begge ender med at holde jul i en koncentrationslejr. Men hvorfor være kærester, når risikoen er så stor? // Deltager i julekonkurrencen

20Likes
70Kommentarer
1746Visninger
AA

5. Tre

”Det er mærkeligt, hvordan nogle mennesker bare er vildt gode til alting, såsom Esther, og nogle mennesker ikke kan finde ud af noget.” sukker jeg og læner mig tilbage i Ibens favn. Hendes ben er spredt ud i et V, der fylder hele sengen, og jeg sidder midt mellem dem, mens hendes næse roder rundt i mit hår.

”Tja, det kan du godt have ret i, men du er da god til mange ting!”

”Hvad skulle det dog være for ting?”

”Du er god nede i caféen. Til at servicere og lave kaffe. Og så er du god til at være min kæreste. Og til at kysse.”

”Ja, sikke nogle egenskaber.” Jeg lukker øjnene og lader mine fingre glide ind mellem hendes. ”Jeg har ingen venner og ingen egenskaber.”

”Det med, at du er en god kæreste og god til at kysse, må jeg da indrømme, at jeg nyder meget af! Prøv lige at forestille dig, hvor trist det må være at være en dårlig kæreste – så gider ingen være kærester med en over længere tid. Eller dårlig til at kysse – det er ikke sjovt at kysse en, der ikke kan finde ud af det.” Hun kysser mit hår. ”Og jeg er da din ven.”

”Ja, men du er så også den eneste. Tillykke med det. Jeg ved det, men jeg vil bare gerne være god til noget, der kan bruges til noget. Sådan erhversmæssigt. Jeg mener, en eller anden må havde haft noget imod mig, da jeg blev født, siden jeg ikke fik noget med mig: hverken udseendet, hovedet eller det sociale.”

”For det første skal vi lige have en ting på det rene: du er smuk! Hvem gad ikke godt have et rødt og fyldigt hår ligesom dig? Eller mandelformede kanelfarvede øjne?”

”Køn måske, men ikke smuk. Ikke sådan rigtigt...” Jeg åbner øjnene og vender mig mod hende.

”Sid du bare der og hav det dårligt med dig selv, men det får dig ikke videre i livet. Du skal bare finde ud af, hvad der er din ting! Og jeg har da tilbudt dig mine venner.” Hun trækker på skuldrene.

”Hvordan skal jeg finde ud af, hvad min ting er?”

”Ved at sidde og mukke her sammen med mig.” Hun sender mig et drillende smil, mens jeg himler øjne af hende. ”Jeg ved det ikke, Mette. Min ting er vel skrivning, og det kom bare helt naturligt efterhånden, at jeg bare havde en trang til at fortælle historier, og så gjorde jeg det. Du skal bare være tålmodig.”

”Du er slet ikke til hjælp.” Jeg skubber hendes briller helt op på næsenryggen igen. ”Dine briller er løse.”

”Tak for informationen.” Hun ler let. ”Lad være med at tænke så meget, Mette. Hvis jeg gjorde det, når jeg skrev ville jeg aldrig skrive mere end en side, fordi karakterens hår var for rødt eller jeg blev i tvivl om, der skulle komma efter direkte tale.” Hendes læber berører mine pande i et kys. ”Det er mandag; vores fridag, hvis vi alligevel bare skal sidde her og putte, så skal det være med julen i hjerterne.” Hendes forsøg på at være poetisk dør lidt i stemningen, men alligevel sender jeg hende et smil.

”Jeg er ikke helt i julestemning endnu, det er kun fjerde december, der er tyve dage til juleaften.”

”Ikke mere brok. For hver gang du brokker dig, skylder du mig et kys – ny regel. Jeg skal nok få dig i julestemningen, kom her!” Hun møver sig ud under sig og trækker mig med op på den begrænsede gulvplads på Michs gamle værelse, der nu er Ibens.

Glaaade jul, deeeejlige jul,

Eeengle daler ned i skju...” Min idé om, at Iben er tonedøv, bliver straks bekræftet, men alligevel får hun latteren til at bruse op i mig.

Gid de flyve med paradisgrønt,

Når de ser hvad for blabla er grønt...

”Der er ikke grønt to gange, men kønt eller skønt.” retter jeg hende. ”Bør vi ikke synge en sang, vi kan teksten til?”

”Årh Mette, du tænker for meget.” stønner Iben. ”Du ved, grunden til jeg først og fremmest forelskede mig i dig var, at du tænkte ligeså lidt som jeg. Men nu er du begyndt at blive voksen kedelig ligesom alle andre.”

Den gjorde ondt. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige til det. Det er da heller ikke ligefedt at have en kæreste, der aldrig tænker, og alligevel frygter jeg selv, at jeg er begyndt at blive kedelig. At tænke ligeså meget som alle andre.

”Så du er ikke forelsket i mig længere eller hvad?” Stemningen skifter brat, mens jeg mumler ordene.

”Jojo, det er jeg da, men jeg savner stadig den gamle Mette, du ved...” Hun trækker på skuldrene og kan vidst se, at hun har rørt noget i mig. ”Ej, fandens også, nu begynder jeg også at tænke. Pokkers!”

Jeg vil gerne undgå endnu en tårervædet diskussion, så jeg lægger bare armene om hende, så mit hovedet hviler mod hendes skulder, da hun er meget højere end jeg. Iben er ikke ligeså sentimental, som jeg er og til tider kan det fremmanne spørgsmålet om, hun overhovedet elsker mig, så højt som jeg elsker hende, selvom hun siger det. Måske elsker hun bare på en anden måde?

Tårerne baner sig alligevel vej, og jeg opgiver at holde dem tilbage. Det gør kun ondt i øjnene, og de finder alligevel en måde at komme ud på.

”Græder du?” Hun trækker mig en smule væk og bider sig i læben, da hun skimter tårerne.

”Nej.” snøfter jeg.

”Årh jo, dumt spørgsmål.” Hun slår sig selv i panden og klemmer mine skuldre.

”Det er bare … svært, når du banaliserer alting hele tiden.” piber jeg.

”Banaliserer? Skal du nu til at bruge fine ord ligesom Esther?”

”Hvis jeg skal, hvad er der så galt ved det?” Jeg bugserer mig ud af hendes greb. ”Livet er mere end bare sjov. Jeg vil også være begavet, det er der intet galt med. Jeg vil også være noget, er det ikke i orden med dig?” Min stemme hæver sig mere og mere, jo mere ophidset jeg bliver. I et skridt tilbage støder jeg ind i hendes seng. Sengekanten jager i min knæhase og gør vandfaldet af tårer endnu voldsommere.

Iben siger intet. Det er det væreste. Hun ser blot sørgmodigt på mig, men hun er hverken ligeså oprørt eller bevæget som jeg.

”Det er måske ikke i orden med dig eller hvad?” Jeg falder sammen på hendes seng, da smerten i knæet tager til.

”Jo, selvfølgelig er det det, jeg forstår bare ikke, hvorfor du bliver så trøstesløs pludselig?”

”Så er det måske et problem?!”

”Jeg prøver bare at forstå dig, Mette.” Hun sætter sig roligt ved siden af mig.

”Du har så travlt med at være evigglad og opstemt hele tiden, at du aldrig ser mig og alt det negative.” klynker jeg uden at se på hende.

”Jeg bliver bare træt af alt det brok og sørgelige. Hvorfor fokuserer på det?”
”Fordi det ikke går væk af sig selv!” Jeg rejser mig med et ryk, hvilket sender et jag af smerte ned gennem mit knæ. Striber af tårer løber ned af mine kinder, mens hun blot ser på.

”Men det er da heller ikke sjovt for mig, når du uafbrudt ævler om alt, hvad du mangler, mens du helt glemmer, at du har mig. Som om det ikke er nok for dig.”

Bemærkningen lukker munden på mig et øjeblik.

”Du er da nok for mig. Du ved, jeg elsker dig, og du er det, der betyder allermest for mig i verden, men det gør ikke hele mit liv perfekt.”

”Men hvorfor skal det være perfekt? Kan du ikke bare nøjes med det, du har? For jeg kan altså ikke give dig mere. Hvorfor kan vi ikke bare nyde hinanden og være lykkelige? Når vi er ude, kan vi aldrig være kærester, fordi du er bange for, at tyskerne ser os, og når vi endelige er hjemme...”

”Så du er måske ikke bange, hva'? Du er ligeglad med, om vi begge ryger i tyskernes helvede? Jeg passer på dig, fordi jeg holder af dig. Fordi at billedet af dig i en fangedragt gør mig skør.” Jeg famler mig vej hen til dørkammen. ”Jeg kan også bare gå, så kan du have din julestemning i fred.”

”Mette, jeg orker ikke det her, kan du ikke bare sætte dig her hen ved sidne af mig, så vi kan kysse.”

”Det her forhold er mere end kys og kærtegn. For mig i hvert fald. Det er et løfte om troskab. Men hvis du ikke orker det, orker du så overhovedet vores forhold.” Jeg vender mig væk fra hende, men kan ikke gå, selvom jeg burde. Seddelen ligger i min lomme. Måske er det bedst bare at afslutte det nu?

Jeg ved, det ikke kommer til at ske. Hvor tit har vi ikke diskuteret dette frem og tilbage? Det længste jeg nogensinde nåede væk fra hende var ned ad trappen, før hun løb efter mig, og vi blev gode igen. Alligevel strejfer tanken om jeg skulle lade dette skænderi blive det sidste i vores forhold.

”Mette, du ved jo godt, hvad jeg mener. Jeg synes bare ikke, at der er nogen grund til at fokusere på alt det negative hele tiden.”

”Man skal bare også lade være med at overse det...” Jeg svæver over skulderen. Hun blinker tårer væk. Når hun græder bliver hendes øjenvipper helt mørke, så hendes øjne ser store ud. Det kan jeg godt lide.

”Så lad os lave en mellemting.” Hun rejser sig, kommer hen mod mig og slår armene omkring mig. Jeg lader mig hoved hvile på hendes skulder, mens hun griber mine hænder.

Min mund finder hendes i en mærkelig vinkel, men det gør intet. Mine læber glider omkring hendes underlæbe, mens hendes læber glider om min overlæbe. Det sitrer i min krop, mens jeg får vendt mig mod hendes. Min overkrop falder i hak med hendes, mens jeg slår armene om hendes hals. Hun lader sin hånd glider op langs mit baghovedet.

Mine fingrerspidser prikker ved berøringen af hendes nakke. Da jeg må genvinde vejret, trækker jeg mig en smule væk og lade min næsetip glide ned hans hendes næseryg, så vores øjne mødes.

Bogstaveligtalt bliver jeg så blød i knæene, at jeg må gribe ud efter bordfladen med den ene hånd for at undgå at vakle. Det her er alting værd.

 

”Er du allerede hjemme?” udspørger jeg mig, da jeg sætter mig overfor Betty ved det store egetræsbord i køkkenet.

”Johannes tog med de andre på café igen. Det er efter han begyndte at være sammen med Holger og dem, så tager de på café konstant. Jeg forstår ikke, hvorfor de ikke bare kan drikke kaffe derhjemme? Det er gratis, og de har jo råd til ligeså god kaffe som på caféen.” Betty drager et suk og læner sit hovedet på hånden.

”Overklassen er ikke altid til at forstå sig på – men du har da andre venner end Johannes?” Jeg klapper hænderne sammen for at få varmen tilbage.

”Tjo lidt da, men altså … jeg vil bare helst være sammen med ham.”

”Er du forelsket?”

Hun bider sig først i læben og gemmer så sit ansigt i hænderne.

”Det er det, jeg er bange for...”

”Kærlighed er da ikke noget at være bange for?”

”Jo, når den ikke er gengældt. Jeg har fået mit hjerte knust en gang før, og jeg kan ikke overskue at lade det ske igen … men når han kigger på mig...” Hun sukker og sender mig en fortvivlet grimasse.

”Hvorfor skulle den ikke være gengældt? Du er smuk og intelligent og talentfuld!”

”Men jeg er stadig fra underklassen. Du skulle se mig i forhold til de andre. Årh... det ville bare aldrig gå. Han ser efter de andre og alligevel .. ej, det kan være ligemeget.”

”Hvad kan være ligemeget?”

”Det er bare … nogengange får jeg den forskruede tanke, at han også kan lide mig. Når vi ler sammen, når han driller mig.” Hun trækker på smilebåndet. ”Men altså jeg er bare hende underklassepigen, der kun lige knap kan gå på gymnasiet, fordi min lillesøster tjener de penge, jeg burde tjene... Det er utroligt han overhovedet gider mig.”

”Du skal bare tro på det!” Jeg sender hende et skævt smil og lægger hovedet på skrå. ”Du trænger også til en kæreste. En der kan få dig rigtigt til at smile.”

”Efter jeg var skyld i, at min bror blev taget?” Hun siger det blot højt som en straf for sig selv.

”Hold nu op, Betty. Du er smuk, fremmelig og har veninder. Det er mere end så mange andre.”

”Er min fornemmelse af, at du hentyder til dig selv rigtigt?” Hun rynker panden.

”Det er ikke pointen. Jeg er sikker på, at Johannes forgabt i dig! Men du skal ikke sidde herhjemme og sukke over ham. Tag dog hjem til en af dine veninder.” overbeviser jeg hende.

”Du får dem til at lyde talrige. Ud over Johannes er min eneste rigtige veninde Petra.”

”Hvad er der nu galt med hende?” Jeg rejser mig og skal til at hive hende op, før hun selv rejser sig.

”Jeg skal nok.” Hun himler søsterligt øjne af mig. ”Men nu efterlader jeg jo dig alene til fordel for min villavejsveninde.”

”Hvor mange gange har jeg ikke gjort det?” Der går et øjeblik, før hun opfatter min hentydning til Esther og giver sig til at snørre sine støvler.

”Hvis du insisterer.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...