Mistelten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 20 jan. 2015
  • Status: Igang
(SPOILERS TIL KÆRMINDESØSTRE) december 1944 - Mettes kæreste hedder Iben. Tyskerne holder øje med dem. De må ikke opdage deres forhold. Og Mette må skuffe Iben, hver gang hun vil kysse under misteltenen for at de ikke begge ender med at holde jul i en koncentrationslejr. Men hvorfor være kærester, når risikoen er så stor? // Deltager i julekonkurrencen

20Likes
70Kommentarer
1743Visninger
AA

18. Seksten

Hej, det er Louise Andersen fra Ungdomsteateret, hvem taler jeg med?”

”Me-Mette Kærrup,” stammer jeg. Hvorfor er jeg så nervøs? Fordi min fremtid i stor stil afhænger af, om jeg kan få job. Jeg holder fast på røret ved at presse øret mod skulderen og holde det i spænd, mens jeg tørrer mine svedige hænder af i mine bukser. Gennem gardinet, der adskiller baglokalet fra telefonen, kan jeg skimte Regnar ekspederer en kunde. Gad vide, hvad han siger til, at jeg søger nyt job? Måske bliver han ligefrem glad for at slippe af med en løn at betale. Forståeligt nok.

”Hej Mette, hvad kan jeg hjælpe Dem med?” Kvindens skærpede stemme gør ikke mine nerver bedre.

”Jeg – jeg vil gerne søge job hos jer. Jeg kan lave alt slags arbejde. Jeg går til teater, så jeg har erfaring med det.” Jeg har været der en gang, men det tæller vel?

”Jeg må skuffe dig, men...” Årh nej. Jeg lukker øjnene og presser læberne sammen. Ikke endnu et nederlag. ”... vi har ikke nogle ledige stillinger lige for tiden. Jeg kan ringe til dig, hvis noget bliver ledigt?”

”Nej, det er fint.” Tårerne ophober sig. Jeg hader dem så inderligt. Tårerne, tyskerne og alle dem, der for fanden ikke bare kan ansætte mig.

”Forsat god dag.” Kvinden lægger på, men jeg bliver stående med røret i hånden.

”Hvordan gik det?” Iben stikker hovedet ind gennem gardinet. Et blik fra mig siger mere end ord. Hun går ind, trækker gardinerne rigtigt for bag os og ligger så mit hoved mod hendes skulder, mens hun lader sin hænd ae min ryg. Men det hjælper ikke på noget. Hun bryder også selv ud i gråd, hvilket kun gør alting værre.

Jeg besværer mig ikke engang med at spørge, om det er tanken om alt det forfærdelige eller hendes mund, der skylder hendes tårer, jeg presser mig blot tæt sammen mod hende. Jeg elsker hende, det gør jeg virkelig, men hvorfor skal det være så forbandet besværligt at elske hende? At elske hende er sådan en simpel ting.

I det mindste har jeg hende. Det er vel mere ned jeg kan tillade mig at bede om? Alligevel strejfer tanken om lykken virkelig er for enhver, et allemandseje, mig. Bortset fra vores kærlighed synes den nemlig ikke at ramme Iben og jeg – eller nogen i vores omkreds. Aske, der fik knust sit hjerte, Betty, der heller ikke har held i kærligheden, og min mor, der på samme måde som Iben og jeg, ikke kan ses offentligt med sin kærlighed i frygt for samfundets reaktion.

I det mindste var jeg ikke dødfødt, er den eneste positive tanke, der stryger forbi mig.

”Iben, vi bliver nødt til at finde en måde at gå under jorden hu...”
”Lad være med at tale.”

”Men Iben, vi har travlt...” Ebbi gav mig en dag til at finde et job i tirsdags. I dag er en torsdag. Vi er virkelig i tidsnød. Tyskerne er i nakken på os.

”Mette, hvis jeg skal dø, vil jeg dø sammen med dig.” Hendes fingre fletter sig ind i mine. Bare tanken får flere tårer til at sile ned af mine kinder, der efterhånden er ru efter alt den tuden.

”Vi skal ikke dø.”

”Du har ret.” Hun kysser mig, som hvis det var vores sidste kys. Hurtigt, men også inderligt. Intenst.

Hvis det ikke var fordi, Betty og mine forældre skulle leve uden mig, og jeg ikke ville påføre dem den smerte, kunne det egentligt være lettest bare at ende det hele her. Forbundet med Iben ind i en verden, hvor smerte ikke findes, fordi glæde ikke findes. Bare intethed og fred.

Vi kunne gå ud på gaden, foran tyskerne og kysse på denne måde. Så kunne vi dø sammen, hvis vi først kommer i deres varetægt, vil de sandsynligvis skille os ad.

Men vi bliver i baglokalet, levende nok til at føle smerten, der borer gennem alt, og flyder helt ud i mine fingerspidser, som rører Ibens.

”Mette?” Askes stemme giver mig sådan et chok, at jeg hopper væk fra Iben af forskrækkelse.

”Æh hej...” mumler jeg, mens Iben blot sender ham et smil.

”Du er Aske!” udbryder hun, ”Tusind tak for dine ulejligheder med at hjælpe os.”

Jeg har ikke rigtigt fået fortalt hende om det i går endnu. Det ville bare gøre tingene mere kompliceret.

”Så du er Mettes rigtige kæreste var?” Han gør sig anstregelser for at smile, men det virker oprigtigt.

”Hvad vil du?” Det kommer til at lyde en smule for hårdt, men jeg vil egentligt bare ud af denne akavede situation hurtigst muligt.

”Jeg har snakket med min far om det,” Han sænker stemmen, så den er næsten uhørlig og jeg må anstrenge mig for ved hjælp af hans mundbevægelser, tyde hvad han siger. ”vi har et hemmeligt rum. Sådan et, der skal en umådelig klog tysker til at finde. Og hvis vi spreder rygtet op, at du var mig utro med en, søger de nok ikke hos mig som deres førsteprioritet. I kan bo der, indtil krigen er ovre.” Bag ham trækker han gardinet for og tydeliggøre at dette telefonlokale ikke var ment til tre personer. Jeg så mast mellem Iben og Aske.

”Wow, det er så forfærdeligt venligt af dig, Aske – og din familie.” Ibens øjne lyser op som de julelys hun er lige ved at støde ind i.

Jeg er helt mundlam. Hvor godt et mennesker har man lige lov til at være?

”Hvorfor gør du det her?” får jeg fremstammet, så lavt, jeg krydser fingre for, at Iben ikke høre det. Hans øjne er ikke langt fra mine.

”Fordi du er for genialt et menneske til at lade dø hen. Og for fædrelandet.”

Jeg tager ham i at betragte mine læber, og et øjeblik får jeg lyst til at give ham, hvad han vil have. Min kærlighed. Men jeg kan ikkke lyve, det ville blot ødelægge det hele.

”Klokken halv seks i morgen tidlig vil der holde en hvid lægebil i Skomagergade. Min far sidder derinde, han er læge. I skal helst være klædt mørkt, så I ikke er nemme at se. Stig ind i bilen, min far vil hjælpe jer med at skjule jer. Derefter kører han ud til en patient, hvor I blot bliver liggende, til sidst vil han køre jer hjem til os, hvor vi kan vise jer rummet.”

Jeg får helt dårlig samvittighed over, hvor godhjertet han er. Hvor meget han risikerer for mig og min kæreste, selvom jeg lige har knust hans hjerte.

”Årh tak tak tak...” Iben overfalder Aske i et kram, mens jeg blot sender ham et smil. Han smiler tilbage over Ibens skulder.

”Du aner ikke, hvor meget dette her betyder for os,” hvisker jeg med en klump i halsen over hvor fantastisk han er.


 

Aske hærger mine tanker, mens jeg stirrer ud i luften op ad væggen på min tynde madras og fortryder, at jeg ikke blot valgte at sove med Iben. Men dette bliver formegenligt min sidste aften hjemme i lang tid, så jeg ville tilbringe den med Betty og min mor, selvom jeg ikke kan fortælle dem noget om det hele. Aske sagde, at vi ikke skulle fortælle nogen om det, i tilfælde af, at de ville afpresse dem. Jeg kan ikke lide tanken om afpresning, så vil jeg egentligt hellere give dem noget at fortælle tyskerne.

Der er så meget andet jeg burde tænke på lige nu, så hvorfor lige Aske? Han overlever vel, at jeg knuste hans hjerte, men alligevel kan jeg ikke lade være med at føle den dårlige samvittighed, når ser over mod Betty, der hulker lydløst ned i sin pude. Jeg har ikke spurgt ind til det, men jeg så Esther kysse Johannes på caféen. Aske har vel haft det sådan og alligevel valgt at hjælpe mig.

Men hun har i det mindste kendt ham i længere tid. Aske kendte mig kun få dage. Alligevel er hans ansigtsudtryk, da han gik, ubeskriveligt inderligt. Og ærlig talt føler jeg det også som om, jeg har kendt ham i meget længere tid.

Det er uhyggeligt, at jeg bare skal forsvinde sådan uden videre, selvom Ebbi nok vil regne ud, hvad der er sket, når han opdager jeg er væk og finder ud af, at jeg ikke er i tyskernes varetægt. Gad vide, hvor længe der går, før tyskerne finder ud af, at vi er væk? Jeg har en fornemmelse af, at de holder mere øje med os, end vi tror.

Jeg har heller ikke lyst til at forsvinde. At leve i en hemmelighed med tidsfordriv hele dagen uden at udrette noget i livet. Ikke engang kunne bruge sin tid på at tjene penge, selvom Ebbi nok skal sørge for, at mor og Betty overlever økonomisk. Og mor har jo også sit job og har altid forsørget os – også dengang vi var tre børn.

Tanken om Peter giver mig en klump i halsen, men er også den, der får det til at gå op for mig, hvor vigtigt det er, at jeg går under jorden. Tyskerne er ligeglade med et liv fra eller til – kun glade for det, hvis de så slipper af med noget modstand. De tøver ikke. Og hvis Peter havde nået i sikkerhed i rette tide, ville han stadig leve.

Det der den eneste udvej for døden. Jeg kaster et blik på uret gennem døren ud til stuen. Klokken runder snart midnat, men jeg tør ikke lægge mig til at sove i frygt for at vågne for sent. Desuden har jeg lovet Iben at vække hende. Jeg fik hende overbevist om, at jeg alligevel ville bruge hele natten uden et øje lukket – hvilket sikkert også bliver sandt, men nu kan jeg mærke søvnen vælte ind over mig.

Betty hulker stadig. Hvorfor sover hun ikke, når hun har muligheden? Jeg tvivler på, at jeg kan holde mig vågen, men jeg har ikke et valg. Det er for mit eget livs skyld. Og fædrelandet – alle siger altid, alt bliver gjort for fædrelandet, men de fleste af de handlinger udføres mere i had til tyskerne end kærlighed til fædrelandet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...