Mistelten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 20 jan. 2015
  • Status: Igang
(SPOILERS TIL KÆRMINDESØSTRE) december 1944 - Mettes kæreste hedder Iben. Tyskerne holder øje med dem. De må ikke opdage deres forhold. Og Mette må skuffe Iben, hver gang hun vil kysse under misteltenen for at de ikke begge ender med at holde jul i en koncentrationslejr. Men hvorfor være kærester, når risikoen er så stor? // Deltager i julekonkurrencen

20Likes
70Kommentarer
1723Visninger
AA

9. Syv

”Der ligger en seddel til dig på spisebordet, den lå udenfor vores dør.” Mor stikker hovedet ind på mit værelse, hvor jeg stadig kryber sammen under min dyne. Fordelen ved først at skulle møde klokken elleve.

”En seddel? Hvad står der på den?” Jeg kommer straks til at tænke på seddelen uden modtager, der vidst nok lægger i min frakkelomme.

”Den er foldet sammen, og der står 'Til M. Kærrup' udenpå. Men du skulle nok også til at komme op, skal du ikke over til Iben?”

”Tjo...” Jeg får kæmpet mig ud af dynen og kulden møder mig i samme øjeblik. Jeg gyser og trisser hen over gulvet i de tykke sokker til tøjskuffen. Jeg trækker et par tykke sorte bukser af Bettys gamle og en himmelblå sweater på, som jeg fik i julegave sidste år.

”Jeg tager ned på fabrikken nu.” Hun lukker døren til. Efter hun og Ebbi, som jeg stadig kalder ham, fandt sammen igen har hun kun taget halvt så mange vagter på fabrikken og fået mere tid til os. Jeg må dog alligevel arbejde fuld tid for både at kunne spare op og 'betale' for at Betty kan bo hjemme uden indtægt. Egenligt behøvede jeg ikke det sidste, det ved jeg, men jeg kan godt lide at arbejde for at formål. At bidrage med noget. Det gør mig noget værd, at jeg bidrager til, at hun bliver klog.

Jeg smutter ud i køkkenet, der er en smule varmere. Ilden i ovnen er alligevel ved at dø ud. Seddelen lægger ganske rigtigt på bordet. Skriften er den samme som førhen, det er jeg sikker på. Alligevel roder jeg mine frakkelommer igennem efter seddelen for at sammenligne. De to 'Til M. Kærrup'er er næsten identiske.

Derefter åbner jeg en smule panisk den nye seddel.

Et Kys er ikke nok.

Rygtet om Ibens kys med Hans Christian må havde nået vedkommende, der har sendt seddelen. Et øjeblik kigger jeg rundt for at sikre, at jeg er alene. Hvem kan havde sendt de seddler? En, der kender til Ibens og mit forhold og tydeligvis er ude på at hjælpe. Det er uhyggeligt.

Jeg kan ikke vise den til Iben. Jeg vil ikke gøre hende nervøs. Men hvordan skal jeg finde personen, der har skrevet disse seddeler? Personen virker til at vide mere om som så. Måske kender han eller hun løsningen? Den løsning, der ikke hedder, at vi skal droppe vores forhold. Hvis det overhovedet er en løsning.

 

”Godmorgen Mette,” hilser Ibens mor, Maren, mig med et smil fra spisebordet, da jeg indtræder i Ibens lejlighed. Iben sidder overfor, stadig i gang med sin morgenmad. Jeg knuger seddelen i min hånd, så papireret skærer i min håndflade. Jeg kan ikke være bekendt at vise den til hende. Ikke bekendt at lade den skræmme livet af hende, ligeså meget som den skræmmer livet af mig.

”Jeg skal vel også hellere afsted.” Maren rejser sig fra bordet og begynder at vaske sin skål op. Hun arbejder i den lokale bank som sekretær.

”Du kan da godt blive lidt længere, mor?” beder Iben og gør tegn til, at jeg skal sætte mig.

”Ah, den går ikke. Jeg skal være der klokken halv ni og siden Mette allerede er her, må jeg være sent på den.” Hun giver Iben et hurtigt kys på kinden, før hun begynder at iklæde sig sit overtøj. Først da hun er helt ude af døren, igangsætter jeg en samtale.

”Hvad har du egenligt tænkt dig at gøre med Hans Christian nu? Han tror vel, du kan lide ham.”

”Årh, det ved jeg ikke.” siger hun henkastet.

”Du bliver da nødt til at gøre et eller andet. Ellers knuser du hans hjerte.”

”Hjerte rimer på smerte ved du nok.” Hun trækker på skuldrene.

”Det kan du da ikke bare sige.”

”Det er faktum.”

”Men derfor kan du ikke bare knuse hans hjerte. Desuden...”

”Desuden hvad?”

”Desuden er et kys ikke nok.” citerer jeg seddelen.

”Ej, Mette, nu må du stoppe. Jeg har kysset en dreng, er det ikke nok for dig?”

”Du fatter det ikke. Du fatter ikke, hvor farligt det er! Hele situationen.” Stolen bag mig vælter, da jeg rejser mig.

”Jeg er ikke dum, men hvis du bare var en smule mere rolig, behøvede vi ikke skændes mere. Vi skændes uafbrudt. Evig og altid.”

Jeg betragter hende. Ved ikke helt, hvad jeg skal sige. Vi har sagt det hele før på så mange forskellige måde. Skændtes skænderiet til grunde, og alligevel opstår det på ny. I stedet rejser sig blot min stol op, sætter mig og piller lidt ved mine neglerødder.

”Så, hvordan går det med din drøm om at komme til Siam?”

”Fint.” Et smil blomstrer op på de smalle læber. Hun skubber brillerne op på næsen. ”Jeg har læst videre i bogen. Hvordan går det med at finde en drøm?”

”Jeg ved det ikke … jeg leder konstant efter en mening med livet. Mit mit liv. Noget jeg kan hengive mig til – en drøm. Men jeg kan ikke finde den.”

”Nogle gange er svaret lige foran næsen på dig uden du ser det. Du ved; man kan ikke se skoven for bare af træer.”

”Hentyder du til, at du er min drøm?” Jeg ler let.

Hendes smil bliver større, og hun trækker på skuldrene.

”Egenligt ikke, men når nu du siger det.” Hun blinker til mig.

”Faktisk var at finde kærligheden min drøm, før jeg mødte dig. Men man kan sige at virkeligheden dræbte den lidt og levede den op på samme tid. For at elske dig … det er meget mere vidunderligt, end jeg nogensinde kunne forestille mig, og på samme tid er kærlighed slet ikke så let, som jeg troede den ville være. Den er alt for skrøbelig, og omverden er alt for hård mod den. At være i et forhold er mere en dans på torne end en dans på roser, og nogle gange kan jeg komme i tvivl, om det overhovedet er det værd.” Min stemme dør hen. Hendes grå øjne følger mine i stilheden.

Hun rækker en hånd frem over bordet, og jeg tager den.

”Jeg må hellere finde en ny drøm. Men min drøm er egenligt blot, at verden bliver perfekt, og det kan den aldrig blive. Selv når vi vinder krigen, og vi kan være et par, vil det ikke være nemt, og Ebbi vil skulle tage hjem til Tyskland, hvis ikke han vil blvie hånet resten af sine levedage, mens alle vil opdage, at Peter aldrig kommer tilbage...”

”Hvorfor skulle han dog ikke det?” afbryder hun mig med store øjne, og det går op for mig, at jeg har talt over mig.

”Æh... det er lige meget. Men jeg burde nok tage og finde mig en mere realistisk drøm.”

Hun betragter mig. Jeg tror, hun ved, at det ikke er lige meget, men til sidst beslutter hun ikke at spørge ind. Ellers tror hun bare, at jeg ikke tør håbe på, at han kommer tilbage.

”Så det er godt, du har mig til at hjælpe dig.”

”Ja.” Jeg kan mærke på hende, at der er noget, hun gerne vil sige. ”Er alt, som det skal være?”

”Ja. Altså...” Hun trækker sin hånd tilbage og retter på det korte nøddefarvede hår.

”Altså hvad?” Panikken spreder sig helt ud til mine fingrespidser. Især i den hånd, der stadig knuger seddelen.

”Jeg fortalte altså min mor om os. En ting for en ting, du ved.” Hendes blik undgår flygtigt mit.

”Hvad?!” udbryder jeg ude af stand til at finde andre ord. Straks trækker jeg også min hånd tilbage. ”Årh Iben, din idiot.” Mine hænder dirrer. Det kan ikke være sandt. Så dum kan hun ikke være.

”Jeg kyssede Hans Christian, så må det da være sikkert nok, at hun ved det. Du aner ikke, hvor hårdt det er at holde det hemmeligt for hende.” Iben famler efter ordene.

Jeg har altid beundret hende og Ibens forhold. Ikke at mit eget forhold til min mor har været dårligt på nogen måde, men jeg har aldrig haft det samme veninde-agtige forhold med min mor, som Iben har.

”Men Iben, det er på ingen måde sikkert. Vi er ikke sikre overhovedet. Og din mor snakker med min mor og … pis, pokkers, lort.” Jeg rejser mig fra stolen, mens min stemme hæver sig til råb. ”Jeg sagde jo, at du ikke skulle gøre det, hvorfor gjorde du ikke bare, som jeg sagde?” Vredestårer løber ned af mine kinder. Papiret fra seddelen skærer så hårdt ind i min knugede håndflade, at der kommer et sår. Jeg åbner det, kyler papirskuglen over mod hende og bander over smerten, der egenligt ikke er så slem. Blodet spreder sig over min håndflade.

”Undskyld...” Ibens stemme knækker over, mens hun griber ud efter kuglen, der landede i hendes skød efter at ramme hendes kind.

Jeg går over til vasken og lader det kolde vand gøre smerten i min hånd værre. Smerte til at dæmre vreden.

”Hvad betyder det her?” Hun vender sig mod mig på stolen, mens jeg stadig har ryggen til hende.

”Det ved du godt. Nogen kender til os. Og de kender også til risikoen.” Nervøsiteten i min stemme får mig til at fortryde, at jeg viste det til hende. Hun skal ikke være den urolige i vores forhold, men solen. Smilet. Latteren. ”Bare glem det.” Jeg vender mig mod hende, slukker vandet og kysser hende, men hun trækker sig væk.

”Fandens også...” bander hun og vender sig væk fra mig igen. ”Jeg er så dum, så dum.” messer hun for sig selv, mens hun rejser sig og går frem og tilbage i foran spisebordet. Jeg tørrer min hånd af i mine bukser. Skidt med blodet og vandet. Og så omfavner jeg hende for at få hende til at stå stille.

”Glem det.”

”Nej.” Hun river sig lidt væk, men jeg er stærkest. I dag i hvert fald.

”Jo.”

”Vi er virkelig på spanden.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...