Mistelten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 20 jan. 2015
  • Status: Igang
(SPOILERS TIL KÆRMINDESØSTRE) december 1944 - Mettes kæreste hedder Iben. Tyskerne holder øje med dem. De må ikke opdage deres forhold. Og Mette må skuffe Iben, hver gang hun vil kysse under misteltenen for at de ikke begge ender med at holde jul i en koncentrationslejr. Men hvorfor være kærester, når risikoen er så stor? // Deltager i julekonkurrencen

20Likes
70Kommentarer
1738Visninger
AA

12. Ti

Jeg læste dette her opslag om nogen, der søgte skuespillere til deres teaterklub, tror du ikke, at det kunne være noget for mig?” Jeg kaster et blik over skulderen hen mod Betty, der er ved at tænde de to adventslys i vinduekarmen. Mor er vidst oppe hos Ebbi og har efterladt os med resterne af opvasken.

Teater?” Betty sender mig et misbilligende blik, komme over og giver sig til at tørrer tallerkenerne af i et viskestykke.

Ja, er der noget galt med det?”

Næh... hvornår er det?”

Lørdag klokken fem.” Jeg vasker den sidste tallerken af og rækker den over til Betty.

Men der arbejder du jo?” Hun tørrer tallerkenen og sætter den på plads i skabet.

Jeg fik lov af Regnar, så arbejder jeg bare mere om mandagen.” Jeg sætter mig ned ved spisebordet.

Hvornår skal I to egenligt finde et nyt job?” Hun tænder fra radioen og sætter sig overfor mig.

Hvad mener du? Vi har da et godt job.”

Ja, det er jo netop det. Det er godt for jer, men har det aldrig slået jer, hvor dårlig en aftale det er for Regnar? Han giver jer jo kun jobbet for at være sød, nu hvor begge jeres brødre er blevet taget, og fordi han er interesseret i jeres modstandsarbejde. Han gør det for fædrelandet.”

Hvorfor skulle det være dårligt fra Regnar?” En uro begynder at ophobe sig.

Han har da ikke brug for to piger til at køre den lille butik – og især når de arbejder samtidig,” fastslår hun som om det er indlysende.

Det har han da...” Det går op for mig, at hun faktisk har ret.

Jeg synes i hvert fald, I skulle kigge efter noget andet. I hvert fald den ene af jer, jeg har det helt dårligt på hans vegne.” Hun vender sig på sin stol, skruer højere op for radioen og efterlader mig med skyldfølelse. Havde Iben mon tænkt over dette før?

Jaja, du er ikke min mor. Hvordan går det desuden med Johannes?” Øjeblikket jeg ahr sprugt, ville jeg ønske, at jeg kunne trække mine ord tilbage. Efter jeg stak ham en lussing, er det nok ikke det rette spørgsmål at stille.

Fint, vel.” Hun trækker på skulderne.

Jeg er altså virkelig ked af det…”

Som om det hjælper.” Hun vender øjne af mig.

Er det virkelig så slemt?”

Nej, det er i orden. Udover at hele skolen nu ved, at min lillesøster stikker lussinger til alle og enhver, er det fint. Han skyder i det mindste ikke skylden på mig, så ja.” Hun begynder at synge med på sangen, og jeg tager det som en hentydning til, at vores samtale er slut.  Jeg tror hun lyver på den ene eller den anden måde.


 

Har min mor egentligt fortalt det med os videre til din mor?” Iben svinger vores flettede hænder frem og tilbage, mens vi går gennem skoven.

Nej.” Det er nemmere at lyve, når vi går, for så undgår jeg hendes ansigt. Jeg vil ikke gør hende mere bange, end højst nødvendigt.

Årh godt.” Hun sukker lettet op, hvilket blot giver mig værre samvittighed over at lyve.

Ja.”

Vi går lidt i tavshed. Sneen knaser under vores fødder i takt, mens kulden bider i min næsetip og kinder.

Bør vi ikke finde et nyt job?”

For at mindske folks mistanke? Mette, vi har allerede gjort rigeligt.”

Mere fordi, du ved … Regnar giver os jo kun jobbet af medlidenhed, og fordi vi kan holde styr på spionerne, hvilket ikke engang går særlig godt for tiden.”

Men det er jo dem i Englands skyld.”

Sikkert, men han har jo ikke brug for to piger, der endda arbejder samtidig,” pointerer jeg. “Vi kan ikke være ham bekendt at blive ved sådan her forevig.”

Hun tænker. Den hvide sne skærer mig i øjnene. Vi passerer ruinerne, hvor Esther og jeg fandt på vores søsternavn. Det er godt nok længe siden. Iben slipper min hånd og sætter sig ned på kanten af ruinen, så hendes ben dingler mod væggen. Jeg sætter mig ved hendes side.

Altså hvis alt går som det skal, og du bliver skuespiller og jeg forfatter, så behøver vi slet intet job.”

Jeg ved da overhovedet ikke, om skuespil er noget for mig endnu. Og desuden har det altså lange udsigter. Vi må finde noget andet, det må vi altså.”

Jeg kan mærke, at skuespil er dig.”

Men nu kan vi jo ikke altid gå efter din mavefornemmesle.” siger jeg en smule for spydigt.

Find du dig bare et andet job.” mukker hun og rejser sig igen.

Vær nu ikke sådan en lyseslukker.” Jeg bliver siddende, træt af altid at følge eftr hendes bevægelser.

Jeg sætter bare pris på at bruge hele min dag med dig, fordi vi deler job. Men hvis det ikke er gengældt er det fint.”

Iben…” Jeg orker hende ikke. Ærlig talt.

Ja, det er mit navn, sjovt nok?” Hun vender sig og ser mig direkte i øjnene.

Jeg elsker det, tro mig, men…”

Men hvad?”

Du ved, det jo godt. Jeg elsker dig,” Jeg kan ikke lade være med at sende et ekstra blik rundt for at sikre mig, at vi er alene, “men vi må også tage hensyn til omverden.”

Jeg rejser til Siam og bliver forfatter, held og lykke med dit liv.” Hun begynder at gå.

Årh Iben, hvorfor skal du altid være så barnlig?” udbryder jeg irritabelt. “Det er altid mig, der skal være en seriøse i forholdet, selvom du er et år ældre end mig.”

Syv måneder.”

Se, det er barnlighed. Vær nu bare normal.”

Jeg er ikke normal. Accepter det, eller skrid.” Hun sender mig et provokerende smil og fortsætter blot.

Du er så irriterende.”

Og du kan lide det, ellers var du skredet for længst,” tilføjer hun uden at se sig tilbage.

Et smil vokser frem på mine læber, og jeg kan ikke te mig for at indhente hende og plante det kys på hendes kolde næsetip.

Hvad sagde jeg?” ler hun hoverende og lægger en arm om mig.

”Du sagde, at du elskede mig.”

”Årh, det er længe siden.” ler hun og puster til snefnuggene, der hvirvler rundt i luften. Jeg kan ikke mærke mine tæer, men det ser jeg som en fordel, for hvis jeg kunne mærke dem, ville de nok være utrolig kolde. ”Men du er heldig, for jeg elsker dig stadig.”

”Sikke et held, hva'?”

”Ja, for dig.” Hun giver min skulder et drillende puf.

”Du er så streng.” griner jeg, trækker mig ud af hendes favn og samler en snebold med sne fra skovbunden, som jeg skyder efter hende.

Hun hviner og når lige akkurat at vænne sig, så den rammer hendes baghovedet og eksploderer til små snefnug igen.

”Du er så færdig!” hviner hun og samler selv en snebold. Jeg sætter i løb gennem træerne, men den rammer mig alligevel pletskud i ansigtet i det øjeblik, jeg ser mig over skulderen. At dømme efter hendes overraskede latterudbrud må det havde været mere held end talent. Jeg blinker sneen væk fra øjnene, mens jeg spytter sne ud af munden, før den når at smelte.

”Din nød!” skriger jeg, mens jeg tørrer sneen af mit ansigt.

”Jeg fortrækker at kysse kolde læber.” Hun løber hen mod mig, springer mig om halsen, så jeg vakler bagud, og vi vælter. Hun lægger sit ansigt mod mit ansigt og ler, så jeg kan mærke hendes kæber viberer mod mine.

”Du er tuuung.” vræler jeg og vælter hende ned fra mig.

”Din slapsvans.” Hun ruller øjne af mig og fletter sin tunge ind i min. Hendes tunge er varm, mens hendes læber er frosne. Sammen danner de en harmoni af to ekstremer, der begge ikke er særlig behagelige, men når de kommer fra Iben alligevel ender som en god ting.

”Når vi skal have et barn, skal hun hedde Siam.” Hun trækker sig væk og lader sin næse hvile på min.

”Æh, jeg ved ikke, om det er gået op for dig endnu, men vi kan ikke have et barn. Det er fysisk umuligt. Og desuden er vi alt for unge, og jeg ved ikke engang, om jeg vil have børn.”

”Vær nu ikke sådan en lyseslukker. Det er jo ikke sådan, at vi skal have hende lige nu. Det var bare en poetisk tanke, der ramte mit sind.” Hun kysser mig næsetip.

”Hvis du tænder alt for mange lys, ender du med at det ene vælter og brænder det hele – se jeg kan også være poetisk.” siger jeg og lyser op i et smil. Uden at vide, hvad metaforen egenligt skal betyde så lyder det intelligent. Som noget taget ud fra en bog.

”Det der, det var faktisk ret godt. Kan jeg bruge det i min roman?” Iben sætter sig på hug, mens jeg stadig ligger på jorden og ser op mod trætoppene, der er fulde af sne og mødes, så de lukker himlen ude, og Iben og jeg inde i vores eget univers. Det er smukt.

”Selvfølgelig. Men så husk at takke mig i starten.”

”Skal jeg nok.”

”Tror du nogensinde, du kunne blive forelsket i en dreng?” Jeg ved ikke helt, hvor spørgsmålet kommer fra.

”Tja... Altså, nu vil jeg ikke sådan … men altså, før jeg blev forelsket i dig, har jeg da været forelsket i en dreng.” Hun rødmer en smule og rejser sig.

”Nå.” Jeg ved ikke helt, hvad jeg ellers skal sige. Så er der bare mig, der aldrig har følt andet end indblisk tiltrækning til en dreng. Jeg kan ikke lade være med at føle mig en smule svigtet. At Iben er biseksuel gør mig til alene – indtil videre – kun lesbiske.

”Men altså, det var slet ikke en ligeså stærk følelse som med dig.” Hun rækker en hånd ned til mig, men jeg bakser mig op uden hendes hjælp. Det burde jo være ligemeget, men det er det ikke. ”Er du sur?”

”Nejnej, det er bare … mærkeligt.”

”Undskyld.” Vi går videre gennem skoven. Der er røget sne ned langs min ryg, der nu begynder at smelte. Jeg gyser.

”Du skal ikke undskylde.” Jeg tager hendes kolde handske.

”Det gør altså slet ingen forskel.”

”Nej selvfølgelig ikke... vi må hellere skynde os, hvis vi skal nå hen til Regnar i tide.” Jeg sætter i løb, selvom vi har masser af tid. Men så slipper jeg for at tale.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...