Mistelten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 20 jan. 2015
  • Status: Igang
(SPOILERS TIL KÆRMINDESØSTRE) december 1944 - Mettes kæreste hedder Iben. Tyskerne holder øje med dem. De må ikke opdage deres forhold. Og Mette må skuffe Iben, hver gang hun vil kysse under misteltenen for at de ikke begge ender med at holde jul i en koncentrationslejr. Men hvorfor være kærester, når risikoen er så stor? // Deltager i julekonkurrencen

20Likes
70Kommentarer
1732Visninger
AA

14. Tolv

"Du kan bare gå op og ind, min mor er hjemme, jeg skal lige på toilettet.” Iben kysser mig på kinden, før hun forsvinder længere op ad trappen. Mine fingre er stadig som istapper, da jeg presser håndtaget ned og træder ind i lejligheden.

”Hej Maren,” råber jeg gennem lejligheden, mens jeg bakser mine støvler af. Der kommer intet svar.

”Hej Mette,” Ibens far, Jakob, støder ved et uheld døren ind i mig.

”Hej Jakob.” hilser jeg og smider overtøjet bag døren.

”Overnatter du?” Han lægger sin jakke over den ene af køkkenstolene.

”Det regner jeg da med.” ler jeg og sætter mig på en stol for at vente på Iben. Uret på væggen viser otte, præcis. Så nåede vi lige hjem til spærretid.

”Jamen, det er da hyggeligt.” Han giver min skulder et klem og forsvinder så ind i soveværelset, hvor han bliver underligt stille.

”Hvor er mine forældre?” spørger Iben, da hun kommer ind i lejligheden og ser, at der ikke er andre end mig i køkkenstuen.

”Din far gik lige ind i deres soveværelse … og jeg tror også din mor er der.” Jeg trækker på skulderne.

”Så er vi teknisk set alene.” Hun har et glimt i øjet, mens hun får revet sit overtøj af, smidt det i bunken af mit og bevæger sig med svingende hofter over mod mig.

”Det er underligt så stille de er, synes du ikke?”

Iben holder plot en løftet pegefinger foran mine læber, mens hun sætter sig på mit skød og smyger sine arme om min nakke. Et skrig, der borer gennem skin og ben, giver mig et chok i øjeblikket før Ibens læber ville havde ramt mit. Jeg har aldrig hørt en mand skrige før, og det skræmmer mig af helveds til.

Iben stirrer på mig med vidt åbne øjne, før hun i en fart kommer på benene og ind i soveværelset. Hun falder baglæns ind i mig, da synet når hende. Jakobs sammenkrøbne krop i sengen dækker for det ansigtet, men da han med et vildt blik vender sig mod os, kommer Marens vidtåbne øjne til syne. Jeg har kun set et par døde øjne en gang før, men jeg er på intet tidspunkt i tvivl.

Jeg griber Ibens hånd, men hendes albue hamres blot ind i min mave, så jeg må bakke bagud og bøje mig sammen, mens jeg gisper efter at få vejret igen. Vredestårer glider ned af hendes kinder, da hun ser på mig.

”Gå.” tuder hun. Hendes insisterende øjne gør, at jeg ikke tør nærme mig hende. Egenligt har jeg heller ikke lyst til at være her. At se på Marens lig, mens tingene langsomt vil gå op for mig. Dette er ikke et tilfældigt mord. Og hvis jeg skal være ærlig, har jeg ikke lyst til at være her, når det går op for Iben.

”Jeg er her for dig.” stammer jeg, mens jeg træder i mine støvler, uden at nå rigtigt ned, og tager mit tøj i favnen.

Hun nikker blot. Jeg vil kramme hende. Give hende alt min kærlighed. Men jeg må også give hende plads.

Jeg vakler ud og sætter mig på trappen, mens jeg begraver ansigtet i hænderne. Mavepusteren sidder stadig i mig. Det er et clearingmord, hævnmord. Det har jeg hørt om før. Mord på tilfældige, for at tyskerne kan understrege deres magt. Men de har ikke noget at hævne sig for. Vi har ikke dræbt dem. Med et slår det mig, at det må være et hævnmord på baggrund af de likvideringer Peter og de andre drenge fortog.

Sedlen gnaver i min lomme. Advarslen. Jeg kunne havde forhindret det. Gjort noget. Sedlen fortalte mig det jo i god tid.

Og dette er en tydeligt advarsel. En trussel. Det er utroligt, at det gjorde sig besværet at dræbe Ibens mor, før de dræbte os. De vil sikkert have informationer ud af os. Alt det vi ved om modstandsarbejdet i området, er meget værd for dem. Men der skal bare en pistol på panden til sådan noget, for at få informationer behøver de ikke dræbe Ibens mor.

Vi kan ikke fortsætte sådan her. Hvis vi er heldige og ikke selv bliver de næste, hvem bliver så? Betty? Min mor? Jakob? Vi burde bare opgive det hele. Vores arbejde for fædrelandet, vores forhold. Men jeg tvivler på, om det er nok for tyskerne. Næppe.

Hvis blot krigen ville stoppe hurtigt nok – før de nåede længere. Det er slemt nok, som tingene er lige nu. Et raseri starter indeni mig. Som et bål, hvor flammerne brænder mig indefra. Arrigt rejser jeg mig, sparker til gelænderet, så min fod gør fandens ondt, spæner ned ad trapperne og hen over gårdspladsen, så hurtigt at mine lunge gør ondt – og hvis de føler sig tilpas, så sætter jeg farten yderligere op. Jeg når lige at svinge døren til min opgang op, så jeg ikke løber ind i den, mens mine fødder er ved at snuble over sig selv på vej op ad trappen.

I samme øjeblik jeg trækker håndtaget ned, bliver det grebet fra den anden side, døren bliver åbnet og Ebbi tager et stramt greb om min overarm og sparker døren til lejligheden i, så vi begge står på trappesatsen. Mit hjerte sidder oppe i halsen, mens jeg forpustet snapper efter vejret. Han ved det. Han kender til mordet. Men hvad vil han? Han er min far, men det fremmede blik i hans ansigt, får ham til at virke mere som den tysker, han også er.

”Jeg skal tale med dig, før du går derind.” Han giver slip og gør tegn til, at jeg skal følge ham. Op ad trappen og ind i hans lejlighed. Han lukker døren efter os og gør tegn til at jeg skal sætte mig i sofaen. Uden at tage overtøjet af eller noget.

”Jeg havde ikke forventet, at du ville komme hjem så tidligt.” sukker han og dumper ned ved siden af mig i sofaen. Den førhen hårde tysker-attitude fordufter, mens han igen minder mere om min far.

”Hvad handler det her om?” Min stemme knækker over, mens alt falder sammen inden i mig. Jeg har ikke styr på noget. Er ikke herrer over noget. Det hele er et stort rod, et livsfarligt rod.

”Du aner ikke, hvor hårdt jeg arbejdede for at få mordofferet til at være hendes mor ikke og ikke Iben.” Hans øjne er mørke af sorg, da de møder mine. Han tørrer en tårer af min kind.

”Vidste du noget om det her?” hulker jeg. ”Hvorfor stoppede du det ikke?”

”Det var umuligt. Jeg gjorde, alt hvad jeg kunne på at overtale dem. Planerne lå på Iben helt ind til i går, hvor jeg endeligt fik dem overtalt.”

”Overtalt til at dræbe min kærestes mor?” Så snart ordet kæreste ryger ud af min mund, går det op for mig, at det var noget af det dummeste at sige. ”Altså jeg mener Aske,” Navnet er det første, der falder til mig, ”h-han er Ibens papbror...”

”Mette, jeg ved godt, at der er mere end venskab mellem dig og Iben.”

”Har mor fortalt det?” Den pludselige vrede blusser op igen.

”Jeg har selv regnet det ud.”

En tavshed overtager rummet, mens jeg blot studerer hans lejlighed. Bogreolen med tyske bøger. Det nybyggede køkken og pæne spisebord. Jeg venter. Venter på, at han skal dræbe mig, eller hvad tyskerne nu gør med homoseksuelle. Men han slipper ikke engang min hånd.

”Hvad nu?” Det er et så åbent spørgsmål. Hvis bare han svaret på det.

”Jeg har svært ved at accepterer det. Jeg mener, du er min datter. Og det er så unaturligt. Men jeg har ikke et valg. Du er min datter, lige gyldig hvad.”

”Var det dig, der sendte sedlerne?” udbryder jeg pludseligt og vender mig mod ham.

”Det ved du vidst bedst selv.” Det er vel for farligt for ham at indrømme, at han har hjulpet 'fjenden'.

”Hvorfor sagde du det ikke bare?”

”Det ved du også.” Han lægger armen om mig. ”Jeg elsker dig, det må du ikke tvivle på Mette.”

”Men hvad nu? Drabet har kun givet os ekstra tid.” Jeg lægger mit hoved mod hans skulder. Mærker hans varme. Tryghed.

”Det må I vel finde ud af. Når hun er kommet sig over chokket.”

”Når vi er. Jeg havde aldrig troet, det ville være så virkeligt … så farligt. Hvor meget tid, tror du vi har?”

”Det er svært at sige … men det er ikke meget. I bliver nødt til at finde på noget, der kan få alle mistankerne til at falde, snart. Meget snart.”

”Hvor meget kender du egentligt til?” Jeg ser op på ham. Det røde hår, jeg har fra ham. Fregnerne.

”Så lidt som muligt og alligevel alt for meget - du skal ikke fortælle mere, jeg er splittet nok i forvejen.”

Vi bliver nødt til at finde på noget. Jeg bliver nødt til det. Det er min skyld, jeg skulle havde vidst Iben sedlen – eller reageret kraftigere på den. Men det er for sent nu.

”Jeg kunne fortælle dem, at du er min far! Det ville få alle mistanker til at falde.” I en pludselig glædesrus over min idé rejser jeg mig og ser forventningsfuldt på ham.

”Det kan du ikke, Mette, det er alt for farligt. Du ved jo, hvad de kan finde på at gøre ved det, hvis de vidste det. Jeg vil ikke lade dig udsætte dig og Betty for den fare! Og desuden kan det ødelægge dit liv her i byen for evigt, fordi du vil være horeungen med tyskerfaren.”

Da han nævner Betty falmer min idé. Jeg kan ikke gøre det mod hende. Det kan jeg ikke. Det er for selvisk.

”Men hvis de ved, at min far er dig, så vil de også tro, at jeg så ikke kan arbejde for modstandsfolket og i hvert fald ikke være kærester med en pige.”

”Der er andre mere ufarlige måder at gøre det på!” insisterer Ebbi og trækker mig ned i sofaen igen.

”Som hvad?” Desperationen i min stemme er tydelig. Ebbi ved allerede alt for meget.

”Det ved jeg ikke. Kan I ikke bare droppe jeres forhold og det hele? Så skal I bare bryde alt kontakt med hinanden, så kan I håbe på, at det løser sig selv.”

”Nej.” Mit svar er klarere, end jeg havde troet. Jeg har jo selv tvivlet så meget over netop dette spørgsmål.

”Så … få jer drengekærester, et andet job, hvor I ikke er så meget sammen og undgå at live set sammen i offentligheden. Heller ikke som veninder.”
”Tja... tror du virkelig det vil virke? Jeg kan ikke lide idéen om at udnytte drenge på den måde.”

”Så find en dreng, du føler noget for!”

”Hvad nu hvis jeg slet ikke føler noget for drenge?” Jeg trækker mig ud af hans favn og prøver at snøfte tårerne væk.

”Selvfølgelig gør du det. Det er naturens gang, det skal nok komme.” Han smiler beroligende til mig, men hans smil pirrer mig blot endnu mere.

”Det er naturens gang at elske – ikke at elske et bestemt køn.” siger jeg stædigt.

”Jo, det er, Mette.” Hårdheden, jeg hader så meget, indtager hans stemme.

”Hvorfor kan du ikke bare accepterer det?” Arrigskaben koger over og jeg rejser mig vredt og nidstirrer ham.

”Fordi det ikke er naturligt, Mette.”
”Er jeg måske ikke naturlig?” råber jeg.

”For Guds skyld, så sænk dog stemmen.” Han rejser sig også og tårner sig nu en hel del centimeter over mig. ”Du vil forstå det en dag.”

”En dag?” Jeg træder væk fra ham og støder ind i væggen. Mine knytnæver længes efter at slå til noget. ”Hvornår kommer den dag så? Jeg ventede også altid på, at kærligheden ville komme på den magiske en dag, men da den så kom, så den slet ikke ud, som jeg havde forventet det. Og jeg ved da heller ikke, om det var den rigtige en dag, men det føltes rigtigt. Og jeg gider ikke vente på en dag. Hvis jeg fortsat havde gjort det, ville jeg aldrig havde fundet ud af, hvad kærlighed er i sin rigtige form. Jeg elsker hende, og hvis det ikke er i orden, så lad vær med at være min far, men jeg elsker hende, som du elsker min mor!” Jeg må hive en smule efter vejret, efter ordene blot har væltet ud af min mund.

Ebbi siger intet. Undgår blot mit blik.

”Måske bliver alting rent faktisk bedre, når krigen slutter, og du tager hjem.” Jeg burde nok fortryde mine ord, der nok ganske fortjent, bliver efterfulgt af et glødende varmt mærke efter Ebbis hånd på min kind. ”Undskyld.”

Uden ord trækker Ebbi mig blot ind i sin favn, hvor tårerne atter får frit løb og gør hans skjorte våd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...