Mistelten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 20 jan. 2015
  • Status: Igang
(SPOILERS TIL KÆRMINDESØSTRE) december 1944 - Mettes kæreste hedder Iben. Tyskerne holder øje med dem. De må ikke opdage deres forhold. Og Mette må skuffe Iben, hver gang hun vil kysse under misteltenen for at de ikke begge ender med at holde jul i en koncentrationslejr. Men hvorfor være kærester, når risikoen er så stor? // Deltager i julekonkurrencen

20Likes
70Kommentarer
1731Visninger
AA

4. To

Hvem af os bliver mon den første til at sige farvel? Til at give slip og komme videre? Vil vi nogensinde komme videre? Jeg stirrer ud i det mørke rum og kan knap skimte omridset af min kommode. Den krøllede seddel i min knugede hånd skærer i håndfladen, men jeg knuger den blot hårdere. Mere smerte.

Jeg erindrer de gange, vi har forsøgt at være hver for sig. Længslen og savnet var for stort. Jeg fik hjemve af ikke at være ved hende. Det er heller ikke nemt, når vi bor en baggård fra hinanden og arbejder sammen.

Vi kan flytte væk sammen. Til en billig lejelighed. Skaffe os et job. Men selvom vi flyttede Jylland, så taler tyskerne sammen, og det ville bare bleve tyskerne i Jylland, der ville holde øje med os.

Jeg er alvorlige af os. Den seriøse i forholdet. Det er vel mit ansvar at give slip. Slå op. Jeg kan ikke lade dem tage hende. Så ville det være min skyld, og det kan jeg ikke have siddende på mig.

Måske var at få samme arbejde, der synes som en så god idé, da jeg fravalgte og Iben færdiggjorde realeksamen, ikke en god idé alligevel. Det tvinger os til at se hinanden – om vi er kærester eller ej.

Mørket og mine øjenlåg, da lukkes, smelter sammen. Jeg vender mig om på siden. Det er jul, og det er koldt. Mine tæer vrikker febrilsk frem og tilbage for at få varmen, mens seddelen graver sig dybere og dybere ind i min håndflade.

Jul burde vel give os en form for helle? Et frirum til at være dem vi er. Julen er hjerternes tid. Så bør vores hjerte kunne blive forenede uden dømmende blikke og fare for at blive taget af fjenden. Selv tyskerne har hjerter, og de vil da ikke lade os ryge i koncentrationslejr i julen?

Der må være en løsning. Jeg hadede matematik, fordi der altid kun skulle være en løsning, men lige nu kunne jeg godt bruge nogle matematiske evner til at finde den løsning. En løsning jeg ikke allerede har gennemtænkt alt for meget og til sidst indset, at det ikke var en løsning. Måske er der ingen løsning? Måske er vi ikke lavet til at være sammen? Det er jo unaturligt i forvejen. Unaturligt at to piger elsker hinanden på den måde vi gør. Unaturligt at det føles rigtigt.

En dag må jeg kunne kysse Iben under misteltenen foran alle andre. Jeg forventer ikke, at vores kærlighed skal vare forevig, men lige nu kan jeg ikke forestille mig et liv uden hende, lige gyldig hvor forkert det er.

Jeg stirrer ud i mørket, hvor Peter plejede at sove. Det gør ikke ligeså ondt mere, men det er svært. Jeg vil ikke miste Iben ligesom jeg mistede Peter. Hun er den eneste, jeg har.

 

”Jeg går ovenpå til Ebbi.” Mor sender os et smil og rejser sig fra bordet. Siden hun og Ebbi fandt sammen igen – i hemmelighed for alle andre end Betty og jeg, har hun smilet meget mere. Hun ser heller ikke så slidt ud længere.

”Kan jeg gå med?” Jeg har ikke andet at foretage mig. Siden jeg afsluttede skolen har weekenderne været lektiefrie, hvilket for det meste betyder tid med Iben, men denne formiddag havde hun en aftale med nogle af sine venner fra realklassen. Hun inviterede mig også med, men jeg kan ikke lide at være sammen med dem. Jeg føler mig så lille og udenfor.

”Selvfølgelig.” Hun folder avisen sammen og lægger decemberudgaven af 'Frit Danmark', som jeg var i færd med at læse ind i, så ingen kan se den. Bare for en sikkerheds skyld.

”Tror du han har besøg?” Vi følges op ad trappen til den næste etage. Da Enkefrue Berg døde i september lejede han lejeligheden for at kunne se os nemmere.

”Nej, så ville vi nok havde hørt det.” Det er sandt nok. Tyskere griner af en ukendt grund meget højere end alle andre. I hvert fald dem, der besøger Ebbi.

Et øjeblik stopper jeg på trappesatsen. Det er længe siden, jeg har været længere oppe end her af anden grund, end at jeg skulle tisse. Hver gang jeg går op til Ebbi, overvejer jeg bare at tage et hurtigt kig ind i Daniels gamle værelse. Mor banker på.

”Årh, det er bare jer!” Ebbi, der nu har åbnet døren stjæler mit fokus.

”Hej!”

Han gør plads til jeg kan gå ind i det lille køkkenalrum og kysser derefter mor.

”Hvad er den ulejlighed, at du nu har tid til at besøge mig?” Han vender sig mod mig, lukker døren efter mor og sætter vand over til the. ”Hvis jeg vidste, du ville komme, ville jeg havde købt kager.”

”Det er fint.” Efter så mange år med rationering kan kagerne også lokke, men alligevel skræmmer de mig. For selvom Ebbi kun gør sig brug af sin nemme vej til at skaffe ting som kager og således, når det er til Betty og jeg, så kan jeg ikke lide den særbehandling. Ikke når den kommer fra en tysker.

”Iben var vidst sammen med nogle venner i dag.” klukker mor og sætter sig ved spisebordet. Jeg krymper tæer. Det skulle hun ikke havde sagt. Seddelen ligger stadig under min hovedpude. Før den snakkede jeg med vilje aldrig om Iben overfor Ebbi, men nu er det blot værre.

”Årh ja, så må du jo nøjes med dine forældre. Hvad med Betty?” Ebbi forener sig med os ved bordet. Det er Enkefrue Bergs gamle og er fyldt med ridser og brændinger, efter hun er kommet til at stille en gryde på bordet.

”Hun er travlt optaget med lektier. 2.g er et hårdt år.” Mor og fars samtale flyder hen i en summen for mig, mens jeg spekulerer på, om Ebbi mon har nogle mistanke om Iben og jeg. Om han ved, hvad vi laver, og hvad vi er. Om han også leder efter grunde til at sende os afsted.

Han ville aldrig sende os afsted. Ikke mig, og ikke Iben, hvis han vidste, hvor højt jeg elsker hende. Han er ikke en djævel, som så mange andre. Men han arbejder stadig sammen med dem.

Mit blik glider ud af vinduet. Førhen var jeg så udadvendt, og pludselig har jeg ikke andre at tilbringe tid sammen med en søndag formiddag end min kæreste, som også har andre venskaber at passe.

”Går det stadig fint med dit job nede på Jernbanecaféen?” Ebbi genfanger min opmærksomhed.

Jeg nikker, men bliver så en smule nervøs. Hvorfra ved han, at jeg arbejder der, når jeg nu har holdt det hemmeligt med vilje? De fleste ved godt, hvad der foregår der. Spionarbejde og sortbørshandel. Det er egenligt underligt, at den stadig får lov til at køre rundt, men måske har tyskerne ikke lugtet lunten endnu?

 

Regnar møder mig med et smil bag disken, da jeg klokken elleve møder ind på Jernbanecaféen. En lille klokke ringer, da jeg træder ind.

”Er Iben her ikke endnu?” Jeg kigger rundt og render ned i køkkenet for at stille min jakke og de snevåde støvler.

”Næh, men hvornår er hun sidst kommet tidligere end ti minutter for sent?” råber han ned til mig med en munter undertone.

”Nej, det kan du have ret i.” Jeg banker mine vanter sammen, så sneen drysser ned på skomåtten. Bag mig koger en stor gryde suppe, der dufter af kartofler, og en gryde med vand til the og kaffe. ”Det er smadder koldt derude.”

”Ja, men hvornår har vi sidst haft en varm vinter?”

Klokken lyder og jeg kan høre ham betjene en kunde. Jeg opfanger ord som bøgetræsspåner og det søde og gætter på, at de handler brunt – med kaffe.

Jeg går i gang med at vaske redskaberne Regnar har brugt til kartoffelsuppen op, da klokken endnu engang ringer, og Iben lidt efter kommer ned til mig med røde kinder og et stort smil. Hun kysser mig en gang, før hun begynder at tørre af.

”Du er tidligt på den, hva'?” joker jeg.

”Jeg kunne jo ikke holde mig fra dig!” Hun giver min kind et smækkys.

”Var det hyggeligt med dine venner?” spørger jeg. Mest ad ren høflighed.

”Ja, det var edderskægt. Holger har lært at bage – det var der godt nok ikke nogen af os, der havde troet. Du skulle havde været der!”

”Tja, det ville nok havde været lidt akavet. Jeg mener, du har jo gået i klasse med dem, jeg er bare en eller anden fra årgangen under.”

”Det ville da ikke gøre noget! De er smadder søde.” Hendes fortælling får hende til at glemme den grydeske, hun er ved at tørre af.

Klokken klinger deroppe fra.

”Kan en af jer ikke lige komme her op og betjene selvskabet?” kalder Regnar.

”Skal jeg smutte derop?” tilbyder jeg, da der alligevel ikke er mere tilbage at vaske op.

”Det er du skam velkommen til.” Hun griber fat i min hånd på min vej op i caféen og lader hendes læber strejfe den. En sitren går gennem mig og fremkalder et smil på mine læber.

”Elsker dig.” mimer jeg og forsvinder op til Regnar, der står og tæller pengekassen og rationeringsmærkerne op.

”Kan du betjene dem?” Han nikker mod en folk jævnaldrende unge, der har sat sig ved firmandsbordet.

”Naturligvis.” På bænken op ad væggen har de klemt sig tre sammen. Først da jeg griber notesblokken og sætter kurs mod dem går det op for mig, at pigen, der sidder yderst er Esther. Et øjeblik stopper jeg, men så får hun øje på mig, og det er for sent. Det er sjældent vi ses, siden vores veje skiltes efter 4. mellem, og når jeg ser hende kravler den dårlige samvittighed over, at jeg på mange måder bare lod hende alene, op i mig.

Betty har godt fortalt, at Esther nu er en af dem med flest venner på gymnasiet. Fra alle årgange og det hele. Og hende, der tilbragte det sidste halve år af 4. mellem for sig selv, efter vores veje skiltes. Nu er det mig, der sidder alene lørdag formiddag. Nu og da savner jeg hende. En at betro alt det med Iben til. Men det ville jeg nok ikke alligevel. Ikke med hendes far og forhold til tyskerne. Som om mine far er meget bedre.

Jeg har set hende på Jernbanecaféen et par enkelte gange før sammen med sine venner. Især tit med den eneste anden jeg rigtig kender fra byens gymnasium. En høj dreng med mørke krøller, Betty snakker meget mod, trods hun aldrig har bragt ham med hjem. Johannes vidst. Hun er vel kommet over Daniel, ligesom hun ser ud til at være kommet over mig, når hun blot sender mig et åbent smil, mens jeg spørger til, hvad de vil have at drikke. Ærlig talt har hun det nok bedre nu. Alligevel kan jeg ikke lade være med at ængstes lidt på både Daniels og mine vegne, når jeg ser på hende.

”Kaffe til os alle.” smiler drengen med krøllerne, Johannes.

”Andet?” Jeg noterer det på min blok og kan ikke lade være med at skæve til Esther. Hendes hår er vokset ud til en rigtig nydelig skulderlang frisurer.

”Nej tak. Du arbejder her nu, ikke?” Esthers stemme fanger min opmærksomhed. Hun fører en blond lok om bag øret, men jeg nikker. ”Det synes jeg nok.” Hun sender mig et smil så hendes smilehuller kommer til syne.

”Hvor kender I hinanden fra?” spørger en ranglet pige ved Esthers side med så lyst hår, at det er på grænsen til at være hvidt.

”Vi gik i mellemskolen sammen.” forklarer Esther.

”Du er Bettys lillesøster ikke sandt?” spørger Johannes.

”Det er sandt.” Jeg tripper en smule for at komme tilbage. Det er pinligt at stå foran en flok gymnasieelever klædt i noget, der tyder på, at de kommer fra villavejene, mens jeg ikke engang var klog nok til realeksamen. Jeg forstår pludselig, hvorfor Betty aldrig har venner fra gymnasiet med hjem.

”I ligner hinanden.” Han ryster hovedet, så sneen falder ud af de dansede mørke krøller.

Jeg nikker en smule for lang tid, mens jeg betragter samlingen af overklassebørn, før jeg finder det passende at vende om med bestillingen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...