Mistelten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 20 jan. 2015
  • Status: Igang
(SPOILERS TIL KÆRMINDESØSTRE) december 1944 - Mettes kæreste hedder Iben. Tyskerne holder øje med dem. De må ikke opdage deres forhold. Og Mette må skuffe Iben, hver gang hun vil kysse under misteltenen for at de ikke begge ender med at holde jul i en koncentrationslejr. Men hvorfor være kærester, når risikoen er så stor? // Deltager i julekonkurrencen

20Likes
70Kommentarer
1736Visninger
AA

19. Sytten

Dødtræt lunter jeg efter Iben gennem de mørke gader. Var det ikke for hendes porcelænshvide hud, ville hun være usynlig i mørket, og det er mig et under, at hun kan finde vej, men inden længe standser hun foran en hvid bil i hvad der så må være Skomagergade.

”Det må være den,” gisper hun.

”Så er det vel bare at gå ind?” Jeg trækker på skulderne, men Iben er allerede henne ved den højre bildør og før jeg kan nå at standse hende, åbner hun den. Egentligt kunne det også alt sammen være en plan til at fange os? Måske sidder der en tysker inde i den bil, og vores liv ender om få øjeblikke? Men Iben vinker mig blot hen og kaster sig ind på sædet.

Jeg løber hen forbi hende, og selvom ingen umuligt kunne finde på at kigge ud af deres vindue klokken halv seks om morgen ned på en øde gade, skjuler jeg mit ansigt. Hun trækker mig ind på sædet, og først der opdager jeg lægen – Askes far. De ligner hinanden ustandseligt, og jeg er sikker på, at når Aske bliver voksen, vil han se præcis sådan ud, og det er skam ikke noget dårligt udseende.

”Hvis i bøjer jer ned, kan der ligge en af jer under hvert sæde. Tyskerne leder næppe bilen så godt igennem,” instruerer Askes far, ”Jeg hedder August desuden.” Den familie har virkelig noget med A'er.

August og jeg trækker fødderne op og lader Iben kravle ned under August sæde. Jeg kan ikke helt se, hvordan det kan være muligt at gemme sig under sædet, men på en eller anden måde forsvinder hun. Derefter kravler jeg ned i bunden af bilen og ser så en sprække under sædet, som om det på en eller anden måde er holdt oppe. Det er utroligt smalt, men jeg får mast mig derind og undgår at nævne, hvor svært det er at trække vejret og hvor ondt min ryg gør. Klaustrofobien kommer hurtigere, end jeg havde forventet, så jeg lukker blot øjnene i og fokuserer på, hvad August siger.

”Jeg skal hen til en patient, så det virker mindre opsigtsvækkende, det tager højst i time, jeg håber I kan overleve så længe.” Han starter bilen og bumler hen ad vejen.

Selv ikke da bumlende bliver så store, at jeg skiftevis slår hovedet mod sædet og bunden af bilen, så jeg sværger, jeg får blå mærker til mit liv ender, minder jeg mig selv om, at mit liv ender langt tid før, det er ment, hvis jeg ikke blot bider ordene i mig og holder kæft.

I mørket kan jeg kun lige skimte Ibens skikkelse, og jeg håber for hende, at hun har det bedre end mig. Men hvorfor skulle hun det? Hendes ben er en del længere end mine, så hendes stilling er sikkert dobbelt så smertefuld som min.

Endelig standser bilen, August træder ud og smækker døren efter mig. Det øjeblik er jeg overbevist om, at jeg aldrig vil kunne ligge her i en time. Alligevel formår vi at ligge her en time. Uden kommunikation, blot det rene helved, og jeg er rimelig sikker på, at dette er værre end døden. Der er smerter overalt i min krop fra den besværet og sammenkrøbne stilling, men jeg minder mig selv om, at mange andre har gjort meget værre ting end dette for at overleve. Mit hoved dunker, men jeg leder mine tanker hen på Daniel. I nåede at være under jorden i omtrent fire måneder, og han klagede aldrig. Jeg er ikke engang rigtigt under jorden endnu – og det meste af min familie lever stadig, og jeg kunne klage til jeg døde.

Mens vi ligger der, forsøger jeg febrilsk at sove, fordi jeg er så fandens træt, men det hårde jern umuliggøre selv den mindste form for hvile.

Men da August endelig kommer tilbage, sætter sig på førersædet og spørger: ”Har I overlevet, piger?” mumler jeg blot et overbevisende ja, i håb om, at han blot vil køre hjem. Hvilket han også gør. Hjem til mit nye hjem. Mit nye hjem, der får mig til at afskye ordet hjem, for selvom jeg er sikker på, at Askes hjem er tusinde gange så flot og stort som min families lille lejlighed, hader jeg huset, før jeg overhovedet har stiftet bekendtskab med det.

Turen hjem er lang og forfærdelig, men på et tidspunkt standser bilen dog, selvom jeg aldrig troede det ville ske.

”Så, er vi her.” August stiger ud for at gøre plads til at vi kan krybe ud. Trods jeg mange gange tvivlede på om jeg nogensinde ville kunne rykke mig igen, får jeg famlet mig ud og er igen en fri pige. Så fri som man nu bliver, når man er gået under jorden.

Mens jeg kravler ud af bilen og strækker mig, kaster jeg et blik rundt i hvad jeg gætter på er en garage. Lyset er slukket, så det er svært at danne sig et overblik, men hist og her kigger en lysstråle ind.

”Det var rædsomt,” indrømmer Iben, der er kommer ud i den anden side af bilen, ”men jeg kan ikke takke dig, August, og din familie nok for denne utrolige gestus i gør os. I redder vores liv!”

”Det var så lidt.” August smiler forlegent og fører gennem en dør i garagen, der leder os direkte op i entréen.

Det er ikke ligeså galant som jeg havde forestillet mig, men hyggeligere og mere hjemligt. Mindre forment end hos Esther, og jeg er mindre bange for at træde forkert.

”Rummet burde være sikkert nok.” August fører os op ad trappen og ind i et pænt soveværelse med en dobbeltseng, der tyder på, at det er August og hans kones værelse. ”Vent her.” Han tager fat på en bred hvid reol, der står op ad væggen. Uden besvær får han rykket den til side og en dør kommer til syne.

Jeg griber ud efter Ibens hånd for ikke at føle mig så alene i det her. Mor og Betty må havde opdaget, at jeg er væk nu. Klokken er vel omkring de syv stykker, så de er sikkert rendt op til Ebbi, der nu undersøger sagen. Forhåbenligt vil de regen det ud før eller senere. Jeg kan ikke lide tanken om, at de tror, jeg er i tyskernes varetægt.

”Vi har ikke før brugt det, men Elizabeth, min kone,” Og den første i familien uden A. ”har redt op til jer derinde.” August åbner døren og fører os ind i et lille rum. Lige nøjagtigt bredt nok til at der kan ligge to madraser og for enden af dem står der en kiste. Der er intet vindue, men i hjørnet er der sat et sterinlyset.

Klinkerne på væggen og gulvet indikerer at rummet nok tideligere har været brugt som badeværelse.

”I kan ikke forlade rummet, men hvis der nogensinde kommer tyskere i huset, vil vi give jer en alarm, og så skal I pakke madraserne ned i dette rum,” August åbner kisten, der ikke ser ud til at være særlig dyb, før han fjerner den øverste bund, så en del plads kommer til syne. ”derefter kan I også gemme jerselv dernede, hvis der er plads. Det burde der være, I er jo to magre piger.”

”Mange mange tak, vi kan slet ikke udtrykke vores taknemlighed nok!” Jeg modstår lysten til at falde August om halsen, men det han og hans familie gør for os er i sandhed fantastisk og en ren heltegerning.

”Det var så lidt.” Stolheden brænder igennem hans smil. ”Jeg har en patient, der skal tilses, så jeg må gå. Vi bliver nok nødt til at sætte reolen for, så I kan ikke komme ud, men vi kommer op til jer et par gange om dagen med mad og så I kan bruge toiletfassiliteterne.”

”Det er perfekt!” Iben smiler til ham.

Han lukker døren for os, og jeg kan høre reolen skrabe hen ad gulvet. Jeg føler mig fanget. Jeg er fanget, men jeg er fanget hos de rigtige. Ikke tyskerne. Alligevel kan jeg ikke lide dette.

”Så er det vel her vi skal bo det næste stykke tid?” Jeg glider ned langs væggen på en af madraserne. Den er blødere end min egen derhjemme, men bare tanken om det hjem jeg har forladt giver mig en klump i halsen.

”Tja, vi skal nok overleve. Og det kører jo som smurt for de allierede, så det er bare om at vente.” Iben sender et opmuntrende smil, men det virker ikke på mig. ”Nu har vi i hvert fald masser af tid og frirum til at kysse.”

”Ja...” Selv ikke den tanke kan gøre mig glad. Jeg kæmper for at blinke tårerne væk og stirrer op i det pæne hvide loft for at skjule dem. Iben sætter sig ved min side og tager min hånd. Den er kold efter at havde ligget i den kolde bil i evigheder. Jeg lægger mit hovedet mod hendes skulder, mens vi begge stirrer ud i luften, over på den hvide klinkevæg med smukke blå blomster. Noget siger mig, at vi kommer til at stirrer de blomster til døde.

”Jeg er bange for, hvad min far kan finde på.” Hun sukker, og den grådkvalte stemme sniger sig frem. ”Jeg efterlod en note til ham: Jeg er i sikkerhed. Han vil kunne genkende min skrift, men hvis tyskerne finder den, vil de ikke nødvendigvis kunne fortælle om jeg har skrevet den. Men stadig. Han har mistet både min mor,” Der kommer tårerne. Jeg ved det, fordi hun bliver nødt til at holde en pause for at få styr på sin stemme. ”og mig på så kort tid. Hvem ved, hvad han kan finde på?”

”Han vil ikke dræbe sig selv, Iben, det vil han ikke.” Jeg er selv ikke så sikker i min sag, men jeg bliver nødt til at overbevise hende.

Hun svarer ikke. Sikkert fordi, hun ikke ved, hvad hun skal svare.

Her skal vi så være i hvad der lige nu synes som for evig. Vil vi overleve det? Hvis jeg ikke havde Ibens hånd i min, ville jeg allerede være begyndt at rådne op indefra.

En tårer rammer vores sammenknyttede hænder. Hvordan skal vi få tiden til at gå herinde? Hvis vi ikke dør, fordi nazisterne finder os, dør vi af kedsomhed.

For at aflede mine tanker vender jeg mig mod Iben, fanger hendes øjne og kysser hende så en smule rystende. Når jeg lukker øjnene virker alting lidt næmere. Hun skubber mig bagover, så jeg ligger på madrasen, og hun ligger over mig, mens vores læber bevæges i takt. Jeg kan ikke lade være med at frygte, at selv det at kysse hende bliver kedeligt en dag, men da hun kører sine hænder ned langs min talje glemmer jeg hurtigt tanken.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...